som mor som datter eller hvad?

[fru holden]

Efter jeg er blevet gravid er jeg begyndt at tænke meget på den måde mine forældre opdrog mig og mine søskende på.. Der er en del gode ting, som jeg tror jeg helt naturligt vil give videre, men på sammen måde er jeg også skrækslagen for at give de dumme ting videre lige så naturligt..

f.eks. så var jeg som lille altid underinformeret om alting.. jeg vidste aldrig hvad der foregik imellem mine forældre selvom jeg vidste at noget måske var helt forkert, og da jeg kom i skole kunne jeg ingeting rent fagligt, mens alle de andre kunne alfabetet og sådan noget..

Jeg har også en dyb følelse af mindreværd, som jeg virkelig er bange for at give videre, især fordi jeg ikke har helt styr på hvad mine forældre har gjort galt der..

Hvordan har i det med jeres forældres opdragelse og er i også bange for at lave de samme fejl som dem?

Samtidig ved jeg at det er uundgåeligt at lave dumme fejl, men jeg har virkelig svært ved at accepterer, at jeg ikke kommer til at gøre tingene perfekt.!

Gad vide hvordan et perfekt opdraget barn vil være? sikkert enormt irriterende haha.. men på det følelsesmæssige plan vil jeg bare så gerne at min barn forbliver helt og sundt, fordi jeg ved hvor hårdt det kan være med ar på sjælen...

[Jane Doe]

Det er helt naturligt ikke at ville fejle som forælder, men bare dét at man er opmærksom på det er i mine øjne en kæmpe ting! Personligt vil jeg f.eks. selv gøre meget ud af at sige undskyld til mine børn, hvis jeg har handlet forkert overfor dem, for mine forældre undskyldte aldrig overfor mig, selvom de var galt på den. Og det er vigtigt for mig, at mine børn ikke føler sig forurettet, men derimod forstået og elsket og har en mor, som tør anerkende sine egne fejl og mangler. Og selvfølgelig kan man ikke være perfekt, det er ingen! Men man kan gøre sit allerbedste, og det er det vigtigste :)

[Camillat]

Jeg taenker at jeg ikke vil have, at mit barn skal vaere ligesaa "paen pige", som jeg var. Nu er det saa en dreng, men altsaa.... Jeg sagde aldrig mine foraeldre imod, gjorde altid, hvad der blev sagt og det fulgte mig virkelig langt op i teenageaarene. Kan bare ikke maerke, om det ligesaa meget er mig som person eller er deres opdragelse. Jeg haelder til et sted i midten og foeler, min barndom som god og tryg. Mine foraeldre har vel grundlaeggende gjort det godt. Men altsaa, de har fejlet gevaldigt som foraeldre til os voksne boern nogle gange. Nogle gange foeler jeg, at det er fremmede mennesker og jeg haaber selv, jeg formaar at klare den del bedre

[Fister]

Jeg tænker at en af de ting jeg vil gøre anderledes er, at give mit barn masser af selvværd og være nysgerrig på hvilket menneske det er. Fortælle det, at det er en dejligt barn (ikke bare et dygtigt barn) og at anderkende de spørgsmål og problemer det kommer med.

Det er vigtigt for mig at de føler sig hørt - der skal selvfølgelig også sættes grænser osv., men jeg har selv oplevet nogle gange, at der ikke var plads til den jeg var, men kun den der forventedes at jeg var, og det vil jeg meget nødigt give videre.

Igen, så tror jeg heller ikke at perfekte forældre findes. Man skal også tilgive sig selv for de fejl, man kommer til at lave, men jeg synes, at det lyder klogt at have fokus på at undskylde i stedet for at gå i forsvar (Tak Jane Doe), og så ikke mindst at man er villig til at tale med sine børn om det, når de bliver ældre. Jeg har i hvert fald som voksen bokset en del med at skulle leve op til et glansbillede, som ikke var mig, men som vi ikke kunne tale om, fordi mine forældre stadig var mest trygge ved glansbilledet.

Og jeg tænker, fru Holden, at hvis du har så stor en følelse af mindreværd (som jeg egentlig tror mange render rundt med), så er det måske en tanke værd at tage det op med en coach eller psykoterapeut eller et eller andet der passer dig? Det kan sgu være meget rart at få lukket op for posen og gøre sig bevidst om, hvad det egentlig er der er årsag til det, så man netop ikke giver det videre (det kan jeg i hvert fald anbefale efter at have gået i et forløb, som dog ikke havde noget med min graviditet at gøre).

[Guest]

God tråd - fanger faktisk mange af min tanker lige nu.

Jeg er sikker på at vi alle kommer til at lave fejl og dem skal vi også rumme og tilgive os selv for - men bare det at man gør sig tanker om hvad der ikke var så godt i ens barndom er et skridt på vejen.

Der er ting som jeg helt klart vil undgå at give videre - hvis man græd blev ens følelser ofte ikke anderkendt og man fik at vide at nu skulle man altså holde op med at græde, at det ikke var så slemt, eller at det var direkte pjat det man græd over - hvilket ofte bare gjorde en mere ked af det. Jeg vil være bedre til at anderkende gråd ved at sige "ej det var da godt nok træls" tage dem op og trøste.

Jeg kan også huske en følelse af ikke at blive forstået og affærdiget. Nogle gange når jeg sagde noget så blev der grint af mig og jeg forstod ikke hvorfor og blev flov, selvom det måske i virkeligheden med få ord kunne være blevet forklaret så jeg forstod at de grinede med mig og ikke af mig.

Men bortset fra alt det dårlige så tror jeg faktisk at det er bedre at huske på hvad der var godt og holde fokus på det positive fra ens barndom - jo mere fokus man har på noget jo mere bliver der af det.

Der er rigtig mange gode ting som mine forældre gjorde som jeg vil give videre - der var ALTID plads til os! Vores stue har været cirkus, my litle pony land, rideskole, hundekendel etc. alt blev møbleret om så det passede ind i legen - aftensmaden blev serveret i skåle som var hundeskåle som vi måtte spise uden bestik på køkken gulvet, sofaerne blev væltet så vi kunne lave gymnastik på dem. Spisebordet i stuen blev inddraget ofte i flere uger så vi kunne bygge en lego by, drivhuset blev til en heksehule om vinteren og køkkenhaven var en stor sandkasse osv osv osv... Min mor var også altid med på en gang kongens efterfølger, blindsmagning og restaurant - og min far kunne bruge en hel aften på at bygge kuglebaner med os hvor køkkenbordet og støvsuger røret blev inddraget - det kan jeg mærke at DET skal mine børn også - vi fik lov til at eksperimentere og være OS - behøver jeg fortælle hvor alle kvarterets børn var efter skole?

Der var også en hyggestund HVER fredag eftermiddag når far kom tidligere hjem fra arbejde - så var det hygge tid i køkkenet uden fjernsyn, bare familien samlet om køkkenbordet og vi nød en kage og et glas saftevand mens mor og far fik kaffe (jeg vil nok erstatte det med frugt) hele den følelse af hygge var bare vidunderlig.

Når det tordnede satte mor os op i vindues karmen, slukkede ALT lyset og så skulle vi tælle mellem lyn og torden hvor langt væk det var - det gjorde at jeg aldrig har været bange for torden. Nogle gange fik vi en lun bolle mens vi sad der og talte, det var bare REN hygge!

Når det sneede om aftenen så kom far ind og vækkede os så vi kunne komme ud og mærke den første nyfaldne sne.

Der var meget kærlighed hjemme ved os og vi måtte sove på hinandens værelser når vi ville, også i hverdagene og der var altid plads til vennerne - om vi var 4 eller 8 var som sådan ligegyldig for mine forældre - jeg tror at jo flere vi var jo mere tid havde de til sig selv :rolleyes

Så der er masser af gode ting at give videre - og dem vil jeg personligt holde fokus på!

[Pumpkins]

Det lyder til at have været en rigtig god barndom, majs. Tænk at give sine børn så meget frihed og plads :7himmel

Der er mange ting, jeg ikke ønsker at give videre.

Jeg oplevede tit som barn følelsen af, at være i vejen. I weekenden blev min søster og jeg altid smidt "i gården" for at leje. Når vi prøvede at få dem med, sagde de stort set altid nej. Vi var sjældent i biografen, ude at gå en tur sammen, og museer mm var en ferie-ting og teater og koncerter var en by i rusland. Savnede rigtig tit at lave noget med mine forældre - de levede deres liv og vi levede vores. Jeg lægger stor vægt på, at blive en forælder, der gidder sit barn, lytter til dem, leger med dem mm.

Var som barn også ret indelukket. Jeg var ikke meget for at spørge om hjælp, for de blev altid sure, hvis der var noget jeg ikke kunne finde ud af, og var dum. Det til trods for at jeg var et mønsterbarn med gode karakterer hele vejen igennem I dag går det mig meget på, hvis nogen hentyder eller siger, at jeg er dum eller at der er noget jeg ikke kan finde ud af. Følelsen af, at være dum er noget jeg har lovet mig selv, at mine børn ikke skal opleve fra min side!

Mine forældre, særligt min far, var meget "fordi jeg siger det"- agtig. En forklaring kunne jeg ikke få. Det var dybt frustrerende, særligt når man havde fået lov til noget, og så pludselig ikke måtte. Selvfølgelig skal forældrene sætte grænser og være en autoritet - men det skal ikke være et diktatur

Er også selv opvokset meget overbeskyttet. Skulle være hjemme kl. 10 fra gymnasiefester, måtte ikke tage hjem med nogle fra skolen, og var ret begrænset. Men idet Cer opdrager meget friere tror jeg ikke det bliver et problem for vores børn.

En anden ting, jeg aldrig vil tage med, er den store forskel, der blev gjort på min lillesøster og jeg. Uanset hvad, var det altid mig der fik skylden. Da min søster stjal og ødelagde mine øreringe fik jeg skældud for ikke at have passet på dem. Min søster slap med et "lad nu dine søsters ting være". I dag betyder det, at min søster aldrig tager ansvar, mens jeg er ret ansvarsfuld. Min søster fik også lov til alt det jeg ikke måtte. Min første fest, da jeg var 16, skulle jeg være hjemme fra kl. 10. Og jeg måtte selv finde en bus eller gå hjem. Alkohol var helt forbudt. Min søster skulle bare ringe når hun ville hentes, og da hun jo skulle hentes, kunne hun drikke det hun havde lyst til.

Gennerelt har der været mange ting jeg ville ønske anderledes, og jeg jeg flyttede ret tidligt hjemmefra. Jeg gik hos skolepsykolog og har brugt en lang tid på at lægge det bag mig og tilgive mine forældre og har i dag et ok forhold til dem. Det halter nogle gange, og kan stadig blive ked af det, når de fx kun sender en sms på fødselsdagen og ikke en gang ringer, eller når vi stadig mangler at få vores bryllupsgave, men min søster får en masse store gaver. Men det er sådan de er, og det kan jeg ikke lave om på.

Puha, skkke en smøre der lige blev lukket op for.

[Forunderligt]

Det er nogen meget spændende tanker at gøre sig - for uanset hvilke meninger og intentioner man har, så oplever man pludselig en dag at man "er" sine forældre. Pludselig står man der og gør, helt automatisk, det overfor sine børn som man selv hadede da man var lille eller i hvert fald ikke ville gøre. Det er bare det vi har med os, så det kommer automatisk. Så er det klart det er vigtigt at stoppe op og tænke, hvordan kan jeg gøre det bedre, måske læse bøger, bruge andres erfaringer og især snakke med sin partner om det. Jeg har været utroligt glad for bogen "Dit kompetente Barn" af Jesper Juul, den er ikke ny længere, men bare dejlig ufordømmende og fuld af forklaringer der gir mening og hjælp til hvordan man kan tale og agere kærligt overfor sine børn.

Og så skal man lige huske, at perfekte forældre findes bare ikke. Man skal gøre sit bedste og det er godt nok.

[Guest]

Jeg er enig, det er en utrolig spændende tråd - det er lidt sjovt at det lidt er det samme tema vi alle vil undgå - mindreværd, føle sig dum og affærdiget

- et forælder "diktatur" hvor "fordi jeg siger det" er en forklaring og ordet undskyld er et tegn på svaghed

Gad vide hvad vores generations svagheder bliver?

[MforMor]

Jeg synes helt sikkert, at det er vigtigt at overveje, hvad man skal give videre og ej.

Jeg ønsker nok at give mine børn en næsten tro kopi af min egen opvækst. Hvis jeg KAN, vil jeg dog gerne se, om jeg kan ændre lidt på trygshedsnarkomanien, som desværre er noget, jeg har bøvlet meget med. Dog er det meste af dette positivt, fordi mine forældre skabte en dyne af tryghed, og jeg havde en fornemmelse af, at hvad end der skete, skulle det nok gå, når mine forældre var der.

Men jeg er lidt for afhængig af altid at have begge ben på jorden og være sikker på den situation, jeg står i. kunne godt tænke mig at mine børn blev lidt modigere end mig :)

Men altså generelt, var min barndom præget af kærlighed, ærlighed og en dyb samhørighed mellem forældre og børn. Og dét vil jeg gerne give videre :biglove

[fru holden]

det er virkelig nogle gode tanker i kommer med!

for lige at nævne nogle gode ting, (fordi jeres er så inspirerende) så har jeg i min barndom været rigtig glad for at mine søskende og jeg kan diskutere alt med vores forældre og tage lidt pis på dem en gang imellem, det har gjort os meget selvstændige og vi er ikke bange for at have en holdning og stå op for den..

En anden ting er den betingelsesløse kærlighed som vist nok alle forældre har til deres børn, men ikke altid formår at vise. Dér har jeg virkelig vidst at de elskede mig utroligt højt lige meget hvad og ville være der for mig ALTID og hjælpe mig i alle situationer.. de er mega gavmilde og forventer ikke at få noget igen.. det elsker jeg og mine børn skal også have det sikkerhedsnet...

[Pumpkins]

Jeg er enig, det er en utrolig spændende tråd - det er lidt sjovt at det lidt er det samme tema vi alle vil undgå - mindreværd, føle sig dum og affærdiget

- et forælder "diktatur" hvor "fordi jeg siger det" er en forklaring og ordet undskyld er et tegn på svaghed

Gad vide hvad vores generations svagheder bliver?

Jeg tror generationens svaghed bliver at gå i den anden grøft og blive for bløde. Jeg har oplevet mange skrækeksempler på forældre, der ikke sætter grænser for deres børn og lader dem te sig helt urmelige. Tror der er en rigtig fin grænse mellem "forældrediktatur" og "børneanerki" så at sige. tror selv på frie tøjler inden for faste rammer.

[Camillat]

Det er helt sikkert at vores generation har helt andre udfordringer end vores foraeldre havde med os. Boern, tweenies og teenagere, der keder sig og bliver deprimerede, fordi de har faaet alt foer de har naaet at oenske sig det. Samtidig en tid med teknologi og dermed liv, som flytter sig meget hurtigt, hvilket foraeldre og boern ogsaa skal foelge med i - sammen! Graensesaetning i en tid, hvor man skal passe paa, hvad man siger og viser udadtil - nogen kunne jo opfatte det forkert og foele sig stoedt. Mange boern faar i dag lov at bestemme hvilken bil, hvilken ferie, spisebordet og maaske sofaens farve - kaempe beslutninger for smaa bitte vaesener, som jo ikke faar lov at bestemme saa meget resten af livet...

Naa, bare lidt stroetanker og det skal jo nok gaa

[Forunderligt]

Man skal huske på der er stor forskel på medbestemmelse og (med)ansvar, det sidste skal børn IKKE have, det første skal de ha i takt med de blir modne nok til at håndtere det.

Jeg tror faktisk generationen af alt for bløde forældre der er bange for at skade deres børn ved at sige nej og i bedste demokratiske mening lægger alt for mange beslutninger og dermed ansvar på deres børn (lige fra hvad de vil ha til aftensmad til hvor familien skal holde ferie eller større beslutninger) ligger ½ generation bag os. Jeg HAR i hvert fald mange gange set dem rundt omkring mig med deres små overansvarlige tyranner...

Nu er det jo ligesom med hunde (ja undskyld, ved godt det er uartigt og politisk ukorrekt at sammenligne børneopdragelse med hundeopdragelse) at man let kan se om de får en god opdragelse eller om det på en eller anden måde ikke virker, det som de ansvarlige personer gør. Børn blir også "umulige" og frustrerede, og reagerer ikke som ønsket, når der er noget galt i den måde man opdrager eller samspiller på. Det er bestemt ikke altid let at vide som forældre om man gør det rigtige, og ekspertråd har jo varieret uhyggelig meget hvis du ser på de sidste 20-40-60 år osv. Syns det er svært at vide hvilke fejl vores børn vil dømme os på, men forhåbentlig vil åben debat og interesse i emnet hjælpe os til at give dem alt det bedste.

Hvis du spørger børn hvad de aller helst vil ha er svaret jo aldrig legetøj eller mælkesnitter... nej de vil ha at far og mor sætter sig ned og leger og snakker og gir dem positiv opmærksomhed og tid og nærvær.

Gud hvor blir jeg klog at høre på, nu kan det vist være nok med alle de guldkorn :D :whistling :rolleyes

[Camillat]

Man skal huske på der er stor forskel på medbestemmelse og (med)ansvar, det sidste skal børn IKKE have, det første skal de ha i takt med de blir modne nok til at håndtere det.

Jeg tror faktisk generationen af alt for bløde forældre der er bange for at skade deres børn ved at sige nej og i bedste demokratiske mening lægger alt for mange beslutninger og dermed ansvar på deres børn (lige fra hvad de vil ha til aftensmad til hvor familien skal holde ferie eller større beslutninger) ligger ½ generation bag os. Jeg HAR i hvert fald mange gange set dem rundt omkring mig med deres små overansvarlige tyranner...

Nu er det jo ligesom med hunde (ja undskyld, ved godt det er uartigt og politisk ukorrekt at sammenligne børneopdragelse med hundeopdragelse) at man let kan se om de får en god opdragelse eller om det på en eller anden måde ikke virker, det som de ansvarlige personer gør. Børn blir også "umulige" og frustrerede, og reagerer ikke som ønsket, når der er noget galt i den måde man opdrager eller samspiller på. Det er bestemt ikke altid let at vide som forældre om man gør det rigtige, og ekspertråd har jo varieret uhyggelig meget hvis du ser på de sidste 20-40-60 år osv. Syns det er svært at vide hvilke fejl vores børn vil dømme os på, men forhåbentlig vil åben debat og interesse i emnet hjælpe os til at give dem alt det bedste.

Hvis du spørger børn hvad de aller helst vil ha er svaret jo aldrig legetøj eller mælkesnitter... nej de vil ha at far og mor sætter sig ned og leger og snakker og gir dem positiv opmærksomhed og tid og nærvær.

Gud hvor blir jeg klog at høre på, nu kan det vist være nok med alle de guldkorn :D :whistling :rolleyes

Fra mig faar du alligevel et

[Guest]

Man skal huske på der er stor forskel på medbestemmelse og (med)ansvar, det sidste skal børn IKKE have, det første skal de ha i takt med de blir modne nok til at håndtere det.

Jeg tror faktisk generationen af alt for bløde forældre der er bange for at skade deres børn ved at sige nej og i bedste demokratiske mening lægger alt for mange beslutninger og dermed ansvar på deres børn (lige fra hvad de vil ha til aftensmad til hvor familien skal holde ferie eller større beslutninger) ligger ½ generation bag os. Jeg HAR i hvert fald mange gange set dem rundt omkring mig med deres små overansvarlige tyranner...

Nu er det jo ligesom med hunde (ja undskyld, ved godt det er uartigt og politisk ukorrekt at sammenligne børneopdragelse med hundeopdragelse) at man let kan se om de får en god opdragelse eller om det på en eller anden måde ikke virker, det som de ansvarlige personer gør. Børn blir også "umulige" og frustrerede, og reagerer ikke som ønsket, når der er noget galt i den måde man opdrager eller samspiller på. Det er bestemt ikke altid let at vide som forældre om man gør det rigtige, og ekspertråd har jo varieret uhyggelig meget hvis du ser på de sidste 20-40-60 år osv. Syns det er svært at vide hvilke fejl vores børn vil dømme os på, men forhåbentlig vil åben debat og interesse i emnet hjælpe os til at give dem alt det bedste.

Hvis du spørger børn hvad de aller helst vil ha er svaret jo aldrig legetøj eller mælkesnitter... nej de vil ha at far og mor sætter sig ned og leger og snakker og gir dem positiv opmærksomhed og tid og nærvær.

Gud hvor blir jeg klog at høre på, nu kan det vist være nok med alle de guldkorn :D :whistling :rolleyes

Først og fremmest vil jeg også gi :sc

Jeg er meget enig og jeg syntes bestemt ikke det er politisk ukorrekt at sammenligne børn med dyr - nok fordi jeg selv gør det ret ofte :lolhit

Jeg tror også at generationen af børn der ingen grænser møder er i udfasningen - der bliver færre af dem, de findes stadig, men ikke i samme omfang som tidligere.

Jeg håber og tror på at for hver generation der får børn bliver der færre og færre fejl - det vil aldrig blive perfekt, men meget meget bedre.

Det er helt sikkert at vores generation har helt andre udfordringer end vores foraeldre havde med os. Boern, tweenies og teenagere, der keder sig og bliver deprimerede, fordi de har faaet alt foer de har naaet at oenske sig det. Samtidig en tid med teknologi og dermed liv, som flytter sig meget hurtigt, hvilket foraeldre og boern ogsaa skal foelge med i - sammen! Graensesaetning i en tid, hvor man skal passe paa, hvad man siger og viser udadtil - nogen kunne jo opfatte det forkert og foele sig stoedt. Mange boern faar i dag lov at bestemme hvilken bil, hvilken ferie, spisebordet og maaske sofaens farve - kaempe beslutninger for smaa bitte vaesener, som jo ikke faar lov at bestemme saa meget resten af livet...

Naa, bare lidt stroetanker og det skal jo nok gaa

Det skal helt bestemt nok gå - det bliver et knivsæg at balancere på pres fra samfundet om hvad der er normer og behov, pres om at ens barn ikke skal ekskluderes pga. teknologi, mærketøj etc. ens eget ønske om at barnet ikke skal mangle noget OG på den anden side ens egne holdninger, ønsket om ikke at forkæle, et ønske om at gi forventningens glæde, et økonomisk pres osv osv. MEN vi klarer os igennem :goodluck