Jeg fandt i mandags ud af, at jeg er gravid. Det var ikke planlagt. Jeg tror jeg er omkring seks uger henne. Min kæreste og jeg har været sammen i syv år og jeg er lige blevet 27 år. Jeg er slet ikke i tvivl om, at han er manden i mit liv. Vi har rejst meget i hele verden, været på højskole, rejst hver for sig, boet sammen, hver for sig og nu sammen igen. Altså, selvom vi har været sammen længe - så har vi oplevet meget og været som alle andre unge, bare sammen. Vi har talt om at få børn i et par år nu. Vi har glædet os og været spændte ved tanken. Han har altid været lidt mere begejstret end mig, men jeg har aldrig været i tvivl om, at jeg vil have børn. For tre måneder siden startede jeg i et nyt job, som er spændende men meget omfattende og hårdt. Derfor sagde jeg til min kæreste, at jeg ikke var klar til børn og det respekterede han 100%. Derfor var det virkelig en overraskelse, da jeg i mandags opdagede at jeg var gravid. Jeg gik fuldstændig i panik. Jeg fortalte det til min kæreste, som blev glad, men også chokeret over at se min reaktion. Jeg brød fuldstændig sammen. Var totalt i panik. I dag er det torsdag og det er fire dage siden nu. Jeg har grædt så meget de sidste dage, og jeg har overvejet frem og tilbage om jeg skulle beholde barnet. Min kæreste sagde at han ville stå bag mig uanset hvad jeg besluttede. Alt min rationalitet sagde mig, at man sgu da ikke får en abort når man er 27 og har haft en kæreste i syv år. Men jeg kunne alligevel ikke slappe af i beslutningen. I går var jeg sammen med en veninde, som også er gravid. Vi talte det hele igennem tusind gange, og jeg kom frem til at jeg ikke kunne abortere det. Da jeg fortalte det til min kæreste blev han lykkelig, og jeg følte mig også lykkeligere. Vi havde en god aften og grinede meget, og græd og krammede. Men her til morges, da jeg vågnede og skulle på job, så gik jeg i panik igen. Det er så underligt, fordi det jo er noget jeg gerne vil. Bare ikke nu. Jeg tænker og føler hele tiden at mit liv stopper. Jeg kan ikke rejse længere, være spontan, tage på festivaller og jeg kan ikke tage i byen med mine veninder det næste år. Jeg får det træls når jeg tænker på alle festerne, julefrokosterne og alt det, som jeg snart går glip af. Hvor jeg skal sidde og lade som om jeg drikker, fordi ingen må vide det endnu. Jeg kan ikke længere spille fodbold og gå til boksning, som jeg elsker. Og jeg føler også at det er helt vildt tidligt at blive gravid når man er 27! Jeg føler, man jo ikke ville miste noget ved at vente i 2-3 år. Hvad er fordelen? Og når jeg så tager mig selv i at tænke disse tanker, så føler jeg mig ekstremt umoden og endnu mindre parat. Fordi hvem fanden tænker sådan, når man venter et barn? Jeg er helt forvirret, panisk og rundt på gulvet og jeg kan ikke sove eller spise. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Ville give alt for ikke at føle sådan. Ville ønske jeg var glad og lykkelig, som det ligner, at alle andre gravide er. Og hvorfor føles det som om mit liv stopper? Håber at høre fra nogen! Tak for tiden.
