Vores dejlige søn Linus kom til verdenen d. 26/1-13 ved Kejsersnit.
Jeg blev sat igang da jeg var 38+6 pga en masse små komplikationer, det var en Torsdag aften. Jeg blev sendt hjem og sove og skulle møde på sygehuset igen Fredag morgen, med mindre jeg fødte om natten.
Fredag 8.30 på sygehuset;
Jeg har ikke født om natten, så er inde for at få lagt endnu en pille op, min jordemoder undersøger mig for om jeg har åbnet mig, da min livmoderhals var meget kort igår. Jeg har åbnet mig 1 cm og livmoderhalsen er så kort at hun kan prikke vandet. Hun prikker vandet og det begynder at sive ud, og jeg bliver overflyttet til fødegangen, min mor er med mig, og jeg ringer til René for at få ham derned så han kan deltage i fødslen.
René ankommer til sygehuset kl 10.15 ca. sammen med min faster som agerede chauffør. Jm sagde at vi skulle gå en tur for at få veerne igang, det hjalp lidt, jeg fik en 8-10 veer på 45 min.
Kl 11 får jeg vestimulerende drop, og begynder så småt at få veer, jeg er i en helt anden verden da jeg slet ikke havde regnet med at vi ville nå så langt idag, men er også overbevist om det bliver idag jeg skal føde min søn, er opløftet, næsten høj på tanken om at jeg skal være mor inden dagen er omme :)
Veerne tager til, og jeg mister tidsfornemmelsen, jeg skifter stilling hele tiden står op, sidder ned, ligger på siden, min mor og René underholder mig, vi gætter kryds og tværs og griner og de driller mig, Jm kommer og går og tjekker Babys tal, ind i mellem sætter hun mere krudt på vedroppet. Da kl er 17 får jeg fuld dosis og har kraftige veer, men har kun åbnet mig 3 cm. På et tidspunkt sætter Jm elektrode på Babys hoved så jeg har mere bevægelsesfrihed, den falder ud en gang og jeg få en ny på.
Omkring ved 20 tiden løber mit drop ud, så har jeg fået 500 ml. vi beslutter at fortsætte for jeg har åbnet mig til 4 cm og hun kan mærke Babys hoved.
Kl 21 måler hun mig igen, og INTET nyt er sket, Jm snakker med overlæge, de beslutter at give det 1 time mere også stoppe hvis der ikke sker mere. Vi er alle vildt trætte, og Jm fortæller at hun må kun være på vagt 18 timer i træk, så hendes vagt slutter kl 2 og hvis vi fortsætter ville jeg få en anden Jm, det har betydning fordi jeg havde kendt Jm, dvs at den Jm som har fulgt mig gennem graviditet ville også være den jeg fødte med.
Kl 22 er der ikke sket mere, vi slukker for vedroppet og veerne forsvinder stort set med det samme, da jeg har haft vandafgang, og har fået drop skal jeg blive på sygehuset, men reelt måtte min kæreste ikke blive sammen med mig, men fordi jeg bliver meget ked af det får han lov til at blive indlagt på fødegangen sammen med mig.
Kl 23, går vi i seng og sover, ingen fødsel denne nat heller, ØV!
Lørdag kl 8.30, vi har været nede på barselsgangen og få morgenmad og lige ud og få lidt luft, jeg har ikke set frisk luft i et døgn nu. Jm kommer og undersøger mig, jeg er kun åben 2 cm nu, det var virkelig demotiverende. Vi går igang med vedrop igen.
Min mor tog hjem igår så det er kun min kæreste der er med mig, og selvfølgelig min Jm, hun brugte meget tid hos os, selvom vi mest bare ventede.
I løbet af dagen har jeg ret kraftige veer, og er sikker på at det er idag det sker, idag skal jeg møde min søn.
kl 14. Jeg får fuld blus på ve droppet, og jeg har udvidet mig til 5 cm, og jeg har veer der er tæt på at føles som presse veer, jeg har i hvert fald trang til at skulle på toilettet. Min kæreste har kun én gang i løbet af dagen været ud og få en smøg, og er rimeligt brugt nu, både fordi han skal være der 100% for mig, og fordi han ikke havde fået en super god nattesøvn, så jeg skriver med min mor og aftaler at hun skal komme, og have mad med til René, da han kun havde fået morgenmad og müsli barer, og sygehuset tilbyder ikke mad til fædrene.
Min mor kommer kl 15 og min kæreste får mad og en pause igen.
Kl 16 løber mit ve drop ud og Jm undersøger mig, der er intet sket siden jeg udvidede mig til 5 cm. Så Jm taler med overlægen som siger at det må blive kejsersnit. Det kommer ikke som en overraskelse for mig, vi havde det oppe igår aftes, og i løbet af dagen har vi snakket med JM om hvordan og hvorledes hvis det var alternativet, så vi var ret godt inde i hvad der skulle forgå.
Ret hurtigt bliver jeg koblet fra diverse maskiner, og veerne forsvinder igen næsten med det samme, værelset bliver fyldt med mennesker, lægen som skal operere mig, anæstesi sygeplejersken, nakoselægen, min mor og min kæreste, min Jm og en sygeplejerske mere. Jeg skal have lagt epiduralblokade.
Jeg havde ikke mange fødsels ønsker men epiduralblokade og kejsersnit var de 2 eneste ting jeg bare IKKE ville, og nu sidder jeg så der og skyder ryg skal jeg kan få lagt epidural før mit kejersint, det var virkelig en stor nedtur for mig, da jeg har fået støttestrømper på siger min mor farvel til mig, hun ville tage hjem for hun havde ikke lyst til at sidde og vente på sygehuset, jeg var ved at tude helt vildt, fordi intet var som det skulle være, min mor skulle være der til fødslen af min søn, jeg skulle føde normalt og naturligt min verden ramlede, og selv nu tuder jeg ved tanken om det. Jeg ville ikke græde og gøre min mor ked af det, det er først da portøren stiller min seng udenfor operationsstuen og jeg kigger på min kæreste at tårerne kommer, jeg kan se på ham at det var bare heller ikke hvad han ønskede, men han får i det mindste lov til at være tilstede ved sin søns fødsel.
De kører mig ind på stuen og min kæreste får afvide at alle har deres plads og der bliver man, også bliver han sat ved siden af mig. Jeg bliver "spændt fast" på operations bordet og får de "stoffer" der skal til for at bedøve mig, jeg kunne stadig mærke noget efter 1. omgang, men fik lidt mere også virkede det. Kort tid efter siger jeg til anæstesi sygeplejersken at jeg bliver lidt kvalm, det viser sig så at mit blodtryk er faldet vildt meget, så meget at de ikke ville fortælle mig hvor lavt det var, så jeg fik noget medicin til at få det op igen. Da alt så er som det skal være, skal vi præsentere os, jeg siger "Hej, jeg hedder Tanya, og jeg er moren, eller snart". De begynder så at operere mig, i hvad jeg føler vare en time, det var i virkeligheden 8 min. Og så kl 18,42 hører jeg min søn græde, og tårerne begynder bare at trille, mit lille pus er kommet til verdenen, han lever og skriger og alt muligt.
Det viser sig at han sad fast i mit bækken og var aldrig blevet født naturligt, da jeg fik det afvide røg al ærgelsen over kejsersnittet, jeg havde intet kunnet gøre for at få ham ud. De viser mig ham lige kort, og jeg tuder igen, jeg syntes han så mærkelig ud, hans hoved var deformt pga måden han havde ligget på, men han var her og det var det vigtigste. De skal have vandet ud af lungerne på ham og måle og veje ham, han vejer 3700 gr og er 52 cm lang. Vi bliver kørt på intensiv til opvågning, og først der får jeg min lille skat op på brystet, det var den bedste følelse i verdenen. Vi skal være på intensiv til jeg kan bevæge mine ben, det tog en evighed syntes jeg, men jeg satte mig et mål, kl 23 ville jeg være nede på barselsgangen, død pine og helvede. Min Jm kommer ind og snakker lidt og siger at nu ville hun lige gå ned og hente min mor så hun kunne se os, jeg siger "jamen min mor tog hjem" Jm fortæller så at en sygeplejerske havde overtalt hende til at blive. Så lidt efter kommer min mor, så var det næsten som det skulle have været, hun bliver lidt og tager så hjem, da min far sidder der hjemme og er bekymret.
Mine tal er i orden, Baby Linus' tal er i orden, og jeg kan bevæge mine ben, så kl 23.05 kører portøren min seng ind på min barselsstue.
Det var så historien om hvordan min søn kom til verdenen, på den, i mit hoved værst tænkelige måde, men jeg ved at jeg kunne ikke have gjort andet eller mere for at få det på min måde, så jeg må acceptere at det ikke er alt jeg har kontrol over, og glæde mig over at jeg har fået en dejlig søn, som har det super godt :)
