Oprettet April 25, 2012 Jeg er i den situation at jeg har valgt ikke at have nogen kontakt med min far, og har ikke haft det i 2 år. Det samme valg har min søster og mor truffet. Jeg ved fra hans bror og hans forældre, at de heller ingen kontakt har med ham. Grunden til hans side af familien ikke har kontakt til ham, er tilsyneladende hans eget valg og ikke deres ud fra hvad jeg kan forstå. Men under alle omstændigheder har han ikke noget kontakt med nogen som helst han er i familie med. Min mor, søster og jeg selv har valgt ikke at have kontakt med ham, mod hans ønske. Han har aldrig været voldelig, men har til gengæld været en urimelig dårlig far, og har igennem hele min opvækst været hvad jeg vil kalde en diktator i hjemmet. Det er svært at forklare og retfærdiggøre over for udenforstående hvorfor det er rimeligt fravælge ham, men jeg kan mærke inde i mig selv at det er det rigtig valg jeg har truffet, så det er ikke til diskussion. Mit problem er først opstået efter jeg er blevet gravid. Jeg husker fra min barndom at jeg ”manglede” min mormor, som jeg spurgte en del til. Da jeg var ca. 7 år gammel fik jeg lov at møde hende. Det skal dog siges at hun var alkoholiker og havde været voldelig over for min mor som barn, hvorfor min mor var anbragt i plejefamilie. Af den grund synes jeg, i dag, at det er helt i orden at min mor ikke lod mig have så meget med min mormor at gøre. Men nu er mit dilemma om jeg skal stille mit barn i samme situation? Skal han først have lov at møde sin morfar når han selv er bevidst om at denne ”mangler”? Eller skal jeg bide i det sure æble og kontakte min far, for at fortælle at han skal være morfar, men samtidigt gøre det klart for ham at jeg stadig ikke vil have ham som en del af mit liv? I tilfælde af at min far får lov til at være en del af min søns liv, vil det dog være i et noget begrænset omfang. Han vil ikke blive inviteret til barnedåb/børnefødselsdage/konfirmation/jul og lignende, da jeg ikke vil byde min mor og søster det. Men det vil være muligt at kunne mødes op til disse mærkedage, så min søn alligevel vil opleve at hans morfar er der. At jeg overvejer alt dette er udelukkende for min søns skyld, ikke for min fars. Men hvad siger I andre? Nogle forslag til hvad jeg skal gøre og hvordan jeg skal tackle hele den her situation? Jeg kan mærke at jo længere jeg kommer i graviditeten, jo mere tænker jeg på det. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret April 25, 2012 Puha... Sikke et dilemma - jeg havde ingen kontakt til min far før jeg gik min datter - også af lignende årsager han kunne ikke acceptere mig i min spæde ungdom, og den dag idag mener han stadig jeg var problembarn :D men personligt holder jeg på at børn er produkt af forældre miljø og arv, så istedet for at bebrejde mig så skulle han kigge på sig selv og mine vilkår.. Men efter fødslen af min datter tog jeg kontakt til ham, da jeg mente hun skulle kende hele familien, men han passer hende aldrig og han har heller ikke deltaget i barnedåb osv, hvilket han får lov til ved den lille ny - men han er en del af det hele periferien, og det tror jeg vi alle har det bedst med... Desuden er vires forhold stadig anspændt men anstændigt - til tider ville jeg ønske han ville os mere og stoppe med at være dømmende, men egentlig er jeg ligeglad... Synes bare det er synd for min datter som er eneste barnebarn at familien ikke vil hende så meget... Det er KUN svigerfamilien og min mor som er interesseret i at passe hende.. Og det hør ondt på mig, for min søde datter vil faktisk gerne være hos dem... Så nogle gange fortryder jeg faktisk lidt kontakten med min far - for ville bare ønske han var mere pjattet med min pige - men altså de er da gode venner :) og vi besøger dem da regelmæssigt :) meeen vælger su kontakten, så er det sværere og afbryde kontakten igen da barnet måske vil blive mere "påvirket" af det - måske i kunne nøjes med at sende billeder og tale sammen på afstand og så tage stilling til det om et år eller to - så lægger barnet ikke mærke til det.. Og din far får lov at være en del af det på afstand uden direkte fysisk kontakt... Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret April 25, 2012 Jeg ved at min far vil elske at passe min søn, men det vil jeg ikke kunne acceptere - jeg stoler simpelthen ikke nok på ham til det. Desuden er min far rigtig ked af at min søster og jeg ikke vil have noget med ham at gøre, og hvert år til jul insisterer han på at måtte sende os et gavekort til en eller anden oplevelse. Så er jeg er helt sikker på at min far vil kunne være en rigtig god morfar, da det netop vil være "i små doser" han skal være på. Mit problem ligger nok mest i, om jeg selv vil kunne acceptere at have ham så tæt inde på mit liv igen. Og jeg vil nemlig have det vanvittig dårligt med at skulle afbryde kontakten med ham igen, når min søn først har fået et forhold til ham. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret April 25, 2012 Åh det er bare et svært emne, jeg står i en situation hvor jeg overvejer at stoppe kontakten med min far, han har aldrig været der for mig, min søster eller mor, og han gør mig faktisk rigtig tit vred og ked af det. indtil videre har han slet ikke vist interesse for graviditeten på trods af at jeg har prøvet at opdatere ham hver gang vi har været afsted til læge, jordemoder, scanning. Han har faktisk bare været ligeglad og nedgørende.. jeg står nu og overvejer meget kraftigt at stoppe kontakt, da han ikke tager imod den hånd jeg rækker ud, og fordi jeg bestemt ikke ønsker at mit barn skal opleve noget af det jeg selv har oplevet i min barndom. Mit forslag til dig er: tag kontakt hvis du mener han vil være noget for dit barn, hvis ikke så er dit barn og dig bedre tjent uden ham. Ville være frygteligt at have en bedsteforældre man prøver at behage og holde af, men som ikke lever op til forventningerne, og derfor skuffer og gør ked. Håber du finder den rigtige løsning for dig og dit barn. Det er et svært valg at træffe. Kram til dig :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret April 25, 2012 Sådan noget er bare altid rigtig, rigtig svært. Jeg tænker sådan her: Hvis manden ikke er ordentlig/acceptabel far for dig, så er han heller ikke en acceptabel morfar for din søn, og når din søn bliver gammel nok til at spørge, så er det det svar, han får. Men altså - virkeligheden ser jo ikke altid så dejlig enkel ud. Så. Du kunne jo overveje at tage kontakt til ham nu, mens du stadig er gravid og mærke efter om han er anderledes, eller han stadig er en person, du ikke ønsker i dit liv. Folk ændrer sig jo. Og måske fortjener han en second chance? Men hvis han stadig er et sted i sit liv, der ikke er foreneligt med dit, så synes jeg ærlig talt heller ikke, det er foreneligt med din søns liv. Hvis du forstår, hvad jeg mener. Du er mor. Du ved bedst. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret April 29, 2012 Åååååh jeg hader bare de latterlige fædre, og for pokker hvor kan de forvolde os piger meget ondt, for vi vil jo så gerne have en dejlig tryg og rar far!! Jeg har ikke haft kontakt med min far i 10-11 år nu, og det er valgt på grund af incest og hans hårde livstil (alkohol-problemer), jeg har været meget fint afklaret med det og ret glad for beslutningen om ikke at have den mindste kontakt til ham overhoved, er samtidig kommet til det punkt hvor jeg har tilgivet fortiden og anerkendt det som en del af mig jeg ikke vil være foruden! For fjorten dage siden fik jeg en besked fra min bror (som har kontakt med ham) om at min far var havnet i lever-koma og at det ikke så godt ud, en uges tid efter gik det så meget værre at han måtte rykkes til intensiv og i respirator.. -på dette tidpunkt påvirkede det mig så meget at jeg var nød til at se ham, jeg tog med min bror og mor til hospitalet, og gjorde det hårdeste jeg nogensinde har prøvet i mit liv.. Det var dog nødvendigt for MIG.. (idag slukker de for resp. da der ikke har været bedring i en uges tid) :( Det jeg vil frem til med min lille fortælling, er at jeg faktisk nu sidder og er ked af at jeg ikke har lukket ham bare lidt ind de seneste år (hvor jeg egentlig har tilgivet og har det "ok" med ham), ikke for hans skyld men for min egen.. Jeg ønsker ikke at have haft et fader/datter forhold men at have ham i periferien på MINE præmisser kunne have været rart for mig.. Så til jer der sidder og er i tvivl om jeres far skal være en del af jeres liv, vil jeg ikke kunne råde til meget andet end at beholde ham, måske ikke på samme måde som før, denne gang som ham der ønsker at se jer og jeres børn istedet for at det er jer der kæmper for at se ham.. Benytter faderen sig ikke af dette og han vælger jer fra, så har i gjort hvad i kunne, og vil ikke sidde som jeg gør idag og fortryde at jeg ikke har ønsket at være bare en lille del af hans liv.. :respekt hvis i er kommet igennem mit lange indlæg.. -og tak fordi du tog emnet op bolsin, det var rart at få luft, og læse om andre der også har nogle fatsvage uduelige fædre :balloon Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret April 29, 2012 Kigger lige ind fra juli. Jeg har heller aldrig haft et godt forhold til min far. Min far har aldrig været "ond" mod mig eller lignende, men derimod nok bare glemt at han havde børn. De nye børn i hans liv(Ikke at han er blevet far igen) er altid blevet prioriteret før os - Dét har jeg aldrig kunnet acceptere. Men, efter jeg blev gravid tog han kontakt til mig, og det var 4 år siden sidst... Jeg tillod mig at gå amok på ham i telefonen, og vi fik ellers snakket løst og fast. I påsken så jeg ham også én enkelt gang, og det var hyggeligt nok. Ikke noget jeg som sådan ligger noget i. Men, han vil gerne være morfar for Caroline, på trods af at han godt ved, at han aldrig var en far for mig(Og den titel fortjener han ikke, siger han) Så det har jeg valgt at sige OK til. Jeg synes bestemt min datter skal have lov at møde ham og måske også få et forhold til ham - Jeg får aldrig et forhold til ham, fordi vores fortid er for plaget... Men hvis min far vil lære min datter at kende, så er han velkommen. Det er altid et svært dilemma at stå i, det her. For det er jo et valg man skal tage for sit barn - Og forhåbentligt tager man altid beslutningen på bagrund af, at barnets tarv altid er det vigtigste. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret May 2, 2012 Hvis han alligevel ikke må være en del af dit barns liv, er der ingen grund til at fortælle ham det. Jeg synes det vil være egoistisk af dig at fortælle ham om barnet.... efterfulgt af: MEN du må ikke se ham, være med til barnedåb, konfirmation osv...... Hvis jeg var barn ville jeg spørge dig hvorfor morfar ikke må komme med til påskefrokost, julefrokost, konfirmation osv... hvorfor resten af familien samles uden ham?..... på den måde vil barnet nok stadig synes at han mangler...... selv om de måske sås nogle dage i forvejen. For morfar er familie, men ikke med til familiefrokoster.... Kender ikke din far, men jeg ville invitere ham på lige fod med trælse tante Jytte.... familie er familie, og skal dit barn kende ham, skal det da også være som en del af familien...... I mine øjne skal du enten undlade at fortælle ham det.... eller invitere ham som familie.... alt andet vil barnet undres sig over.... og typisk på et tidspunkt synes det er ondt af mor at undlade morfar. Min farfar var alkoholiker, og jeg så ham stadig hver anden måned og til familiekomsammen, var han fuld blev han sendt hjem. Jeg er lykkelig over de ikke fratog mig de gode minder jeg har haft med ham! Det havde jeg ikke tilgivet dem for! Nåårh det var lige mit synspunkt på sagen. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret May 2, 2012 Puha, det er bare så svært sådan noget.. Jeg har selv haft et ret anstrengt forhold til min far, men dog slet slet ikke så slemt som så mange af jer.. Han havde ikke nosser (ja undskyld) til at være far, han kunne slet ikke tage det ansvar det var, da vi skulle opdrages og lod det hele til min mor. Han var alkoholiker, da han var dybt ulykkelig og kunne højst sandsynlig ikke overskue noget andet end hans egen lille verden.. Min søster og jeg er velfungerende idag og har ikke lidt nogen skade, men jeg kan ikke altid tænke på ham uden at jeg bliver lidt harm over ham, hvis man er voksen nok til at blive gift og få børn, så burde man også kunne være en større del af deres liv og opdragelse.. Det er muligt, det også handler om at han er død og jeg aldrig vil kunne få det jeg manglede i min barndom. MEN hvis han havde levet idag, havde jeg ikke været et sekund i tvivl om at han ville havde været verdens bedste bedstefar, for der er ikke det samme ansvar. Jeg ville have snakket alvorligt med ham om at han ikke skulle drikke når han var sammen med ungerne, og det tror jeg faktisk sagtens at han ville kunne holde.. Anyways, jeg tror, du skal gøre op med dig selv, om du tror at han ville være noget for dit barn. Jeg tænker, at når du bruger så meget tid på at tænke på det, er det fordi det et eller andet sted er vigtigt for dig... Selvom I aldrig vil få et godt forhold, kan det jo sagtens være at morfar-barnebarn forholdet er godt. Men jeg ville tage en snak med ham om at han ikke ville blive inviteret med til diverse arrangementer og når så jeres barn spørger til det, kan man sige at morfar ikke er så gode venner med nogle som han er med jer.. Eller hvis man har fået lov, så at morfor ikke har lyst til at komme med til sådan nogle ting, men hellere vil ses alene.. Jeg håber, du finder ud af hvad er helt rigtigt for dig, for i virkeligheden kan vi andre jo ikke give dig et svar :kram Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret July 15, 2012 Lige for at samle op på denne her, efterhånden lidt gamle tråd: Jeg valgte for et par måneder siden at invitere min far til spisning, hvor jeg fortalte ham den store nyhed. Han blev selvfølgelig rigtig glad - både for at høre fra mig, men så sandelig også fordi han skal være morfar. Vi havde en rigtig hyggelig aften, som jeg egentlig også havde regnet med, MEN... Han har desværre ikke ændret sig til det bedre <_< Jeg brugte nogle dage efterfølgende på at finde ud af hvad jeg videre skulle gøre. Jeg græd en del og snakkede meget med min mand og resten af familien om, hvad der er det rigtige. Og konklusionen er blevet, at min far får lov til at være morfar for min søn, men på afstand. Jeg tror ikke at han nogensinde vil ændre sig, så jeg kan komme til at holde af ham eller tilgive ham for hans opførsel, men jeg vil lade ham få chancen for at være en god morfar. Han vil ikke blive inviteret med til nogen ting, hvor der er noget af familien med, og det har han accepteret fuldt ud, så det bliver forhåbentligt ikke noget problem. Og så et stort tak til jer alle for jeres svar og gode råd. Det er rart at vide, man ikke er den eneste i verden med en uduelig far. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret July 15, 2012 Hvor er jeg glad for at du har fundet en løsning der passer dig.. det er et meget svært valg, og jeg står selv midt i at skulle finde ud af hvor vidt min far skal være en del af mit og babys liv, eller ej. Håber dit valg kommer til at fungere godt for jer alle :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret July 16, 2012 Åååååh det synes jeg lyder som en rigtig god beslutning bolsin! Og tusind tak fordi du gad give en opdatering :loveshower Del dette indlæg Link to post Share on other sites
