Nu er det vidst på tide med en fødselsberetning fra mig, så here goes.
Efter en måned med veer on/off, og ingen nattesøvn, fik jeg efter en mindre tudetur hos JM da jeg var til kontrol 38+3, lov til at blive sat igeng 39+0.
Lægen på sygehuset kunne dog ikke helt regne, så jeg fik tid da jeg var 38+6, hvilket jeg dog ikke klagede over. ;o)
Så torsdag den 19/1 mødte jeg ind på FG kl. 9.30 til igangsættelse. Jeg fik kørt kurve og blev undersøgt, og var stadig kun knap 2 cm. åben og 2,5 cm livmoderhals, så status quo siden 30+0 på trods af flere måneder med plukkeveer og en måned med regelmæssige veer. Kl. 11.00 fik jeg første omgang piller, som skulle sætte gang i fødslen, og blev sendt hjem med besked om at komme igen ved veer eller efter 4 timer. B og jeg tog ned i byen og spiste frokost og fik shoppet et par småting til lillen, og tog så hjem for at få et par timer på sofaen, hvis nu det skulle ende med en nattefødsel. Kl. 15.00 tog vi igen på FG til en ny kurve og en ny undersøgelse som viste at lillepigen havde det fint og at fødslen ikke var kommet tættere på end den var om morgenen. Så det blev til en ny omgang piller og så hjem igen, med besked om at komme igen ved veer, ellers ville vi blive ringet efter fredag morgen.
Allerede på vej hjem i bilen startede veerne. De to store piger blev hentet af mormor og morfar og skulle sove der, så vi tog hjem og prøvede at få hvilet godt ud, for nu måtte der da ske noget. Kl. 20.30 var veerne rigtig slemme og kom regelmæssigt med 4 min. imellem, så vi ringede på FG, og fik at vide at vi gerne måtte komme, men at de havde meget travlt og at vi måtte vente på at de 3 ekstra JM som de havde kaldt på arbejde kom.
Så efter endnu en times ventetid hjemme med kraftige veer, tog vi på FG igen og kl. ca. 22.00 fik vi den nedslående besked om, at der stadig ikke var sket noget som helst, og at veerne bare var snydeveer, som ikke gjorde noget. Det udløste en kæmpe tudetur hos mig, for jeg var træt og havde ondt og var led og ked af at have veer, som ikke gjorde noget andet end at gøre ondt. Efter et par timer, hvor vi fik lov til vente på Fg for at se om der kom mere gang i sagerne, blev vi sendt hjem med et par piller, som skulle få mig tilat slappe af og få lidt søvn.
Fredag morgen, efter en nat med meget lidt søvn og mange veer, tog vi igen på FG, og blev modtaget af den sødeste JM Trine og studerende Signe. Endnu engang fik vi at vide at jeg stadig kun var 2 cm åben og havde 2,5 cm. livmoderhals. Og endnu engang gik fik tårerne frit løb, for jeg følte virkelig ikke at jeg kunne mere på det tidspunkt.
Det hører med til historien at begge mine tidligere fødsler først er kommet igang efter jeg har fået ve-stimulerende drop og vandet er blevet taget, hvilket jeg havde prøvet at forklare flere gange udne held. Denne gang gik de dog med til at prøve at tage vandet ;o) Så kl. 11.00 fik jeg klyx og kl. 11.30 prikkede de hul på vandet. Hold da op det gjorde ondt, for der var jo ikke meget plads når jeg kun var 2 cm, men det lykkedes.
Efter vandet var taget fik jeg et par timer til at få veerne igang selv, men uden held, så kl. 13.30 blev ve-droppet startet og så kom veerne.
Kl. 15.15 var jeg 4 cm åben og droppet blev skruet op for 3. gang for at få gang i sagerne, og det skal jeg love for at der kom. Veerne kom med ca. 30 sek. imellen og varede i ca. 90 sek. så der var næsten ingen pause imellem og jeg havde så ondt at jeg ikke kunne andet end at ligge på siden og bide i puden når veerne kom. Jeg havde tidligere i forløbet sagt nej til smertelindring, da jeg tænkte at det kunne jeg godt klare uden, men det fortrød jeg senere, men der var der ikke tid tilat gøre noget.
Kl. 16.15 var jeg 6 cm åben og havde begyndendepressetrang. Droppet blev skruet ned igen pga. for mange veer uden pause imellem, men det hjalp ikke meget.
Kl. 16.45 var jeg 8 cm åben og JM masserede indvendigt for at fjerne den sidste kant, og fy for den hvor gjorde det ondt. Jeg troede ikke det kunne blive værre end veerne, men jeg tog fejl, men det hjalp for kl. 16.49 kom Freya til verden, 3.300 gram og 52 cm lang og super dejlig. Kl. 16.59 blev moderkagen født og jeg blev undersøgt for bristninger, som jeg heldigvis slap for. Freya lå ved mig og fandt hurtigt vejen til brystet og så ud til at sutte fint.
Kl. 18.00 kom mormor og morfar med de stolte storesøstre som skulle være de første til at se deres nye lillesøster, og hvor var de stolte. :biglove. De var der kun lige i 20 minutter, så tog de afsted igen, de skulle hjem og have pizza og fredagssnolder.
Kl. 19.45 var vi klar til at tage hjem med vores 3. dejlige datter.
Alt i alt en dejlig fødsel, selvom det var meget hårdt undervejs. Især optakten til den var slem.
Den første tid
Om lørdagen kom mormor og morfar med pigerne ved 13 tiden. Og hvor var det dejligt at få dem hjem. Jeg havde savnet dem rigtig meget. Freya suttede fint hos mig og sov ellers det meste af tiden. Den dag var der fred og ro og ingen gæster.
Søndag kom hele svigerfamilien på besøg og blev et par timer. Det var lige før det blev for meget for mig, men det var rigtig godt for de store piger, som fik en masse opmærksomhed, og ikke mindst storesøstergaver. :yiepie. Freya fik lidt gulsot, men ikke noget vi fandt alarmerende.
Mandag var jeg på sygehuset igen for at få taget hæleprøven, og fik at vide, at hvis hun blev mere gul og stadig faldt i søvn ved brystet hele tiden, så skulle jeg ringe til dem. Det gjorde jeg tirsdag fordi jeg synes det blev værre med det gule og fordi hun sov istedet for at spise. Om natten sov hun kun når hun lå på min mave og kun en time ad gangen, så ville hun ammes igen, så jeg var meget træt. Jeg fik besked på at ringe til min SP så hun kunne se på det gule.
Onsdag kom SP og kiggede og synes ikke der var grund til bekymring over farven. Freya blev vejet og havde tabt sig til 3200g. så ikke alarmerene meget.
Mandag var SP her igen og vægten sagde 3250 g. så det var fint. Hun var stadig gul, men stadig ikke grund til bekymring.
Mandagen efter, hvor freya var 17 dage, var SP her igen og Freya var stadig gul og havde ikke taget på siden sidste besøg. Pga. farven blev vi sendt til egen læge til us.
Tirsdag var vi først på sygehuset for at få taget blodprøve og så hos egen læge til us. Han sendte os på børnemodtagelsen, da tallene fra bodprøven var på 191, og når hun så heller ikke havde taget på ville han gerne have en børnelæge til at se på hende.
Lægen på børnemodtagelsen kunne med det samme sige at det gule ikke var noget de ville gøre noget ved, men de var bekymret over, at hun ikke havde taget på, så de undersøgte hende på kryds og tværs, uden at finde noget galt. Hun blev vejet til 3168 g. så et stytte under fødselsvægten. Så ville de gerne se hvor meget hun spiste hos mig, så hun blev vejet før hun blev lagt til og da hun var færdig, og der var blevet til 40 ml. hvilket ikke var tilfredsstillende. Derfor ville de gerne beholde os natten over, for at observere videre. Så vi blev indlagt på neo, hvor Freya skulle vejes før og efter hver amning. Det blev hurtigt tydeligt at hun slet ikke fik nok at spise, og at det var derfor hun faldt hen ved brystet. Hun fik kun imellem 20 og 25 ml. pr. måltid og hun skulle have 65 ml. Så hun spiste kun lige nog til at kunne holde sig i live, men sov så for at spare på energien. Freya kunne simpelthen ikke finde ud af at sutte rigtigt. Hun tog rigtigt fat omkring brystet, men kunne ikke skabe det vakum som skal til for at få mælken ud af brystet.
Vi endte med at være på neo i næsten en uge, hvor vi prøvede alle mulige måder at få hende igang med at sutte. Vi prøvede at holde hende vågen med kolde vaskekludde for at se om hun bare var for træt til at spise, vi prøvede suttebrikker, vi prøvede noget som hedder lact aid, som et en flaske med mælk og så en sonde som er tapet på brystet og skal ind i munden sammen med brystet, og på den måde ville mælken løbe både fra brystet of flasken, men hun kunne ikke sutte nok til at få mælken op af flasken. Samtidig med alt der her malkede jeg ud hver 3. time for at få gang i mælken igen, og for at hun kunne nøjes med at få mm i kop når hun ikke kunne sutte mere ud selv.
Onsdag aften blev der lagt en sonde på hende, så hun ikke skulle blive alt for vant til at få mad af en kop og derfor få endnu sværere ved at lære at sutte rigtig. Det var svært at høre at hun havde brug for sonde, for for mig er sondeernæring til børn som er født alt for tideligt eller som er syge, og Freya er ingen af delene, så det var hårdt. Men efter at have konsulteret onkel google kunne jeg bedre se ideen med det, og at det var til hendes eget bedste.
Da sonden var lagt malkede jeg ud og fik så lov til sove hele natten. Freya var hos sygeplejerskerne som ville give hende den udmalkede nælk i sonden. Ideen var at en hel nats søvn måske kunne hjælpe mælkeproduktionen igang.
Torsdag morgen blev hun vejet igen til 3.305 g. og var dermed over fødselsvægten, og hvilken sejer det var. Vi kæmpede stadig videre med amning, hvor hun fik ca. 20 ml. og så resten i sonden og udmalkning, som ikke rigtig virkede efter planen. Der kom ikke mere mælk.
Torsdag aften besluttede vi at det skulle testes om Freya bare var blevet for træt til at kunne klare sig selv, så hun fik det de kalder et sovesøgn. Alle måltider gives i sonden og så kunne hun bare sove uden at skulle vækkes for at spise. Jeg malkede stadig ud hver 3. time og kunne lige akurat malke nok ud til at hun ikke skulle have MME.
Fredag aften talte jeg med vores kontaktsygeplejerske for at få en status fra dem på hvordan det gik, da jeg ikke selv følte at der skete fremskridt. Og det gav hun mig ret i. Ingen af de tricks der plejede at virke havde virket på Freya og et sovedøgn er sidste udvej, og da det heller ikke så ud til at have virket, og da min mælkeproduktion heller ikek var stigende, var der ikke så meget andet at gøre end at opgive amningen og gå over til flaske.
Det var en meget svær beslutning for mig, og jeg var, og er stadig, ked af at jeg ikke kan lade sig gøre at amme hende, og jeg brugte det meste af aftenen på at tude.
Lørdag morgen startede vi op med flasken og det virkede for Freya. Hun har en meget dårlig sutteteknik, men det gode ved flasken er, at mælken kommer alligevel. Samtidig blev det også et goddag til MME, da jeg ikke kunne overskue at skulle malke ud hele tiden, når jeg kom hjem. Med to andre børn og et hjem som også skal passes, kan det bare ikke hænge sammen.
Søndag havde Freya taget på så hun vejede 3395 g. og vi fik lov tilat komme hjem på orlov. Tirsdag var vi indee til kontrolvejning hvor vægten var oppe på 3.425 g, så flaskerne var helt klart det rigtige valg.
Nu er Freya 10 uger gammel og vejer ca. 4.800 gram. Hun spiser godt og vi trives fint med flaskerne. Jeg er stadig ked af at jeg ikke kunne få amningen til at lykkedes, men har fundet ro med, at det er Freyas trivsel som er det vigtigste og hun er glad og tilfreds. Hun er en rigtig grine-pige som kun lige skal kigges på så kommer der et stort smil.
Det har været en hård start med mange frustrationer og tårer, men nu kører det hele som det skal, og jeg er ved at have fundet ro omkring det der med mad og vægt. Jeg har stadig behov for nogle ekstra kontrolvejninger, men har heldigvis en meget forstående sundhedsplejerske som gerne kommer og vejer når hønemor her har behov for at få nerverne i ro igen.
Stor :respekt til dig hvis du er nået så langt.
Mange kram
Rikke
