Havde lige skrevet en meget lang besked, og væk var den så
Prøver igen, men denne gang måske mindre detaljeret. Men nok de samme pointer
______________________________________________
Jeg er 34 år og Mor til to dejlige unger på 9 og 11 år.
Jeg er blevet skilt fra deres far og er nu sammen med en ny mand.
Min mand har tidligere været i et 11 år lånt forhold, hvor de trods utallige fertilitetsbehaldlinger (både igennem det offentlige og privat) ikke kunne få børn.
Deres forhold med under projekt baby og det ønsker han ikke skal ske igen. Så de sidste 5 år har vi ikke passet på, men har heller ikke tjekket æl osv, men der er ikke sket noget.
Så jeg var noget forundret, da jeg d. 10/1 stod med en bragende positiv graviditetstest
Min mand spurgte faktisk, hvorfor jeg havde taget sådan en
Jeg var en uge over tid havde ømme bryster og andre symptomer.
Min mand blev rigtig glad men blev ved at sige at det kunne gå galt 100 gange endnu. En måde at beskytte sig selv.
Jeg valgte at købe en tidlig scanning, så vi begge kunne blive forvisset om at alting var godt, og så min mand ikke længere behøvede at være så bekymret.
Desværre viste scanningen at der ikke var noget hjerteblink
Min krop vidste det bare ikke endnu.
Nogle dage efter blev det bekræftet på sygehuset. Min krop fik så en uge til selv at abortere. Jeg begyndte at pletbløde et par dage efter, men der kom aldrig rigtig gang i det, og i fredags fik jeg så en medicinsk abort.
Jeg ved godt at mange graviditeter ender i ufrivillig abort. Men så er det op på hesten igen. Mange bliver jo heldigvis snart gravide igen. Mange siger at nu ved I da at I kan gøre dig gravid og det er nemmere at blive gravid efter en abort...
Lige nu er det bare lige som at være slået tilbage til start. Eller faktisk længere tilbage.
I de sidste 5 år har vi accepteret, at sådan var det.
Jeg har aldrig tænkt os som et par der var ufrivillig barnløs.
Vi har heldigvis mine to dejlige unger, der faktisk også er hans, men vi vil aldrig få et fælles barn. Min mand vil aldrig blive biologisk far.
Og så sker miraklet. Der forvandlede sig til en rutsjebanetur med en kæmpe optur der sluttede i den største nedtur. Og nu føler jeg at vi er et par der er ufrivillig barnløs
På den ene side ville jeg ønske at denne graviditet aldrig var sket. De sidste uger har været præget af så meget sorg og skuffelse.
Men som man siger: hvor inter vover intet vinder.
Min mand bebrejder sig selv. Han mener at det er hos ham problemet ligger. Da han og x-en var i behandling, lykkedes det et par gange at stå med en positiv graviditetstest, men det gik hurtigt til grunde. Så han er aldrig nået så langt som til at der var et lille bitte foster at se.
Så han er bange for at han ikke kan producere noget, der kan udvikle sig til et sundt og levende barn.
Jeg siger til ham, at sådan skal han ikke tænke, men jeg har faktisk også mine tvivl...
Vi husker hinanden på, at vi faktisk havde et godt liv inden alt det her og at det er det vigtigste.
Men nøj hvor bliver man skuffet og frustreret.
Vi håber på endnu et mirakel, men frygter det faktisk også.
