Nå, jeg vil prøve at starte for en ende af, jeg har aldrig sat ord på vores situation eller mine følelser før så jeg håber ikke det bliver for svært og uoverskueligt at læse, og vil på forhånd undskylde hvis det bliver for langt og sige tak til dem der gider læse det til ende!
Jeg starter helt fra starten så alt er med, dette er et "råb" om hjælp, alle gode råd er MERE end velkomne, men det er nok også et lille forsøg på at få sat ord på alle de tanker jeg rumsterer med! Alle tidsrum er ca da det er over 8 år min historie spænder sig.
Da jeg var 17 år blev jeg gravid, dette var på ingen måder planlagt og jeg følte at det ville være uretfærdigt overfor barnet at bringe det til verdenen til en umoden, ikke klar og enlig mor! Al respekt for dem der kan klare det, men det kunne jeg bestemt ikke som 17 årig. Det var bestemt ikke en nem beslutning, og alle disse 11 år efter går der næsten ikke en dag hvor jeg ikke fortryder det, men ved inderst inde at det var den rigtige beslutning!
For 8 år siden mødte jeg så MANDEN i mit liv og jeg har aldrig set mig tilbage, efter 3 måneder flyttede vi sammen, og 3 måneder efter droppede vi beskyttelse. Jeg troede så at jeg var blevet gravid med det samme da min menstruation udeblev, men efter utallige graviditets tests og et besøg hos lægen viste det sig at det var jeg ikke og lægen mente at den udeblivende mens skyldtes at kroppen lige skulle vænne sig til at jeg var stoppet på p-piller.
Så vi så tiden an men da jeg efter ca 4 måneder fortsat ikke fik min menstruation tog jeg til lægen igen. Han mente så at det var stress og at jeg bare skulle prøve at slappe lidt af!
Efter ca 6 måneder og flere besøg hos lægen, fik jeg store smerter i maven, jeg tog på hospitalet og de opdagede en cyste på min ene æggestok på størrelse med en tennisbold.
Jeg fik smertestillende og blev sendt hjem med besked på at kontakte min læge dagen efter. Jeg blev herfra videresendt til en gynækolog oppe omkring Hørsholm som konstaterede at jeg havde PCOS.
Han henviste mig til en PCOS specialist på Østerbro som jeg tog ind og snakkede med. (her har jeg stadig ikke haft min menstruation, dette er knapt 1 år efter stop på p-piller) Han syntes at vi skulle starte med at jeg skulle på p-piller i 3 måneder for at prøve at se om det kunne balancere mine hormoner.
Dette prøvede vi over 3 gange, dvs. endnu et år. Jeg blev så arbejdsløs (gik ned med depression) og syntes ikke lige at det var tiden til at få børn så vi satte det til side, og jeg blev på p-piller, med en regelmæssig cyklus.
For 2 år siden følte jeg så at jeg var klar til at prøve igen, fast arbejde, glad og opstemt på at nu skulle det lykkedes. Vi besluttede os for at vi stadig var lidt unge at vi bare prøvede på den naturlige måde og jeg kunne ikke helt overskue hele møllen igen, og det kunne jo være at det lykkedes. Nu 2 år efter er jeg stadig ikke gravid, har ikke haft regelmæssig cyklus i 22 måneder. Jeg har skiftet læge da jeg virkelig ikke følte at jeg blev taget seriøst af min gamle læge, han blev bare ved med at sige at jeg var jo stadig ung (er 28 nu) og at det nok skulle komme, jeg skulle bare slappe lidt af. Derudover kan jeg ikke slippe følelsen af at det er en "straf" for den abort jeg fik for nu 11 år siden og at det var min eneste chance for at blive mor!
Nu til mit spørgsmål til jer der har været igennem barnløshed, hvad har jeg af muligheder for hjælp? Er der noget jeg selv kan gøre for at hjælpe graviditeten på vej. Vi spiser begge sundt, er ikke rygere (er begge eks-rygere) jeg drikker ikke alkohol, min mand kun ved lejligheder, vi har ubeskyttet samleje HVER dag..... Har i nogen fif og råd, både rent medicinsk, hvad har man af muligheder, men også fra erfaring, er der noget man kan spise, en kur man kan følge... Tillykke og tak hvis du har læst det hele igennem, alle råd vil blive taget imod med åbne arme!
