Hej Babyklar :)
Jeg er ny herinde, og vil primært bruge dette forum til at komme ud med alle mine følelser og frustrationer, og håber det kan være en form for terapi til mig selv.
Først og fremmest, en præsentation omkring vores situation:
For ca halvandet år siden fik min mand og jeg den besked, at han havde under 1% chance for at få børn naturligt. Den nyhed gjorde os naturligvis ufatteligt kede af det, og særligt jeg havde svært ved at forstå det. I en uge græd jeg non-stop, og jeg kunne dårligt kigge på min mand, uden jeg begyndte at græde. Jeg vidste, hvor ked af det han var, selvom han ikke rigtig viste det, og jeg kunne intet gøre for ham. Jeg kunne bare kigge på mit livs kærlighed, gennemgå en krise i hans liv, uden at kunne hjælpe ham. Det faktum at jeg var hjælpeløs var værre for mig end nyheden selv. På dette tidspunkt var vi endnu ikke gift (der var på det tidspunkt 8-9 måneder til brylluppet), og vi stod sammen igennem den svære tid, og lagde al vores fokus på vores kommende bryllup. Det hjalp utrolig meget, at vi havde en så stor og lykkelig begivenhed at se frem til, og vi aftalte, at vi først ville hive fat i projekt baby efter brylluppet. Det blev maj, og vi blev gift og var utroligt lykkelige. Da bryllup var veloverstået begyndte vi så. Vi snakkede med begge vores læger om vores muligheder, og vi havde kun reagensglas, med mindre vi ville involvere en tredjepart (sæddonor), hvilket ingen af os ville. Så vi stod overfor reagensglas eller adoption. Vi fandt ud af det hele, og fik kontakt til Hvidovre Hospital, og fik en lang liste af prøver de skulle have svar på, før vi kunne komme videre. Vi får over en tidsperiode taget alle disse mange prøver. Jesper skal så ud på Hvidovres fertilitetsklinik og aflevere en sidste sædprøve, som så viser sig at være noget mere positiv end hans forrige, og de finder ud af, at vi kan nøjes med almindelig insemination, og at jeg derfor bare skal have foretaget en HSG prøve, for at se om der er ledigt igennem mine æggeledere. Hvor vi før stod med en helvedes masse ventetid foran os, kom det pludselig tæt på, og vi glædede os og var utrolig glade for den nyhed.
Jeg skulle så i dag have foretaget denne prøve, og allerede i forgårs begyndte jeg at blive nervøs over det hele, for tænk nu hvis det var dårlige nyheder til os igen. Min mand tog med mig op til røntgenklinikken i morges, og jeg får prøven foretaget. Tror jeg. Vi får desværre at vide, at min livmoderhals var så smal, at de ikke kunne få røret på plads, så de kunne tage de nødvendige røntgenbilleder. Derfor skal jeg nu til en gynækolog, og så skal jeg igen til røntgenklinikken.
Jeg sidder så bare nu og føler mig helt tom indeni, og både min mand og jeg føler virkelig, at det hele er noget værre lort. Hele vores forløb igennem indtil videre, har været, at tage et skridt frem og to tilbage. Jeg er så frustreret og ked af det, og har bare brug for at komme ud med det :bye :boo
Knus gb90
<3
