Tauriel

Jeg synger Elefantens Vuggevise og Sov Mit Barn, Sov Længe, når Roald skal sove. I løbet af dagen, når vi mere bare vil underholde ham, synger vi fjollede hjemmelavede sange, ofte på Mester Jakob-melodien (men også af og til andre).

Jeg har aldrig fået taget mig sammen til at melde mig, men har planer om at få gjort noget ved det, når jeg er færdig med at amme.

Første ve kl. 01.25; veer natten igennem først med ca. 10 min. mellemrum, men hurtigt nede på omkring 6-7 min. i gennemsnit (men med en del variation, og især ændrede det sig, når jeg var oppe at gå, hvor de blev hyppigere, men kortere og mere uregelmæssige) hvor det så holdt sig længe. Snakkede med FG ca. 7.30 og blev enige om at se tiden an nogle timer endnu. Herefter og indtil ve 11-tiden blev der kortere mellem veerne (under 5 min. imellem), og de blev stærkere, og vi tog så afsted. Ved undersøgelsen var jeg 4-5 cm åben. Så gik nogle timer med at vente og have veer, og jeg kom i vand. Sidst på eftermiddagen var der vagtskifte, og ikke så længe efter det gik vandet (gætter på ved 17-tiden). Relativt kort efter kom jeg op af karret, var 8 cm åben, og så begyndte pressefasen vel deromkring (måske 17.45-18 eller deromkring). Den tog så et godt stykke tid, men 19.44 kom Roald til verden :)

Det kunne jeg stort set heller ikke - hun gjorde også meget ud af at sørge for at bedøve godt. Bedøvelsen gjorde lidt ondt at få lagt, men ikke vildt. Et par enkelte sting måtte tages, hvor der ikke var helt ordentligt bedøvet, men det var bestemt til at holde. Jeg kunne mærke, at hun rodede rundt dernede og trak i tråden. Og så kildede det helt vildt, hvilket faktisk var temmelig træls. Men selvfølgelig bedre end, hvis det havde gjort vildt ondt, trods alt.

Vores søn (der forhåbentlig snart gider komme ud! :)) skal ikke døbes. Hverken min mand eller jeg er kristne, og vi har begge meldt os ud af folkekirken, så det valg traf vi jo sådan set dengang, vi valgte at melde os ud hver især (havde vi ønsket at få vores børn døbt eller selv at blive gift i kirken af rene traditionelle årsager, som nogle jo også gør, havde det jo været lidt dumt at melde sig ud, da det så ikke kan lade sig gøre uden at melde sig ind igen). Og vores holdninger har ikke ændret sig. Vi - nok især jeg - synes sådan set, at det rent traditionsmæssige i sådan noget som dåb og konfirmation, og den måde, hvorpå den slags fester markerer milepæle i livet, er noget virkelig fint. Jeg er personligt af den holdning, at vi som mennesker (set generelt; specifikke personer kan naturligvis have det anderledes) har et behov for den slags ritualer i livet, og at de er rigtig gode af den grund. Derfor vil vi også holde en navngivningsfest - hvor vi i øvrigt kommer til at bruge min families gamle dåbskjole, som jeg selv i sin tid er døbt i, til knægten. Vi vil bare ikke blande ind i det, at vi skal lade som om, vi tror på noget, vi i virkeligheden slet ikke tror på, når vi fint kan gøre det uden. Jeg har intet imod det, når andre holder barnedåb (eller bliver gift i kirken eller lignende) og selv siger, at det er for traditionen, og at de ikke tror på kristendommen - men helt personligt ville jeg føle mig underligt tilpas ved det. Når vi når til konforimationsalderen engang, må vores søn naturligvis selv bestemme. Han skal nok få en fest uanset hvad - igen er den slags milepæle-fester noget, jeg finder vigtigt, så jeg vil gerne have en fejring af, at han er ved at gå fra barn til voksen, uanset hvad (altså, hvis nu han selv skulle ønske ikke at holde fest, får han naturligvis også lov til det; ingen tvansgfejringer :)) Vi vil næppe insistere på, at han går til konfirmationsforberedelsen alligevel, men vi vil sandsynligvis opfordre ham til at gøre enten det eller sætte sig lidt mere ind i religioner på en anden måde (min mand ærgrer sig selv over, at han ikke tog konfirmationsforberedelsen med for at sætte sig mere ind i emnet, selvom han allerede var afklaret med ikke at ville konfirmeres).

Vi fejrer de ting, vi faktisk har et personligt forhold til, samt hvad der sådan dukker op af mere jordnære årsager, såsom at nogen inviterer os til en fest :) Ingen af os har nogensinde givet ting til vores egne forældre på mors og fars dag (og for min families vedkommende er det i hvert fald, fordi mine forældre ikke selv har ønsket det, og ikke bare fordi ingen lige har tænkt over det), så jeg tvivler på, vi kommer til at lære vores egne børn at give os noget. Valentins Dag siger os ikke det store - det er mest noget, vi har hørt om via reklamer og sådan. Halloween er lidt det samme, omend vi nok begge er langt mere tilbøjelige til at føle lidt interesse for udklædning og uhyggelig udsmykning end for blomster og hjerter, så vi ville sikkert have lettere ved at gå med på den end på Valentins Dag. Den ene gang eller to, hvor jeg har været inviteret til en Halloween-fest er jeg også taget med og har gjort en del ud af udklædningen. Og jeg kan forestille mig, at det helt sikkert kommer til at blive en dag, vores børn vil fejre, for den bliver jo mere og mere populær. Og det skal de naturligvis nok få lov til. Fastelavn har vi begge fejret som børn, og vi plejer at lave hjemmelavede fastelavnsboller engang omkring Fastelavn. At gøre mere ud af dagen kræver lidt en decideret fest, synes jeg (det føles lidt tamt at klæde sig ud helt alene ;)), og vi gider ikke selv arrangere, så det har været, når andre har arrangeret. Når vi får børn på en alder, så der sker noget i deres institution, vil vi da bestemt støtte op om det, og de skal også gerne få lov at komme ud at rasle. Skt. Hans betyder faktisk en del for mig - vi har altid i min familie fejret det ude i mine bedsteforældres sommerhus, og jeg har været der hvert år, også siden jeg flyttede til Sjælland, selvom det har været uden manden de fleste gange, fordi han ikke kunne holde fri. Det regner jeg også med at skulle fastholde fremover.

Jeg har haft et enkelt par ventebukser, som nu er slidt i stykker, to par ventestrømpebukser og to par venteleggings - måtte have noget varmere end strømpebukserne, så jeg købte det første par leggings; de gik så i stykker på lårene, så jeg måtte købe et nyt par. Så har jeg købt 3 bluser og 3 t-shirts, der er lange nok til at dække elastikstykket på ventebukserne (kun to er officielt ventebluser) men én af bluserne og én af t-shirtsene har jeg kun brugt meget lidt. De sidder simpelthen ikke pænt, fordi de ikke er lavet til, at ens bryster er så store, som mine er. De to andre bluser er så slidte og forvaskede nu, at de bliver smidt ud, når jeg har født, og det gør de to ting også, fordi de alligevel sidder dårligt, så jeg får dem da slet ikke brugt bagefter. De sidste to er t-shirts lavet til også at kunne bruges, når man ammer, og det er det, de faktisk er købt til, lige her for nylig, men jeg kan jo lige så godt bruge dem med det samme. Ellers har jeg brugt mine almindelige bluser - enten til den nederdel, jeg skriver om nedenfor, hvor de ikke behøver være lange, eller med en længere undertrøje under tidligere i graviditeten, hvor maven var mindre og det derfor var nok til, at elastikstykket på ventebukserne blev dækket. Desuden har jeg købt en nederdel og to kjoler, der alle skulle kunne bruges bagefter også. Nederdelen er i blødt stof med stræk i, A-form og ikke for kort, så den sidder bare ret højt nu, og så kan den sættes mere almindeligt, når jeg ikke er gravid. Den ene kjole blev købt til julefrokoster, jul og nytår; den anden ville jeg egentlig ikke have brugt penge på, men jeg skulle til begravelse og manglede noget passende, så jeg måtte ud at kigge og fandt så en sort kjole, der er kombineret vente- og ammekjole i H&M, så den ekstra udgift gjorde ikke det store. Jeg har været ude at købe lidt nyt for nylig med henblik på amning, nemlig de to t-shirts, jeg har omtalt, en cardigan til at have over og tre skjorter - samt en amme-bh. Derudover er der så den kjole, jeg alligevel havde købt til begravelsen. Og så købte jeg et par bukser, der mest er sådan gå rundt derhjemme-bukser, men forholdsvis pæne af den slags at være, så jeg har et par bukser til, når jeg har født (der er praktisk nok snor til at binde i, så det gør ikke så meget, at jeg ikke helt ved, hvad jeg kan regne med mht. størrelsen). Jeg har nemlig også slidt de bukser op, jeg havde før graviditeten, for jeg ville bare ikke købe nye, når jeg ikke på nogen måde kunne vide, om det så også ville være den størrelse, der passede efter fødslen. Det viser sig så, at de bukser også godt kan bruges nu, fordi de har elastik i livet, og den er ret bred, hvilket gør, at de holder sig oppe, når de sidder nederst på maven, selvom den jo skråner en del ind dér. Det er meget rart, når nu ventebukserne er slidt op - men ellers havde jeg klaret mig med nederdel, kjoler og leggings, for jeg var altså for nærig til at bruge penge på et par nye ventebukser med 1½ måned til termin. Generelt har jeg forsøgt at holde mig til et absolut minimum af tøj. Jeg er på ingen måde vant til at bruge mange penge på tøj, og jeg køber det normalt lige så stille en enkelt ting eller to ad gangen med rimeligt lange mellemrum, så det med at skulle købe en del på én gang har virkelig virket overvældende i sig selv, selvom jeg er gået efter billige og forholdsvis få ting.

Hmm ... det er lidt sjovt, men her er det ikke, fordi jeg kan genkende det. Tværtimod fordi nærmest intet passer overhovedet for hverken mig eller manden :)

Jeg skynder mig at blive den første til at lave et indlæg i min terminsgruppe :)

Jeg ville aldrig bruge et navn, der var meget populært, medmindre jeg havde tænkt på det længe, inden det blev populært. Ikke at det er jordens undergang, hvis andre skulle hedde det samme - selvom det med at slippe for at gå i klasse med 3, der hedder det samme, da bestemt også er én af vores grunde til at undgå for populære navne - men først og fremmest er det, fordi det at have hørt navnene brugt så meget ligesom fjerner fornemmelsen af, at "det her navn kunne betegne vores barn". Jeg ved ikke, hvorfor det er sådan, men det er det nu engang for mig :) Den fornemmelse er også grunden til, at jeg måske ville gøre en undtagelse for navne, jeg havde tænkt på, inden de blev populære, for så er der vel en vis chance for, at det allerede ville føles så meget som noget, mit eget barn kunne hedde, at det ville blive ved med det. Så ville jeg også altid undgå navne på folk, jeg kender godt, inlusive familie. Jeg synes, både min mors og fars navne er virkelig gode navne, som jeg ville have overvejet, hvis ikke mine forældre hed det, men jeg kan ikke forlige mig med tanken om at opkalde mit barn efter dem, når nu de hedder det. Det føles for meget som deres navne, så det igen ikke rigtigt kan føles som noget, mit barn ville kunne hedde. Som mellemnavn ville det til gengæld være helt i orden - men så er der problemet med, at hvis jeg skulle bruge forældres eller bedsteforældres navne, ville jeg helst kunne bruge dem alle sammen, så der ikke var nogen,d er blev snydt :) Men vi bruger så faktisk alligevel det med at opkalde efter én af vores forældre til mellemnavn - min mands far er nemlig død, og det giver ham ligesom en særlig status i den forbindelse. De andre kommende bedsteforældre er her jo og kan være med i vores barns liv; det kan han ikke, og så kan vi til gengæld have ham lidt med på den måde. Til fremtidige børn kunne jeg godt finde på igen at bruge en afdød slægtning til barnets mellemnavn. Vi vil også generelt undgå enstavelsesnavne, fordi vi synes, det lyder bedre med flere stavelser, når det skal sættes sammen med vores efternavn (som er på én staveelse). Og så er der selvfølgelig navne, jeg bare ikke kan lide uden at kunne sige hvorfor - men det bliver vist mest til en opremsning, hvis jeg skal skrive om dem, og jeg kan alligevel ikke huske dem alle. Og der er en endnu større bunke af navne, jeg ikke har det mindste imod, men som jeg bare ikke kan forestille mig at kalde mit eget barn. Helt almindelige navne som Christian eller Marie, som jeg synes er glimrende navne, men der dukker bare ikke den der "jo, det kunne være mit barn, der hed det"-følelse op. Faktisk så vi lister over godkendte navne igennem for at finde mulige navne, og ved kun at tage dem med, hvor jeg var 100% sikker på, at det kunne jeg helt sikkert se som et navn til mit barn, var vi nede på under 10 drengenavne og under 20 pigenavne - så den følelse dukker åbenbart ikke op hos mig særligt let. Til gengæld har min mand og jeg nogenlunde samme smag, så eftersom vi ikke får udryddet navnene igen ved at være uenige (kun meget få, i hvert fald), giver det jo så til gengæld færre navne at vælge mellem til den endelige beslutning.

Hos os er det 100% de kommende bedsteforældre, der bestemmer, hvad de vil kaldes - det er trods alt dem, der skal rende rundt og være bedstefar eller farmor osv. i mange år fremover, og så synes jeg da, at det er meget rimeligt, at de får lov at vælge den titel, de bedst kan lide. Hvis de selv er ligeglade, har jeg præferencer, men kun i det tilfælde. Som det ser ud, har min svigermor og min far valgt (henholdsvis farmor og bedstefar), min svigerfar er død (men kommer til at blvie omtalt som farfar, når det er), og min mor var i hvert fald sidst, vi snakkede om det, ikke sikker på, om hun foretrak bedstemor eller mormor. Hvis hun lader det være op til os, bliver hun mormor - jeg må lige huske at få snakket med hende om det på et tidspunkt, så jeg ved, hvad jeg skal kalde hende, når det er :)

Vi kom til at snakke med jordemoderen om det, og hun sagde, at så måtte vi jo lægge nogle penge til side til en taxa, når vi ikke havde en bil, så jeg går ud fra, det er standardløsningen, når man er i den situation. Det kan dog være, vores naboer kan køre os, hvis de alligevel er hjemme. Min svigermor fortæller, at da hun i sin tid skulle føde (hvor de heller ikke havde bil), blev der bare sendt en ambulance. Det ville da være rart, hvis der stadig var råd til den slags service, for jeg kan sommetider godt bekymre mig lidt over det med taxaen - hvad nu, hvis de har helt vildt travlt, og der går 100 år, før de kommer? Eller hvis taxachaufføren skulle være emsig og bekymre sig over det med vandet og evt. forlange ekstra. Men der er jo ikke meget andet at gøre end at tage det, som det kommer - og skulle der gå et eller andet galt, så det pludselig lader til at være lige op over, uden vi har udsigt til at kunne komme afsted hurtigt på anden vis, går jeg da ud fra, de faktisk vil sende en ambulance, hvis vi ringer og er helt i panik. Det, der bekymrer mig mest, er nok, hvis vi kommer ind til tjek, og der så er længe endnu, og de gerne vil sende os hjem igen. Tre ture med taxa fra Ringsted til Roskilde (frem, tilbage, frem igen) begynder alligevel at være pænt dyrt - så jeg håber meget på, at vi kan få tilstrækkeligt god vejledning i telefonen til, at vi ikke kommer ind for tidligt, men heller ikke først i sidste øjeblik. Og at de er flinke på syeghuset og lader os blive, hvis de ikke regner med, vi ville kunne nå hjem og være i mere end et par timer alligevel. Jeg må egentlig lige prøve at huske at spørge lidt til det, når vi skal til fødselsforberedelse - det ville jo være dejligt, hvis de kunne berolige mig lidt.

De mest almindelige grunde, jeg har hørt, til at folk helst vil kaldes det ene frem for det andet, er følgende: 1) Deres egne bedsteforældre er blevet kaldt noget bestemt, eller deres egne forældre er blevet kaldt noget bestemt af deres børn, og derfor er det det, de synes, lyder mest rigtigt, fordi de er vant til det. 2) De synes, det ene lyder for gammelt, og vil derfor kaldes det andet (typisk er det bedstemor/bedstefar, folk giver udtryk for lyder for gammelt). Derudover tror jeg ikke, der er meget andet i det, end at man tilfældigvis synes bedre om det ene ord end det andet - hvad end det er med eller uden en begrundelse, man kan forklare.

Jeg har altid gerne villet have børn. Da jeg var barn og teenager, var det bare sådan en ting, der hørte en nogenlunde fjern fremtid til, men jeg var ikke i tvivl om, at det bestemt skulle være. Da jeg var 21 eller 22, var der én fra mit hold på universitetet, der fortalte, at hun var gravid, og jeg overraskede mig selv ved at være misundelig - der kom det for første gang tæt på som noget jeg rigtig gerne ville inden for en overskuelig fremtid. Til gengæld var der ikke den store tvivl om, at situationen bestemt ikke var til det lige på det tidspunkt - et rodet, umuligt langdistanceforhold, og jeg var fattig studerende på et lillebitte kollegieværelse. Men jeg kunne mærke, at jeg egentlig virkelig gerne ville kunne stå i hendes situation med omstændigheder, hvor det var muligt. Det var pludselig noget, jeg gerne ville og kunne forestille mig ske som den person, jeg var, og ikke som den person, jeg ville være engang om mange år. Så gik der vel ca. 2-3 år, hvor det var sådan, og imens fik jeg (langsommeligt og med masser af ekstra rod) rodet mig ud af det dårlige forhold. Så mødte jeg min mand, og noget af det første, jeg sørgede for at finde ud af, da vi fandt sammen, var, om han ville have børn på et tidspunkt - det ville han heldigvis godt. Vi var hurtige til at flytte sammen og blive gift, for vi var helt sikre på, at det skulle være os to resten af livet. Vi startede med at bo et sted, hvor vi ikke måtte have børn, og jeg var tæt på afslutningen af min uddannelse og sådan - og der kom også lige et par depressioner (én hver) i vejen. Så praktiske hensyn udsatte projekt baby lidt endnu. Men ikke så længe igen, trods alt, og for et års tid siden gik vi i gang med projektet, og efter nogle måneder lykkedes det så :) Det sidste halve års tid eller deromkring, før vi gik i gang, var jeg virkelig meget klar til det - nu var det ikke bare noget, der var aktuelt for mig som den person, jeg var nu, men ligefrem noget, der helst skulle ske så hurtigt som muligt.

Ligefrem stå og vente udenfor, mens jeg føder, ville jeg nok lige synes var groft nok :) Men det er der nu heller ingen, der kunne finde på at gøre. Den nærmeste familie regner helt sikkert med at skulle se ham ved først mulige lejlighed derefter (da min mands bror blev far, var vi på sygehuset om aftenen, hvor barnet var født i løbet af dagen) men det er også helt, som vi selv ønsker. Vi vil vældigt gerne vise ham frem, og vi skal nok få den tid til at lære ham at kende, som vi har brug for. De er søde og hensynsfulde alle sammen, og skulle vi have brug for ro på et tidspunkt, hvor de er der, kan de sagtens tåle, at vi beder om lidt alenetid (og de skal også nok selv sørge for ikke at blive hængende konstant). Mine forældre, som kommer fra Jylland, har sagt, at de har tænkt sig at tage afsted, så snart de hører, at de er blevet bedsteforældre. Det var jeg egentlig rigtig glad for at høre, for jeg havde spekuleret lidt på, om der nu skulle til at gå flere dage, før de så ham, fordi min far skulle på arbejde og sådan (men det siger han så altså, at han nok skal få fri fra), og det ville jeg være ked af. De bliver jo nok et par dage, nu de er afsted, og det er også fint - så er der lidt ekstra hjælp, hvis der er brug for det. Jeg kan nu godt forstå, hvis du synes, det kunne blive lidt meget at have din mor boende hos jer op til fødslen. Det ville jeg nok også hurtigt kunne blive træt af med mine forældre - så jeg er også glad for, at deres plan er at dukke op med kort varsel, når jeg føder, og ikke at dukke op i forvejen for at vente på, det sker. Så jeg vil egentlig gerne have en del besøg, når det sker - men det er nok også meget præget af, at jeg er 100% sikker på, at alle de relevante personer vil være hensynsfulde og lade det være på vores præmisser og med plads til alenetid med barnet også. Hvis ikke de var det, kunne jeg sikkert godt frygte, at det blev for meget.

Eller hvor stor en procentdel af dem, der dyrker sex med smittede, der selv bliver smittet (inden for en bestemt tidsramme eller i løbet af et vist antal gange, de har sex). Jeg kunne forestille mig, at de indsamler data om flere forskellige aspekter og så udregner forskellige ting om smitterisikoen på baggrund af det. Og så er jeg i øvrigt helt enig med dig. Hvis jeg faktisk stod i en situation, hvor jeg kunne blive bedt om at være med i et sådant forsøg - dvs. hvis jeg alligevel allerede havde taget valget om at dyrke ubeskyttet sex med en smittet - så måtte de da helt sikkert gerne undersøge mig, for det ville da være fedt, hvis jeg på den måde kunne hjælpe med til, at der kunne blive mere viden om smitterisikoen. Det er jo netop en undersøgelse, de aldrig ville kunne lave rent etisk set, hvis der ikke var folk, der alligevel havde besluttet at leve sådan, men fordi der er folk, der har besluttet det, har de muligheden for at undersøge det på etisk forsvarlig vis. Så hvis jeg var én af disse personer, ville jeg da glæde mig over, at mit valg kunne være med til at skaffe viden, der ikke ellers kunne være skaffet. Om jeg så kunne finde på at tage det valg, er en anden sag - men jeg kan da bestemt ikke udelukke, at der kunne findes grunde, jeg ville finde tilstrækkelige under de rette omstændigheder.

Øv, jeg kom lige til at tænke på, at min mand jo har en profil her, som han kun har læst fra, og at han ikke nødvendigvis havde tjekket selv, så det kunne jo være dejligt, hvis han så var én af de manglende. Men jeg kiggede, og ak nej. Nå, men, tillykke til alle, der faktisk har vundet! :)

Dagcreme: Änglamark - men prøver sikkert Irmas Tusindfryd næste gang, da den vist er billigere (nej, jeg går virkelig ikke op i dyre cremer - bare det er beregnet til ansigtet, er jeg og min hud som regel tilfredse) make-up: Everyday Minerals og Nilens Jord deodorant: Det varierer - Neutrral, Änglamark, Derma, Mild Balance (Et billigt mærke uden parfume og parabener fra Føtex), alt efter hvad der lige er på tilbud eller bare i nærheden, npr der skal købes nyt Shampoo: Til mig enten Urtekrams uden parfume eller Derma Ecological. Mit hår og min hovedbund kan være lidt trælse, og de to her har jeg bedst erfaringer med. Til min mand, der er mindre besværlig og gerne bruger noget billigere for at spare penge alt i alt er det Neutral, Mild Balance eller Änglamark. Vaskemiddel: Både Føtex, Kvickly og Fakta har nogle mærker, der er billigere end Neutral og også parfumefri; dem køber jeg som regel, men jeg kan ikke huske, hvad de hedder (der står pænt på pakken, at det er uden parfume, så det er let nok at finde). Mit uldvaskemiddel er fra Neutral. håndsæbe: Som regel Mild Balance, fordi det er billigt, men også af og til Neutral eller Änglamark. Creme til strækmærker: Bruger jeg ikke; det skulle alligevel ikke virke - men hvis jeg ville, kiggede jeg nok på ting fra de samme mærker som allerede nævnt.

Øøøøøv!

Nå, jamen så må man jo prøve ad :)

Jeg valgte Cardinals, fordi jeg syntes, det var sejt med et hold, der var små røde fugle i stedet for et eller andet stort og farligt som løver eller tigre :) Det var før, jeg begyndte at interessere mig for det for alvor, og mest for at gøre det mere interessant for mig, når manden så det i fjernsynet. Og så klarede de sig bare enormt godt og kom i Superbowl (hvor de desværre tabte), så jeg endte med at sætte mig bedre ind i sporten og blev interesseret for alvor.

Jeg er også med - jeg ser intet andet sport, men det her har fanget mig. Det var min mand, der fik mig med på det (han interesserer sig i øvrigt heller ikke særligt for sport ellers). Jeg holder med Cardinals, og han holder med Colts. I år går det ikke godt for Cardinals, men det var nu heller ikke ventet, efter deres quarterback trak sig tilbage. Så lige nu følger jeg ikke så intenst med i, hvordan de klarer sig, men venter mere på, at de måske kommer tilbage igen i løbet af et par år. Så prøver jeg at holde med mandens Colts i stedet - men de klarer sig nu heller ikke så godt, som man kunne håbe baseret på tidligere år; nok mest fordi halvdelen af holdet nærmest er ude med skader :rolleyes Jeg har ganske fint styr på reglerne - jeg var for sjov ved at skrive lidt ned tidligere, fordi jeg overvejede, hvordan jeg egentlig ville forklare dem for andre, hvis jeg skulle. Jeg kan lige se, om jeg kan finde noget af det senere :)

Jeg har intet, jeg bruger regelmæssigt, med parabener i. For et par år siden væltede jeg en flaske parfume ned af en hylde på badeværelset, så den blev smadret, og der var parfume ud over det hele. Lejligheden stank i nogle dage. Og det fik altså min krop til at sige fra over for parfume, for jeg begyndte at have kløende næse og øjne og nyse en masse. Det blev så pænt ved, efter lugten var ude af huset, så jeg måtte erkende, at jeg nok blev nødt til at droppe al parfume. Det var en stor lettelse, for jeg kunne mærke, at det hjalp med det samme. Nu, hvor jeg undgår det, kan jeg som regel sagtens leve med parfume ude i verden uden problemer (det folk har på, det i håndsæber og alt sådan noget, det ville være svært at undgå). Nå, men da jeg skulle skifte alt muligt ud til noget uden parfume, syntes jeg lige så godt jeg kunne undgå parabenerne også, når jeg nu var i gang, for det følges jo temmelig ofte ad i produkter, så det var kun en lille ekstra indsats, der skulle til for at slippe for dem også, og så ville jeg da lige så gerne det. Make-up blev skiftet ud sådan lidt mere hen ad vejen, efterhånden som jeg fandt noget godt - det generede mig nemlig ikke, for hvis der var parfume i noget af det, jeg havde, var det for lidt til at give en reaktion (det havde måske været anderledes, hvis det var min hud og ikke næse og øjne, der reagerede på parfumen). Når jeg droppede parabenerne i andre ting, ville jeg jo bare gerne være konsekvent, men det hastede ikke på samme måde. Det tog nu ikke så lang tid at finde nye ting, for jeg var alligevel lidt på udkig efter noget nyt på et par punkter, fordi jeg ikke var helt tilfreds med det, jeg havde. Vi har muligvis et par enkelte småting, der stadig er parfume og/eller parabener i - sådan noget som rengøringsting, der bruges meget sjældent (der kunne f.eks. sagtens være noget i det specielle rensemiddel til den glaskeramiske kogeplade, som kun bliver brugt få gange om året, når den lige skal have en grundig omgang). Hvis det bliver brugt så lidt, virker det ikke værd at gøre indsatsen for at finde noget uden; vi overlever nok de få gange om året :rolleyes Og min mand har en flaske parfume stående endnu, som han har brugt et par enkelte gange, når han skulle noget uden mig. Så jeg undgår det ret konsekvent - men når først de ting, man plejer at bruge, er skiftet ud, kræver det såmænd ikke, at man egentlig tænker over det overhovedet. Jeg køber jo bare de produkter, jeg er vant til.

Jamen, I kan da lige få mit avatar-billede i lidt større størrelse, så man faktisk kan se mig ordentligt: Så virker det vist endelig ordentligt :)

Den, jeg allerhelst vil af med er :angel Den irriterer mig. Ellers er jeg enig i, at man roligt kan fjerne den ene stork og den ene sex-smiley, og at ditto-smileyen egentlig gerne måtte blive erstattet af en gladere. Derudover er der enormt mange, jeg aldrig bruger, men jeg er også én af dem, der ikke bruger et særligt stort udvalg af smileyerne, så det er nok mindre brugbart. Jeg tror min yndlingssmiley er denne her: :glad