Hvem skal jeg lytte til?

[Guest Louise22]

Hej

Jeg er en ung pige på snart 22 år som her i fredags fik afvide af min læge at jeg nu er gravid og vidst nok er de der 7-8 uger henne, måske mindre.. Jeg har i et ½ år nu gerne ville være gravid og det havde min kæreste det fint med, ind til vi gik fra hinanden og flyttede fra hinanden og efterfølgende nu prøver at få det til at fungere igen som kæreste, en beslutning vi tog før vi vidste noget om barnet.. Jeg er imod abort og har derfor ikke lyst til en abort.. Men hverkan min kæreste, forældre eller svigerfamilie syntes jeg skal have barnet.. Og jeg er i vildrede for jeg er en person der tænker meget over om jeg så mister min familie eller om de vil se anderledes på mig fordi jeg gerne vil beholde barnet..

Hvem skal jeg lytte til?

Venlig hilsen

Den fortvivlede "mor"[/font]

[Myliona]

Lyt til dig selv; Du skal leve med den beslutning du tager.

Ikke at det nødvendigvis betyder du skal have barnet - men bare at du skal tage en beslutning, fordi det er den some r bedst for dig.

[Guest]

jeg vil også sige, at du skal lytte til dig selv, du skal kunne leve med de beslutninger, som du tager.

Men det er okay at få råd og vejledning af familie og venner...

[liva30]

Det er helt klart din egen beslutning! Der findes kun en i hele verden der ved hvad du føler!! Du skal kunne se dig selv i øjenen!! Følg dit hjerte!! Held og tillykke!

[Myliona]

Det er helt klart din egen beslutning! Der findes kun en i hele verden der ved hvad du føler!! Du skal kunne se dig selv i øjenen!! Følg dit hjerte!! Held og tillykke!

Altså.. Det er HENDES beslutning. Men der ER flere der skal leve med den jo; Især en mand der skal være far.

Selvfølgelig er det hendes krop; Men hun TVINGER ham jo til at blive far ;)

Det er bestemt hendes beslutning; Men der er mange ting der skal være med til at komme frem til den beslutning man tager :)

[liva30]

Naturligvis!

[Verdier]

Er meget enig med Myliona.. Der er mange ting man er nød til at overveje før man tager sådan en beslutning.. Det er en stor ting at få et barn og i sidste ende er det også barnet der skal leve med de beslutninger du tager..

Kan godt forstå du synes det er svært

[mikkelmille]

lige på besøg fra september - når man er gravid er man meget følelsesladet, så det er rigtig vigtigt at tænke fremad - og tænkte på det liv du vil kunne give barnet - og om det kommer til at fungere mht faren... der er rigtig mange ting i det, så jeg synes du skal med din familie - og høre deres argumenter, for du får brug for din familie bagefter.. jeg blev selv mor i starten af 20'erne med min kæreste og vi venter nu nr 2 men vi har tit talt om at hvis vi kun ændre noget ville vi MÅSKE have ventet, da det var hårdt under læretiden og vores familie ville egentlig ikke så ofte passe :) meen vi klarede det godt, og har en dejlig datter som vi ikke kan undvære igen.. så du skal nok klare det hvis du beholder babyen - men jeg håber du får familiens opbakning og farens.. ellers vil det nok blive hårdt.. og lyt til alle de råd du får, sorter i dem, og lyt til hvad du selv ønsker for dig og barnet - og hvad du selv ønsker af fremtiden..

[Guest Diden]

Det er en kæmpe beslutning, netop fordi der er så mange ting man er nødt til at have med i overvejelsen - fremtiden for dig, barnet og ikke mindst forholdet til faderen.

Hvis dit bagland nærmest har besluttet for dig hvad der er bedst at gøre er det utrolig svært at gå imod den beslutning - man vil jo ikke miste sin familie eller/og venner.

Du har en god måned endnu at overveje det i, og det er vigtigt at have alle overvejelser, både for og imod, med i ligningen.

Uanset hvad du vælger vil det følge dig resten af livet.

[Camillat]

Altså.. Det er HENDES beslutning. Men der ER flere der skal leve med den jo; Især en mand der skal være far.

Selvfølgelig er det hendes krop; Men hun TVINGER ham jo til at blive far ;)

Det er bestemt hendes beslutning; Men der er mange ting der skal være med til at komme frem til den beslutning man tager :)

Han tvinger vel hende til ikke at blive mor i modsatte fald ??? Der er risici og psykiske foelger af en abort, som man ikke bare kan afskrive! Naar mand og kvinde er blevet gravide SAMMEN, saa tvinger hun ham til at blive far, hvis ikke hun vil udsaette sin krop for abort? Come on...

[Camillat]

Lyt til dig selv, du har svaret dybt indeni dig. Jeg tvivler paa at du vil miste din familie. Tal ogsaa med laegen om foelgerne af en abort - det er ikke en nem udvej

uanset hvad du bestemmer dig for

[Guest]

Jeg er med på Camillas vogn, Synes det er godt det hun har svaret dig

[mikkelmille]

nu IKKE at jeg anbefaler det men nogle gange er abort også en ansvarlig beslutning - og hvis mm bliver gravid uplanlagt så er valget imellem barn eller abort og selvom det er et svært fald skal man også passe på at man ikke kun vælger barnet fordi at man er bekymret eller imod af abort - man får som regel børn fordi man netop har en masse at give af kærlighed osv... synes at abortmodstand er et tyndt grundlag at blive forældre på...

men hvis du føler at du er der i livet hvor du gerne vil have barnet og du ønsker barnet - så er jeg sikker på familien nok skal støtte dig, og faren har jo før vidst at det var det du ville... så hvis han virkelig var modstander så kunne han jo bruge gummi ;) så han bliver ikke tvunget til mere end hvad ha vidste kunne ske :) og børn er fantastiske :)

desuden er du jo 22 og ikke 16 - så er sikker på du vælger den bedste beslutning :)

jeg har fået en frivillig abort og mange MA (så har fået 3-4 udskrabninger og 3 medicinske) og jeg har ikke taget skade - nogle får også en udskabning får "at rense systemet" då mere farligt er det heller ikke - men det er ikke sjovt at opleve....

[Myliona]

Det er sjovt, som folk bare "går ud fra" at manden ikke har beskyttet sig :) Det kan jo rent faktisk være han har gjort hvad han "kunne" for ikke at gøre hende gravid ;)

Som mikkeline siger, kan det også være en ansvarlig beslutning, at få en abort - og jeg er enig i at få barnet, fordi man er abortmodstander er et "tyndt" grundlag at få barnet på - det er SÅ vigtigt at tænke over, hvad man kan give barnet, og hvilke forudsætninger man har..

Skal man bruge de første år af barnets liv på at "slås" med en far, og med sin familie, samtidig med man måske er økonomisk presset fordi man er under uddannelse og skal være det i mange år - så kan det også få psykiske følger, fordi man måske ikke kan give sit barn det som man virkelig ønsker at give sit barn!

Jeg synes bestemt ikke du skal have en abort, uden at have tænkt tingene godt igennem; Og jeg tror egentlig, at hvis du og din kæreste før har villet have et barn sammen, og i er på vej til at finde ud af tingene, så er der bestemt en grobund for at få det barn..

Ligemeget hvad, så er man TO om at lave et barn - også bør man også være to om at tale om hvad der så skal ske, hvis man har lavet et barn ved et "uheld" ;) Det er BEGGES ansvar, og bare fordi der er sket et uheld, kan man jo ikke fralægge sig ansvaret.

Lyt til dig selv, og tal fornuftigt med din kæreste - "bomben" er jo nok lidt et chok, og det skal nok lige sive ind :)

[Guest Louise22]

Vi har på intet tidspunkt gjort noget for at det ikke kunne ske.. Men da der lige har været kaos i vore forhold og vi ikke længere bor sammen syntes han pludselig ikke at vi skal have det.. Men han siger så også at det er helt op til mig og at barnet selvfølgelig nok skal få sin far og at det nok skal være ham..

Jeg siger ikke kun at jeg bruger "at jeg er imod abort" som grundlag.. jeg har altid ønsket at være ungmor og føler mig klar til at give en masse kærlighed og omsorg fra mig.. Min far som jeg normalt aldrig har kunnet snakke med, har virkelig vist sig fra en anden side de sidste par dage.. vi snakker hele tiden om hvilken situation jeg stor i og hvordan og hvorledes.. Og jo mere vi snakker om det jo mere kan jeg også mærke at han nok skal være der for mig og støtte mig.. men min mor som jeg altid har kunnet snakke med alt om føler jeg bare ikke gider lytte og snakke om dette da hun ikke kan lide babyer.. Så mine forældre har pludselig skiftet roller..

Desuden kender jeg nogle andre unge der også er blevet forældre inden for de sidste 2 år og dem spørger jeg til råds for også at høre hvordan de klare den og om de har fortrudt og det har ingen af dem og deres små pus har det rigtig godt..

Men nu får vi at se hvad sygehuset siger i morgen når de ringer om min blodprøve og om jeg skal til en scanning mere i denne uge for at finde ud af om der gemmer sig en lille.. for lægen siger 8-9 uge og sygehuset siger 5-6 uge.. Men tror sygehuset har ret..

Er positiv over alle de seriøse besvarelser og er glad for jeg lærte denne side at kende.. har allerede brugt den meget :)

[Myliona]

Vi har på intet tidspunkt gjort noget for at det ikke kunne ske.. Men da der lige har været kaos i vore forhold og vi ikke længere bor sammen syntes han pludselig ikke at vi skal have det.. Men han siger så også at det er helt op til mig og at barnet selvfølgelig nok skal få sin far og at det nok skal være ham..

Jeg siger ikke kun at jeg bruger "at jeg er imod abort" som grundlag.. jeg har altid ønsket at være ungmor og føler mig klar til at give en masse kærlighed og omsorg fra mig.. Min far som jeg normalt aldrig har kunnet snakke med, har virkelig vist sig fra en anden side de sidste par dage.. vi snakker hele tiden om hvilken situation jeg stor i og hvordan og hvorledes.. Og jo mere vi snakker om det jo mere kan jeg også mærke at han nok skal være der for mig og støtte mig.. men min mor som jeg altid har kunnet snakke med alt om føler jeg bare ikke gider lytte og snakke om dette da hun ikke kan lide babyer.. Så mine forældre har pludselig skiftet roller..

Desuden kender jeg nogle andre unge der også er blevet forældre inden for de sidste 2 år og dem spørger jeg til råds for også at høre hvordan de klare den og om de har fortrudt og det har ingen af dem og deres små pus har det rigtig godt..

Men nu får vi at se hvad sygehuset siger i morgen når de ringer om min blodprøve og om jeg skal til en scanning mere i denne uge for at finde ud af om der gemmer sig en lille.. for lægen siger 8-9 uge og sygehuset siger 5-6 uge.. Men tror sygehuset har ret..

Er positiv over alle de seriøse besvarelser og er glad for jeg lærte denne side at kende.. har allerede brugt den meget :)

Så er der ingen tvivl, for mig..

Din kæreste er "bare" i chok ;) Det sker for mange mænd, selvom de ved der er en risiko.. Sådan reagerede min kæreste også næsten ;)

[Camillat]

Jeg synes, du lyder godt rustet til at tage en beslutning. Du har din fars stoette og din mor skal vel nok finde sig til rette, hvis du vaelger at faa jeres barn. Jeg synes ogsaa det lyder til, at du kan beslutte dig med rigtig god samvittighed over for alle parter

Paa ingen maade har jeg laest det som var du "ene" om at vaere blevet gravid og heller ikke, at du af princip ikke vil have en abort, men naermere at det er en tanke, som andre har luftet. Det har du taget ind og smager paa, men hvis det ikke smager godt, saa er du i din gode ret til at sige nej tak til den mulighed. Nogle har maaske ikke lidt noed af en abort eller to, men jeg har siddet hos to veninder, som virkelig havde det skidt, en ogsaa fysisk. Jeg skulle ikke nyde noget, men hvis det er det rigtige for dig, saa er det det rigtige at goere.

[Etiene]

Det skal nok gå søde,

Du er snart 22 og derfor ikke i mine øjne en meget ung mor. Jeg er sikker på at familien med tiden nok skal bakke op.

Jeg synes det er en bæredygtig grund at være imod abort og din tidligere kæreste var jo med på det til at begynde med.

[Guest Louise22]

Jeg føler mig pludseligt hårdt presset til at få en abort pga. faderen til barnet ikke vil ha at jeg får det.. Vores forhold er et rod og jeg føler bare pludselig at jeg bliver nød til at gøre hvad andre siger..

Er sindsyg ked af det lige nu og kan ikke finde hoved og hale i noget som helst.. :'(

[Myliona]

Jeg føler mig pludseligt hårdt presset til at få en abort pga. faderen til barnet ikke vil ha at jeg får det.. Vores forhold er et rod og jeg føler bare pludselig at jeg bliver nød til at gøre hvad andre siger..

Er sindsyg ked af det lige nu og kan ikke finde hoved og hale i noget som helst.. :'(

Jeg har stået "lidt" i samme situation, hvor jeg var ved at "tvinge" en jeg elskede til at blive far..

Det endte i en spontan abort, så "heldigvis" behøvede jeg ikke tage det valg..

Mine tanker gik især på:

Hvis jeg fik barnet.. hvordan ville jeg så have det med om 3-4-5 år, at se ham jeg elskede, blive far igen; Men med en anden kvinde. Ville jeg have lyst til resten af mit liv at være en del af hans liv, og kigge på at han er lykkelig med en anden?

Omvendt, tænkte jeg; Ville jeg kunne leve med ham, og være lykkelig med ham, når han har tvunget mig til en abort?

Det er en KÆMPE beslutning; men synes ikke du skal gøre noget du føler dig tvunget til.

For mig, var det de to muligheder der var - "heldigvis" endte det jo med at vi slet ikke behøvede tage det valg.

I dag skal vi sammen, have et planlagt barn, som vi begge ønsker :)

[Camillat]

Puuhhh, jeg kan godt forstaa, du foeler dig presset. Det er synd at du ikke faar fred til at maerke dig selv

Nu skal du bare hoere.

Det er DIG og din graviditet, der er det vigtigste - uanset, om du saa vaelger det ene eller det andet, saa har du brug for ro til at vaelge og ikke et urimeligt pres. CUT kontakten for de naeste 2-3 uger, bed ham om at lade dig vaere og faa den ro til at traeffe et valg, som du har brug for og fortjener. Bed evt. din far om hjaelp til at faa det igennem til ham.

Hvis du foeler for at faa dit barn, saa kan du ogsaa vaelge at "fritstille ham" i forhold til dit barn. Der er ingen, der siger, at han doed og pine SKAL vaere indvolveret (selvom jeg synes han er en slapsvans ikke at vaere det) eller at han for den sags skyld vil vaere gavnlig for barnet. Men det er en anden diskussion.

Maa jeg spoerge dig, om du allerede har valgt inderst inde?

Bed dine engle om hjaelp flere gange om dagen - vi kan goere det sammen:

Kaere Engle, tak fordi I er hos mig i en svaer tid og at I hjaelper mig med at tage en beslutning for livet. Tak for at I hjaelper mig og min familie med at vaere sammen om det og tak for at I hjaelper mig til at finde ro. Tusind tak.

Skriv det paa et fint stykke papir og gem det et fredeligt sted, for engle kan hjaelpe med amnge ting, naar bare vi beder dem paent om det. Det skal nok loese sig for dig, det er jeg sikker paa. Hold fast i dig selv

[Guest Louise22]

Inderst inde har jeg valgt.. Men når det hele stadig er så usikkert og når så han bliver ved med at sige at han ikke vil have barnet rammer det mig dybt.. For det viser bare at han bliver ved med at lyve..

Hvis jeg får barnet vil jeg helst ikke lyve om faderen men jeg vil helst heller ikke have at barnet kender til hvilket svin han har været og var..

desværre har jeg så mange følser for ham at jeg ikke bare kan smide ham væk selv om det ville være det bedste.. Jeg er bare for meget tryghedsnarkoman til det.. og som en skriver så tanken om at ham jeg har barn med har en anden som han er lykkelig med er en svær en at sluge.. for jeg har det sådan at endten har barnet sin far eller også er han helt ude af blilledet.. <_<

[Camillat]

Den tanke kan jeg ogsaa godt foelge... Har du taenkt tanken, at du selv bliver lykkelig og maaske en skoenne dag med en anden mand? Det er svaert at vaere glad for en anden person, som ikke vil det samme som en selv. Det ved jeg. Kan det hjaelpe dig at taenke, at for hver dag, du bruger paa ham her, er du en dag mere forhindret i at finde lykken et andet sted - ikke kun hos en anden mand, men i hoej grad hos dig selv? Der er andre herinde, som har vaeret i svaere parforhold og som har valgt at blive moedre uden barnets far. Det er klart, at ogsaa en droem brister dermed. Det kan jeg godt forstaa er svaert. Omvendt, saa har jeg taenkt tanken, at hvis ikke jeg finder lykken med en amnd at faa boern med, saa ville jeg faa et barn alene. Altsaa forstaaet med en far til barnet, men uden forholdet - ikke at det lever op til mig ideal, men havde det vaeret noedvendigt, saa ville jeg ahve haft det saadan. Nogle gange maa vi laegge vores idealer om det perfekte paa hylden og lytte til hjertet. Det er ikke nemt, men det er bestemt heller ikke det svaereste. I Danmark er der et godt socialt system, som yder stoette til moedre og deres boern, og der er intet til hinder for at du kan finde en skoen, staerk og velfortjent mand som mor til et barn. Skal jeg komme med et eksempel, saa blev min faetter far i en ung alder, siden gaaet fra moderen til barnet og bor nu med en ung pige, som er mor til en dreng. Saa nu har de to deleboern og er meget glade sammen. Jeg synes ikke, du lyder klar til en abort, fordi andre laver ravage i dit liv. Jeg synes du lyder som en pige, der traenger til at tage sig selv alvorligt og rejse sig. Du traenger ogsaa til stoette fra mennesker, som goer det godt for dig.

[Guest cmbk]

Puha. Sikke en situation.

Jeg blev gravid som attenårig. Havde aldrig tænkt tanken om børn, kunne slet ikke forholde mig til det - Men det var den ledeste beslutning i mit liv, at vælge at få en abort. Min ekskæreste reagerede ved at gå fuldstændig i baglås, sige han intet ville have med det at gøre - Hvorpå, jeg fortalte ham, at jeg ikke vidste hvad der skulle ske endnu, men at jeg havde brug for ham uanset hvad. Jeg fik en abort da jeg var 11 uger henne... Og det var rigtig slemt. Det tog mig et år, at komme videre i mit liv.

MEN, selvom det var hårdt, så ved jeg godt, at det dengang var det rigtige valg for mig - Jeg var kun 18, "faderen" kun 23, ingen af os var parate. Min familie og venner var der for mig, støttede mig. Men man er alene i "den verden" når først man er der - Uanset hvad....

Idag er jeg så 20 år, gravid med mit første barn. Et ønskebarn, som faktisk er planlagt. I uge 14 forlod jeg barnets far - Fordi vores forhold simpelthen var helt langt ude, og jeg fandt først ud af efter timers samtaler, hvor grelt det forhold havde været.

Min lille babypige er stadig ønsket, selvom jeg nu er alene - og skal se frem til livet som enlig mor. Der har været perioder, hvor det har været rigtig hårdt, at være "mig" Men omvendt - Så har jeg det så meget bedre uden ham. Jeg er mig nu, jeg er fri. Jeg er fri til at skabe en fantastisk fremtid for min datter og jeg!

Lillepigens far har jeg ikke hørt fra i 3 mdr. nu. Han valgte, selv at han ikke gad have noget at gøre med det her - Også på trods af, at jeg har tilbudt ham og lillepigens storesøster, at de hellere end gerne må være med hele vejen. Men det ønskede han ikke, fordi jeg var blevet venner med en ekskæreste på facebook(Og så kunne jeg tage ham med til fødslen, skrev han) :rolleyes

Hvordan det kommer til at se ud, når Caroline er kommet til verdenen, det ved jeg desværre faktisk ikke. Jeg aner ikke om han og storesøster skal være en del af hendes liv... Og nogle dage, kan det godt irritere mig. Men jeg lader mig ikke påvirke.

Min mor snakkede jeg ikke med i 7 uger, pga. graviditeten - Hun var dybt chokeret, og meget ked af det... (Hvilket jeg den dag i dag godt kan forstå) Nu bor jeg hos min mor, og hendes støtte og hjælp har været og er undværlig. Selv min far, er jeg begyndt at snakke med.

Venner og veninder - De holder ved, og er helt fantastiske.

Det er ikke kun min glæde, men også min familie og venner/veninder... :loveshower

Du skal mærke efter inden i dig selv. Inderst inde, ved du godt selv hvad du vil, men du tør ikke sige det højt, fordi du er bange for hvordan omverdenen vil reagere - Og nu siger jeg det, som det er: Op i røven med omverdenen. Det er dig, dit liv, OG din beslutning. Du må ligge kortene på bordet overfor din kæreste og sige, at det er "enten eller" Før I flyttede hver for sig, ville han gerne være far - Nu vil han ikke... Når man har sagt A, må man også sige B.

Jeg håber for dig, at du finder ud af det. Du er velkommen til at skrive, hvis du har lyst.

Kram og tanker

[Sofiee]

Det er en rigtig hård situation at stå i, det ved jeg selv. I december fandt jeg ud af at jeg var gravid med min kæreste som jeg har været sammen med i 4½ år. Jeg er 20 og han er 22. Det var slet ikke planen, da han studerer og jeg også ville have startet på min uddannelse i februar. Men da jeg fandt ud af at jeg var gravid var jeg ikke i tvivl om at jeg sagtens ville kunne klare det, og at jeg var klar til at blive mor. Det var et chok for min kæreste, og de første dage diskuterede vi rigtig meget hvad vi skulle gøre - jeg ville gerne beholde det, men han mente ikke at han var klar til at blive far, og syntes det ville være bedst hvis jeg fik en abort. Han sagde dog at hvis jeg valgte at få barnet ville han self stadig være der, men han mente ikke at han var klar. Det var nogle rigtig hårde dage, hvor jeg følte mig meget splittet. Jeg havde jo ikke lyst til at tvinge ham til at blive far, men jeg var også bange for om jeg psykisk ville kunne klare at få en abort, og inderst inde havde jeg nok allerede taget beslutningen om at beholde barnet. Men efter nogle dage hvor vi ikke havde snakket så meget om det, sagde han pludselig at han godt kunne se at det nok ville være det rigtige at få barnet. Da vi først havde taget beslutningen om at beholde barnet, blev han hurtigt mere og mere glad for vi havde valgt at få det, og jo længere jeg er kommet i graviditeten, jo mere glæder han sig til at blive far. Nu er han meget engageret i det hele, han har været med til alle scanninger og jordemoder konsultationer på eget initiativ, og han siger tit at han faktisk synes det passer rigtig godt at vi skal have et barn nu :)

Det tog ham noget tid at komme sig over chokket, fordi det jo var meget uventet, men da beslutningen var taget blev han heldigvis glad for det valg, og nu glæder han sig bare rigtig meget, og han elsker at mærke baby sparke :)

Jeg synes du skal lade ham tænke over det og komme sig over chokket. Spørg ham om han stadig vil være der hvis du vælger at beholde barnet. Og spørg dig selv om jeres forhold vil kunne klare en abort der er imod din egen vilje og overbevisning. Hvis han før har været med på at ville have børn med dig, mon ikk han så inderst inde stadig er det?

Jeg håber i finder en løsning, som du kan have det godt med :)

Du er velkommen til at skrive til mig hvis du har lyst/brug for det :)