Lovebird

Jeg håber, at det er okay, at jeg spørger herinde - jeg ved godt, at I alle enten prøver ihærdigt at få børn og/eller allerede har børn og måske vil finde, at det her er et dumt spørgsmål. Men her kommer det alligevel: Hvordan vidste du, at du var klar til at få børn? Hvorfor ville du have børn? Hjemme hos os er det en omvendt situation i forhold til mange af jer andre: Kæresten vil gerne have børn, og jeg tøver. :unsure Jeg er 24 år gammel, og han er 25, men jeg føler stadig på mange måder, at jeg er for ung til at få børn. Samtidig er jeg bange for aldrig at føle, at jeg er gammel nok...samt jeg jo ikke vil have, at vores forældre bliver alt for gamle. Og kæresten vil helst begynde så snart som muligt. Jeg går meget praktisk til værks med sådanne ting og har allerede tonset mig igennem flere graviditetsbøger i et forsøg på at overbevise mig om, at jeg er klar. Jeg har overvejet at fortsætte med børnebøgerne om opdragelse, men jeg har også forklaret mig selv, at det bliver jeg nok ikke en skid klogere af. Jeg er ikke rigtig i tvivl om, at jeg vil elske barnet, og at vi vil blive udmærkede forældre (faktisk er jeg sikker på, at min bedre halvdel vil blive århundredets far). Men jeg er bange for at stå med barnet og bare fortryde. Det er jo ikke en beslutning, man kan omgøre. Jeg har bedt ham dybt seriøst prøve at forklare mig, hvordan han mener, at et barn vil gøre vores liv bedre, men det har han (på typisk mandemanér) ikke rigtig evnen til. Jeg har nok bidt mig mest fat i, at et barn vil fratage mig min fritid, min karriere, fjerne muligheden for at rejse, etc. Jeg håber virkelig, at I alle vil prøve at hjælpe mig til en bedre forståelse og ikke bare tænke, at jeg er den største hat på kloden. Jeg vil på den ene side så gerne give ham det barn, han ønsker så brændende (det gør nærmest ondt på ham at være sammen med vores nevø og niece, fordi han så gerne selv vil have et barn), men på den anden side er jeg også bare så bange for at gå fuldstændig i panik og chok den dag, jeg så evt. står med en positiv test.

Men har det bare svært med, at verden forventer, at jeg skal blive skruk, fordi vi også er ved at være nået til at være klar til børn, hvis du forstår? Nu skræmmer du...vi håber næsten på, at det tager et par måneder at blive gravid... :P

Jeg prøver virkelig at mærke efter... Men hvordan mit problem er især, hvordan jeg sorterer den generelle panik-angst ved tanken om at skulle have det fulde (eller i hvert fald det halve) ansvar for et andet menneske fra den der modstand mod overhovedet at skulle have et barn. Jeg har enormt svært ved at forlige mig ved tanken om at miste min frihed, men når min hjerne så blander sig, så kan den jo hurtigt oplyse, at den frihed bruger jeg jo ikke ligefrem til noget særlig seriøst alligevel... Og så ligger min allerstørste frygt nok i, at jeg ikke kan se mig selv som en god mor - jeg havde selv en ret fantastisk mor, og jeg kan slet ikke nogen af de der mor-ting...jeg er hamrende upædagogisk!

Måske prøv at forklare ham, at det er okay, hvis han fortæller dig, hvordan han virkelig føler? Lad være med at presse ham for meget, for det gør dem bare stressede... Lad ham få plads til at lufte sine følelser og sin usikkerhed - måske er han bare hamrende bange for ikke at slå til som sæddonor og senere rollemodel? Men lige med det her er jeg måske knap så behjælpelig... (Andet end det faktum, at min bedre halvdel normalt også er hamrende dårlig til at fortælle, hvad han mener, men hamrende god til at sige det, han tror, at jeg vil høre...)

Ja, du er da vidst fuldstændig klar. :) Jeg har nok bare ikke den der følelse af, at mit liv mangler noget...i hvert fald ikke et barn. Men jeg kan mærke, at kæresten synes det, så han må jo synes det for os begge. ;)

Jeg tror bare, at hvis jeg skal vente så længe, så bliver det nok til, at jeg bliver 70... Jeg bliver aldrig en, der ikke planlægger ud fra praktiske hensyn (vil bare så gerne bade om sommeren), eller en, der bare LÆNGES efter at have børn. Jeg tror, at jeg kan nå det punkt, hvor jeg kan overskue at få et barn (og synes da også, at jeg er ved at være der? Måske?), men jeg tror ikke, at jeg nogensinde når et punkt, hvor jeg slet ikke kan se resten af mit liv uden et barn. Jeg må lade min bedre halvdel have det sådan, og så indtage standpunktet, som fædre gennem tiderne har finpudset: "Nå ja, hvis du så gerne vil, så kan vi vel godt." ;) Som min far siger, så var der ingen af hans børn, der var ønskebørn fra hans side, men han elsker da os allesammen lige højt for det (og han er en fantastisk far!).

Problemet er, at paratheden hos os åbenbart er kommet rigtig meget hos ham, men knap så meget (overhovedet) for mig... Men nu må vi se, vi er da blevet enige om at gå i gang med at prøve, mon ikke jeg bliver klar? Haha. :) Lige nu glæder jeg mig til selve brylluppet, for tiden inden er da godtnok bare stresset kaos... (Jeg overvejer lidt, om det er en test af, om man er klar til at blive forældre, for puha!)

Ømheden kan jo også være tegn på graviditet...har jeg læst. :)

Jeg har aldrig været en fest-pige, så jeg vil slet ikke komme til at savne noget på den konto... Generelt er jeg egentlig ikke super-social, så det er ikke så meget sådan nogle ting, jeg skal undvære... Jeg skal undvære fritid og muligheden for at arbejde 45 timer om ugen de næste mange år, og det er nok det, der skræmmer mig. :) Til gengæld er jeg ikke rigtig i tvivl om, at hvis jeg endelig skal have børn, så skal det helt klart være med ham. Han er det bedste, der nogensinde er sket mig. :loveshower

En lille update: Kæresten og jeg tog snakken om at dele tingene fælles, og han forklarede rimelig roligt, at jeg vist havde misforstået, hvad han prøvede at sige - han vil gerne dele ansvaret, men er bange for, at jeg helt vil fralægge mig ansvaret, fordi det er "hans" ønske... Og at det ikke er fordi, at han ikke er engageret, at han ikke tænker på baby og snakker om det hele tiden, men fordi han er bange for ikke at have tid til overhovedet at trække vejret, hvis han skulle snakke så meget om det som jeg... (Okay, jeg har måske en tendens til at snakke meget om det, jeg har på sinde...) Til gengæld syntes han, at vi skulle vente med at starte til maj næste år, fordi han så vil være tættere på at have færdiggjort sin uddannelse. Det tyggede jeg så på til i dag, hvor jeg har regnet mig frem til, at hvis vi starter i maj 2014, og det tager et år for mig at blive gravid (jeg er overvægtig), så vil jeg føde barnet i februar 2016... Hvor jeg vil være 27 år. :blink Og det er jo kun, hvis det kun tager ét år at blive gravid! Hvad nu, hvis det tager mere? Samt at jeg måske ikke synes, at jeg gider smide pillerne i maj, for jeg vil gerne kunne bade i løbet af sommeren, og jeg tror bedre, at jeg kunne acceptere at skulle have totalt tossede menstruationer, hvis jeg har haft det et stykke tid... Og når jeg smider p-pillerne, så vil en evig frygt for, at jeg bliver gravid "for tidligt" være en skygge inde i mit hoved... (Hvad mener han med, at jeg tænker for meget over det her?!?!?!) :help Så nu føler jeg lidt, at jeg bliver nødt til at opføre mig som den hysteriske baby-kvinde og meddele ham, at jeg sådanset synes, at vi skal gå i gang allerede til december eller måske endda tidligere... (Vil bare helst ikke have et august-barn (af grunde jeg ikke lige vil nævne, for er bange for at blive genkendt), men det virker også lidt dumt at gøre det op efter det...) Hvordan blev jeg hende, der bare ville i gang NU? (Eller til oktober/november/december, skal lige have overstået brylluppet.) :chin: Uanset hvad, så har I vist præsteret at overbevise mig om, at det i højere grad er min frygt for at miste det liv, jeg havde forestillet mig, men hvem siger, at jeg får det selv uden baby? Og hvem siger, at jeg ikke kan have det (i hvert fald næsten) med baby? Dermed ikke sagt, at jeg er klar til at hugge den første, den bedste baby, men mon ikke jeg når at blive mere klar og få mere lyst, inden det sker? Ellers må jeg jo hænge lidt rundt herinde og satse på, at I smitter af på mig. ;) Og dermed bestemt ikke sagt, at tanken om at få en baby ikke stadig skræmmer mig fra vid og sans, men det er måske ikke så slemt, som jeg forestiller mig... Og jeg er jo i hvert fald 25, før vi går i gang, så jeg må nok anerkende, at jeg er voksen, selv om jeg ikke er sikker på, at jeg bryder mig om tanken... :rolleyes Okay, det blev rigtig langt, men håber, at det gav mening...

Nu er jeg ikke selv i gang med at forsøge, men jeg synes, at I skal beskytte jer, indtil I er sikre på, hvad I vil. For ellers risikerer I, at det ikke bliver en beslutning om, hvorvidt I vil have et barn nu eller vente til efter uddannelse/nogle år/til I har et hus/whatever, men en beslutning om, hvorvidt I vil have barn nu eller abort. :S Derudover er jeg enig med de andre - man kan være meget forskellige steder i sit liv, når man er 21. Man kan enten være et barn endnu, eller man kan være klar til familie og hele pivtøjet. Det ved man bedst selv. Men hvis I er bekymret for svigerfamiliens reaktion og måske endda selv lidt i tvivl om, hvorvidt I er klar, så vent bare. :)

Tusind tak. :)

Det har han jo egentlig også ret i. :) Vi skal helt klart have den snak, indtil han er indstillet på 50/50... (Ja ja, jeg ved godt, at jeg skal være gravid, føde og evt. amme...men ellers!)

Tro mig, jeg prøøøver. Men det er som om, at der er lidt af min far, der kommer op i ham lige mht. børn... Jeg er jo da kvinden, det kan jeg nok forstå. (Hans egen far er ikke sådan. Gid han ville minde lidt mere om ham på det punkt...) Men ja, det er måske også noget af det, der fjerner lysten til værket. At jeg føler, at jeg bliver endnu en i rækken af mødre, hvis liv mere eller mindre frivilligt skal indordnes efter et barn... Og hvis jeg får lysten til at tage alle barnets sygedage til den tid (jeg er frygtelig pylret, det ved jeg godt), så er det en anden snak... Men jeg ville bare så gerne, at han var indstillet på, at det her er et fælles projekt - på ALLE punkter. :wacko

Haha, jeg kender godt det der med at se gravide og børn overalt - hos mig er det bare en blanding af panik og en stålsat følelse af, at "hvis hun kan, så kan jeg vel for faen også?!" (og en snigende følelse af, at gu' kan jeg da ej)... :P Ja, jeg tror godt, at han kan acceptere, at det ikke skal være lige nu... (Selvom han jo synes, at det kunne være knaldhyggeligt, hvis ikke fætrene og kusinerne nåede at blive alt for gamle, inden vores kom til verden, så de kan blive som ærtehalm og spille fodbold sammen...kan nogen gætte hans ønskekøn? :rolleyes) Men jeg begik også den fejl at fortælle ham, at det tit tager op til et år at blive gravid, så nu synes han jo, at vi godt kunne gå i gang med det samme, for inden det år så er gået, så er vi jo bare Klar Til At Blive Forældre... :blink Jeg lånte endda graviditetsbøger for mænd i et håb om at skræmme ham ved tanken om en hysterisk kvinde og alle de andre væmmelige ting ved en graviditet, der skræmmer mig fra vid og sans, men han læste bare, at man som mand skal sige fra overfor den gravide...så ikke alene virkede det mod hensigten, nu har han også fået dårlige ideer! :rolleyes Men vil måske prøve at vise ham den her tråd og prøve at forklare ham, at han bliver nødt til at give mig lidt tid... Især dit indlæg er nok konkret nok til, at han kan se, at jeg skal have ro til selv at finde en lyst til det her. (På den anden side vil han så måske blive endnu mere sikker på, at jeg jo nok skal få lyst, og hvad så hvis jeg ikke gør? :unsure)

Du har forstået det helt rigtigt. :) Og din pointe er rigtig vigtig for mig - jeg vil ikke ende med at gøre det for hans skyld. Jeg prøver derfor at holde mit fokus på, at jeg skal være klar på det her, før vi kaster os ud i det. :) Netop derfor har jeg søgt råd hos jer kloge kvinder herinde, for de fleste af jer virker til at være langt mere afklarede end jeg. :) For at finde ud af, om der kan være andre ståsteder end "super-skruk" eller "skal aldrig have børn", og om der måske er mulighed for at finde et ståsted, hvor jeg kan være glad for at få et barn, selvom jeg måske bare ikke lige er helt klar nu, og måske aldrig bliver rigtig skruk... Men at vide, at det at få et barn, er det, jeg helst vil (eller som minimum er nået til et punkt, hvor jeg både kan se et liv med eller uden børn og kan synes, at begge muligheder virker rigtige for mig)... Og tak. :)

Er da glad for at høre, at jeg ikke er helt alene. ;) Jamen, jeg kan jo netop også lave en lang liste med ting, som jeg gerne liiige vil nå først... Og hvad nu, hvis det så ikke vil lykkes, hvis vi endelig bliver enige om at prøve om nogle år? Jeg vil jo for evigt føle skyld over, at vi jo bare kunne være gået i gang noget tidligere, for jeg ved jo godt, at mine æg fra nu af nok ikke bliver bedre... Men er glad for, at det måske kommer, hvis vi bare begynder at prøve..?

Nej, jeg bliver lettet, når jeg ser kvinder tumle med børn i bussen f.eks. Jeg synes da, at det er meget hyggeligt at sidde og vinke til ungen og skære ansigter, så den griner, men derfra og så sidde og tænke "Den kunne jeg da godt tage med hjem...", den tanke har jeg ikke. (Omvendt, så skulle det da lige være for at slippe for graviditetsdelen...det er da noget nemmere bare at snuppe en unge i bussen! :lol ) Men det kunne da være lidt sjovt at se ham med hans barn... Jeg vil bare måske helst ikke, at det er mit barn. Hvis det giver mening. Jeg er nok i bund og grund villig til at få en mini-udgave af kæresten (dog helst i pige-udgave...), men tænk, hvis barnet ligner mig?! :blink Og at møde min søn eller datter...det er nok bare lidt for abstrakt en tanke... For da tænker jeg snarere på at "møde" mit barn som teenager, og bare tanken om at være mor til en teenager giver mig lyst til at købe p-piller til resten af mit liv... (Men det er måske mest, fordi jeg husker min lillebror som teenager? Jeg var selvfølgelig selv vidunderlig. :whistling) Det gav mening inde i mit hoved, men det lyder også, som om vi er lidt ens. ;) (Planlægning, ja tak! Hvis det endelig skulle være, så vil jeg også gerne afbestille nogle måneder som fødselsdagsmåneder til barnet...) Men netop sådan noget som nedsat tid på arbejdet for mig er noget af det, der giver mig lyst til at løbe skrigende i den anden retning. Jeg vil nemlig skidegerne den der super-karriere... Men ved også godt, at der vil komme et helt latterligt pres fra de kvindelige medlemmer af både min egen familie og svigerfamilien om, at jeg hellere skal gå på nedsat tid/maks 37 timer om ugen og i stedet prioritere trolden. Mens kæresten vil føle sig berettiget til at køre sin highpower-karriere (og blive opfordret til det!). Vi sad bl.a. og snakkede om, at jeg f.eks. ikke gider tage alle barnets sygedage (som min mor gjorde gladeligt), og der var bare ingen lydhørhed...han vil jo meget arbejde med projekter, mens det er nemmere lige at tage lovsamlingen med hjem og passe bebs, så jeg kan jo nok se, at jeg kan tage alle de der ting... :angry Nej, det er nemlig ikke spor sjovt at være hende, der siger, at jeg ikke ved, om jeg er klar lige nu (og i virkeligheden slet ikke aner, om jeg nogensinde bliver det!). Bare det, at jeg åbnede for muligheden, var for mig et meget stort skridt... For jeg har altid fortalt ham, at han skulle vide, at hvis det skulle være mig, han var sammen med, så var børn bare ikke en mulighed. Og det accepterede han også. Indtil den dag, hvor jeg fuckede mine p-piller og var alvorligt bange (læs: panisk i 3 uger) for graviditet. Så kom han jo ligesom til bekendelse om, at han ikke var sikker på, at han kunne se hele sit liv uden børn. Damn. :chin: Jamen hvad nu, hvis det, man gerne vil, er at have en fantastisk karriere? Det kan jeg jo desværre ikke gøre, inden jeg får et barn (medmindre de gør det muligt at få børn som 70-årig, og det er måske ikke lige ønskescenariet...omvendt ville jeg måske føle mig voksen på det tidspunkt?). Sådan noget som at se Paris, Rom, Dubai, etc. kan man jo godt gøre med barnevogn, klapvogn eller barn... Er måske allermest lettet over at høre, at lysten godt kan komme, selvom man ikke altid har været skruk... For min dejlige svigerinde, som gerne forklarer mig vidt og bredt om glæderne ved at have børn (d'damer derude, hvis I har en svigerinde/søster/veninde, som bare ikke ønsker at få børn, så lad være med forsøge at tvinge dem til at få børn ved konstant at fortælle, hvor tomt ens liv er uden børn, og hvordan man da bare skal have børn...det har den modsatte effekt!), har åbenbart altid været skruk. Og når jeg har siddet og smuglæst trådene både her og på andre fora, inden jeg besluttede mig for at joine, så lyder det bare, som om alle har haft højt raslende æggestokke siden teenage-alderen, og jeg har siddet tilbage med en følelse af, at jeg nok ikke nogensinde bliver klar, for sådan har jeg det jo slet ikke... Mht. at se muligheder frem for begrænsninger, så er det måske ikke lige min allerstærkeste side... :blush Prøver, men ser bare mest af alt mig selv fanget med nogle meget kære håndjern i baby-form og en uforstående bedre halvdel...

Ja, det er vi netop, men hvornår vil jeg føle, at jeg er gammel nok til ikke at kunne skubbe det længere? Jeg vil helst ikke have børn efter, at jeg er fyldt 30 (både fordi jeg selv synes, at det er sent, men især fordi vores forældre vil være alt for gamle så), så hvornår vil jeg føle mig klar? Det er det, der desværre er humlen... Ja, har set tråden, og den er meget sjov, men når jeg f.eks. kigger på babytøj, så er jeg godt tilfreds med at købe det til mine dejlige niecer. :) Bum bum...teknisk set tror jeg, at kærestens ønske om baby overstiger mine bekymringer ca. 100 gange? :rolleyes Men tak for dine gode råd, de gav i hvert fald noget at tænke over. :) (Og tak for ikke at synes, at det var et dumt spørgsmål! :kram2) Ja, det er jo netop det med at tilsidesætte egne behov... På et eller andet plan er jeg nok superegoistisk og har svært ved at forlige mig med at skulle tilsidesætte egne behov så fuldstændigt, som man bliver nødt til, især når barnet er helt lille... Og jeg synes jo ikke, at det er en helt okay pris, men det har jeg jo en bedre halvdel, der synes...altså på mine vegne. Det er helt okay med alle de ting, jeg f.eks. skal undvære i graviditeten, og det er helt okay, at jeg skal amme... Men når jeg så siger, at så må han jo med nogle af tingene være lidt solidarisk, så bakker han jo ud. Han skal jo ikke være gravid, så han kan f.eks. godt drikke sodavand og spise rødt kød. :angry (Ja, sodavand især, men også rødt kød, er mine helt store laster...) Og det er bare på det helt korte plan i 9 måneder... Lige det med rodet er nok ikke det største problem... Ikke at jeg selv roder... :whistling

Er det klart bedst kun at have det hver 2.-3. dag, eller kan man også bare vælge at have sex hver dag i midten af cyklus? (Håber at trådstarter tilgiver mig for at blande mig, men det er jo uddybbende spørgsmål, så vi usnedige kan blive klogere... ;))

Hvad pokker er kanonkuren?

Hej alle I gode mennesker herinde! Jeg har nok mest af alt behov for at dele min forvirring med nogen, men modtager også gode råd/virtuelle kram/hvad man ellers vil give... Jeg er på p-piller, men i sidste cyklus missede jeg en pille i uge 1, som jeg så først tog 24 timer senere (tog to piller på én gang). Jeg havde haft sex 2-3 dage før det... Så jeg ventede selvfølgelig meget bekymret på min menstruation, som da også kom. Men den var meget anderledes, end den plejer. :S Jeg plejer at springe over min menstruation og har da også sprunget over 4-5 gange i træk, før jeg fik min menstruation sidste onsdag. Jeg har ikke tænkt videre over det før i dag, da jeg pludselig får de underligste smerter. Det føles som mens-smerter, men de sad alt for højt oppe. Jeg tog så en graviditetstest, som viste negativ (mest på foranledning af en veninde, der ikke umiddelbart havde haft problemer med ændret mens pga. at springe over mens med p-piller). Jeg kan bare ikke rigtig forstå, hvad der foregår. Kan jeg godt være gravid alligevel? Jeg er 24, og jeg vil mest af alt bare have klarhed - vi var selvfølgelig klar over, at en graviditet er en risiko, men det var altså ikke lige planen... Jeg har skrevet en besked til min læge, men får nok først svar i næste uge, og magter ikke at gå og tumle med problemet alene hele weekenden... Og kæresten synes bare, at jeg er fjollet...

Det tænker jeg også selv, men man kan jo ikke lade være med at spekulere... Og at google falsk negativ graviditetstest hjælper heller ikke! :blink