"Kære babyklar og monopolet"

[Guest]

Ok mit problem er RIIIIIGTIG lang at forklare for det er noget kompliceret noget - men hvis der er nogen der er ligesom mig så er i nysgerrige nok til at læse med nu :hurra Problemet handler egentlig lidt om mine fejl som menneske - for det er om folk l´jeg ikke længere kan rumme!

Da jeg var helt lille havde mine forældre en ung pige i huset K. hun var min barnepige hele min barndom og han var nogle gange ret skrap, men vi kunne nu godt li hende alligevel.

K har holdt ved i familien lige siden - en stille dame, der måske ikke lige er det største ordensmenneske men hvad det er jo lige meget.

for 12-15 år siden mødte hun så J. Han var en noget mere sprudlende personlighed og vi kunne da egentlig godt li at K var blevet så glad. J var bare måske ikke den hyggeligste type - i kender godt den der irriterende onkel type der altid prikker en i siden fordi de ikke selv er kildne og syntes det er vanvittig sjovt - og man er for høflig til at vende sig om og siger "gider du godt lade være med det der - det gør herre nas og du overskrider mine grænser" - men K var glad og J var da til at holde ud - nå men de blev gift og fik en lille datter - de spurgte om jeg ville være fadder og det ville jeg godt. (oh har jeg fortrudt det siden???)

Efter nogle år er det så som om det er et match made in hell!!!! I stedetfor at fremem hinandens gode sider er det bare de værste sider af dem begge der kommer frem fx negativitet, nærrighed, påtrængenhed, deres måde at få en til at føle at man skylder dem noge. Her er de værste eksempler

-De er krejlere, nok især K - altså virkelig meget. Har i set ekstreme samlere? sådan ser deres hjem ud! NO SHIT!....! De har 1 kogeplade fri, resten er stablet op med rod og gammel skrammel - deres skuffer er trukket ud så der kan ligge ting ovenpå - der står en GRYDE bag toilettet... I could go on! (ikke noget jeg ville holde imod nogen deres hjem er deres sag - men sammenlagt med det følgende syntes jeg bare det siger noget om karakteren)

-J er hypokonder, ja enten det eller også er han verdens sygeste/uheldigste mand. I de 12-15 år jeg har kendt ham har han ALDRIG været helt rask, enten er der noget i vejen med en arm, dårlig mave, kronisk hovedpine, dårlig ryg osv. Ofte når det er arm eller ryg glemmer han det hvis han ikke ved man kigger - det har flere af os i familien været vidne til - men når man kigger bliver der ikke lidt i stilhed. Det sidste er at han er gået ned psykisk - det tror jeg dog på, han ser for første gang faktisk syg ud! Og Hypokondri er vel i bund og grund også psykisk(?)

-De kan finde på at komme uanmeldt på besøg en eftermiddag og så blive indtil man begynder at lave aftensmad hvor de fleste så forstår hentydningen. Det gør de bare ikke! så de bliver til aftensmad - man kan bare heller ikke få sig selv til at sige "gider i godt at gå?" Mine forældre har prøvet at de var på vej ud af døren da de dukkede op - og de sagde de var på vej ud af døren, men de endte alligevel med at blive nødt til at ringe og meddele at de altså blev forsinket fordi deres uventede gæster ikke ville gå!....!....!

- De er rigtig søde til at tilbyde en masse ting - hvis man så siger ja tak, så skal man lige betale for det - det værste var den dag de ringede og spurgte min mor om hun ville med til tyskland og handle - det ville hun da gerne, da de så kom hjem sagde de så at hun bare kunne gi penge for benzin næste gang de sås!....!....! Hmmm....

- K ringer ret ofte - oftere end min mor, og man kan bare ikke snakke i telefon med hende, halvdelen af tiden siger hun ikke noget, men hver gang man så tænker - fint så siger jeg farvel, så stiller hun et spørgsmål man skal svare på.... Det kan tage op til en halv time at snakke med hende om i bund og grund ligegyldige ting.

- De benævner sig selv som mine reserveforældre, det har de ALDRIG været, og bliver det heller aldrig, men alle venlige forsøg på at stoppe det fejlede og på et eller andet tidspunkt gav jeg bare op!

Ja der er nogle flere ting, men en masse småting som i bund og grund var noget man sagtens kunne se igennem fingre med, hvis ikke det var for alt det andet.

Deres stakkels datter begynder at have de samme træk som forældrene og jeg kan mærke at jeg IKKE længere kan blive ved med at være den søde Fadder Maja for hende. Og det er jo rigtig synd, men ærlig talt jeg vil bare helst være fri for at se dem igen...

Til vores bryllup sidste (hvor de kun var inviteret fordi jeg ikke kunne overkomme konsekvenserne af ikke at invitere mine selvudråbte reserveforældre - holdte K en tale på 25 minutter til os. Og hvilken tale? som nogle af vores rigtig gode venner påpegede så holdte hun en tale til OS om DERES datter - NO SHIT!!! Fantastisk :zzz Min mand kan virkelig ikke fordrage dem efter det - der gik hans grænse! Jeg tror min grænse er overskredet for længst - men syntes måske bare jeg er et dårligt menneske hvis jeg ikke rummer dem - det kan være min styrke at jeg er så tolerant som jeg er - men måske er det også min forbandelse! Jeg kan godt se det når min mand siger at jeg ikke gør mig selv en tjeneste her! Jeg skylder dem INTET!

Mine forældre har ikke selv taget kontakten til dem i flere år nu - siden episoden med tysklands turen, men som i nok har gættet opgiver de ikke så let, mine forældre har ikke nummer visning og man kan jo ikke bare smække røret på når man har fundet ud af hvem det er. De kan heller ikke gemme sig når de kommer uventet besøg.

Jeg tror nu ikke det er fordi min mor er speciel konflikt sky - det er min far - men min mor har det nok ligesom mig, man kan jo ikke bare sige "Vi syntes i er skide irriterende så gider i ikke godt lade os være"

Jeg har selv forsøgt at ignorere dem - men jeg er nok bare for høflig til at lade være med at tage telefonen HVER gang hun ringer - 5te gang på 3 dage gir jeg efter.

Da alle de her ting er kommet lige så stille kan jeg også mærke at man har fået viklet sig ind i et spind af dårlige undskyldninger og ignorering - men intet af det batter rigtigt!

Jeg vil have dem ud af mit liv - så dårlig en person er jeg - jeg vil bare ikke lave en "Rita" og sige "I er skide irriterende" tvivler på det hjælper J's psyke. Jeg vil meget hellere lave en sniger og så bare lade det løbe ud i sandet men det er F*****e svært med deres påtrængende adfærd - det har jeg jo ligesom prøvet i over et år!

Grunden til at det hele er blevet ret aktuelt igen er fordi de forventer at komme med til barnedåben(jeg stod jo fadder til deres datter - og mon ikke de forventer at deres datter skal være huebærer eller sådan noget! - for sådan er de - uh et hyr jeg havde med dem da jeg meddelte at jeg IKKE ville have en brudepige til vores bryllup) - jeg kunne sige at det kun er de nærmeste - men hvis det går som ved min søsters bryllup får hun listet datoen ud af en eller anden og så dukker hun op i kirken og der kommer altså nogle af vores rigtig gode venner - og så er det svært at stå den dag og sige - jamen kære "venner", vi betragter ikke jer som vores nærmeste!!! Hmmm.... :help

[Myliona]

Bom bom.. Tror jeg ville sige det som det var til dem; At I kun tager jeres nærmeste med til barnedåben, og at det er de IKKE..

Med sådan nogle mennesker, tror jeg altså man er nødt til at være helt ærlige.

Ja, det prikker måske til mandens psyke, men så har han jo noget at være reelt psykisk nede over, og har en "ekstra historie" til de der gider lytte :whistling

[Tina80]

Puha er dilemma. Vil bare give dig det størreste krammer. Hvad der skal til for at få dem bæk, ved jeg ikke.

Men lur mig ikke om de trænger til kraftigt afslag så de forstår det!!!!

[Guest Amina]

Åh hold da op, sikke noget.

Jeg ville nok bare være ærlig og sige at du ikke ønsker at have kontakt til dem mere. Og så slut. Som du selv siger skylder du dem intet, og hvis man er så påtrængende og irriterende så ved man også godt at man mister folk i længden.

Men jeg er nok også ret bestemt på sådan et punkt. Ingen skal bestemme over mig, og fortælle mig hvordan jeg skal gøre tingene.

Håber du finder en løsning som virker for jer :kram

[Mette A.]

:kram

Lorte situation at stå i, så vil bare lige give en trøstekrammer.

[tazdiginez]

Du er bestemt ikke ond!

Det er en skide svær situation at stå i, men jeg vil mene at det er bedst for alle parter at i siger det som det er - uden at pakke noget pænt ind eller forsøge at snige sig indenom, og så må i tage den konflikt og konsekvens der er ved det med et gran salt.

De skal jo have afløb for deres frustration i at miste det de betragter som "familie" og det kan være svært fra den anden side, så lad dem være sure og bitre og så bare tænk lige som ved børn "det er en FAAAASE", for det går over og i den sidste ende vil de jo være ude af jeres liv.

Hvis jeg var jer ville jeg ligge kortene på bordet og fortælle dem, hvad problemet er og hvorfor - for det kan være de slet ikke har en ide om at de er så uforstående på de uskrevne regler for at være et socialt og venskabeligt menneske?

Det kan være de bare skal have et los bagi og så er de faktisk helt respektable og acceptable?

Under alle omstændigheder syntes jeg at du skal være ærlig overfor dem.

[Piphans]

Relationen kan umuligt løbe ud i sandet, ellers havde den gjort det, tror jeg. Jeg kender ikke familien, men det lyder unægtelig som nogle der har meget lav eller absolut ingen situationsfornemmelse, og det er pisse-belastende for dem det går ud over.

Jeg ser kun 2 udveje - og de er begge hårde:

1: Ridse rammer for samvær op, klart og tydeligt! Fx. informere dem om at I ikke vil have uventet besøg, ring i forvejen. Tilbyder de hjælp, så forventnings-afklar om de forventer betaling. Sig hvor mange gange K må ringe, eksempelvis én fast dag i måneden hvor I har en aftale. Informer dem om at de IKKE kommer med til barnedåb, og at I forventer de respekterer det!! osv, osv.

Altså alt i alt handler det om at informere dem om hvordan I vil have tingene, klart og tydeligt, og fremadrettet. Ikke så meget fokus på det der er sket (pas på med at komme til at argumentere med dem, bare hold fast i hvad I vil have/forventer af dem). Ved godt det er skidesvært at skulle sætte så klare grænser, men de forstår jo ikke hints... Hvis de over tid ikke forstår/overholder aftalerne, må I tage relationen op til fornyet revision. Det kan også være de bryder kontakten til jer hvis I sætter så klare grænser.

2. Bryd kontakten, verbalt. Har ingen gode råd til hvordan, udover at være bundærlig.

Der er selvfølgelig også en tredje mulighed - at lade stå til. Men mon ikke det i længden er den allerhårdeste løsning...

Du skriver jo selv at du vil have dem ud af dit liv...

Held og lykke med det hele. Det er ikke en nem situation :kram2

[Guest]

Tusind tak for jeres svar! Jeg er enig med jer i at det ikke går i længden sådan som det er nu!

Ok jeg prøver lige en total KOLD TYRKER overfor dem og 100% undlader at tage telfonen - smider den hen til A hvis de ringer, så skal han nok sørge for at jeg ikke tager den :lolhit

En veninde sagde at hun syntes jeg skal skide højt og helligt på HVIS de dukker op i kirken - så må de da forstå hentydningen! Og så skal jeg ellers bare nyde den opbakning fra familie og venner som vi har den dag - jeg står jo ikke alene hvis de kommer - og det er jo sandt.

(ok jeg kan godt se jeg forsøger at krybe udenom konfrontationen her - men jeg vil bare så nødig være tvunget ud i at udpensle deres fejl og mangler - de har jo andre venner som syntes de er nogle gode personer).

[Solvej99]

Nej, du er ikke ond. Du har vist tværtimod været for god af dig :blink

Det er et kæmpe dilemma og særlig svært for dig bare at afskære dem, nu hvor du er fadder til deres datter. Men som jeg læser dit indlæg, så kan og vil du ikke længere.

Så jeg tror desværre at du er nødt til at gå den hårde vej og afvise dem, så de forstår det... Det kan ikke være dit ansvar at tage dig af dem.

:kram

[Myliona]

Tror faktisk det med barnedåben er en god ide :)

Sig at I har været nødt til at sætte en grænse, og at I kun har de tætteste med.. Og ja, så kan de se med egne øjne, hvor "lidt tætte" du egentlig er med dem, hvis de er så frække at dukke op ;)

[TiaK]

Tusind tak for jeres svar! Jeg er enig med jer i at det ikke går i længden sådan som det er nu!

Ok jeg prøver lige en total KOLD TYRKER overfor dem og 100% undlader at tage telfonen - smider den hen til A hvis de ringer, så skal han nok sørge for at jeg ikke tager den :lolhit

En veninde sagde at hun syntes jeg skal skide højt og helligt på HVIS de dukker op i kirken - så må de da forstå hentydningen! Og så skal jeg ellers bare nyde den opbakning fra familie og venner som vi har den dag - jeg står jo ikke alene hvis de kommer - og det er jo sandt.

(ok jeg kan godt se jeg forsøger at krybe udenom konfrontationen her - men jeg vil bare så nødig være tvunget ud i at udpensle deres fejl og mangler - de har jo andre venner som syntes de er nogle gode personer).

Jeg tror du bliver nødt til at sige, at du vælger dem fra (hvilket kan formuleres meget pænt a la "nu da vi har fået barn har vi simpelthen ikke tid nok i døgnet, så vi bliver nødt til at prioritere meget med vores fritid. Så det bliver nok begrænset hvor meget vi kommer til at ses. Jeg har nydt den tid vi har haft sammen (en lille løgn skader aldrig), men fremover bliver det nok meget sparsomt. Derfor vil jeg også gerne, hvis I ikke kommer på uanmeldt besøg, da vi gerne selv vil vælge hvem vi ser hvornår.")

Og derefter ikke invitere dem med til barnedåb, og ikke tage telefonen når de ringer. Og kun lige hyggesnakke 5 min i døråbningen hvis de kommer "hvor hyggeligt I lige kiggede forbi, det passer desværre rigtig dårligt - jeg skal nok lige ringe til jer senere" (hvilket du så glemmer...)

EDIT:

P.s. det handler da OVERHOVEDET ikke om dine fejl som menneske!! Hvis alle skulle kunne rumme alle mennesker - hvilken verden ville vi så bo i?!

[Pilaj]

Jeg tror du bliver nødt til at sige, at du vælger dem fra (hvilket kan formuleres meget pænt a la "nu da vi har fået barn har vi simpelthen ikke tid nok i døgnet, så vi bliver nødt til at prioritere meget med vores fritid. Så det bliver nok begrænset hvor meget vi kommer til at ses. Jeg har nydt den tid vi har haft sammen (en lille løgn skader aldrig), men fremover bliver det nok meget sparsomt. Derfor vil jeg også gerne, hvis I ikke kommer på uanmeldt besøg, da vi gerne selv vil vælge hvem vi ser hvornår.")

Og derefter ikke invitere dem med til barnedåb, og ikke tage telefonen når de ringer. Og kun lige hyggesnakke 5 min i døråbningen hvis de kommer "hvor hyggeligt I lige kiggede forbi, det passer desværre rigtig dårligt - jeg skal nok lige ringe til jer senere" (hvilket du så glemmer...)

EDIT:

P.s. det handler da OVERHOVEDET ikke om dine fejl som menneske!! Hvis alle skulle kunne rumme alle mennesker - hvilken verden ville vi så bo i?!

Meget enig i ovenstående.

[Barbamama]

Hmm... Altså jeg var lige ved at skrive, at hvis du ville have dem ud af dit liv, så kunne det jo være lige meget, hvad de tænkte, hvis du ikke inviterede dem... Men det synes jeg alligevel var så ondt at skrive :unsure Men der er altså noget sandhed i det alligevel... :rolleyes Om J har det dårligt psykisk eller ej er altså ikke dit/jeres ansvar. Og helt ærligt, så overlever de vel også at de bliver faset ud, det er vel en del af livet af nogle bekendtskaber går i vasken... Og I skylder dem ikke noget bare fordi du er fadder (eller pga. noget som helst andet). Men åhr, den er svær når de ligefrem betragter sig som reserveforældre for dig. :unsure

Jeg synes ikke, at de skal med. Jeres barnedåb er en særlig dag, og I skal fejre dem med dem I har lyst til. FÆRDIG! Men hvordan dælen du skal kringle dem væk, det ved jeg faktisk ikke rigtig :unsure Desværre...

Edit: Har lige læst TiaKs indlæg, og jeg synes det lyder som en god løsning! :super

[Guest]

Jeg tror du bliver nødt til at sige, at du vælger dem fra (hvilket kan formuleres meget pænt a la "nu da vi har fået barn har vi simpelthen ikke tid nok i døgnet, så vi bliver nødt til at prioritere meget med vores fritid. Så det bliver nok begrænset hvor meget vi kommer til at ses. Jeg har nydt den tid vi har haft sammen (en lille løgn skader aldrig), men fremover bliver det nok meget sparsomt. Derfor vil jeg også gerne, hvis I ikke kommer på uanmeldt besøg, da vi gerne selv vil vælge hvem vi ser hvornår.")

Og derefter ikke invitere dem med til barnedåb, og ikke tage telefonen når de ringer. Og kun lige hyggesnakke 5 min i døråbningen hvis de kommer "hvor hyggeligt I lige kiggede forbi, det passer desværre rigtig dårligt - jeg skal nok lige ringe til jer senere" (hvilket du så glemmer...)

EDIT:

P.s. det handler da OVERHOVEDET ikke om dine fejl som menneske!! Hvis alle skulle kunne rumme alle mennesker - hvilken verden ville vi så bo i?!

:glad :kiss :kram :hurra :kram2 :kuller :biglove :7himmel :loveshower

Behøver jeg sige mere :tak

[Havbaek]

Nu har jeg kun lige læst din TS indlæg- og kan på visse punkter skræmmende nok nikke genkendede til det.

Hvad du reelt lige i dette tilfælde skal gøre, aner jeg ikke, men var det mig trods alt, så ville jeg nok alligevel gøre det sammen som jeg har gjort i "mit tilfælde".

Min lille fortælling, er om min far.

Mine forældre var aldrig gift, og gik fra hinanden da jeg var omkring 12 år.

Desværre kunne min far ikke acceptere det, og han blev faktisk direkte modbydelig både over for andre, men også over for os børn og familien.

I årene gik det mest ud over mig og min lillebror, og vores mor.

Han blev så fanatisk, jaloux, og ikke mindst psykisk syg, at han så småt begyndte at forfølge os lige meget hvor vi var.

Som årene gik blev han mere og mere en lystløgner, og levede på de løgne. Og kunne det gå ud over andre og få medlidenhed den vej havde han det bedst, og gerne hvis han kunne smøre mere på.

Min far har nok altid været psykisk syg, men det er først i mine teenager år, jeg for alvor begyndte at se mere og mere til hvor syg han egentlig var.

Desværre blev han også voldelig og ekstrem vred hvis det ikke lige gik som han ville, og så var det lige meget om man havde sine egne meninger og ikke delte hans meninger.

Jeg er i hvert fald lykkelig for min mor valgte at gå fra ham, men kunne godt have undværet den måde han blev på. Men klar det bedste hun kunne gøre, for tanken om hvorvidt han ville have drevet det hvis min mor havde blevet hos ham tør jeg ikke tænke på.

For som hun selv har sagt, var der allerede noget ved ham dengang hun lærte at kende ham. men valgte at give ham en chance pga. kærligheden.

Min far er hypokonder, og glemmer aldrig da han spillede syg og påstod han skulle havde noget specielt medicin, og vi tog ham i den løgn.

Det viste sig det var almindelige smertestillende i pilleglasset, og ikke det medicin han påstod det var.

Min far har gjort mange ting, som også hans familie fik nok af.

Min far har også overskredet mine grænser, og jeg ser ham ikke den dag i dag, og det er over 7 år siden jeg har set ham sidst.

Han ville nemlig ikke kendes ved mig, da jeg besluttede at få min mors slægtnavn ind i mit navn. Dette kunne han ikke acceptere og var ret så grum og modbydelig over for mig, og pludselig var jeg ikke hans datter mere fordi jeg ikke gjorde hvad han VILLE.

Selvom min historie er langt fra hvad din er, så kender jeg godt til det med det psykiske. Når folk tror man skylder dem mere end hvad godt er.

Og specielt ikke forstår hvornår ens grænser er nået, lige meget om det er i ens eget hjem eller andre steder.

Og det er heller ikke sjovt når man kan se det psykiske og hypokonderiet, som i den grad går ud over andre også.

Det har bestemt påvirket mig, at have en hypokonder som far der ikke kunne se hvad han egentlig gjorde af psykisk og fysisk skade på en når han ikke kunne se ud over sin egen næsetip og de personlige grænser.

Jeg gjorde jo så det, at jeg lagde min far på is fuldstændig da han ikke vil acceptere mit valg ang. slægtnavnet, i mit tilfælde ønsker jeg ham IKKE mere. Jeg savner ham ikke mere som jeg engang gjorde og jeg kunne blive ved.

Men var jeg dig, ville jeg nok ligge dine såkaldte bekendte på is, og fatter de ikke den, så må I for alvor banke i bordet hvor I ALLE er til stede og forklare dem tingene som det er. At nu er jeres grænse altså nået, og fatter de ikke den så er det slut med at ses, slut med div. ting.

Problemet med hypokonder, psykiske syge er at de ikke altid forstår hvorfor man siger nej til dem, eller kan se det man ser ved dem.

Derfor være klokkeklare i jeres meninger og hvad I IKKE vil være med til mere.

Og vil I ikke havde dem med til barnedåben, så er det jeres valg, og ikke deres.

Og så håber jeg for dine bekendte`s barn, at der kommer hjælp dertil, for det er ikke sjovt at vokse op i det, det kan jeg desværre skrive under på.

Stakkels barn :(

[Guest]

Puh ha en historie :kram barnet lider ikke på den måde overlast - moren er en rigtig GOD mor der trods alt forstår at beskytte sit barn mht de psykiske problemer med faren. Så på den måde er hun ikke mere udsat end alle andre børn hvis forældre har det psykisk svært - det er ikke nemt men familien arbejder på det. Hun går i en fantastisk daginstitution og er en af de få heldige der går i en MEGET lille klasse på kun 11 elever så der er bare den ekstra tid til hende som hun har brug for. Det er ikke nemt, men der bliver i forhold til farens sygdom gjort en indsats af de professionelle der er omkring hende så det er jeg bestemt tryg ved.

Det er mere bare forældrene jeg ikke rummer.

[TiaK]

:glad :kiss :kram :hurra :kram2 :kuller :biglove :7himmel :loveshower

Behøver jeg sige mere :tak

Er glad hvis jeg har kunnet hjælpe :)