FutteG

Hej piger Så gik det desværre ikke denne gang... Jeg var til en endnu en kontrolscanning i tirsdags, og det viste sig desværre at der ikke længere var liv... Hele det forløb jeg har været igennem med operation og så videre har simpelthen været for hårdt for den stakkels lille. Da jeg blev scannet for to uger siden var babyen en anelse lille i forhold til normalt, og da jeg blev scannet i tirsdags var jeg jo 10+1, men babyen havde størrelse som 8+4, så den har nok ikke været i live den sidste uge.. Det er virkelig ikke særlig sjovt, og det har været et utrolig hårdt forløb. Aldrig i mit liv har jeg da oplevet så mange og store op og nedture på så kort tid, og lige nu virker alt bare utrolig trist... Nu er jeg så lige kommet hjem fra sygehuset igen, jeg har fået lavet en udskrabning og fået fjernet fosteret. Det er rigtig rart at vide at det nu er væk så vi kan komme videre. Det har været ekstra hårdt og nedslående de sidste par dage at vide at man bar rundt på en død baby... Fertilitetsklinikken har tilbudt os behandling med reagensglas ligeså snart min krop er klar igen, sådan så vi undgår at skulle bruge den anden æggeleder. Selvom den umiddelbart ser fin ud så er der større risiko for at der går noget galt igen, og det vil de meget gerne undgå, de synes vi har oplevet komplikationer nok nu! (og jeg kan da kun være enig...) og så har min livmoder jo bevist at den virker og kan tage imod et æg, så de tror der er ret gode chancer for at jeg hurtigt bliver gravid igen! Så nu håber vi på en lille forårsbaby til næste år! Jeg håber alle I andre klarer jer meget bedre gennem graviditeten end vi gjorde, og jeg krydser fingre for at i får de fineste drømmebabyer i løbet af november! Held og lykke med det hele, og tak for den støtte jeg har fået herinde, det har været rigtig rart at kunne del det hele med jer.

Millivanilli, vi synes faktisk slet ikke det er så svært at glæde os over den ene gode i stedet for at sørge over den mistede. Da de først begyndte at snakke om graviditet udenfor livmoderen nåede vi jo at indstille os på at det så ikke ville lykkes denne gang. Så det var en meget positiv overraskelse at der faktisk også var et levende og velfungerende foster! Og så ville den i æggelederen alligevel aldrig være blevet til noget, når den sætter sig fast der får den ingen næring og udvikler sig derfor ikke overhovedet. Det var jo heller ikke et levende foster de fjernede, men resterne af et dødt foster, og derfor primært blod og væske. Det lyder måske lidt hårdt, men derfor synes vi ikke at det er så slemt nu at vi teoretisk set har "mistet" et foster, for det var aldrig blevet til en baby, og vi føler os så utrolige heldige fordi jeg faktisk stadig er gravid! Giver det mening? Af samme grund har vi efterhånden også fortalt alle omkring os at jeg stadig er gravid, jeg synes det var så ubehageligt i længden at man altid var nødt til nærmest at lyve når folk bekymrede spurgte ind til hvor hårdt det havde været, for egentlig er vi jo bare rigtig glade!

Millivanilli, graviditeten udenfor har været der lige så længe som det gode foster, der var ikke noget at se da jeg blev insemineret så det er et ekstra æg der er blevet løsnet cirka samtidig med det andet, og så bare har sat sig fast i æggelederen. Hvis det nu var kommet helt ned i livmoderen, så havde jeg i stedet været gravid med tvillinger! Hvilket jeg i øvrigt har drømt en del gange at jeg var de sidste par måneder inden operationen, lidt spooky...

Så har jeg også haft første lægebesøg - men fordi jeg nu har været så meget på sygehuset så var der jo ikke ligefrem nogen grund til en gyn. Undersøgelse for at bekræfte graviditeten. Så det var primært bare at få udfyldt alle papirerne til vandrejournal, og så blodprøve, blodtryk og urinprøve. Alt er heldigvis normalt. Men sygeplejersken sagde at alle de nødvendige blodprøver først kan tages når man er længere end 9+4, og jeg var selvfølgelig kun 9+2, så skal derind igen på tirsdag, hvor jeg også skal på sygehuset til endnu en kontrolscanning. Og så er jeg så også lige blevet henvist til en lungespecialist på sygehuset, fordi den ene type medicin jeg får mod min astma er forholdsvis ny, og de har en mistankef om at den kan være skadelig for et foster. Det er ikke bevist endnu, men jeg skal jo ikke tage nogen chancer, så nu skifter jeg den ud og så får jeg lavet den store kontrol af lungerne hurtigst muligt. Og så skal jeg have en ekstra konsultation hos en fødselslæge i forbindelse med nakkefoldsscanningen, fordi jeg nu har haft alle de komlikationer indtil videre. Så jeg bliver da virkelig tjekket ekstra grundigt! Jeg tror snart jeg flytter ind på sygehuset, der går da snart ikke en uge uden at jeg skal derind!!

Så blev jeg scannet i onsdags, og babyen har det heldigvis rigtig godt! Det ser ud til at den udvikler sig som den skal, den har en rigtig fin og tydelig hjerterytme og så er den lidt over en centimeter lang. Min læge mente jeg var en dag længere fremme end jeg selv mente, hvilket jeg ikke helt forstår når vi nu ved præcis hvilken dag ægget er blevet befrugtet på grund af inseminering. Men hvad dælen, en enkelt dag gør jo ingenting, det vigtigste for os er jo bare at den har det rigtig godt, og at alt ser fint ud på trods af alt vi har været igennem. Jeg har det heldigvis allerede 100% godt igen, allerede da jeg kom hjem fra sygehuset var smerterne væk, og nu er sårene efterhånden også groet helt sammen. Psykisk hjalp det rigtig meget med scanningen, det har været så svært at tro på at noget godt kunne komme ud af hele den omgang, men nu tør vi endelig tro på det igen! De tilbød selv at scanne mig igen efter yderligere to uger for en sikkerheds skyld, så jeg skal scannes igen næste tirsdag. Det er virkelig rart at føle at de tager sig godt af en.

Hej piger Jeg har haft et par turbulente døgn, som jeg lige vil dele med jer. I sidste uge begyndte jeg jo at få lidt smerter i maven, men i starten var det bare lidt stikkende, og jeg fik at vide at det var meget normalt i starten af en graviditet. Jeg havde et par gode dage i weekenden, hvor jeg ikke havde så ondt, men så tirsdag blev det helt uudholdeligt. Jeg har aldrig nogensinde prøvet noget, der gjorde så ondt! Så efter et par helt forfærdelige timer tirsdag aften fik vi fat i lægevagten og blev sendt direkte på sygehuset. Da de hørte jeg var gravid, blev jeg meget hurtigt sendt op på gynækologisk afdeling og blev scannet med det samme. Der kunne vi se et fint lille foster i livmoderen, det havde den perfekte størrelse i forhold til hvor langt jeg er henne, og der var en fin hjerterytme. Men det viste sig også at der var en graviditet udenfor livmoderen, eller der sad resterne af et foster i den ene æggeleder, som til gengæld var fuld af blod og meget opsvulmet. Desuden var der en blodsamling i livmoderen, meget tæt på fosteret. Lægerne var meget bekymret, for de ser utrolig sjældent at man er gravid både indeni og udenfor livmoderen, så de var bange for at blodet kom fra den "gode" graviditet og at der derfor var noget helt galt med den. Derfor fik jeg onsdag formiddag lavet en kikkertoperation, hvor de fjernede den dårlige æggeleder. Det viste sig heldigvis at blodet i livmoderen kom fra æggelederen, og at fosteret havde det rigtig fint! Det er utrolig imponerende hvad de kan klare gennem tre små snit i maven! De kunne se at æggelederen har været dårlig og defekt i længere tid, så de tror at det er den primære grund til at vi har haft så svært ved at blive gravide, og at vi får det meget nemmere næste gang vi vil forsøge at blive gravide. Men det bliver ikke lige foreløbig, for jeg er stadig gravid!! Jeg er lidt oppe at køre over at jeg faktisk stadig har et sundt og rask foster i min livmoder, da de begyndte at snakke om graviditet udenfor livmoderen havde vi jo nærmest opgivet håbet helt med det samme. Selvfølgelig er der også en større risiko for at jeg mister det i løbet af den næste uges tid, fordi de nu har rodet så meget rundt i mit underliv, men foreløbig har det det rigtig fint, og de var meget fokuseret på at passe på fosteret, så forhåbentlig sker der ikke noget. Jeg skulle have været scannet på fertilitetsklinikken i onsdags, men nu har vi fået en ny tid til på onsdag, så vi glæder os til at se at alt forhåbentlig stadig er som det skal være! Efter omstændighederne har jeg det faktisk rigtig fint, jeg fik lov til at komme hjem fra sygehuset i går eftermiddags, og jeg mærker faktisk stort set kun noget til det når jeg skal ned at ligge eller op at stå, og det er primært fordi det trækker i sårerne. Så det går virkelig hurtigt fremad, så det er dejligt! Nå, jeg ville bare lige dele hele denne oplevelse med jer, det var lidt af en forskrækkelse og et par forfærdelige døgn, med heldigvis også med en meget positiv del af historien! Nu krydser vi bare fingre for at vi klarer det fint til 12. uge uden flere problemer!

Jeg kan sagtens forstå du gerne ville have en tryghedsscanning. Fordi vi blev gravide med fertilitetsbehandling, så skal jeg heldigvis scannes allereede på onsdag, selvom jeg kun er 7+0 i forhold til hvad jeg selv kan beregne. Det bliver rigtig rart at se at det rent faktisk er virkeligt og ikke bare noget man bilder sig ind. Jeg tror nu ikke min termin kommer til at afvige så meget fra det jeg selv har beregnet, jeg ved jo præcis hvornår jeg havde ægløsning og blev befrugtet. Men det bliver spændende, selvom babyen nok er virkelig lille, jeg er jo tre uger kortere end du er, Mynthe.

Fedt at de reagerede sådan på det, så er man virkelig glad for at have delt det med dem. Og det er SÅ rart at have nogen at snakke med om det hele, for der fiser bare så mange tanker rundt i hovedet på en! Jeg er sat til den 26. november, så det er ret tæt på dig også. Bliver hyggeligt at følges hele vejen.

Smerterne er heldigvis indtil videre væk i dag, men de kommer og går lidt. Jeg er faktisk selv elitegymnast, og er vandt til at træne næsten hver dag, men på grund af en skade i knæet har jeg ikke kunne det i næsten et halvt år nu. Jeg er nu nået dertil hvor jeg kan gå nogle gode ture uden at få ondt, og også svømme, men løb og cykling er stadig helt udelukket. Det er så underligt slet ikke at kunne træne, men jeg gør hvad jeg kan, kunne godt forestille mig at det kunne hjælpe...

Jeg har fået de vildeste mavesmerter, i dag er det virkelig helt ekstremt. Det stikker og giver de vildeste jag i maven og underlivet. I dag sidder de så lavt at jeg ikke kan sidde ned uden at det gør ondt, og jeg har det bedst når jeg bare ligger i fosterstilling. Er det normalt at man kan få den slags smerter, for det er godt nok ikke særlig rart og jeg kan ikke lade være med at være lidt bekymret for om det er fordi der er noget galt. Er der nogen andre der har noget lignende? Udover det så er jeg ekstremt træt i forhold til normalt, jeg kan slet ikke klare en hel dag uden en lur. Til gengæld vågner jeg ligesom jer andre ekstremt tidligt om morgenen, jeg har ikke sovet længere end 6.15 de sidste to uger. Så har jeg rimelig ømme bryster, især brystvorterne. Og så får jeg virkelig meget kvalme og ondt i maven hvis jeg ikke får noget at spise max en halv time efter jeg mærker den mindste sult. Men det er også til at klare med en masse små måltider. Men lige de der smerter i maven, er der nogen der har et godt råd?

Vi har kun fortalt det til min mor og søster, samt to venner. Vi har været i fertilitetsbehandling, hvilket der kun er nogle få der har vidst, og derfor er det også rart at kunne dele med dem, at det faktisk er lykkes. Min mor ville også være alt for nysgerrig, når hun nu netop vidste at vi var blevet insemineret.. Og vi tænkte det samme som Rjs, at hvis noget skulle gå galt, så er det rigtig rart at dem der har været med os hele vejen også kan støtte os. Vi skal scannes den 10. april for at se hjertelyd, og derefter tror jeg vi fortæller det til de andre forældre og søskende (vi er begge skilsmissebørn, så der er fire sæt forældre...) Men vi gør det først sådan rigtig officielt efter uge 12. Friday, håber det gik godt med at fortælle familien det! Min mor hoppede nærmest rundt da hun fik det at vide, det er rart at se at det ikke kun er en selv der er over-lykkelig, men at andre deler glæden!

Så lykkedes det endelig! Vi har prøvet meget længe og har det sidste stykke tid været tilknyttet en fertilitetsklinik, og nu er det heldigvis lykkedes efter to omgange insemination! I fredags testede jeg positiv efter de sidste to uger at have været meget træt og svimmel, så jeg havde det lidt på fornemmelsen. Men jeg tør nu nærmest ikke at tro på det endnu, det virker så uvirkeligt at det rent faktisk er sket, men min krops tegn er nu ret virkelig - jeg er meget træt, har rumlen i maven og ømme bryster. Nu glæder jeg mig bare til den 10. april, hvor vi skal ind på fertilitetsklinikken og scannes, så vi kan se en hjertelyd. Så bliver det forhåbentlig mere virkeligt! Så vidt jeg kan regne mig frem til har jeg termin den 26. november, så jeg glæder mig til at dele oplevelserne sammen med jer herinde. Det er vores første, så det er et rigtig ønskebarn, og det bliver skønt at kunne dele det hele med jer andre herinde. Vi regner nemlig heller ikke med at fortælle om det endnu, i hvert fald ikke før scanningen den 10. april. Hvis jeg altså kan lade være når jeg ser min mor næste lørdag... Det er svært når familien og de nærmeste godt ved at vi har været i behandling, så er de jo nysgerrige efter hvordan det er gået...