LiseML

Jamen de har været helt almindelige. Ondt ved ægløsning og så kom der ømme babser i 3-4 dage efter æl og så gik det over igen, denne gang er de slet ikke ømme Mine symptomer er i denne uge stort set forsvundet, udover en underlig følelse i mit underliv, som jeg ikke husker fra min 2 sidste graviditeter, så tænker ikke jeg er gravid, men overvejer om jeg kan have blærebetændelse, for det føles ikke sådan mens agtigt, men mere trækkende ude fra siderne og lidt svigende. Jeg har haft blærebetændelse mange gange, men det plejer ikke at føles sådan, så synes det hele er lidt underligt lige nu Men mens burde komme på lørdag, så nu må vi se.

Man kan ikke vide om det ender ud i en bio, og hvor tydelige testene har været har heller ikke effekt på om det ender i en bio eller ej, men jeg krydser alt hvad jeg kan for dig og lige nu er du gravid

Jeg har det fuldstændig som dig. Vi har været igang siden juni, men i denne måned har jeg haft mureren, stikken og kvalme siden 2 dage efter ægløsning så meget, at jeg faktisk går rundt og er ret utilpas hele dagen og ikke rigtig magter arbejde og familie. Men jeg tænker som dig, at det simpelthen ikke kan passe, at det er det jeg mærker så tidligt, lige nu er der længe til mens/test dag

Hej herinde. Sikkert et emne der har været oppe mange gange, men har simpelthen brug for at dele det. Jeg har absolut ingen sexlyst efter jeg er blevet gravid. Det havde jeg heller ikke i sidste graviditet, men der startede det ikke så markant som denne gang. Sidste gang gik det bare gradvis ned af bakke og mest fordi jeg i 3. trimester ikke længere kunne få orgasmer lige meget hvad vi eller jeg gjorde. Jeg er normalt ret glad for sex og min mand endnu mere. Jeg er bare ved at dø af dårlig samvittighed og blandet med de her hormone, gør det mig også mega sur på min mand. Er led og ked af at han er efter mig med sex og er nået dertil, hvor jeg ikke har lyst til at kysse eller noget af frygt for at han så vil en helt masse. Jeg har flere gange prøvet at have sex for hans skyld, og fordi jeg tænkte det måske bare var noget jeg skulle over. Jeg nyder det på ingen måde, synes det er ubehageligt og føler det faktisk lidt som et overgreb, hvor jeg bare har lyst til at stoppe op og slå ham. Men det er jo mig selv der er gået med til det. Synes det er så synd for ham, fordi han bare er sød og kærlig og har lyst til mig og jeg ved hvor ondt det gør når det ikke er gengældt. Samtidig er jeg bare ikke den sødeste udgave af mig selv med de her hormoner og får ikke lavet ret meget hjemme heller, så synes han hopper og danser for mig. Jeg ville gerne kunne give ham noget, men kvalmen giver bare ikke lyst til BJ og de gange jeg har prøvet med HJ har vi måtte give op, fordi min mand ikke kan, når han kan mærke jeg ikke har lyst og så gider jeg bare næsten ikke give det forsøget. Jeg er kun i uge 10 og der er bare LANG tid til efter fødslen. Er der andre der har det som mig eller har oplevet det vente igen?

Lige præcis, synes bare det er så hårdt føler mig som jorden dårligste kone. I sidste graviditet kunne jeg opveje for den manglende sexlyst ved at give ham alt muligt andet, men det min lyst og overskud denne gang bare slet ikke til. Jeg er selvfølgelig stadig i 1. trimester og har det ikke specielt godt. Håber inderligt det vender lidt, når jeg kommer lidt længere hen

Jeg håber du har ret, det var bare slet ikke tilfældet i sidste graviditet, det at kunne mærke den bette hylende mig helt fra den under sexlyst, men de siger jo graviditeter kan være vidt forskellige. Ja, jeg synes bare jeg har prøvet at tage snakken og manden har virkelig svært ved det, fordi det er startet SÅ tidligt denne gang og at han ved fra sidst at det først var et halvt år efter fødslen, at sex rigtig fungerede igen. Desuden savner jeg det også, savner nærværet og at nyde det sammen med min mand. Men håber bare at lysten til at gøre noget for ham snart kommer igen Synes bare det er lidt op af bakke at være gravid lige nu.

Jeg har haft en MEGET uregelmæssig cyklus i de 6 måneder vi prøvede, alt imellem 25 og 46 dage og jeg havde fundet ud af, at det at tage en graviditetstest der var negativ gjorde mig mere ked af det, end mens, fordi mens i det mindste betød vi kunne komme igang med at prøve igen. Så at jeg nåede op på cyklus dag 40 var ikke unormalt og jeg havde ingen symptomer. Jeg testede kun fordi jeg havde aftalt med en veninde at skulle ud og drikke og bare lige ville sikre mig. Så da de to meget tydelige streger kom stort set med det samme, stod jeg bare uforstående og gloede, troede ikke det passede. Jeg tog den i hånden og løb grædende ind til min mand i sengen og sagde han skulle være far. Han spang op og gav mig et knus, og spurgte om det var rigtigt med et stort smil :D

Jeg aner ikke hvad vi får, har drømt både det ene og det andet :) Den kinesiske siger en pige og jeg har en del kvalme. Men min svigerinde som også er gravid kastede op 14 gange om dagen i starten af hendes graviditet og hun er ikke ovre kvalmen endnu, og de skal have en dreng. Så jeg giver ikke så meget for det med at kunne gætte det ud fra kvalmen ;) Men hvor bliver det altså spændende og vi skal klart vide det og betaler os fra at få det at vide tidligt, min nysgerrighed kan slet ikke holde til andet ;)

Jeg gik direkte fra P-stav til P- piller, men jeg har endnu ikke en normal cyklus og venter også utålmodigt på min mens, synes det er noget rod og træls man ikke har noget at gå bare lidt ud fra. Desuden har jeg det lidt sådan, at hvis jeg ikke er gravid skal mens bare skynde sig at komme, så vi kan gå igang med at forsøge igen :( Tror det er meget individuelt, men har læst at der er flere der har haft glæde af akupunktur eller zoneterapi, måske en ide?!

Som du kan læse inde i min tråd er vi gået i gang med at købe ting hjem :)

Hej alle :balloons Nogle af jer har sikkert læst mit opslag om at min svigerinde pludselig er blevet gravid (ups'er). Det har være en lidt svær uge for mig, men har nu besluttet mig for at lave min egen tråd og fokusere på os :loveshower Og bruge den på samme måde som jeg brugte min bryllupstråd. Altså med en masse billeder og tanker om hvad man skal købe og hvorfor. Vi er nemlig gået igang med at købe ind til når den lille (forhåbentlig) Indfinder sig. Så vi har god tid til at finde det bedste og god tid til at spare sammen. Jeg har også været på søster bk (Hvis man gætter hvem jeg er, hold det venligst hemmeligt :P) og elskede det forum, at man kan dele glæder, sorger, frustrationer og... ja alt... Det er så skønt med en ventil, især når nu pb er en hemmelighed for næsten alle, så kan man især have behov for at kunne dele sine følelser med andre :bunny Lidt om os: Jeg er 26 og Hr. Mand er 27. Vi blev gift i 2013 og flyttede i vores hus i 2012. Jeg har været "skruk" siden jeg var 16 ca. :rolleyes men har selvfølgelig altid vidst med min fornuft, at jeg først ville være sikker på manden i mit liv og ville også helst være færdig uddannet, have arbejde, hus og bryllup på plads ;) Men havde altid troet at jeg ville nå det hele inklusiv første barn inden jeg blev 25 :blink Hr. Mand var ikke helt enig med mig og det at skulle giftes tog mange år med diskussioner, gråd og frustrationer. Så det var lykken da han endelig også gerne ville det (min Hr. Mand er meget perfektionistisk og ville gerne have styr på alt og have en rigtig god økonomi inden). Blev efter alt dette meget bekymret for hvordan enigheden om pb skulle gå, da jeg også gerne har villet have børn de sidste 2 år, men vidste godt det ikke ville være aktuelt, når han var svær at overtale til bryllup. Til min store overraskelse var det ikke rigtigt et problem, vi var ret enige (med mig som den mest pressende :oops). Så da vi havde været på bryllupsrejse forklarede jeg Hr. Mand at når mine p-piller slap op, ville jeg ikke tage flere og så var bolden på hans bane om hvad vi så skulle og han syntes bare vi skulle gå igang med pb der efter så :kuller :yay Jeg sluttede med dem i oktober og indtil videre ingen held :stork Uha det blev et langt indlæg, håber i nåede med så langt. Glæder mig meget til at følges med nogle af jer og følge med i jeres vej til graviditet :gravid

Jeg har rykket min tråd over i "Min vej til graviditet" Så skriv der istedet :oops

Hej Snublefod. Tak fordi du gjorde mig opmærksom på det, det var faktisk i "min vej til graviditeten" jeg ville slå den op, så rykker den lige derover istedet :oops

Ja, men det er jo også meningen det skal være hårdt :P Ja, jeg håber også jeg kan blive ved med både det og at svømme, især fordi jeg har vejet en del mere end jeg gør nu og kæmper hele tiden for at holde det ned, og det bliver svært, hvis jeg ikke kan træne mere.

Det er jo 4 cyklus vi er igang med og har egentlig altid haft det fint med at det ville tage et halvt år eller lidt mere. Men pga. min svigerindes pludselige graviditet fik jeg pludselig lidt stress og følte at vi skulle skynde os at nå med. Selv Hr. Mand startede med at spørge om jeg troede der var noget galt, når vi nu prøvede og ikke var på p-piller, men der stadigvæk ikke havde være gevinst, når hans søster nu kunne blive gravid på p-piller :blink Det hjalp ikke just på mit humør, men måtte jo så forklare at det desværre var meget normalt, at der gik mere tid, når man smed p-pillerne :rolleyes Så nu vil jeg geare ned igen og prøve at nyde vores prøve periode igen og tage det mere med ro. Jeg har de sidste 4 år haft en følelse af, at det ville blive svært for mig at blive gravid og ved ikke hvorfor <_< Er der andre der har/har haft det på samme måde? Og har det holdt stik?

Åhh hvor dejligt for jer at være kommet i gang. Tillykke!!!! :yay En god ting at tage tingene stille og roligt :D Jeg går også til zumba og elsker det, går du stadigvæk? :)

Åh jeg fik en besked i går, som burde have gjort mig glad, men blev bare vildt ked af det og jeg er stadigvæk vildt trist i dag og føler mig egoistisk og urimelig, og det hjælper ikke just på humøret :'( Min mands søster ringede i går og fortalte hun var blevet upser gravid på P-piller. Vi er på 4. cyklus og stadig ingen hel. Jeg har egentligt hele tiden regnet med det ville tage noget tid, så havde det fint med det indtil hun ringede i går. Synes simpelthen det er svært at være glad på deres vejne, når det ikke engang var noget de ønskede og vi bare så gerne vil det :( Jeg har selvfølgelig tænkt på alt det gode, at hvis vi snart bliver gravide, så får vores barn en kusine eller fætter på dets alder og sådan, men det er bare som om det overhovedet ikke hjælper på min følelse af at det er urimeligt, det ikke lige blev mig først :( Er jeg bare en total røv?

Ja, det kunne helt sikkert hjælpe, men hr. mand vil ikke have nogen skal vide vi prøver og det er jo han søster :(

Du kan sætte mig på oktober 2013

Ja, det er skønt at kunne få luftet ventilen lidt ;) Men ja, den følelse har jeg ikke haft før nu og synes det er træls jeg skal få det sådan over andres glæde, men synes det at det er en ups'er gør det hele meget værre, tror jeg bedre kunne acceptere det, hvis de havde prøvet og rigtig gerne ville det. Tak for forståelsen, engang imellem er det bare rart at folk nikker genkendende og ikke prøver at vende situationen til noget godt, når det ikke er sådan jeg føler ;) Så mange tak :) Du har helt ret og jeg bliver en fantastisk tante er jeg sikker på ;) Men ja, jeg er forhåbentlig bare ked af det nu, håber snart det bliver bedre :)

Min mand var virkelig også længe om at blive klar, jeg har spurgt til det i 3 år, så den frustration har jeg også haft, føler bare lidt det altid er mig der skal have de her urimelige følelser, som ikke gør godt for noget eller nogen, for jeg kan jo hverken gøre fra eller til :( Ja, men det kunne være rart at vide ca hvornår jeg har ægløsning, så vi vidste hvor vi skulle gøre en indsats ;) Ja, det håber jeg da, men er godt nok sortseende i dag, har en følelse af, at det sikkert aldrig bliver mig.

Jeg føler mig på ingen måde sur på hende, mere på modernatur ;) Jeg vil aldrig komme til at udtrykke det, nok bare gå rundt med følelsen indeni og er bange for at glæden på hendes vejne kun bliver overfladisk indtil jeg selv får de to streger :( Der er ingen der ved vi prøver, da manden ikke vil have nogen ved det, han vil gerne overraske folk. Har bare sådan en følelse af at det kommer til at tage os rigtig lang tid, også fordi jeg aldrig har prøvet at have en stabil cyklus og endnu ikke har kunnet teste positiv på ægløsningstest og derfor ikke har den fjerneste anelse om hvordan min krop fungere.