Karwin

Hej! Jeg sidder selv i sammen situation og mine tanker strømmer rundt i hovedet! Jeg er 24 år gammel og er kommet i et nyt forhold med en fyr på 26. Vi har været kæreste i lidt over en måned og mine tanker går allerede på børn sammen med ham. Mit bagland og historik for at I kan skabe jer et lille billede: 15-18 år - Første kæreste 17 årig - Voldsomt trafikuheld der vendte min verden op og ned. 17 årig - Kort forhold på fire måneder med en rigtig skidt knægt 17-18½ år - Røg ud i et dårligt miljø der inderbar stoffer og alkohol hver dag 18-23 - Fandt "drømmefyren" jeg troede jeg skulle leve mit liv med osv. men efter fem år, og jeg som forandrede mig ekstremt kunne vi bare slet ikke få det til at fungere længere. Han var pludselig bare slet ikke den type mand jeg ønskede at leve mit liv med, og vi passede bare slet slet slet ikke sammen længere. 24- Jeg har nu fundet mig en ny kæreste, der virkelig har åbnet mine øjne for hvad jeg har manglet hele mit liv. Jeg sidder tilbage med følelsen af hvad filen jeg har lavet de sidste fem år med min ekskæreste (og ja jeg ved godt at jeg er forelsket, tro mig - jeg er udmærket godt klar over det ;) ) Han er omsorgsfuld, opdraget, moden, ansvarsbevidst, loyal, hjælpsom og ekstrem bevidst om andres følelser og hensynsfuld. Han er perfekt sammen med børn og ønsker også børn. Min fornuft fortæller mig, at jeg skal lære ham at kende først på godt og ondt - og som >Stiletten< har skrevet, som virkelig satte mine følelser i perspektiv og kom ud som jeg ikke selv har kunne formulere dem: Men det behøver bare ikke at tage flere år før man kan nå til det punkt hvor man oprigtigt kan sige man kender hinanden. Jeg kan sige, at jeg kender mig selv og det kan jeg fordi min fortid er som den er. Jeg har lært så meget om mig selv, på så kort tid og tro mig, jeg kender mig selv. Jeg ved præcis hvor jeg står, og det er her jeg vil stå. Jeg tror ikke på, at fordi man har været sammen i 5 år, så er man klar til børn og lever sammen "forevigt" , det kan jeg jo lige præcis bevise, men jeg tror bare stadig på, at man skal vente lidt, før man begynder på at lege far, mor og barn. Jeg vil for alt i verden gerne smide ppillerne og gå igang nu, jeg er forelsket, jeg glad og jeg ejer hele verdenen.. Men min fornuft standser mig og siger, at hvis min nuværende kæreste er ham jeg skal leve med resten af min tid, så har vi heller ikke travlt. Jeg havde i tankerne, at begynde når der er gået et halvt års tid. Så er den helt ny forelskelses følelse stille forduftet, men du er stadig forelsket - det kan altså også have sine fordele - du er mere tålmodig, ser igennem fingrene med flere ting og irreterre dig ikke over de små fejl han har. Sådan ser jeg i hvert fald på det.. Min ekskæreste og jeg kunne skændes om alt, fordi der ikke den kærlighed imellem os, som der kan være når man er super glad for hinanden i starten.. I skal være enige, og parate til at give det en skalle og forstå, at i skal tilsidesætte jer selv og jeres forhold - det er ikke en dans på roser...

Jeg HADER når min kæreste.. .. Strækker tiden såå langt, at han desværre ikke kan nå opvasken før han skal afsted til ishockeytræning! .. Folder kluden helt sammen, så den rigtig kan ligge og blive sur - hvilket tirre min mave og kan foresage opkast (Ja, jeg er sart - men min næse er ekstrem!) .. Konstant skal kommentere min måde at lave mad på (Enten om jeg sviner eller jeg skræller mine ting i vasken istedet for direkte i skraldespanden!!!) De små latterlige ting der tit og oftet bliver overskygget af min store kærlighed til ham og de fantastiske ting han gør i hverdagene :)

Mit nuværende problem er at jeg føler lige meget hvad jeg stiller op, er det bare aldrig godt nok! Jeg er bange for min selv, da jeg bliver mere og mere kold - der går længere og længere imellem opkaldenen hjem til de to gamle, da min far desværre ikke kan se problemerne. Han er blevet blind, da han går op af hende hele tiden.. Jeg har forsøgt at snakke med ham om det, om hvor svært jeg synes det er men jeg får det samme svar hver evig eneste gang.. "Sådan er hun bare, du ved hun har sine perioder" osv osv. Jeg er så heldig at have fået mig to fantastiske svigerforældre som virkelig er der for mig. De vil mig kun det bedste og jeg har fået emnet åbnet op hjemme hos dem. De har nu fået stor forståelse for min tryghedsmani, og hvorfor jeg tit reagere som jeg gør - Hvorfor jeg har svært ved at være alene i længere perioder. De støtter mig så meget, og møder op til ting mine egne forældre burde men ikke har "tid" til ??? :o Mine svigerforældre er blevet de forældre jeg nu går til, når jeg skal have hjælp. Dem jeg ringer til, snakker med og bager kage til .. Måske min egne forældre snart opdage fraværet fra mig?? Hvem ved - jeg er faktisk også "ligeglad", næsten da :( stephi-pigen:. Må jeg have lov at spørger hvordan du linker til dine egne tråde.. Jeg kan bare ikke finde ud af det :(

Hej! Jeg har stor behov for at komme af med mine tanker og følelser samtidig med jeg trænger til råd og vejledning! Min mor og jeg har aldrig rigtig haft det helt specielle forhold som så mange andre har været heldige med. Som barn opfangede jeg det ikke, men som årene er gået og jo ældre jeg er blevet kan jeg se at mange af mine brister stammer tilbage fra min barndom og fra min mor. Som barn var jeg en rigtig drengepige - Kjoler, sminke og barbidukker sagde mig intet - jeg ville meget hellere klatre i træer, fiske med bedstefar og lege med biler. Jeg er opvokset med en storebror der er stik modsat jeg - Det var ham som tegnede, hjalp til med bagning og havde spice girls plakater hængene over det hele.. Vi burde faktisk have byttet kroppe, hvilket jeg har hørt maaange gange i løbet af min barndom.. Jeg har derude over fire fætre som har fået mig til at elske at lege krig i haven. Jeg bemærkede egentlig aldrig udover vi altid skændes om min tøjstil. Hun ville have mig i kjoler, strikketrøjer m/ palietter osv, hvilket jeg slet ikke ville.. Med årene blev der mere og mere mellemrum imellem os og jeg følte mig mere og mere unormal. Jeg følte at hun var flov over mig. Pludselig en dag som 17årig blev jeg kørt ned på knallert og slap umiddelbart godt fra det hele - dette fik øjnene op for min mor - Efter den dag var det som om hun glemte det hele og blev ligeglad - Hun kunne jo ha' mistet mig. Vi blev tætte sammen, da hun var nødsaget til at bade mig og give mig tøj på pga. min kvæstelser. Der er nu gået seks år og jeg føler igen at hun hopper tilbage i den gamle mor-rolle. Jeg mødte min daværende kæreste for fem år siden og er kommet en del tættere på at finde mig selv. Jeg er blevet en helt anden pige. Fra at være en temperamentfuld vildbasse der har levet et liv i overhalingsbanen med hængerøv og hættetrøjer er jeg nu en rolig, smilende og behagelig at være i nærheden af. Jeg er begyndt at være en rigtig pige, men kjoler, makeup, pynteting og lysten til at stå i et køkken - og det er gået stærkt. Nogen gange kan jeg selv blive forarget over forandringen. MEN, det er som om det bare stadig ikke er godt nok. I starten jeg begyndte at bære kjole, var min far den eneste der kommenterede det - min mor kunne altid finde en fejl - f.eks at skoene måske ikke passede perfekt dertil. også skal hun konstant rette på mig og min opførsel. Hvis jeg retter på min kæreste eller vi diskutere noget, skal hun altid sige "Nu skal du altså også være ordenlig ved ham", som om jeg er hæslig at være i nærheden af og han ikke kan holde mig ud, med mindre jeg slikker ham et vist sted og forguder ham. Hvis han f.eks glemmer en aftale, og jeg fortælle ham hvor skuffet jeg er, siger hun det også? Jeg skal holde studenter/svende gilde og har inviteret omkring 30 gæster. Vi skal være i et telt i mine forældres indkørsel, da jeg bor i lejlighed - Vi har planlagt at teltet skal sættes op dagen inden festen omkring kl. 16.00. Jeg melder mig til noget den samme aften kl. 19.45 og straks går hun amok. Om jeg har tid til det? Jeg kan ikke se problemet, vi er 5 mennesker om at sætte et almindelig telt op - Er jeg forkert på den her?? Hun er typen der tager en fridag fra arbejde pga dette. Hun er perfektionistisk og ALT skal være iorden! Hvad ville andre dog ikke tænke?! .. Jeg har meget meget svært ved at snakke med hende omkring dette fordi hun går amok. Hun vil aldrig høre på at hun tager fejl eller at hun er gået for vidt. Så råber og skriger og tuder hun som en anden idiot. jeg har det faktisk rigtig svært med det, for helt ærlig - Jeg bryder mig faktisk ikke rigtig om hende. Jeg ville ikke have noget problem med at der gik halve år mellem vores samtaler - jeg kan bare ikke undvære min far! :( Jeg har bidt det i mig så længe nu, at jeg tror jeg er klar til det helt store skænderi med mange måneders tavshed.. Det er en super lang historie og ærligt magter jeg ikke selv at skrive så meget - det er også super svært at fortælle det hele, for der er så mange detaljer og følelser i det her, at jeg næsten ikke kan rumme det.. Jeg håber I har fået et indblik i min historie og kan forstå hvor jeg vil hen..

Da min kæreste og jeg flyttede sammen sagde jeg til min svigerfader, at han ville blive bedstefar inden han fyldte 50 år - det gør han så iår - tiden gik stærkt og jeg følte mig ikke 100% klar i starten af dette årsskifte, men det er stille kommet snigene og det tror jeg også det er for min kæreste. Han har aldrig sagt fra, når vi pjattede med at skulle have børn inden hans far blev 50 år.. Næste skridt blev så, mit valg, at jeg ville være færdig med min uddannelse - Det bliver jeg nu her d. 30/8, så dette er heller ikke en hindring mere :) Vi har det sidste års tid snakket meget omkring børn og "voksen" liv, med hus hund og volvo ;) .. Mine tætte veninder har alle fået børn og det sætte hurtigt gang i livmoderen med disse omkring sig. Da det så for alvor skulle være, var det faktisk min kæreste som satte det igang - hvilket er en stor glæde for mig.. Vi var på ferie med hans familie, lå i sengen og skulle til at nyde hinanden - Jeg har igennem p-pilleskift haft utrolig mange bivirkninger, som min kæreste har været klar over - Jeg klager igen over kvalmen og hovedpinen, hvorefter han kigger på mig, smiler og siger - "Tror du ikke bare, at du skal stoppe med at tage de dumme piller!" - Han mente ikke det kunne passe jeg skulle gå med de dumme bivirkninger, hvis vi ikke får noget ud af dem :D Så nu er p-pillerne smidt og jeg venter på min "rigtige" menstration kommer - nummer to efter stoppet. Vi tager det stille og roligt og har slet ikke travlt. Vi tager en dag af gangen, uden teste og uden en masse planlægning :) Efter vi er stoppet på p-pillerne er mine kæreste blevet mere stille omkring emnet børn og jeg frygtede at det var en for stor mundfuld for ham, men da vi den anden dag tog emnet op grundet min bekymring, sagde han noget jeg sagtens kunne følge ham i - Han fortalte at han havde svært ved at snakke om det, så længe han ikke havde noget fysisk i hånden! For ham er det en fantasi som først skal være virkelig - Barnet skal først være i maven før han 100% kan sætte sig ind i hvad det indebære. Han kan ikke på samme måde fantasere om at have barnet liggene på brystkassen..

Måske en lille smule. Jeg har fødselsdag D. 3/2 og har altid hadet at det lå så tæt på julen fordi der så gik lang tid efter min fødselsdag til jeg skulle have gaver igen. Da jeg blev lidt ældre synes jeg det var irriterende at have fødselsdag så tæt på jul, fordi jeg ikke kunne nå at finde nye ønsker til fødselsdagsgaver.. Til gengæld var det fedt at holde fødselsdagsfest for klassekammeraterne på det tidspunkt, da der oftes var sne og vi har en kæmpe kælkebakke i baghaven ;) Min kæreste har fødselsdag i maj og mine forældre i juni. Jeg håber lidt på at det bliver engang i slutningen af sommeren måske efteråret :) men bliver det anderledes er der jo fuldstændig ligemeget. Det passer bare godt ind, hvis vi bliver gravide i slutningen af 2013 så er min uddannelse færdig og jeg får lov at spille halvdelen af ishockeysæsonen..

Hehe, der mangler lige et "kommende" mellem os og forældre :D Tak tak :)

Hej allesammen! Jeg vil rigtig gerne præsentere min kæreste og jeg, men da det endnu er en hemmelighed at vi er gået igang med PB vil jeg ikke afsløre noget, shh ;) Jeg kan fortælle at jeg er 23 år gammel og snart færdig udannet og min kæreste er 25 år. Til januar har vi været kærester i fem år og boet sammen i fire. Vi har lagt p-pillerne på hylden d. 19/7 og går stille og rolig til værks - ingen teste, planlagt sex eller regnen ud på ægløsningstidspunkt - bare sex når vi har lyst ;) .. Jeg har på fornemmelsen, uden at have fået et konkret Ja fra min kæreste omkring min fornemmelse, en ide om, at min kæreste er en smule nervøs for ikke at kunne præstere og derved opfylde vore drømme om en guldklup - derfor går vi stille og rolig ind til det her, for ikke at stresse ham psykisk med hvornår han præcis skal præstere!- Jeg holder selvfølgelig øje med hvornår min mens kommer og går, men det ved han jo ikke hehe ;) Vi har ikke travlt, men håber alligevel på at kunne kalde os forældre i løbet af 2013 :) Held og Lykke fra os :)

Jeg er blevet vanvittig forelsket i børn! Jeg har svært ved at forklare mine følelser, eller i hvert fald sætte de rigtige ord på hvad der gør, at jeg kan mærke at jeg ønsker et barn nu og er klar til det. Så hvordan jeg skal forklare hvordan jeg kan mærke, at min kæreste er klar – er jo endnu sværere. Jeg så et link hvor der stod. ”Du ved at du er klar til at få børn når…” og et par stykker af disse har jeg valgt at tage udgangspunkt i, da de rammer mig rigtig godt.. Når man ikke har lyst til at søge nye jobs, fordi det eneste man egentlig vil er at gå på barsel Jeg er færdig med min uddannelse d. 30/8 2013 og har ikke engang tænkt tanken om hvad jeg så har lyst til at lave – jeg vil egentlig bare hellere gå hjemme og pusle, bage og nyde livet, og meget gerne med en lille ny på armen J Når man overfortolker alle tegn kroppen giver, som ømme bryster, underlivs jag osv. Jeg skriftede fra NuvaRing til p-piller, da min læge rådgav mig til dette, da NuvaRingen ligger I den højre risikogruppe. Jeg har haft nogle enorme bivirkninger pga. dette og har derfor gået med kvalme, ømme bryster, oppustet og træthed – I starten var jeg meget I tvivl men fandt da så ud af at det desværre bare var bivirkninger.. Når man har regnet ud hvor vuggen skal stå Jeg har allerede inrettet vores lejlighed til når vi skal have en lille ven. Hvilken vugge, skråstol osv. Jeg kunne ønske mig til ham/hende.. og hvordan lejligheden skal indrettes med de forskellige ting.. Når man forestiller sig hvordan ens mand ville se ud med vores barn liggende på sin mave Jeg kan ikke andet end at forestille mig min kæreste være en helt fantastisk far. En rigtig bamse man ikke kan andet end at holde om og ligge blødt på. Et fjollehovede der ikke er bange for at gøre sig selv tilgrin med alle de forskellige lyde han kan finde på Når man er oppe tidligt om morgnen og bare går rundt i de tomme værelser Jeg sover aldrig længe – mit indrevæggeur er sat til klokken 06.00, den kan dog gibe sig op på en syv halv otte stykker I weekenden, men så heller ikke mere.. Det passer mig fint – jeg får meget mere ud af dagen og spiler den ikke på unødvendig søvn. Jeg går tit rundt og forstille mig hvordan her ville se ud, hvis vuggen stod her I hjørnet, eller puslebordet stod op af væggen osv.. Når man driver sin mand til vanvid ved at sige:" nu her når vi får et barn...." selvom det slet ikke er sikkert at man er gravid. Åh, som jeg kan blive ved.. Min kæreste har flere gange sagt fra ved at sige: Skal vi nu ikke lige blive gravide først inden vi tager sådan en beslutning. Og at vi nu nok skal nå det hele.. Men jeg kan bare ikke lade være med at tænke fremad og min fremtid består altså af børn – Han tager ikke det hele så tungt, og det vi ikke når idag, det når vi imorgen Når tanken om at skulle undvære sin nattesøvn ikke længere slår en ud af kurs Som tidligere skrevet, sover jeg ikke meget I forvejen og kan absolut ikke sove længe – om jeg så har været vågen den halve nat – så tager jeg hellere en halvtime senere på dagen hvis jeg trænger til det. Når man har fundet over 10 potentielle måder at fortælle forældrene, at de skal være bedsteforældre Min kæreste og jeg synes det kunne være rigtig sjovt, hvis vi kan vente til uge 12 med at fortælle det til nogen, udover nærmeste venner. Vi har snakket om at vores forældre og bedste forældre skal modtage et brev fra os, hvor de åbner op til et scanningsbillede og en tekst “skrevet” af det bette nus. Når man har lyst til at fortælle alle at man går med tankerne om at blive gravid - også selvom man har tænkt sig at vente til 12. uge med at fortælle det Jeg har svært ved ikke at nævne det for nogle, men har formået kun at nævne det for mine tre nærmeste veninder – jeg har jo lyst til at skrige det ud over hele verdenen :D Når man overvejer hvilke bluser der stadig kan bruges når man får mave Jeg dyrker rigtig meget motion og går op I min krop, men jeg er ikke en lille pind – jeg er fyldig og har en lille topmave, som jeg helst ikke viser frem – men når jeg bliver gravid har jeg såååå meget tøj som jeg pludselig kan gå I – for så skal alle jo se min mave.. Når man håber kvalme og generel utilpashed er tegn på noget godt, fremfor tegn på sygdom Som jeg skrev tidligere omkring bivirkningerne ved p-pille skift.. Når man allerede har fundet navne til de forskellige køn Jeg vil ikke nævne navnene, det bliver vores hjemmelighed til vi engang får en bette nus.. Men jeg har tre af hver køn som lyder rigtig godt I vores øre J Min kærester er blevet utrolig opmærksom på ting han aldrig skænkede en tanke førhen.. Han hilser pludselig på min venindes hunde hvilket han ikke ville førhen da de ikke interesserede ham. Han kan sidde i sofaen og pludselig sige hvor søde vores katte er, fordi de ligger på en bestemt måde eller gør noget nogen bestemt.. Han har sågar taget et billede eller to engang for at vise mig hvordan den ene kat puttede ved ham, fordi den kun plejer at putte ved mig (da var han stolt) . Han er begyndt at lægge mærke til ting som han aldrig opfangede før. Han kan kommentere en sød baby i fjernsynet, sige sådan skal vi gøre når vi får barn eller omvendt, sådan skal vi aldrig opdrage vores børn. Han har fundet et navn han er faldet bladask for, og heldigvis synes jeg mere og mere om det navn. Han er blevet mere hjælpsom i hjemmet og er begyndt at tilsidesætte sig selv, for mine behov. Han er begyndt at tænke over hvordan han bruger hans penge og tænker en ekstra gang over om det er en nødvendighed. Vi har snakket rigtig åbent omkring det med børn og har altid været enige om at min uddannelse skulle være færdig inden. Jeg slutter som Reservedelsekspedient d. 30/8 og her var planen at smide p-pillerne – det var han fuldt ud med på.. Grundet mit skift fra Nuva-Ring til p-piller har jeg som sagt haft nogle rigtig slemme bivirkninger som har gjort de sidste måneder trælse og pirrelige. Da vi var på ferie havde jeg alvorlig kvalme og en aften hvor vi lå og hyggede os lidt, siger han til mig, om jeg ikke bare skulle stoppe med de piller når de alligevel gjorde mig så utilpas – der er jo ikke længe til vi alligevel har snakket om du skal stoppe med dem – så skal du heller ikke købe en ny pakke.. Her var jeg klar over, at han var klar – for sådan ville han aldrig sige og så midt i vi skulle til at være intime sammen – som om det gjorde at tanken om børn gav ham mere lyst til at være intime – det kunne jeg i hvert fald mærke uden at fortælle alt for meget hehe.. Efter som jeg har smidt mine p-piller d. 19/7 har det været lidt mere anspændt ikke fordi han er bange for at vi bliver gravide, men bange for at han ikke kan præstere og bange for han ikke kan opfylde vores ønske om at blive forældre. Derfor har vi valgt at vi går stille til værks. Vi planlægger ikke hvornår vi skal have sex og jeg tjekker ikke efter hvornår min ægløsning er.. Vi dyrker sex når vi har lyst og tid. Så må det ske når det sker.. meen, går der nu alt for længe og mine tålmodighed slipper op, begynder jeg selvfølgelig at tjekke op på hvornår ægløsningen forefindes og vores indsats forhøjes.. Så har han også fået lov at falde lidt til ro og vende sig mere til tanken..

Jeg sidder lige og griner for mig selv, for jeg har endnu ikke børn og er faktisk heller ikke gravid endnu - dog starter projektet faktisk på søndag (: - men jeg ejer en pusletaske :D Jeg sad og surfede på nettet, nærmere præcis på "Genbrugsbiksen" på facebook, og faldt over denne fantastiske taske, som jeg bare måtte eje.. Da jeg læste annoncen igennen, opdagede jeg så, at det er en pusletaske - BINGO - to tasker i én taske. = KØBT! :D Tasken har været med mig på ferie som håndbagage, fordi rummene lige nøjagtig kommer til sin plads her. Tykkegummi i den ene, ipod i den anden, pas i rummet med lynlås, og mine bøger osv. Den er så super behagelig at gå med, også selvom den kan være tung når den er fyldt med div. vandflasker osv.. Også synes jeg jo bare den er så dejlig og feminin at se på.. Jeg glæder mig til at bruge den i praksis, rent faktisk som pusletaske - men jeg er sikker på at den bliver surveren da jeg allerede har haft den i brug hvor den var helt perfekt :) http://www.lillebi.dk/pusletasker/babymel-pusletasker-amanda-sort-hvid-blomst.ashx

Allerførst vil jeg fortælle at jeg er 23 år gammel, lever med min kæreste snart på vores femte år sammen, har to katte og snart færdig udannet.. Jeg har egentlig aldrig interesseret mig for børn, som andre har. En tidligere veninde blev gravid da jeg havde alderen 19, og jeg var edderspændt – indtil lillepigen kom til verdenen. Jeg fandt det ikke interessant og synes det var irriterende når der var gråd i baggrunden, eller vi blev forstyrret i en film vi sad og så – og jeg skulle så absolut IKKE holde hende – det frygtede jeg! Med alderen er jeg selvfølgelig blevet mere moden, men jeg har også forandret mig personlig 180 grader. Det har gjort mig til en helt anden pige, som min fortid slet ikke kan genkende. Flere og flere af mine nye veninder fandt kærester og blev gravide. Her oplevede jeg som sådan ikke den ”YES!” følelse, men glæde på deres vegne.. Min interesse voksede og jeg tog mig selv i at spørge ind til deres graviditet. Når jeg gik igennem H&M, kunne mine øjne ikke holde sig fra børnetøjet og når mine veninder viste mig deres nyindkøbte tøj, legetøj osv. Blev jeg glad og fik en behagelig og blomstrende fornemmelse. Da de dejlige babyer kom til verdenen kunne jeg ikke lade være med at stirre på deres helt fantastiske øjne og de helt små små fingre. En veninde spurgte mig på et tidspunkt med et smil på læben, om jeg egentlig var kommet for at besøge hende eller hendes lille pige.. Det er stille kommet snigende vil jeg sige og pludselig en dag, gik det op for mig at, ja at jeg er skruk! Efter denne opdagelse er det gået stærkt. Jeg søger på navne, har tilmeldt mig denne hjemmeside og har egentlig også sat dato for hvornår p-pillen skal smides J Jeg fantasere om min kæreste sidder i sofaen med den lille gut liggende på brystet. Jeg kan mærke på mig selv, at jeg er klar til at mit liv skal tage en kæmpe ændring.. Jeg har brug for indhold i mit liv – ikke i form af en ny hobby eller nye venner osv. – jeg har brug for at kunne give mig selv, min kærlighed og omsorg til andet en min kæreste og to katte. Jeg føler at jeg står stille og mit liv flyver forbi. Jeg arbejder 37 timer om ugen, træner 3-4 gange om ugen, spiller ishockey, har kæreste og familie der skal passes og nogle dejlig veninder – men alligevel mangler jeg noget. Bare det at sidde og skrive dette får min mave til at eksplodere af glæde. Jeg føler slet ikke at jeg kan beskrive følelserne inde i mig, og jeg kunne citere halvdelen af de andre som har skrevet på dette opslag, fordi de med deres ord beskriver mine følelser. Jeg kan ikke finde ord, men følelserne er kæmpe store <3