Åben donor vs. lukket donor

[Mistel]

Min mand og jeg står jo i en situation, hvor det efter al sandsynlighed bliver nødvendigt at benytte en sæddonor, hvis vi ønsker et barn.

Der er så netop blevet vedtaget en lov, hvor det er muligt at vælge en åben donor - altså en donor, hvor barnet, når det fylder 18, har mulighed for at finde ud af, hvem den biologiske far er.

Jeg kunne så godt tænke mig at spørge jer kloge damer - hvad ville I vælge, hvis det var jer, der stod i vores situation? Nogle af jer gør måske ligefrem...

Jeg synes selv, den er rigtig svær. Jeg tænker, der er to personer at tage hensyn til - nemlig min mand og vores eventuelle barn. Og ikke ret meget mig. Hvis behov vejer tungest - mandens eller barnets? Er det rimeligt, at nægte barnet den mulighed for at beskytte manden? Er det rimeligt at "ofre" manden for at tilgodese et behov, der måske/måske ikke eksisterer hos barnet?

Hvad tænker I?

[Myliona]

Jeg er slet ikke i tvivl, jeg ville vælge at barnet fik muligheden for at lære sit ophav at kende. Nu kendte jeg ikke selv min biologiske far, før jeg opsøgte ham da jeg var 15. Det var et stort behov for mig, på daværende tidspunkt. Det havde INTET at gøre med kærlighed, men en søgen og nysgerrighed over hvor jeg kom fra og hvorfor han havde valgt at gøre som han gjorde.

Jeg kan faktisk ikke se hvorfor man, ikke skulle vælge en åben donor, når man har muligheden. Selvfølgelig er det barnets tarv man skal tænke på..

[Guest]

som adoptant, så har man jo været igennem alle de der tanker omkring biologiske forældre kontra adoptivforældrene. OSV og derfor er jeg jo også ret klar i min holdning, for det handler om tilliden mellem forældre og barn. Derfor vil jeg sige, at der skal simpethen af hensyn til barnet spilles med åbne kort, og derfor bruges en åben donor, hvor barnet kan finde frem til den bioligiske far, når denne er gammel nok.

Fordi det er et etincielt (staves?) spørgsmål, hvem kommer jeg af, hvem ligner jeg og hvorfor er jeg som jeg er.

Og barnet vil jo alle dage betragte din mand som far, fordi det er jo ham, som har været der hele livet, og har støttet barnet. Lige præsis på det punkt, var der idag i mads og monopolet, et spørgsmål fra en brud, om hvem der skulle føre hende op af kirkegulvet. Bonusfaren, som jeg egentlig havde været hendes far, fordi det var ham, som har været der hele hendes liv. eller hendes far, som hun havde haft sommerferier osv med... Der betragtede hun jo bonusfar som far, fordi det var ham, som var der...

[Myliona]

som adoptant, så har man jo været igennem alle de der tanker omkring biologiske forældre kontra adoptivforældrene. OSV og derfor er jeg jo også ret klar i min holdning, for det handler om tilliden mellem forældre og barn. Derfor vil jeg sige, at der skal simpethen af hensyn til barnet spilles med åbne kort, og derfor bruges en åben donor, hvor barnet kan finde frem til den bioligiske far, når denne er gammel nok.

Fordi det er et etincielt (staves?) spørgsmål, hvem kommer jeg af, hvem ligner jeg og hvorfor er jeg som jeg er.

Og barnet vil jo alle dage betragte din mand som far, fordi det er jo ham, som har været der hele livet, og har støttet barnet. Lige præsis på det punkt, var der idag i mads og monopolet, et spørgsmål fra en brud, om hvem der skulle føre hende op af kirkegulvet. Bonusfaren, som jeg egentlig havde været hendes far, fordi det var ham, som har været der hele hendes liv. eller hendes far, som hun havde haft sommerferier osv med... Der betragtede hun jo bonusfar som far, fordi det var ham, som var der...

SÅ enig med dig!

I øvrigt, så har jeg selv en adoptivfar, en biologisk far og en bonusfar :) Og folk har tit, når jeg fortæller at jeg har tre fædre spurgt "Hvem er din RIGTIGE far". Hvortil jeg svarer, at jeg jeg har tre rigtige fædre ;)

[Guest baby2011]

Jeg ville vælge en åben donor ,og det er som der allerede er skrevet, fordi der er en mulighed for mit barn, kan få nogle spørgsmål besvaret senere i livet. Så er det op til barnet om vedkommende ønsker, at opsøge sit biologiske ophav..

Jeg mener nu, at den far der har været der fra dag ét, været med i graviditet, fødsel, barndom, ungdom og ham der har hjulpet til, trøstet og givet gode råd med på vejen, det er ham der er far, uanset om der er en biologisk far et andet sted :)

[Lovely Lady]

Åh, den er svær... Og jeg har ikke overvejet tanken noget videre... I modsætning til de andre indlæg kan jeg dog mærke, at min første indskydelse er ikke at vælge en åben donor. Ingen god begrundelse herfra (udover måske det, at jeg grundlæggende vægter hensynet til min mand meget højt) - bare min umiddelbare fornemmelse.

Har din mand givet udtryk for nogen tanker....?

[Mistel]

Først og fremmest tak til alle for jeres svar. Det er rigtig rart at høre flere vinkler på det.

Jeg vil sige sådan, at på papiret synes jeg også, at barnet skal have mulighed for at opsøge sin biologiske far. Men når det så kommer ud i virkeligheden, så ved jeg bare ikke helt længere..

Man kan sige - indtil forleden var det slet ikke et valg - der var fuld anonymitet for donor, så det er sådan en ting, der er kommet ind i vores liv lige pludselig - var vores første forsøg lykkedes, havde vi ikke haft valget.

Planen er, at vi skal tale rigtig meget om det.

Så skal vi have en samtale med lægerne og høre, hvad de mener. Jeg vil gerne vide lidt om, hvad en åben donor tænker. I tilfælde adoption, bliver et barn givet væk, fordi de biologiske forældre af den ene eller anden grund ikke kan beholde det. Og det er jo langt fra altid, at mødet med de biologiske forældre er særlig lykkeligt. Men hvis man har sagt ja til at være åben donor, har man vel også overvejet, at det pludselig kan ringe på døren om 20 år?

Min mand er ikke umiddelbart særlig vild med tanken, men han synes heller ikke, vi er parate til at tage en beslutning endnu.

Jeg har besluttet, og jeg har sagt til ham, at den endelige beslutning må være hans, og jeg bakker op om det, han vælger. Jeg er også parat til at stå til måls for den beslutning på et tidspunkt.

Men jeg VED det ikke. Jeg ved ikke, hvad der er bedst. Jeg håber, det kommer til mig, og jeg gør det rette. Jeg synes, det er en frygtelig stor beslutning at tage på et andet menneskes vegne.

[Myliona]

Altså, nu bliver jeg lidt personlig :)

Men min kæreste har, efter at det blev muligt at være åben donor overvejet det. Vi har det stadigvæk oppe og vende herhjemme - det ER en stor beslutning.

Han havde allerede talt om det før, men jeg nægtede - JEG ville IKKE gå rundt og tænke "GUD hvor ligner den rødhåret unge min kæreste/mand.. gad vide...."

DERFOR ville det KUN være en mulighed for mig, at han blev donor hvis jeg "vidste" at HVIS han havde "børn derude", så kom de en dag og bankede på (naiv at tænke de ville, men jeg ville altså tro de opsøgte ham engang!) - også ville ham og jeg have den vished :)

Han har/havde intet behov for den del - det er MIT behov ;)

Jeg tror det Vanni siger om åbenhed, er det vigtige.

Ærligt, tror jeg at risikoen for at barnet vil føle din mand, som "mindre far" er størst - hvis din mand fratager jeres barn muligheden for at finde sin "biologiske" far.

Altså, personligt, ville jeg som barn tænke "hvorfor fratage mig den mulighed? Er det fordi du er en dårlig far, og ikke tror på du kan leve op til at være min far? Er det fordi du ikke stoler nok på mig, til at tro på jeg altid vil elske dig som far".. hvor i mod man jo kan sige at hvis man giver barnet muligheden, jamen så viser man at man stoler på barnet, og at man VED man er en god forælder.

Kan godt se det for din mand kan være svært - men det er jo trods alt ham der ER faren ;)

[Miss_matilde]

Det er en af de ting der er mange meninger om... og hvis vi havde været i den situation - havde vi/jeg helt sikkert valgt lukket/anonymt.

Jeg vil blive SÅ umådeligt ked af at kæmpe al den tid/år på og få et ønskebarn... og pludselig - så ville barnet ud og finde "andre" forældre. Det tror jeg ikke mit hjerte ville kunne klare.

At andre vælger åben donor - er helt fint med mig... for vi er jo netop alle forskellige - og har forskellige meninger og mål her i livet.

Syntes det er godt i får snakket en masse om det... det er ret vigtig at i er helt enige :)

[Myliona]

Det er en af de ting der er mange meninger om... og hvis vi havde været i den situation - havde vi/jeg helt sikkert valgt lukket/anonymt.

Jeg vil blive SÅ umådeligt ked af at kæmpe al den tid/år på og få et ønskebarn... og pludselig - så ville barnet ud og finde "andre" forældre. Det tror jeg ikke mit hjerte ville kunne klare.

At andre vælger åben donor - er helt fint med mig... for vi er jo netop alle forskellige - og har forskellige meninger og mål her i livet.

Syntes det er godt i får snakket en masse om det... det er ret vigtig at i er helt enige :)

Hvis barnet VED at det kommer " et andet sted fra" så ændre lukket/åben donor jo ikke på barnets følelser - Barnet kan jo godt få lysten til at ville finde sit biologiske ophav, selvom det ikke er muligt..

Men jeg kan godt forstå tanken som forælder.. Men, nu ved jeg jo selv hvordan det er, at få lysten til at finde sit biologiske ophav - og det har INTET med kærligheden til sine forældre at gøre - det har noget med ens identitet og biologi at gøre (Hvor kommer ens store næse fra, har man nogle arvelige sygdomme osv osv osv)..

Det har INTET at gøre med om man elsker de forældre der har opdraget en at gøre.... MEN jeg kan godt sætte mig ind i det - for det er jo frygten for at miste sit barn...

Og du har ret: man skal tale og tale om det, for der er fordele og ulemper ved begge dele og man skal finde det man begge synes og kan acceptere :) man SKAL være enige..

[Mistel]

Altså, nu bliver jeg lidt personlig :)

Men min kæreste har, efter at det blev muligt at være åben donor overvejet det. Vi har det stadigvæk oppe og vende herhjemme - det ER en stor beslutning.

Han havde allerede talt om det før, men jeg nægtede - JEG ville IKKE gå rundt og tænke "GUD hvor ligner den rødhåret unge min kæreste/mand.. gad vide...."

DERFOR ville det KUN være en mulighed for mig, at han blev donor hvis jeg "vidste" at HVIS han havde "børn derude", så kom de en dag og bankede på (naiv at tænke de ville, men jeg ville altså tro de opsøgte ham engang!) - også ville ham og jeg have den vished :)

Han har/havde intet behov for den del - det er MIT behov ;)

Jeg tror det Vanni siger om åbenhed, er det vigtige.

Ærligt, tror jeg at risikoen for at barnet vil føle din mand, som "mindre far" er størst - hvis din mand fratager jeres barn muligheden for at finde sin "biologiske" far.

Altså, personligt, ville jeg som barn tænke "hvorfor fratage mig den mulighed? Er det fordi du er en dårlig far, og ikke tror på du kan leve op til at være min far? Er det fordi du ikke stoler nok på mig, til at tro på jeg altid vil elske dig som far".. hvor i mod man jo kan sige at hvis man giver barnet muligheden, jamen så viser man at man stoler på barnet, og at man VED man er en god forælder.

Kan godt se det for din mand kan være svært - men det er jo trods alt ham der ER faren ;)

Mange tak fordi du fortæller om at din kæreste overvejer at blive sæddonor. Tror du, du/I har lyst til at fortælle lidt mere om tankerne og grundene til det?

Jeg kan faktisk godt forstå dit behov for, at du engang måske kunne møde de børn, der er kommet ud af det. Noget med man har en viden om, hvad der er sket, og hvor de mennesker er...?

Jeg tror bestemt også åbenhed er rigtig vigtigt, og jeg har tænkt mig at være åben omkring, hvordan barnet er kommet til verden. Det føles bare som om, at det der bare var en ubetydelig detalje, der ingen forskel skulle gøre, pludselig fylder utrolig meget. Og jeg kan da også mærke, at rigtig meget af min modstand har at gøre med, at jer er rasende over hele tiden at skulle rumme, ændre, forstå ret voldsomme ting i min opfattelse af verden. Og nu vil jeg ærlig talt snart godt ha', at der er noget, der bliver, som jeg regnede med!! Men - det bliver jeg jo nødt til at finde ud af med mig selv, og ikke holde et barn gidsel i min frustration.

Det er en af de ting der er mange meninger om... og hvis vi havde været i den situation - havde vi/jeg helt sikkert valgt lukket/anonymt.

Jeg vil blive SÅ umådeligt ked af at kæmpe al den tid/år på og få et ønskebarn... og pludselig - så ville barnet ud og finde "andre" forældre. Det tror jeg ikke mit hjerte ville kunne klare.

At andre vælger åben donor - er helt fint med mig... for vi er jo netop alle forskellige - og har forskellige meninger og mål her i livet.

Syntes det er godt i får snakket en masse om det... det er ret vigtig at i er helt enige :)

Også mange tak for dit svar. Det er rart, der er nogen der i hvert fald umiddelbart tænker og føler det samme som en selv. (Men jeg er meget, meget, meget glad for at høre alle holdninger - for jeg vil gerne belyse emnet fra så mange vinkler som muligt, så hold jer endelig ikke tilbage!!) Jeg ved ikke, hvad vi ender med. Måske er dette vores begrænsning. Måske er det bedst at vælge åben, men måske er vi bare ikke i stand til det. Jeg håber, det ender, som det skal.

[Barbamama]

Jeg har kun lige skimmet de andre svar, så beklager, hvis jeg gentager nogle af jer andre. :)

Jeg ville TIL ENHVER TID vælge barnets tarv frem for forældrenes. Sådan helt groft, så er det i min verden en del af vilkårerne ved at være forældre.

Men i min skimning af de andre svar, synes jeg, at det så ud til at alle mener at det ubetinget er i børnenes interesse at vælge åben donor (beklager, hvis jeg har læst forkert - jeg har som sagt kun skimmet :blush). Jeg TROR også at jeg personligt ville ende med at vælge åben donor for barnets skyld, MEN jeg tænker at det måske ikke NØDVENDIGVIS er 100% det bedste for barnet? Er muligheder ALTID bedre end begrænsninger?

Jeg har godt nok aldrig været i nærheden af noget, der minder om adoptiv og donor selv, så jeg skal ikke kloge mig... Men i andre aspekter af livet har jeg personligt nogle gange haft det ret godt med at nogle valg bare var truffet for mig på forhånd.

Jeg kunne faktisk godt forestille mig, at hvis jeg fandt ud af at jeg var donorbarn, så kunne jeg finde en "ro" i at vide at jeg aldrig ville finde mine biologiske forældre no-matter-what, så jeg kunne lige så godt droppe at lede og bare være lykkelig for de forældre, jeg nu engang kendte.

Hov, nu sagde jeg godt nok, at jeg aldrig havde været i nærheden af noget adoptiv/donor, men jeg kender faktisk én, der er vokset op med en "far", hvor han altid har vidst, at det ikke var hans biologiske far. Det var så hverken pga. adoptiv eller donor, men pga. noget ballade i den tidlige barndom og en bio-far, der bare skred fra det hele... Anyway, ham jeg kender, han har i sit voksne liv haft mulighed for at opsøge sin biologiske far. Han vidste hvad han hed, og ca. hvor han boede. Og han har MANGE gange overvejet det. Fordi hvem var han mon? Hvad skete der præcis dengang? Men omvendt gjorde han det ikke, fordi hvad nu hvis han blev skuffet? Hvad nu hvis han fandt ud af at han biologisk stammede fra en dum skid? Hvad nu hvis han fortrød at han nu havde fået et nyt billede af hvem "far" kunne være (istedet for den mand, han har kendt og elsket hele sin barndom)? Han nåede aldrig at opsøge sin biologiske far, for pludselig så han i en dødsannonce at faderen var død. Jeg kan godt tænke, om han egentlig havde været lykkeligere, hvis han bare aldrig havde haft den mindste snert af chance for at vide, hvem hans far var.

Det er muligt, at han ville have unvdret sig og stillet spørgsmål hele livet, men omvendt, så kan vi alle undre os over noget hele livet, det behøver ikke være dårligt. Jeg ved da heller ikke hvordan min biologiske oldemor var. Jeg ved godt, at det overhovedet ikke er det samme som en forælder, men min pointe er bare, at det ikke nødvendigvis behøver være et basalt behov at vide ALT om sit ophav, og at det MÅSKE kan være en befrielse, at man slet ikke har valget?

... Som sagt ville jeg nok stadig have valgt den åbne donor, hvis jeg stod i jeres situation, pga. de grunde som de andre (vistnok :blush) har nævnt, om at barnet skal have valget, om det vil kende sit ophav... Men jeg synes bare at jeg ville pippe lidt fra den anden grøft om at valget måske ikke altid er det bedste at have. :) Jeg tænker, at det bedste I kan gøre, er at overveje, om I oprigtigt selv gerne ville have haft valget, hvis I havde været jeres kommende barn - og så vælge ud fra det :)

Held og lykke med beslutningen :balloons

[Mistel]

Tak for flere svar - det er dejligt at høre fra jer alle sammen!

Vi er blevet anbefalet, og det tror jeg er rigtigt, ikke at holde hemmeligt for barnet, at dets vej til verden er en lidt anden end andres børn. Det skal være en naturlig del af det, barnet ved om sig selv, og ikke noget der kommer som konfirmations-"gave" eller noget i den stil.

Indtil for få dage siden, var det i offentlig regi i hvert fald, slet ikke muligt at benytte donorsæd fra kendt donor, så det er sådan en ting, der lidt pludseligt er kommet ind i vores liv.

Jeg synes ikke, barnets tarv er det eneste, der skal tages hensyn til her, selvom det naturligvis vejer meget, meget højt. Det skal også være en beslutning, vi har det godt med. Og som jeg ærlig talt helst ville have været foruden..

[Guest]

min tanke er jo også hvis barnet af udseende ret tydeligt kan se, at far ikke er min far, for jeg ligner hverken mor, far eller andre i min familie...

[tsecret]

Jeg kan godt forstå dine overvejelser.

Hvis vi skulle benytte donor det-ene-eller-andet, så ville det også for mig, være rart hvis den svære beslutning var taget for os - altså at der ikke var et valg.

Selvfølgelig vægter barnets tarv højt, men jeg må ærligt indrømme, at jeg ikke ved, hvad der er bedst for barnet. Altså hvis man vælger anonym, så er valget jo taget for barnet, og det behøver ikke spekulere på om de skal opsøge donoren når de bliver 18. Vælger man åbent har barnet valget - men det kan jo også være et meget svært valg for barnet!

Jeg tror jeg ville vælge anonym, uden at være sikker...

[Guest]

der var for noget tid siden temalørdag på tv2 om sæddonor, og der var en amerikansk udsendelse om en kvinde der søgte efter sin biologiske far og endte med at finde ham og en masse søskende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den udsendelse, når du bringer dette dilemma op. Der var også danske unge, som søgte efter deres mors sæddonor. Ikke fordi de ikke havde en far, men fordi de gerne ville vide, hvad de kom af.

Det får mig altså til at tænke, åbenhed og åben donor...

[Mistel]

der var for noget tid siden temalørdag på tv2 om sæddonor, og der var en amerikansk udsendelse om en kvinde der søgte efter sin biologiske far og endte med at finde ham og en masse søskende.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på den udsendelse, når du bringer dette dilemma op. Der var også danske unge, som søgte efter deres mors sæddonor. Ikke fordi de ikke havde en far, men fordi de gerne ville vide, hvad de kom af.

Det får mig altså til at tænke, åbenhed og åben donor...

Jamen, jeg synes, du har en meget valid pointe. Og det er det, der gør det til et meget svært valg. Men jeg skal også have lidt mere viden om, hvad er det egentlig for en information, barnet kan få - er det et konkret navn og måske adresse, eller er det sådan "i 2012 var han jurastuderende på 2. år" - eller hvad er det egentlig. Og alt det ved jeg slet ikke noget om endnu, fordi loven er så ny.

Men jeg må så også sige, at jeg har tænkt på, at hvis jeg vendte den om og sagde, nu vil jeg donere æg til en anden kvinde - det ville jeg altså kun gøre anonymt. For jeg ville slet ikke føle, at jeg havde del i eller kunne være noget for den person, der måtte komme ud af det.. Men der er vi jo også forskellige, og det er det, der gør det så komplekst.

[Guest]

Jamen, jeg synes, du har en meget valid pointe. Og det er det, der gør det til et meget svært valg. Men jeg skal også have lidt mere viden om, hvad er det egentlig for en information, barnet kan få - er det et konkret navn og måske adresse, eller er det sådan "i 2012 var han jurastuderende på 2. år" - eller hvad er det egentlig. Og alt det ved jeg slet ikke noget om endnu, fordi loven er så ny.

Men jeg må så også sige, at jeg har tænkt på, at hvis jeg vendte den om og sagde, nu vil jeg donere æg til en anden kvinde - det ville jeg altså kun gøre anonymt. For jeg ville slet ikke føle, at jeg havde del i eller kunne være noget for den person, der måtte komme ud af det.. Men der er vi jo også forskellige, og det er det, der gør det så komplekst.

jeg kan godt forstå i vil undersøge videre, hvad det vil sige, at have en åben donor. Om det er et navn og interesser, eller hvad det er.

Men jeg tror altså stadig på åbenhed omkring det, fordi at i tilfælde af i ikke har været åben omkring det overfor barnet, og det finder ud af sandheden, ja så sker der et kæmpe tillidsbrud.

[Barbamama]

Vanni, jeg synes du har nogle supergode argumenter, og er på mange måder enig med dig, men sådan "for argumentationens skyld" har jeg lige et par strøtanker "fra den anden lejr" :)

der var for noget tid siden temalørdag på tv2 om sæddonor, og der var en amerikansk udsendelse om en kvinde der søgte efter sin biologiske far og endte med at finde ham og en masse søskende. Jeg kan ikke lade være med at tænke på den udsendelse, når du bringer dette dilemma op. Der var også danske unge, som søgte efter deres mors sæddonor. Ikke fordi de ikke havde en far, men fordi de gerne ville vide, hvad de kom af. Det får mig altså til at tænke, åbenhed og åben donor...

Men der kunne måske have været lavet andre programmer om unge, der IKKE ønskede at finde deres biologiske ophav? De ville måske ikke være så sjove at følge (der er jo ingen søgen) men derfor kunne de jo sagtens findes :)

jeg kan godt forstå i vil undersøge videre, hvad det vil sige, at have en åben donor. Om det er et navn og interesser, eller hvad det er.Men jeg tror altså stadig på åbenhed omkring det, fordi at i tilfælde af i ikke har været åben omkring det overfor barnet, og det finder ud af sandheden, ja så sker der et kæmpe tillidsbrud.

Men der er vel stor forskel på at være åben omkring at man er lavet vha. donorsæd og så på om man sørger for at alle informationer omkring donorsæden er tilgængelige. :)

[Guest]

Vanni, jeg synes du har nogle supergode argumenter, og er på mange måder enig med dig, men sådan "for argumentationens skyld" har jeg lige et par strøtanker "fra den anden lejr" :)

Men der kunne måske have været lavet andre programmer om unge, der IKKE ønskede at finde deres biologiske ophav? De ville måske ikke være så sjove at følge (der er jo ingen søgen) men derfor kunne de jo sagtens findes :)

Men så er det jo igen op til barnet, nogen har behov for at kende til deres rødder, mens andre ikke har. Men ved åben donor -afhængig af hvad det er, er der mulighed for barnet, når det bliver stort nok til at finde ud af, hvad det stammer fra, hvis barnet skulle ønske det.

Men der er vel stor forskel på at være åben omkring at man er lavet vha. donorsæd og så på om man sørger for at alle informationer omkring donorsæden er tilgængelige. :)

med åbenhed mener jeg i forhold til barnet og kun barnet. For jeg synes ligesom i adoptionstilfælde, at det er vigtigt at værne om barnets forhistorie, og det er ikke síkkert at barnet ønsker at gud og hver mand ved, at far - ikke er biologisk far.

Men jeg synes af hensyn til tilliden, at ærlighed og forklaring om, hvordan og hvorledes barnet er kommet til, når den er gammel nok til at forstå det. Hvis det først kommer frem som voksen, at den far, som man troede var ens far også biologisk ikke er det, så vil der komme et tillidsbrud, som kan skabe så mange konflikter.

Igen så er det jo nemt for mig at sige, fordi vi selv er så langt i den process, og har været på kursus osv i alle sådanne ting ifb. med vores adoptionsgodkendelse. Og derfor har jeg så markant et syn på denne problemstilling.

Og ja det er et svært emne og problemstilling, når man selv står og skal tage valget, fordi man er bange for, at barnet en dag siger, jamen du er ikke min far/mor. Og den frygt er svær at ryste fra sig.

det er helt iorden, og jeg har kommenteret på det igen oppe i din besvarelse

[Lone]

Jeg ville nok vælge en lukket donor..

Fordi jeg vender det om og tænker hvordan ville jeg ha det, hvis det var et donorÆG vi havde brug for??

Jeg ville (i mine tanker) ikke kunne klarer at mit barn når det blev 18 ville finde sin "rigtig" mor...... den rigtige mor er sku mig, lige meget hvad.. JEG ville ha båret barnet i 9 måneder, JEG ville ha lagt med veer og ha presset barnet ud, JEG ville være den person der har været der fra dag 1 af i barnets liv, så ville JEG slet ikke kunne ha tanken om at h*n ville finde sin "rigtige mor"..

Meget egoistisk, og jeg tænker på mig selv og min kæreste her, ikke barnet.. lige i det sted, om sådan en besluting, ville jeg tænke på mig selv og min kæreste, for donorsæd og donoræg, er for MIG et hjælpemiddel til at blive gravid, og ikke barnets forældre..

[Mistel]

Jeg ville nok vælge en lukket donor..

Fordi jeg vender det om og tænker hvordan ville jeg ha det, hvis det var et donorÆG vi havde brug for??

Jeg ville (i mine tanker) ikke kunne klarer at mit barn når det blev 18 ville finde sin "rigtig" mor...... den rigtige mor er sku mig, lige meget hvad.. JEG ville ha båret barnet i 9 måneder, JEG ville ha lagt med veer og ha presset barnet ud, JEG ville være den person der har været der fra dag 1 af i barnets liv, så ville JEG slet ikke kunne ha tanken om at h*n ville finde sin "rigtige mor"..

Meget egoistisk, og jeg tænker på mig selv og min kæreste her, ikke barnet.. lige i det sted, om sådan en besluting, ville jeg tænke på mig selv og min kæreste, for donorsæd og donoræg, er for MIG et hjælpemiddel til at blive gravid, og ikke barnets forældre..

Tak for dit svar, Lone. Lige nu hælder jeg mest til lukket donor, men der er tid endnu før den endelige beslutning skal tages, og så må vi se, hvad det ender med. Men som min kloge veninde sagde til mig forleden, så drejer det sig også om at skabe et fundament, hvor vi som forældre kan give barnet al den kærlighed og støtte, som et barn skal have, og hvis det betyder lukket donor, så er det sådan, det er. Nu er det jo ikke sådan, at vores kærlighed er betinget af, hvorvidt barnet opsøger sin biologiske far, men det gav nu god mening oppe i mit hoved alligevel.