Min fødsel
Søndag d. 20/9 (41+2) havde vi over middag et kort besøg af min søster og hendes kæreste, der dagen efter rejste til Rhodos. Efter det ringede jeg til Skejby, for at bestille tid til overbårenhedstjek dagen efter. Her skulle der også snakkes tid til igangsættelse. Senere på dagen var jeg på marked med en rigtig god veninde, hvor vi så på en masse fine babyting og bagefter sad vi og snakkede i rådhusparken i en halv times tid. Det var rigtig hyggeligt at få fyldt lidt op på den sociale konto med både min søster og veninde, og hvad jeg ikke vidste var, at det ville blive sidste gang uden baby.
Da jeg kom hjem opdagede jeg, at jeg var begyndt at tegnbløde. Omkring en time senere, ca. klokken 17, begyndte veerne så småt, men jeg var bange for at lægge for meget i dem. Hele ugen op til havde jeg hver formiddag haft småveer, som var gået i sig selv igen. Dog var jeg alligevel lidt fortrøstningsfuld pga. blødningen.
I løbet af aftenen blev veerne hyppigere og længere. Jeg måtte fokusere på min vejrtrækning, og omkring klokken 23 ringede jeg til Skejby. Jordemoderen jeg snakkede med lød overrasket over, at jeg havde haft veer så længe uden at ringe til dem, men hun mente, at det lød til, at jeg var i begyndende fødsel, så de ville gerne se mig :yay
Da vi kom derop blev jeg undersøgt, men fik at vide, at jeg kun var tre centimeter åben og med en fuldt udslettet livmoderhals. Så jeg fik en blanding af smertestillende, så jeg kunne sove lidt fra veerne, og så tog vi hjem med besked på, at vi kunne komme igen omkring klokken tre. L fik noget søvn og jeg fik blundet lidt mellem veerne.
Halv fire var vi på Skejby igen. Der var ikke sket mere, og lige der kunne jeg godt mærke, at jeg var lidt træt af, at efterhånden 12 timer med veer ikke havde givet mere. Men fordi jeg havde været i gang så længe, blev jeg indlogeret på fødestue nr. 14. JM Malene tog mit blodtryk og kom ind med jævne mellemrum. Inden vagtskifte klokken syv undersøgte hun mig og tjekkede lillemandens hjertelyd. Hjertelyden var lige som den skulle være, men jeg havde ikke udvidet mig yderligere.
Klokken syv var der vagtskifte, og JM Iben kom til. Selv om der ikke var sket særlig meget ift. udvidelse, var mine veer begyndt at bide lidt mere, og jeg havde taget yogabolden i brug. Min lænd var virkelig ikke særlig glad for, at jeg lå på fødelejet i længere tid ad gangen.
Mine veer blev stridere og stridere, og da klokken ramte halv ni snakkede jeg med Iben om, hvordan jeg kunne blive smertelindret. Vi var enige om at starte relativt mildt ud, og selvom jeg var skeptisk besluttede vi os for at lægge nogle bistik i min lænd.
Shit, det gjorde ondt at få lagt! :o Jeg fik fire styk og smerten fra dem var virkelig slem. Tænk, at jeg selv havde sagt ja til det! Men da smerten fra stikket fortog sig, kunne jeg virkelig mærke effekten på mine veer. Jeg fik meget mere overskud, og det gjorde ikke længere nær så ondt, så jeg behøvede ikke at have nær så meget fokus på min vejrtrækning. Da de løjede af ca. en time efter, fik jeg lagt yderligere fem, og klokken 11 fik jeg lagt fem mere. Det gjorde som sagt virkelig ondt at få lagt, men virkningen af dem var det værd for mig.
Efter de sidste fem blev jeg undersøgt. Der var sket tæt på ikke en hujende fis, selvom mine veer var ret så slemme. Jeg var på dette tidspunkt kun fem cm. åben. Jeg var godt nok skuffet over, at min krop tilsyneladende var så langsom. Efter undersøgelsen kom jeg i badekar. Hold nu fast, det var dejligt! Kombinationen af bistik og det varme vand i badekarret gjorde, at jeg næsten var smertefri i den næste time. Det havde jeg virkelig ikke regnet med, ville ske.
Jeg kom op af badekarret, da bistikkene tog af igen. Vi besluttede os for at lægge yderligere seks bistik, og så aftalte vi, at når de aftog, ville vi tage vandet for at se, om ikke der snart kunne komme noget mere gang i denne her fødsel. JM Iben var vist ved at blive lige så utålmodig som mig. Hun havde regnet med at kunne nå at føde med mig, og vagtskifte klokken 15 var nu kun to timer væk.
Som aftalt blev vandet taget, og det var fint klart. Jeg var på dette tidspunkt omkring 8 centimeter åben, så JM Iben var meget fortrøstningsfuld ift. at jeg snart ville ligge med min lille søn på maven. Og da jeg på trods af, at jeg ikke var fuldt udvidet så småt begyndte at få pressefornemmelser ved nogle veer virkede det til, at der endelig var blevet sat skub i fødslen.
Men der blev vi da godt nok snydt! Veerne blev bare stridere og stridere, og pressefornemmelser kom lidt oftere. Der skete dog ikke noget som helst med min livmoder. Samtidig kunne JM Iben informere mig om, at lillemanden stod skævt, og hun mistænkte, at det var derfor, fødslen trak sådan ud. Vi snakkede igen om smertelindring. JM Iben mente ikke, at bistikkene længere ville give mig nok, så vi snakkede kort om epidural, inden vi prøvede os ad med lattergas. Dét skal jeg godt nok ikke igennem igen! Jeg følte, at jeg blev kvalt for hver indånding og samtidig blev jeg helt døsig. Min ellers gode vejrtrækning mens veerne stod på kunne jeg slet ikke fokusere på, og derfor besluttede vi os for at stoppe. Derefter kom JM Iben og jeg nogenlunde samtidig i tanker om, hvor godt vandet havde virket for mig. Jeg blev spurgt, om jeg ville have noget imod at føde i vand, og det ville da ikke gøre mig noget. Så mig i badekarret igen lige inden vagtskifte.
Klokken 15 kom JM Katrine ind. Lillemanden stod meget lavt, og da jeg havde ligget i karret i et stykke tid, prøvede JM Katrine at massere den sidste kant fra livmoderen væk. Hold nu fast, det gjorde ondt at få gjort under veerne, som jeg godt måtte presse med på, hvis jeg ikke kunne lade være.
Men det hjalp, og efter et stykke tid fik jeg at vide, at både min mand og JM Katrine kunne ane det fineste mørke hår, der kom frem og derefter rykkede lidt tilbage. Mine veer begynder at være lidt spøjse, med JM synes kun de er gode for mig. Hver anden ve var meget kraftig og der fik jeg virkelig presset med, mens de andre veer var mere rolige (hvis man da kan kalde veer på det stadie af en fødsel det).
Jeg rykkede rundt i karret i forskellige stillinger, men til sidst blev jeg nødt til at komme op. Det var dog nemmere sagt end gjort, for det at komme op fra et badekar var altså ikke særlig nemt, når man har en baby, der praktisk talt nærmest stod så langt nede han kunne uden at komme ud. Men han havde stadig et lille stykke vej og derfor foreslog JM Katrine, at vi lige prøvede fødestolen af for at få tyngdekraften til at hjælpe ham det sidste stykke ned.
Så jeg kom med møje og besvær op og i fødestolen, hvor jeg fik ham presset helt ned i position. Nu kunne jeg efterhånden for alvor mærke, at jeg havde været i gang længe. Jeg var træt og jamrede mig lidt om, at jeg bare gerne snart ville have ham ud. Samtidig begyndte der at være længere tid imellem mine veer, hvilket JM Katrine ikke helt brød sig om. Min krop var tydeligvis også ved at være mærket af de mange timers arbejde.
På grund af de lange pauser mellem veerne blev jeg sendt op på fødebriksen, hvor JM Katrine ville have mig op på alle fire for at sætte CTG på og dermed bedre kunne holde øje med lillemandens hjertelyd. Selvom der var blevet lyttet hjertelyd efter stort set hver ve i et par timer, ville hun gerne have, at vi var helt sikre på, at han havde det så godt, som det lød til.
Det viste sig heldigvis, at min lille dreng er en stærk lille én :) Hans hjertelyd var perfekt, og derfor blev jeg bedt om at vende mig om på ryggen, for nu så JM Katrine gerne, at fødslen snart kom til en ende. Men da jeg blev bedt om at løfte numsen, for at hun kunne få noget papir ind under mig, gled han lidt tilbage igen :rolleyes Så nu skulle jeg da bare lige presse ham ned igen, inden jeg kunne presse ham ud! Heldigvis gik det hurtigere end jeg havde regnet med, og med JM Katrines opmuntringer fik jeg på en ve presset lillemandens hoved halvvejs ud. Det var godt nok en mærkelig fornemmelse! På den næste ve kom resten af ham ud i hans fars arme :wub Han blev lagt op på min mave, og skreg af sine lungers fulde kraft, mens L klippede navlestrengen og derefter kom han op til mig og vores lille Adrian. Imens fødte jeg moderkagen, og vi fik kort vist den inden de påbegyndte syningen af min milde 2. grads bristning.
Jeg fik under fødslen meget ros for min håndtering af veerne, og selvom jeg spontant udbrød ”Jeg kan ikke”, flere gange end jeg bryder mig om, når de ville have mig til at rykke mig rundt f.eks. i karret, var det en drømmefødsel. Det var min mand i høj grad også skyld i! Han var simpelthen så god til at hjælpe, give mig det jeg havde brug for ligegyldigt om det var mad eller drikke, lægge et tryk på min lænd under veerne og ellers bare komme med opmuntringer. Han er fantastisk :biglove
Vores lille dreng vejede 3846 gram og var 53 centimer og var/er den fineste lille mørkhårede dreng :wub Han blev født 18.10, 26 timer efter mine veer startede. Og i dag bliver han en måned. Tiden er gået så hurtigt!
Det blev MEGET langt, så I får lige nogle billeder med :D
Lige efter fødslen:
På patienthotellet:
