Jeg skriver ikke så tit herinde, men har brug for et godt råd til hvad I ville gøre i denne situation.
Jeg tager den lige helt fra begyndelsen, så kan folk selv vælge om de vil læse med eller ej:-).
Vi har to dejlige drenge på henholdsvis 1 og 3,5 år. Min mands søster har ligeledes to børn, en dreng på knap 4 (der er 3 måneders forskel på vores drenge) og en pige på knap 2 år.
Deres dreng var det første år et meget vanskeligt barn, der skreg meget. Af den grund var vi både min mand og jeg meget forstående over for at deres barn selvfølgelig skulle have mere opmærksomhed fra sine bedsteforældre og fra os, så forældrene selv kunne blive lidt aflastet. Omvendt var søsteren ikke særligt opmærksom på vores søn. Jeg tror aldrig hun holdt eller snakkede med vores søn det første 1-2 år. Men fair nok under de omstændigheder.
Problemet er bare at opmærksomheden til deres barn og senere børn ikke stoppede, da han holdt op med at græde.
Da vi holdt vores søns 1. års fødselsdag/navngivningsfest bad vi bedsteforældrene om at tage billeder og videofilm af dagen. Da jeg senere så dem var godt 50% af alle billeder og videofilm af søsterens barn, fremfor af festen og af vores barn.
Ligeledes da vi skulle give en digital billederamme til oldemoderen. Her skulle bedsteforældrene lægge billeder ind og igen var der dobbelt så mange billeder af søsterens barn som af vores.
De gange hvor vi har fået passet vores ældste søn, har de kort skitseret hvad han har spist og hvornår han har sovet for efterfølgende at fortælle strålende om alle de ting søsterens børn gjorde da de passede dem.
Og sådan kunne jeg blive ved.
Men det værste er næsten i forhold til børnepasning.
Vi får meget sjældent passet vores børn (den mindste har kun været passet af farmor en gang hvor han var syg). Modsat får søsteren passet deres børn minimum en gang om måneden flere dage ad gangen og det er som regel alle deres ferier, der står på at skulle passe deres børn. Og de gange hvor vi har fået passet vores søn, er de tilfældigvis også lige kommet forbi med deres børn som også skulle passes.
Alligevel sagde bedstefaderen sidste år til os at han da godt kunne tænke sig hvis han selv kunne få lov til at bestemme hvornår børnebørnene skulle passes. Der lå lidt i det, at det var rettet imod søsteren, men jeg tror ikke de tør sige det direkte til dem, da de nemt bliver sure.
Så i stedet endte vi med at tage det som en opfordring til at de selv ville sige til når de ville passe vores børn – hvilket jeg senere til dels fik bekræftet var korrekt. De har dog ikke siden spurgt til om de måtte passe vores børn, så de har altså ikke passet vores børn i snart et år – på nær to dage, hvor vores mindste var syg.
For at lokke dem til at passe vores havde jeg så alligevel taget initiativ til at de kunne passe vores børn en weekend, hvor jeg ville overraske min mand. De fik lov til at bestemme weekenden og jeg begyndte at planlægge.
Meen, så blev jeg ringet op den anden dag af bedstemor. Hun måtte beklage mange gange, men de kunne ikke passe børnene den weekend alligevel, for de havde kommet til at love sig væk til søsteren. De kunne dog godt tilbyde at passe alle fire på samme tid. Det ønskede jeg dog ikke for deres børn er ekstremt dominerede, mens mit ældste barn har svært ved at sige fra (minder nok lidt om forældrene).
Jeg blev så skuffet og ked af det at jeg endte med at fortælle min kæreste om overraskelsen.
Hvad ville I gøre i den situation?
Det skal i øvrigt tilføjes at vores forhold til søsteren og hendes kæreste ikke er særlig godt – men det har ikke noget at gøre med børnene.
