Barnedåb vs navngivning

[Miss.Tang]

Jeg er hverken døbt eller konfirmeret. Det er jeg ret glad for. Jeg tog et aktivt valg da jeg takkede nej til konfirmationen. Jeg gik til præst et halvt år, men havde meget svært ved at forholde mig til de ting præsten fortalte/prædkede om gud og jesus. Og jeg syntes den videnskablige (big bang har jeg det dog lidt akkavet med..) forklaring, var lagt mere sanlynlig - og det tror jeg stadig idag. Men jeg er glad for jeg ikke fuldte med strømmen for traditionens (og gaverne's) skyld, den dag i dag.

Og jeg mener børn selv skal have lov at tage et aktiv valg om at gå ind i folkekirken. Og det kan de ikke ved dåben - selvsagt. I mit lille hoved, følger forældre bare med strømmen, og når det er konfirmations tid gør børnene det, uden at sætte sig ind i hvad de siger ja til for at få gaver! Jeg kender flere der fortryder de er blevet konfirmeret. Og som min far siger hvis man lagde den 5-10 år senere ville knap så mange tage det valg..

Det kommer vel ikke som en overraskelse at jeg ikke vil have mit barn døbt ;) Jeg vil holde en navngivningsfest for at fejre mit barn og dets navn. Problemet kommer her: Min kæreste VIL have vi døber. Jeg har prøvet at snakke med ham om det og få ham til at komme med argumentation for hvorfor. Det han kommer med er at det er en tradition i hans familie og det er det 'man' gør. Mit mod argument er at det er en tradition i min familie at man IKKE døber, men det praller fuldstændigt af på ham, han griner bare lidt af mig og ryster på hovedet.

Men HEY! vi er ligsom to om det her tænker jeg! Hvis nu han kunne komme med nogen 'ordentlige' argumenter, kunne det jo være han kunne overbevise mig om det er en god ide. Men det tror jeg ikke han kan og det skuffer mig lidt at han virker så urokkelig og ikke tager hensyn til mine synspunkter, værdier og holdninger. Nogen gange får jeg lidt en følelse af at han føler sig lidt hævet over mig, da han jo har prøvet det før.

Det er efterhånden noget jeg tænker rigtig meget på. HVad gør i? og er i enige? og hvordan bliv i det?

[Økonom]

Tradition er jo tradition, uanset hvem af jer der tales om.. Hvis du får ret, vil han føle du er hævet over ham, hvis han får ret, vil du føle han er hævet over dig.

Vi døber i kirken, vi er begge blevet døbt, konfirmeret og gift i kirken...og derfor er dåb i kirken det eneste rigtige for os.... Jeg er ikke super kristen, render ikke i kirke hele tiden, men jeg går meget ind for traditioner... Og besøger derfor også kirken i juletiden med min familie. Valget om dåben træffer vi... vil vores barn ikke konfirmeres til den tid, så står det hende frit for at fravælge dette.

[Capall]

Jeg ved ikke lige om jeg er den rette at spørge for jeg er dybt imod religion, har valgt ikke at blive konfirmeret og er dybt, dybt ked af, at jeg er blevet døbt, er blevet gift af en fra kommunen der kom ud i vores have og har heldigvis en mand der er helt enig når jeg siger "mit barn skal IKKE døbes". Vælger mit barn så at ville konfirmeres, så må jeg jo acceptere at de så skal døbes inden, sådan er det.

Men jeg tænker, at døbes er noget man kan blive senere hvis man selv vælger at man vil. Man kan altså ikke gøre en dåb om, man kan ikke gå tilbage senere og slette den dag fra ens liv hvor ens forældre tog en beslutning, som man måske senere føler burde have været ens egen. Jeg har godt nok meldt mig ud af folkekirken, og valgte som sagt ikke at blive konfirmeret, men derfor er der stadig blevet gjort "noget religiøst" ved mig, og det har jeg det så dårligt med, fordi det er ting jeg bare slet ikke kan stå inde for. Og mine forældre, eller gudforældre for den sags skyld, har ikke gjort en bjælde for at opdrage mig i den kristne tro, i mine forældres tilfælde snarere tværtimod.

Og jeg synes i øvrigt ikke at "det gør man bare" er et acceptabelt argument når I er uenige, og så synes jeg, at da man kan blive døbt senere i livet hvis man vil, men ikke kan gøre det om hvis man ikke vil, og det eneste argument for er "det gør man bare", så er det en bedre idé ikke at få barnet døbt. Så kan de selv træffe valget senere. Men jeg er jo altså også særdeles farvet af min holdning til religion.

Min svigerfar og svigermor havde i øvrigt samme diskussion, og det endte med, at min mand og hans søskende er døbt - uden deres fars tilstedeværelse. Han ville ikke have dem døbt, det ville hun.

Tja, håber du kan finde hoved og hale ;)

[Capall]

Håber da for resten det er ok at jeg kommer og blander mig, selvom jeg ikke hører til i jeres terminsgruppe og faktisk slet ikke er gravid endnu ;)

[Mistel]

Tjah, det er jo et godt spørgsmål. Fordi som udgangspunkt er den ene holdning jo ikke mere rigtig end den anden. Hvis det lykkes min mand og jeg at få børn, skal de døbes, fordi det vil jeg have. Han er dybest set helst fri. Men det er nok sådan, at det er vigtigere for mig, at de bliver døbt, end det er for ham, at de ikke bliver døbt. Og hvorfor så? Fordi jeg føler mig godt forankret i den danske folkekirke. Jeg går ikke i kirke hver søndag eller noget, men det er der, jeg hører til, og jeg synes, det er en god "hylde" at indsætte et lille barn på. - Hvis det giver mening. Af samme grund blev vi velsignet i kirken (vi havde først rådhusbryllup af praktiske årsager), fordi jeg synes, den er en god hylde at lægge ægteskabet på. Igen - min mand var sådan set ligeglad så længe det blev en dejlig, sjov og romantisk dag.

Så måske skal du bede din mand om at kigge lidt dybere ind i sig selv og virkelig mærke efter, hvad det er, der betyder noget. Fremfor kun de "ydre" ting - altså tradition og sådan gør man. Og måske findes der endda et argument, du selv kan stå inde for. Og hvis ikke - ja, så er det jo simpelthen et valg, der skal tages. Men husk begge dele kan gøres om senere..

[LDM]

Kan rigtig godt lide din holdning :) her hjemme vælger vi at døbe vores dreng, dels fordi det er tradition, men også fordi at den dag han skal tage stilling til om han vil konfirmeres, så er han døbt, og skal ikke det først hvis han vælger at blive konfirmeret.

Med hensyn vil konfirmation vil vi lade ham selv afgøre om det er noget han vil, der vil blive holdt en fest uanset hvad han vælger, for det skal ikke være gaverne der gør at han vil konfirmeres. Eller også har vi snakket om evt at tilbyde at komme ud og rejse i stedet for. Det er stadig bare snak, men rart nok at have tænkt over :)

[Guest]

godt nok er jeg ikke med i denne terminsgruppe, men jeg har altså alligevel en holdning.

Jeg var ligesom dig ikke døbt som spæd. Jeg skulle gå til konfirmationsforberedelser, det første halve år, og derefter bestemme, om jeg ville døbe og konfirmeres. Jeg skulle vide, hvad jeg enten sagde ja eller nej til.

Jeg tilvalgte kristendommen, fordi jeg tror på gud, jeg tror på at der er en mening med at tingene sker, som de gør (jeg tror ikke på at adam og eva var de første mennesker på jorden, men på at mennesket har brug for at undre sig og søge viden om, hvorfor vi er på jorden, og hvordan kom vi det, osv i den dur)

Jeg synes man skal døbe børnene, og når de så bliver ældre lade dem selv bestemme, om de vil kristendommen eller ej ved at gå til konfirmationsforberedelser. Det synes jeg fordi man ofte har behov for at tro på noget i en kaotisk tid, som nutiden og fremtiden er. Samt fordi jeg husker udemærket, hvor træls og pinligt det var, at skulle døbes som 13-14 årig for at kunne blive konfirmeret.

Jeg kan selv mærke, at jeg faktisk er blevet mere troende med alderen, at jeg tror på jesus og hans opstandelde, at han valgt at tage vores synder på os, fordi mennesket er syndigt. Samt som jeg allerede har sagt, at der er en mening med alt hvad der sker...

[My-Moren]

Herhjemme er vi ret enige, vores barn skal navngives. Ikke nogen dåb her! Vi blev også borgerligt viet (for 6 mdr. siden i dag ;) ).. Vi er ret enige på det punkt, som vedrører kirken og det har vi altid været.

Jeg tror mange i dag vælger kirken, fordi det har vi jo altid gjort agtig, uden egentlig at tage stilling til det. Ikke at folk ikke gerne må vælge kirken, det er deres valg som jeg har fuld respekt for! :) Jeg tror bare, som du også skriver (miss Tang) at nogen følger strømmen, for traditionernes skyld.

Jeg håber i finder en løsning!!! Den er jo ikke nem for nogen af jer!!

[Girl Next Door]

Grunden til at man bliver konfirmeret er jo også for at sige "det valg mine forældre træf da jeg. Var barn, vil jeg gerne stadig stå inde for"

Jeg vil lade barnet døbe. Jeg kan faktisk ikke forstå at man skal vente og lade barnet bestemme. Nogle valg er 100% forældrenes. Man venter jo heller ikke med at give kød, for barnet skal have valget om det vil være vegetar ;) ( ja ja tosset sammenligning) Forældre må gerne træffe deres valg, og så må barnet vælge til eller fra til konfirmationen.

[Myliona]

Jeg ville i jeres sted, gå lidt på kompromi.

Din familie behøver jo ikke deltage i kirken; Den del kan de jo bare blive væk fra. Tag kjolen af når I kommer til feststedet, og vupti; Så er selve "dagen" ikke så meget anderledes :)

Jeg kan ikke se hvad det er der gør, at man kan have det dårligt over at blive døbt... Dåben i sig selv, er jo intet, hvis ikke den bliver bekræftet?

Det er jo ikke sådan man går rundt med et stempel i panden..

Og hvis man ikke er kristen, så er det jo "groft sagt", bare en fjollet mand, i en fjollet kjole der har kommet vand på en? Skal man så være ærgerlig over at have mødt en på gaden, som lige kastede en velsignelse?

Livet er simpelthen for kort, til at ærge sig over de ting...

Jeg synes din mands argumenter er "lige så" godt som dine, og ærlig talt, så synes jeg ikke der kan ske "noget" ved at lade ham få sit barn døbt. Du mister jo INTET ved det; Han mister noget. Din familie behøver jo ikke være en del af det, så jeres traditioner kan jo også sagtens blive overholdt.

Jeg tror nærmere jeres barn følger med strømmen og den nye tendens, som er at det er "super smart" at "sige nej". Simpelthen fordi det, som Vanni siger, er "pinligt" og lidt besværligt, at blive døbt når man er ældre...

Nu har jeg været folkeskolelærer i et par år, og jeg har endnu ikke stødt på nogle elever som ikke ved hvad de siger "ja" til, og som bare "gør det for gaverne"; De fleste forældre i dag, holder fest for børnene eller giver dem en rejse eller lign. lige meget hvad ;)

Og hvis man ikke vil have ens barn bare "følger strømmen", er det jo ens opgave som forældre, at sørge for de er oplyste :) Udover det, synes jeg lidt det virker som om du allerede nu, forventer dit barn siger nej til konfirmationen, og det får lidt mine hår til at stritte; For det virker som om du står på bagben, og VIL have dit barn IKKE tror... (Men det kan da være jeg tager fejl, men det virker bare sådan - især fordi din familie jo ikke behøver deltage i dåben, og de kan jo være fuldstændige ligeglade med om jeres barn er døbt eller ej)

[rusternille]

Herhjemme er vi heller ikke rigtig kristne, men er dog begge døbt, konfirmeret og gift i kirken! -Vi har taget stilling til kristendommen, men tager ikke de kirkelige handlinger som noget særligt kristent (mere som noget hyggeligt og traditionelt).. Om man er kristen ligger vel i hjertet og sindet :D og det kan hverken præster eller hvide kjoler lave om på..

Så med andre ord, tænker jeg at selvfølgelig skal du ikke tvinges hvis du VIRKELIG ikke vil, men i vil jo allerede holde en fest så hvad ville det gøre at tage en halv time i kirken for din mands skyld (og hans familie)!?

Jeg kender flere der har valgt konfirmation fra selvom de er blevet døbt, men kender kun én der har valgt konfirmation til selvom han ikke var blev døbt.. -jeg mener at det er nemmere at vælge fra fordi der ikke er nogen konsekvenser, hvorimod at det er sværere for en 13/14 årig at vælge til når man alene skal op til præsten og døbes først!

Men jeg har alt mulig :respekt for at man ikke ønsker det kirkelige og at du selvfølgelig også har ret til din mening i den beslutning

Mvh Pernille

[Tazbaby]

Vi døber i kirken, vi er begge blevet døbt, konfirmeret og gift i kirken...og derfor er dåb i kirken det eneste rigtige for os.... Jeg er ikke super kristen, render ikke i kirke hele tiden, men jeg går meget ind for traditioner... Og besøger derfor også kirken i juletiden med min familie. Valget om dåben træffer vi... vil vores barn ikke konfirmeres til den tid, så står det hende frit for at fravælge dette.

Jeg kommer med samme svar som dette, bortset fra vi ikke er gift :)

Jeg synes ritualet med velsignelsen af det lille barn er rigtig smukt..

Jeg har det i øvrigt helt fint med at træffe sådan et valg på min barns vegne, som forældre træffer vi bare rigtigt mange valg for vores børn, og dette er så bare et af dem. Hvis vores datter så ikke vil konfirmeres, så er det 100% hendes valg, men hun skal gå til præst inden hun siger nej. Dog har min store pige allere sagt, at hun tror på Gud og vil konfirmeres, en tidlig udmelding (som sikkert kan ændre sig) men hun er ret ofte i berøring med kristendommen, da hun gå i kirke med sin farmor ca. en gang om måneden og ved andre lejligheder som fastelavn, jul mv.

Vi er i forvejen enige, så her var det ikke svært.

Men kan virkeligt godt se, at jeres situation er ligetil. Hvem er det vigtigst for? Er det vigtigere for dig, at jeres barn ikke bliver døbt end det er for ham, at jeres barn bliver det?

Tror I er nødt til at snakke jer frem til en løsning, og mød hinandens holdninger med et åbent sind. Sådan en beslutning er ikke noget man bare kan trumfe igennem eller slå plat og krone om, synes jeg :)

[My-Moren]

Jeg ville i jeres sted, gå lidt på kompromi.

Din familie behøver jo ikke deltage i kirken; Den del kan de jo bare blive væk fra. Tag kjolen af når I kommer til feststedet, og vupti; Så er selve "dagen" ikke så meget anderledes :)

Jeg kan ikke se hvad det er der gør, at man kan have det dårligt over at blive døbt... Dåben i sig selv, er jo intet, hvis ikke den bliver bekræftet?

Det er jo ikke sådan man går rundt med et stempel i panden..

Og hvis man ikke er kristen, så er det jo "groft sagt", bare en fjollet mand, i en fjollet kjole der har kommet vand på en? Skal man så være ærgerlig over at have mødt en på gaden, som lige kastede en velsignelse?

Livet er simpelthen for kort, til at ærge sig over de ting...

Jeg synes din mands argumenter er "lige så" godt som dine, og ærlig talt, så synes jeg ikke der kan ske "noget" ved at lade ham få sit barn døbt. Du mister jo INTET ved det; Han mister noget. Din familie behøver jo ikke være en del af det, så jeres traditioner kan jo også sagtens blive overholdt.

Jeg tror nærmere jeres barn følger med strømmen og den nye tendens, som er at det er "super smart" at "sige nej". Simpelthen fordi det, som Vanni siger, er "pinligt" og lidt besværligt, at blive døbt når man er ældre...

Nu har jeg været folkeskolelærer i et par år, og jeg har endnu ikke stødt på nogle elever som ikke ved hvad de siger "ja" til, og som bare "gør det for gaverne"; De fleste forældre i dag, holder fest for børnene eller giver dem en rejse eller lign. lige meget hvad ;)

Og hvis man ikke vil have ens barn bare "følger strømmen", er det jo ens opgave som forældre, at sørge for de er oplyste :) Udover det, synes jeg lidt det virker som om du allerede nu, forventer dit barn siger nej til konfirmationen, og det får lidt mine hår til at stritte; For det virker som om du står på bagben, og VIL have dit barn IKKE tror... (Men det kan da være jeg tager fejl, men det virker bare sådan - især fordi din familie jo ikke behøver deltage i dåben, og de kan jo være fuldstændige ligeglade med om jeres barn er døbt eller ej)

Undskyld - men jeg bliver bare lige nødt til at kommentere på dit indlæg, fordi jeg så uenig som noget kan blive :) Men det skal der jo være plads..

Og til Miss. Tang. - god tråd du har har fået startet ;)

Jeg synes du stiller det noget sort og hvidt op... (Myliona)

Hvis familien ikke deltager i kirken, er de jo ikke en del af hele dagen. Fordi uanset om man er til dåb eller ej, så er det jo en vigtig del af dagen. Lige såvel, som når/hvis navnet først skulle offentliggøres ved navngivningen og hans familie ikke er med til det, fordi det tror de ikke på.

Det er jo heller ikke en der på gaden kaster en velsignede, det er jo et aktivt valg at få sit barn døbt. At møde en på gaden der kaster sin velsignelse er jo et helt andet emne.

Og nej det er ikke bare groft sagt en mand/kvinde i en fjollet kjole der kaster vand på en, det er igen et aktiv valg om man tror på kirken og alt der dermed tilhører. Ellers hvorfor vælge dåben!?

Hvad mister han ved at ikke at få sit barn døbt? Og hvorfor mister hun INTET? Jeg ser netop at hun mister integriteten i ikke at være troende.

Man kunne jo sammenligne med at en kristen fik sit barn muslimsk døbt, det vil være lige så meget at gå imod forældrenes tro, som at en ikke kristen lader sit barn døbe.

Ydermere vedr. din kommentar om den nye tendens at det er: "super smart" at "sige nej", så oplever jeg tværtimod ikke at det er en tendens mere nærmere et valg folk tager omkring deres liv og tro. De tager stilling til det samfund de omgiver sig i og dermed ikke "bare følger traditioner" altså hvad man altid har gjort. Vi lever jo i dag i et samfund som er under konstant udvikling og dermed kan man jo heller ikke undgå at der bliver gjort op med gamle værdier og sat spørgsmålstegn ved disse.

Når alt dette er sagt, er jeg faktisk fuldstændig lige glad med hvad folk vælger at gøre generelt, men også vedr. dåb og navngivning. Jeg møder gerne op i kirken til barnedåb, vielser osv. Det er bare ikke den vej jeg selv vælger :)

[Malouski]

Blander mig også lige i jeres terminsgruppe.

Vores barn skal under ingen omstændigheder døbes. Jeg synes bare, der er for få, der tager stilling til, hvad der egentlig foregår ved den handling. Det er jo ikke bare lidt vand i hovedet, og at barnet får sit navn - men præsten siger jo direkte, at "nu tilhører barnet gud", og jeg væmmes og bliver en lille smule vred hver gang, jeg overværer det.

Jeg er, som nok godt kan tydes af ovenstående, virkelig også modstander... faktisk ikke så meget af kirken, som jeg er af præster. Jeg synes, det er en modbydelig magt, de har tilraget sig - at de selv kan vælge, hvem de vil velsigne, og hvem de ikke vil, og jeg ved ikke, hvad f***** de bilder sig ind. Jeg har hørt præster sige, at folk selv var ude om sygdom som kræft, fordi de havde "syndet"... og jeg kan virkelig ikke forstå, at kirke og stat i disse dage virkelig kan være bundet sammen.

Det må være rigtig svært at være uenige om sådan en ting. Finder et kompromis her utrolig svært. Især når han ikke har nogen ordentlige argumenter for hvorfor. Så længe, han ikke kan sige andet end bare "fordi det gør man", synes jeg, du har fat i den lange ende. Man kan da ikke bare gøre noget for traditionens skyld. Alle traditioner er jo blevet til sådanne af en årsag, og man tænker efter min mening for lidt over, hvorfor man gør, som man gør. Det er så nemt bare at gøre som alle andre og slippe for at blive spurgt om, hvorfor man tegner udenfor stregen.

[Guest]

Blander mig også lige i jeres terminsgruppe.

Vores barn skal under ingen omstændigheder døbes. Jeg synes bare, der er for få, der tager stilling til, hvad der egentlig foregår ved den handling. Det er jo ikke bare lidt vand i hovedet, og at barnet får sit navn - men præsten siger jo direkte, at "nu tilhører barnet gud", og jeg væmmes og bliver en lille smule vred hver gang, jeg overværer det.

Jeg er, som nok godt kan tydes af ovenstående, virkelig også modstander... faktisk ikke så meget af kirken, som jeg er af præster. Jeg synes, det er en modbydelig magt, de har tilraget sig - at de selv kan vælge, hvem de vil velsigne, og hvem de ikke vil, og jeg ved ikke, hvad f***** de bilder sig ind. Jeg har hørt præster sige, at folk selv var ude om sygdom som kræft, fordi de havde "syndet"... og jeg kan virkelig ikke forstå, at kirke og stat i disse dage virkelig kan være bundet sammen.

Det må være rigtig svært at være uenige om sådan en ting. Finder et kompromis her utrolig svært. Især når han ikke har nogen ordentlige argumenter for hvorfor. Så længe, han ikke kan sige andet end bare "fordi det gør man", synes jeg, du har fat i den lange ende. Man kan da ikke bare gøre noget for traditionens skyld. Alle traditioner er jo blevet til sådanne af en årsag, og man tænker efter min mening for lidt over, hvorfor man gør, som man gør. Det er så nemt bare at gøre som alle andre og slippe for at blive spurgt om, hvorfor man tegner udenfor stregen.

så har de præster, jo netop misforstået kristendommen, for jesus blev korsfestet for at tage alle menneskets synder på sig, fordi mennesket er syndigt.,.. Og sikke dog en modbydig præst... Heldigvis er det kun fåtallet, som er som du beskriver.

[Charlotte75]

Min mand er ikke døbt eller medlem af folkekirken. Jeg er både døbt og konfirmeret i kirken og vi blev gift i kirken. Jeg har aldrig haft det store behov for at blive gift, men skulle jeg giftes var det eneste rigtige at det skete i kirken, ellers kunne vi lige så godt lade være. At gå op på kommunen og få papir på hinanden var ikke rigtigt for mig (så ville jeg ikke føle mig gift) og det var min mand heldigvis enig i.

Vores datter er døbt og der er ingen tvivl om at det skal vores kommende søn også. Vi ville ikke føle at vores børn "rigtigt" havde fået deres navn, hvis de ikke blev døbt.

Jeg (vi) er ikke specielt troende, men den kristne tro er alligevel en del af vores liv. Vi taler om hvorfor vi holder påske, i påsken osv.

Vores børn må helt selv vælge om de vil konfirmeres eller meldes ud af folkekirken, når det bliver en mulighed. Hvis de ikke vil konfirmeres, er det helt fint, men der bliver absolut heller ikke holdt nonfirmation for dem.

Det handler jo nok meget om traditioner og ens opvækst. Vi vælger som vi gør, da det er det eneste rigtige for os.

Knus Charlotte

[Barbamama]

Jeg starter lige med at skrive hvad vi gør herhjemme:

Vi døber. :) Og vi er enige. :)

Min mand var lidt skeptisk, da vi startede med at snakke om det (inden vi blev gift og dermed inden vi overhovedet anede hvornår vi ville have børn), fordi han ikke er kristen og synes en del af kristendommen er sådan lidt... Ja, jeg ved ikke, hvad han ville kalde det, men han var lidt negativt indstillet ;)

Og det var virkelig en pinsel for mig at snakke om dengang, for det var (og er) virkelig vigtigt for mig, at mine børn bliver døbt! Jeg betragter mig selv som kristen NU, og derfor er det endnu vigtigere for mig, at mine børn bliver døbt nu. Men da vi startede med at snakke om det, havde det ikke så meget med religionen at gøre, men om højtideligheden og traditionen. Og i den forbindelse vil jeg godt lige slå et slag for at "at følge traditionen" IKKE er det samme som at "følge strømmen". Mine børn skulle ikke døbes fordi "det gør man bare" men fordi jeg synes dåben er en smuk og kærlighedsfyldt højtidelighed. Det kan en navngivningsfest selvfølgelig også være, men jeg ville personligt mangle orgelspillet, at barnet får vand i håret, dåbskjolen, præstens tale, osv. Jeg ville føle at jeg havde "snydt" mit barn for en helt særlig fest, hvis det ikke blev døbt. Og det er IKKE for at sige, at andre snyder deres børn for en dåbsfest, hvis de ikke lader dem døbe. Jeg har fuld respekt for at man kan gøre tingene på forskellige måder :) Det er bare for at prøve at sætte ord på at bag "at følge traditionen" ligger der for mit vedkommende en helt masse dybe følelser. :)

Nå, men efter at min mand og jeg så blev viet (i kirke - hvilket vi var helt enige om) i en FANTASTISK kirke og med en FANTASTISK præst, blødte min mand en del op overfor kristendommen og jeg gik over til egentlig at føle mig som en "ægte" kristen (og ikke "bare" en der gik i kirke pga. tradition). Vi havde en virkelig dejlig præst, der hverken var tør, kedelig, moralsk bedrevidrende, snakkede om gudsting som ikke var til at forholde sig til eller noget som helst andet, som vi ellers tidligere havde oplevet med præster i vores liv. Hun snakkede om Gud og KÆRLIGHED. Hun fik på en eller anden måde talt om gud på en måde, så vi følte at vi kunne "være med" og være velkomne. Min mand kalder sig stadig ikke kristen, men vi har faktisk været til gudstjeneste siden brylluppet, og er nu HELT enige om, at vores barn skal døbes - i samme kirke og af samme præst som til brylluppet! :7himmel

Nå, det var en lang historie om hvad vi gør og hvordan vi blev enige ;)

I forhold til jer:

Med den "baggrund" jeg selv har, kan jeg godt tænke at din mands argument om at det er tradition ER et gyldigt argument. Det er måske ikke noget, der overbeviser dig, men det er hans følelser og ud fra det jeg læser, tænker jeg, at han føler meget kraftigt omkring det, og det kan man jo ikke tage fra ham.

Og så er der din holdning. Først så tænkte jeg sådan lidt a la Myliona "Hvad går der egentlig af dig, ved at I lader barnet døbe? Hvis det ikke betyder noget for dig, så er det vel bare ligegyldigt og så luk da øjnene og vær ligeglad?". MEN, nu hvor jeg tænker nærmere over det, så giver det ikke mening for mig. Du er IKKE troende, og derfor kan man godt falde i "Er det så ikke lige meget". Men hvad nu hvis du f.eks. var muslim? Så ville det jo virkelig være bespottende mod DIN tro, hvis jeres barn skulle døbes. Og jeg tænker at om du har en anden religion eller ingen religion, så kan det sikkert være akkurat lige så grænseoverskridende for dig, at lade dit barn døbe. Pointen er at du er IMOD det.

Og ja, det gør det jo faktisk rigtig rigtig svært :unsure

Rent "dåbsteknisk" så er jeg helt enig med dem, der siger at dåben er forældrenes valg, og at det, som børnene så skal vælge, er om de vil bekræfte det valg (og lade sig konfirmere) eller om de ikke vil. Jeg kan ikke rigtig forstå den der "Det må de selv vælge når de bliver større" for det er jo ikke pointen med en dåb! Men jeg synes det giver mening, at hvis man ønsker sine børn ind i kirken, så lader man dem døbe, og hvis man ikke ønsker dem ind i kirken, så lader man dem ikke døbe. Og uanset hvilken beslutning man tager, så skal de tage stilling til om beslutningen skal omgøres, når de bliver større. Så i min verden "holder" argumentet med "det skal de selv vælge" ikke.

Men det er jo virkelig svært når I som forældre ønsker to forskellige ting. :unsure

Jeg tror det bliver en af de der rigtig rigtig svære og rigtig rigtig lange diskussioner, hvor I er nødt til at snakke, snakke og snakke indtil en af jer frivilligt går med til at den anden får sin vilje. Jeg tror ikke at man kan vedtage at den enes argument er bedre end den andens, eller at det ene er bedre at gøre end det andet. Jeg tror, I er nødt til begge at prøve at sætte jer ind i hvad den anden føler og oprigtigt mærke, hvem der ønsker "sit" mest, og så prøve - af kærlighed og ikke af argumenter - at lytte til dét. Ih, hvor lyder det frelst :rolleyes Men jeg tror, det er den eneste løsning.

Held og lykke med det! :balloons

(og :respekt hvis du har læst hele mit kæmpe indlæg)

[Guest]

Jeg starter lige med at skrive hvad vi gør herhjemme:

Vi døber. :) Og vi er enige. :)

Min mand var lidt skeptisk, da vi startede med at snakke om det (inden vi blev gift og dermed inden vi overhovedet anede hvornår vi ville have børn), fordi han ikke er kristen og synes en del af kristendommen er sådan lidt... Ja, jeg ved ikke, hvad han ville kalde det, men han var lidt negativt indstillet ;)

Og det var virkelig en pinsel for mig at snakke om dengang, for det var (og er) virkelig vigtigt for mig, at mine børn bliver døbt! Jeg betragter mig selv som kristen NU, og derfor er det endnu vigtigere for mig, at mine børn bliver døbt nu. Men da vi startede med at snakke om det, havde det ikke så meget med religionen at gøre, men om højtideligheden og traditionen. Og i den forbindelse vil jeg godt lige slå et slag for at "at følge traditionen" IKKE er det samme som at "følge strømmen". Mine børn skulle ikke døbes fordi "det gør man bare" men fordi jeg synes dåben er en smuk og kærlighedsfyldt højtidelighed. Det kan en navngivningsfest selvfølgelig også være, men jeg ville personligt mangle orgelspillet, at barnet får vand i håret, dåbskjolen, præstens tale, osv. Jeg ville føle at jeg havde "snydt" mit barn for en helt særlig fest, hvis det ikke blev døbt. Og det er IKKE for at sige, at andre snyder deres børn for en dåbsfest, hvis de ikke lader dem døbe. Jeg har fuld respekt for at man kan gøre tingene på forskellige måder :) Det er bare for at prøve at sætte ord på at bag "at følge traditionen" ligger der for mit vedkommende en helt masse dybe følelser. :)

Nå, men efter at min mand og jeg så blev viet (i kirke - hvilket vi var helt enige om) i en FANTASTISK kirke og med en FANTASTISK præst, blødte min mand en del op overfor kristendommen og jeg gik over til egentlig at føle mig som en "ægte" kristen (og ikke "bare" en der gik i kirke pga. tradition). Vi havde en virkelig dejlig præst, der hverken var tør, kedelig, moralsk bedrevidrende, snakkede om gudsting som ikke var til at forholde sig til eller noget som helst andet, som vi ellers tidligere havde oplevet med præster i vores liv. Hun snakkede om Gud og KÆRLIGHED. Hun fik på en eller anden måde talt om gud på en måde, så vi følte at vi kunne "være med" og være velkomne. Min mand kalder sig stadig ikke kristen, men vi har faktisk været til gudstjeneste siden brylluppet, og er nu HELT enige om, at vores barn skal døbes - i samme kirke og af samme præst som til brylluppet! :7himmel

Nå, det var en lang historie om hvad vi gør og hvordan vi blev enige ;)

I forhold til jer:

Med den "baggrund" jeg selv har, kan jeg godt tænke at din mands argument om at det er tradition ER et gyldigt argument. Det er måske ikke noget, der overbeviser dig, men det er hans følelser og ud fra det jeg læser, tænker jeg, at han føler meget kraftigt omkring det, og det kan man jo ikke tage fra ham.

Og så er der din holdning. Først så tænkte jeg sådan lidt a la Myliona "Hvad går der egentlig af dig, ved at I lader barnet døbe? Hvis det ikke betyder noget for dig, så er det vel bare ligegyldigt og så luk da øjnene og vær ligeglad?". MEN, nu hvor jeg tænker nærmere over det, så giver det ikke mening for mig. Du er IKKE troende, og derfor kan man godt falde i "Er det så ikke lige meget". Men hvad nu hvis du f.eks. var muslim? Så ville det jo virkelig være bespottende mod DIN tro, hvis jeres barn skulle døbes. Og jeg tænker at om du har en anden religion eller ingen religion, så kan det sikkert være akkurat lige så grænseoverskridende for dig, at lade dit barn døbe. Pointen er at du er IMOD det.

Og ja, det gør det jo faktisk rigtig rigtig svært :unsure

Rent "dåbsteknisk" så er jeg helt enig med dem, der siger at dåben er forældrenes valg, og at det, som børnene så skal vælge, er om de vil bekræfte det valg (og lade sig konfirmere) eller om de ikke vil. Jeg kan ikke rigtig forstå den der "Det må de selv vælge når de bliver større" for det er jo ikke pointen med en dåb! Men jeg synes det giver mening, at hvis man ønsker sine børn ind i kirken, så lader man dem døbe, og hvis man ikke ønsker dem ind i kirken, så lader man dem ikke døbe. Og uanset hvilken beslutning man tager, så skal de tage stilling til om beslutningen skal omgøres, når de bliver større. Så i min verden "holder" argumentet med "det skal de selv vælge" ikke.

Men det er jo virkelig svært når I som forældre ønsker to forskellige ting. :unsure

Jeg tror det bliver en af de der rigtig rigtig svære og rigtig rigtig lange diskussioner, hvor I er nødt til at snakke, snakke og snakke indtil en af jer frivilligt går med til at den anden får sin vilje. Jeg tror ikke at man kan vedtage at den enes argument er bedre end den andens, eller at det ene er bedre at gøre end det andet. Jeg tror, I er nødt til begge at prøve at sætte jer ind i hvad den anden føler og oprigtigt mærke, hvem der ønsker "sit" mest, og så prøve - af kærlighed og ikke af argumenter - at lytte til dét. Ih, hvor lyder det frelst :rolleyes Men jeg tror, det er den eneste løsning.

Held og lykke med det! :balloons

(og :respekt hvis du har læst hele mit kæmpe indlæg)

du har altså ordet i din mund/hånd, for jeg er så enig i den sidste del. At trådstarter og mand må snakke det igennem igen og igen, evt. skal i tage en snak med præsten om det, for det kan jo være at præstens ord kan gør, at den ene part bliver omvendt. Og her mener jeg ikke, at den ikke kristne skal omvendes, men måske, at den kristne kan se, at det ikke er noget, som i kan leve op til.

Min far fravalgte kristendommen, da han var gammel nok til at melde sig ud af folkekirken. Han kunne ikke magte det hykleri, som han oplevede, da han havde været til to begravelser, hvor præsten snakkede om, hvor god den afdøde var, hvilket var løgn og latin (men man kan jo ikke snakke ondt om de døde). Han fortalte, at da jeg gik til konfirmationsforberedelse, og besluttede mig for at blive døbt og konfirmeret, havde vi præsten hjemme og snakke med os (familien om det hele og den kristne tro), og der var min far ved at blive omvendt. Han siger stadig, at denne præst var den eneste, som kunne få ham meldt ind i folkekirken...

Så jeg tænker i skal snakke både med en præst og med andre atiester om problemet, så i kan se argumenterne fra begge parter.

[Tazbaby]

du har altså ordet i din mund/hånd, for jeg er så enig i den sidste del. At trådstarter og mand må snakke det igennem igen og igen, evt. skal i tage en snak med præsten om det, for det kan jo være at præstens ord kan gør, at den ene part bliver omvendt. Og her mener jeg ikke, at den ikke kristne skal omvendes, men måske, at den kristne kan se, at det ikke er noget, som i kan leve op til.

Min far fravalgte kristendommen, da han var gammel nok til at melde sig ud af folkekirken. Han kunne ikke magte det hykleri, som han oplevede, da han havde været til to begravelser, hvor præsten snakkede om, hvor god den afdøde var, hvilket var løgn og latin (men man kan jo ikke snakke ondt om de døde). Han fortalte, at da jeg gik til konfirmationsforberedelse, og besluttede mig for at blive døbt og konfirmeret, havde vi præsten hjemme og snakke med os (familien om det hele og den kristne tro), og der var min far ved at blive omvendt. Han siger stadig, at denne præst var den eneste, som kunne få ham meldt ind i folkekirken...

Så jeg tænker i skal snakke både med en præst og med andre atiester om problemet, så i kan se argumenterne fra begge parter.

Lige i forhold til det markerede, så kender præsterne jo som regel ikke de afdøde personligt, så den tale de holder, er baseret på hvad familien der arrangerer begravelsen fortæller.. :)

[Guest]

Lige i forhold til det markerede, så kender præsterne jo som regel ikke de afdøde personligt, så den tale de holder, er baseret på hvad familien der arrangerer begravelsen fortæller.. :)

jeg er ret enig der, men bruger bare hans egne ord, men lige i dette tilfælde kendte præsten godt de døde, da det var mennesker fra et lille sogn, hvor alle kendte alle :)

[Barbamama]

du har altså ordet i din mund/hånd, for jeg er så enig i den sidste del. At trådstarter og mand må snakke det igennem igen og igen, evt. skal i tage en snak med præsten om det, for det kan jo være at præstens ord kan gør, at den ene part bliver omvendt. Og her mener jeg ikke, at den ikke kristne skal omvendes, men måske, at den kristne kan se, at det ikke er noget, som i kan leve op til.

Min far fravalgte kristendommen, da han var gammel nok til at melde sig ud af folkekirken. Han kunne ikke magte det hykleri, som han oplevede, da han havde været til to begravelser, hvor præsten snakkede om, hvor god den afdøde var, hvilket var løgn og latin (men man kan jo ikke snakke ondt om de døde). Han fortalte, at da jeg gik til konfirmationsforberedelse, og besluttede mig for at blive døbt og konfirmeret, havde vi præsten hjemme og snakke med os (familien om det hele og den kristne tro), og der var min far ved at blive omvendt. Han siger stadig, at denne præst var den eneste, som kunne få ham meldt ind i folkekirken...

Så jeg tænker i skal snakke både med en præst og med andre atiester om problemet, så i kan se argumenterne fra begge parter.

Tak tak :blush

Medmindre at nogle af parterne er i tvivl om, hvad det vil sige at være henholdsvis ateist eller kristen, så er jeg faktisk ikke sikker på at jeg er helt enig i dit forslag. Jeg kan godt se, at det kan give nogle nye vinkler at snakke med henholdsvis ateister og præster, men i og med at der ikke rigtig er noget "rigtig/forkert" så tror jeg at det vigtigste er at de skuer indad og mærker efter i dem SELV og HINANDEN, hvad der er mest rigtigt for DEM. Og det tænker jeg nogle gange godt kan være svært, hvis de snakker med en masse "fagpersoner" indenfor henholdsvis ateisme og kristendom. Ej, jeg ved ikke, det kan sikkert også give noget, men mit råd ville nok være at de fandt ud af det under fire øjne :)

[Nr3?]

Grunden til at man bliver konfirmeret er jo også for at sige "det valg mine forældre træf da jeg. Var barn, vil jeg gerne stadig stå inde for"

Jeg vil lade barnet døbe. Jeg kan faktisk ikke forstå at man skal vente og lade barnet bestemme. Nogle valg er 100% forældrenes. Man venter jo heller ikke med at give kød, for barnet skal have valget om det vil være vegetar ;) ( ja ja tosset sammenligning) Forældre må gerne træffe deres valg, og så må barnet vælge til eller fra til konfirmationen.

Sat på en spids, men jeg er enig.

[Fru SP]

Puha, jeg synes virkelig det er en svær beslutning I skal tage stilling til hjemme hos jer.

Jeg mener, at I begge har ret i det I siger, jeg forstår godt at du synes, at fordi du har bedre argumenter at så bør jeres barn ikke blive døbt. Men faktum er at i forhold til religion spiller følelser en stor rolle og så kan det godt være at din kæreste ikke har gode argumenter, men hvis alle hans følelser ligger i traditionen, så er det jo nok ligeså vigtigt for ham som det er for dig ikke at døbe...

Jeg tror, at I må snakke og snakke og finde frem til hvem der får færrest skår af ikke at få sin vilje.. (og det skal altså ikke lyder negativt overhovedet)!

Personligt ville jeg vælge ikke at døbe vores børn - jeg er enig med MrsM og synes faktisk det er lidt skummelt at barnet tilhører Gud efter dåben, men for min mand er det meget vigtigt, både i traditionens tegn men han føler sig nok mere kristen end jeg gør..

Når det så er sagt så føler jeg mig vel også kristen på et eller andet punkt (jeg har i hvert fald haft behov for at tro på det er et eller andet omkring os, efter nære familiemedlemmer er døde), men derfor er jeg ikke enig i alt hvad kirken laver. Jeg kender personlig en præst, som jeg synes er fantastisk og som meget gerne må døbe mine unger, fordi jeg kan forholde mig til hendes forhold til kirken og Gud.

[Miss.Tang]

Hold da helt op :) fedt med så mange synspunkter på tingene, lige hvad jeg havde brug for. Det er MEGET bedre end Mads & monopolet :D :D

Og hvis man ikke vil have ens barn bare "følger strømmen", er det jo ens opgave som forældre, at sørge for de er oplyste :) Udover det, synes jeg lidt det virker som om du allerede nu, forventer dit barn siger nej til konfirmationen, og det får lidt mine hår til at stritte; For det virker som om du står på bagben, og VIL have dit barn IKKE tror... (Men det kan da være jeg tager fejl, men det virker bare sådan - især fordi din familie jo ikke behøver deltage i dåben, og de kan jo være fuldstændige ligeglade med om jeres barn er døbt eller ej)

Jeg ved godt man kan tolket meget forskelligt ud fra skirft og det kan være svært at får 'det rigtige' budskab frem. Men jeg står ikke på bagben. Tværtimod, så har jeg mere eller mindre indstillet mig på det er mig der skal give mig.. Men jeg kunne bare godt tænke mig han gør sig nogen dybere overvejelse omkring hvorfor han vil have vi døber. Og han tager et aktivt valg og tænker over hvad der er vi siger ja til.

Der hvor min modstand for kirken ligger er nok den 'gammeldags' måde de formidler budskabet på. For vores samfund er jo i bund og grund bygget på de kristlige værdier. Jeg er går i kirke når jeg bliver inviteret til barnedåb, konfirmationer, bryllupper og begravelser. For jeg synes der er nogen smukt over selve sermonierne. Og jeg har prøvet de sidste mange år at lytte til hvad de siger, når de præidker. Men de fanger mig ikke rigtig. ikke med det de siger men måden det bliver sagt på. Men de formår ikke at gøre det interresant nok til jeg kan koncentrer mig om det de siger. Og det syntes jeg er super ærgeligt, da det jeg får hørt egentlig er interresant nok.. Men jeg tror IKKE på biblen (nu er det laaangt tid siden jeg har fået læst den - har aldrig selv læste den). Men mere værdierne. Jeg tror også på det er mere mellem himmel og jord end vi kan så, men om det er Gud?? ved jeg ikke.

Og det er jo også rigtigt nok at konfirmationen er en bekræftelse af, vores som forældres valg, dåben. Det jeg er bange for er at mit barn, bliver konfirmeret for gavernes skyld og ikke sætter sig ind i hvad det er der bliver sagt ja til. De fleste af min klassekammerater lyttede over hovedet ikke til hvad præsten sagde til konfirmations forberedelserne. Men som en af jer skrev, det handler jo om at vi som forælder sætter vores børn ind i hvad det er de siger ja til.

En helt anden ting er at min kæreste har en dreng på 6 år. Og der fik han på et tidspunkt sagt at hvis han ikke ville konfirmeres, var der ingen fest. Og på den måde 'tvinger' man jo barnet ud i at vælge mellem fest eller inge fest. For sådan som de er totalt hyppet de fester idag, nærmest små bryllupper!?!! er det vel de færeste 13/14 årige det vil vælge festen fra. Men jeg tænker det er noget vi sparre op til, så der er jo penge til at fest. Og hvis mit barn vælger det fra er det en beslutning der også er værd at fejre.

Så han er MEGET firkantet i sine holdninger og det er desværre ikke det eneste område han virker firkantet - men det er en anden historie ;)

Og jeg kan måske også godt se at blive døbt som 13/14 årig kan værre grænseoverskidende og pinligt. Jeg var klar til at gøre det. For da jeg startede til præst var det med intentionen om at skulle døbes og konfirmeres. Det var under vejs jeg ændre mening. Men har jeg aldrig haft problemer med at gå mod strømmen. og i forhold til min mor er jeg en møsnter bryder.

[Guest]

jeg taler af erfaring om at blive døbt som 13 årig, og for mig var det altså en pinlig affærde. Og noget jeg ikke vil udsætte mit eget barn for.

Ja det kan være pineligt, måske også det modsatte, og du var selv indvillig til at gøre det, da du startede til konfirmationsforberedelser, men oplevede det ikke selv.

Et er intentionen, men at føre det ud i livet er altså noget andet.

Man er i den alder sårbar i forvejen, og vil helst ikke skille sig for meget ud på den måde. Derfor valgte vi en lille kirke i udkanten af sognet, fordi der var mindst sandsynlighed for, at der kom nogle man kendte, og så blev jeg døbt efter gudstjenesten. Så det kun var de, som var inviteret, der var med