CamillaNK

Jo, det gør han bestemt. Og han panikker nok heller ikke så meget som mig :)

Lige nøjagtig :) Er godt nok spændt på, hvad manden siger, når han kommer hjem om lidt, hehe.

Ok, så det første tal er uge, og andet tal er dage siden mens? Så fatter jeg det. Tusind tak :) Hvis den så er god nok, er jeg 4+4 :)

Tusind tak :-)

Tak :):) Jeg er helt målløs lige nu. Hvor er det dog lang tid til 16.30, hvor manden kommer hjem.

Har ingen ide.Stoppede med pillerne i dec, så havde ikke forventet det gik så hurtigt, så har overhovedet ikke styr på, hvordan man tjekker :)

Ja, er der ikke det? :-) Vildt!

Synes den er mere tydelig nu :-)

Ahr glemte billedet. Håber det er på nu :-)

Jeg stoppede med p-piller i dec, og jeg har også taget på, så har tænkt på præcis det samme. Tror bestemt, det er pga pille stop, men jeg har ladet mig fortælle, at det bliver bedre, men håber at blive gravid inden ;-)

Måske et dumt spørgsmål, men kan man godt være gravid, selvom man har haft mens? Jeg smed pillerne for en måneds tid siden, og fik mens i torsdags efter 25 dage. Den varede til i mandags, men tirsdag kom der en lille smule mere. Jeg er ny i det her univers, og ærlig talt meget skræmt over at gå igang med projekt baby. Dog blev jeg lidt skuffet, da jeg fik min mens, så det må være et godt tegn :-) Jeg går langt fra og tænker på baby i hverdagen, fordi andre ting fylder mere, men nu er jeg ramt af en modbydelig kvalme, der er blevet værre siden igår, og så kan jeg jo ikke lade være med at lade tankerne vandre og spekulere på, om der kunne være en baby på spil.. Føler mig på ingen måde syg ellers. Jeg har sjældent kvalme og slet ikke på på denne måde. Det kommer lidt i bølger, værst fra om eftermiddagen og især om natten, så sov næsten ikke i nat, og idag bliver vist ligeså. Lige nu har jeg det af H til :-( Det lindrer kortvarigt,når jeg drikker eller spiser en kiks eller knækbrød, men kommer hurtigt susende tilbage.. Er det muligt, at jeg kan være gravid?

Tak for svar. Jeg har testet idag, men den var negativ, så kvalmen må skyldes noget andet. Øv..

Jeg har samme problem, og jeg oprettede ellers en ny bruger, men kan stadig ikke få lov...

Hej med Jer Jeg er ny herinde, så bær over med mig. Jeg står i den situation, at jeg har spist min sidste p-pille igår, og derved påbegynder projekt baby efter denne mens. MEN, er så meget i tvivl om, det er det rigtige. Ikke fordi mit liv ikke er, som det burde. Er lige blevet gift med den eneste ene, og er nået de 30, så skal det være, skal det være snart. Jeg har bare aldrig haft det her dybe ønske om at få børn, som så mange har. Synes da de er fine nok, så længe jeg kan aflevere dem tilbage igen :rolleyes Måske det havde hjulpet på det, hvis jeg havde veninder, der selv har født. Min lillebror blev far tidligere på året, og der mærkede jeg da følelsen af, at sådan en lille sag vil jeg også have, men den følelse bliver hurtigt afløst af frygt, bekymringer og tvivl. Der er ingen tvivl om, min mand vil have børn, men jeg har så svært ved at leve med tanken om, at mit lille univers, hvor jeg prøver at have kontrol med alt, kommer til at forsvinde helt med sådan en lille en. Lider desuden af angsten for at kaste op og angst for sygdom generelt, hvilket betyder, jeg selvfølgelig frygter at blive syg og dårlig under en graviditet. Og efterfølgende, når barnet bliver syg :wacko Det betyder i korte træk, at jeg frygter: Angst for kvalme Opleve andres opkast, høre det, lugte det, se det m.m. Sygdomme som forårsager opkast Graviditet (pga. morgenkvalme) Lægeundersøgelser som har med hals og svælg at gøre Angst for at sluge medicin i pilleform, pga. evt. kvalmeeffekt Babyer og børn – pga. bekymringstanker om gylp og opkas Måske jeg lægger alt for meget i det? Er vist bare frygtelig bange for det nye, der skal til at ske, da jeg er kæmpe vanemenneske. Vi har dog talt om børn længe. At på et tidspunkt kommer der et tegn, og så er det igang. Nu er tegnet kommet. Er blevet opsagt fra mit arbejde, fordi de lukker min afdeling, så står uden job fra 1.2.14. Så i mit hoved er det tegnet, men for pokker, hvor er jeg alligevel bange... Tvivler så meget på, om jeg overhovedet kan finde ud af at passe på en baby. Alle siger, det nok skal gå, og at det er det hele værd uanset hvad, og at det bliver det bedste, der nogensinde er sket for mig... Hvad hvis de tager fejl, og jeg fortryder...? Ved godt, det nok bare er panikken, der taler, for kan i lyse øjeblikke godt se fornøjelsen ved den store mave og en baby, der ligner os begge, som smelter en, når den smiler.. Føles bare som om, jeg er den eneste i verden med de her tanker :blink

Hehe, det med nålene var en ting, jeg slet ikke havde tænkt på før nu :-/Men de ryger lidt i baggrunden i forhold til det andet. Igen er jeg virkelig glad og lettet over, at jeg ikke er alene. Da jeg kun taler med mødre om det her, så er det jo lidt svært for dem at forstå mine tanker. Kan godt se, at temaet skal vælge at slippe kontrollen og tage det, som det kommer, men æv det er svært. Jeg må håbe det bedste, for skulle være startet på ny omgang p-piller idag, men har med vilje ikke købt nye, så nu går vi igang. Lur mig, om ikke jeg udsætter hanky panky mange gange i denne måned, fordi jeg nu er obs på, hvad det kan ende med :) Bliver nok ikke klar, før det sker på et tidspunkt.

Giver rigtig god mening at forberede det, der kan forberedes og så virkelig prøve at tage resten hen af vejen. Men for pokker, hvor er det svært, når man gerne vil have styr på alt :) Er glad for, jeg ikke er alene :)

Rigtig gode kommentarer. Det viser jo meget godt, at jeg lægger alle for meget i det med kvalme, og jeg kan få det til at hænge sammen med alt, selvom det ikke burde. Det er altid sundt at få andre øjne og ord på, så tak :)

Hehe, på mange punkter kunne jeg godt værre"Bodil".Jeg holder mig helst fra mennesker, der er syge, og hvis en af mandens niecer har været tæt på mig, og jeg så hører de er syge og kaster op, har jeg lige en times tid med panik, hvor jeg føler mig syg, men det forsvinder jo selvfølgelig igen. Den med gylp har jeg heller aldrig været god til. Min nevø, som jeg jo er helt vild med, gylper meget, og fordi jeg ikke er vant til det, får jeg simpelthen et kæmpe chok hver gang og har mest af alt lyst til at smide ham væk. Det gør jeg selvfølgelig ikke, og er da kommet dertil, hvor jeg bare tørrer det væk, og så er det det. Men får alligevel en klump i maven, og må minde mig selv om, det er naturligt og ikke betyder, han er syg og kan smitte mig. Håber det hjælper, når jeg får min egen :)

Det er altså dejligt at høre, jeg ikke er den eneste, der aldrig har haft "kaldet" at blive mor :) Jeg har været i behandling for min angst, så det er mest frygten for det ukendte, tror jeg. Dog er det med opkast og sygdom vist ikke noget, jeg sådan kan blive af med, men håber jeg kan få det i små doser, så jeg kan vænne mig til det stille og roligt. Og ja, vil jo nok i bund og grund gerne have børn, men er bange for at indrømme det, nu hvor jeg har nægtet det så længe. Men jeg kan også mærke, at jeg er spændt.

Nej, angst er noget frygtelig noget. Vi har prøvet at aftale, at alt med sygdom tager han sig af, men det kommer jo nok ikke til at holde i praksis. Men han ved, hvordan jeg har det, og vil gøre alt for at hjælpe :)