Jeg tilgav min kæreste for 2x utroskab....
Jeg tog min kærestes telefon, en dag den ringede meget sent om aftenen, mens han lå og sov.
En kvinde spurgte efter M og jeg sagde han sov. Hun forstod ikke hvad han lavede hos mig, og jeg forklarede hende, at vi boede sammen, og ar nyforlovet. Hun fortalte de havde et forhold, og dette havde stået på i 1 år.
Jeg var synderknust, og dog ikke overasket..
Dagen efter pakkede jeg mine ting, og tog op til en veninde.
Jeg vidste jeg ville tilgive ham. Jeg vidste det intet havde med hverken mig eller vores forhold og gøre. jeg vidste, det KUN handlede om selvtillid og opmærksomhed. Og det var ikke fordi jeg ike gav ham nok. Han kunne bare ikke få nok opmærksomhed.
Om han vil være ved det eller ej. (Hvilket han stadig ikke vil) Så led han af MASSIV omsorgssvigt HELE hans barndom og ungdoms år.. Hans mor forlod ham, ved hans alkoholske fra, da han var 3 mdr. gammel. Hun kom impulsivt et par gange i løbet af M's barndom og lovede ham gule og grønne skove, som han aldrig fik.
Men fik en hund af hans far ( Mener jeg?), og dette var hans bedste ven i rigtig mange år, indtil faren solgte den så han kunne få flere øl.
Faren lod ham bo alene i et rækkehus, da han var ca 11 år gammel, men faren flyttede over til en ny dame.
Amen, kan i forstille Jer hvor massivt denne barndom måtte være????
Og dette er jo ikke engang halvdelen af hvad han er blevet udsat for.
Og jA! jeg VED godt dette IKKE er en undskyldning. og det har han aldrig brugt som undskyldning, det er KUN mig selv, og kun mit valg.
Men anyways. Så VIDSTE jeg at det kun handlede om bekræftelse. Jeg vidste han elskede mig OVERALT på jorden. Og jeg sagde til ham, jeg ville komme hjem på en betingelse, og det var han skulle SELV fortælle hende alt, og at et var slut.
Og det her lyder hårdere end det var, og undskyld hvis jeg støder nogen... Men så startede jeg med at "pille ham ned" Ganske målbevidst. For at bygge hans tillid op igen. Jeg mandede mig op, og tog "bukserne" på... :sm
Jeg var den mest :sm slavepisker kæreste i lang tid. Og blev sur og skældte ham ud, og "opdragede" ham, når han ikke "opførte" sig som jeg ville have det...
Ja jeg ved det, Ja jeg var hans "MOR". Men han havde fandme ike et gram opdragelse, han løj, om alt, snød hans venner og familie.. Osv.
Men når han så var som jeg ville have , ikke bare ekstra sød, men bare alm. så belønnede jeg ham. F.eks. den bedste historie jeg har, var da jeg bagte pandekager til hele byggepladsen, både entreprænørene, murene og smedene fik. Der var han jo "dagens mand" Og han fik Så meget ros og opmærksomhed, at det boostede ham i flere måneder. Og så gik det kun opad derfra. Han blev et helt andet menneske.
Vi har nu været sammen i 8 år, og det er 7 år siden vi lagde det hele så meget bag os som vi kan..
han har stadig flere gange svært med det med sandheden, men han ved jeg kan læse ham med det samme. Han har også en gang i mellem brug for at "sladre" om noget som ikke er så smart. Men vi ved det allesammen, og får snakket om det.
Jeg ville lyve groft hvis jeg sagde vi ikke skændes, fordi det GØR vi... Og vi diskutere rigtig meget. Jeg er idag meget jalux, men han er en MAND idag, og kan for det meste selv tage sine beslutninger. Jeg er ike mor med, jeg er kæreste, faktisk er vi kone og mand. (bare ikke på papir, men inde i vores egne hoveder er vi)
Vi har et fantasktisk forhold idag. Virkelig... Vi kan være bragende uvenner, men vi er ALDRIG uvenner mere end nogle timer, for vi kan ganske enkelt ikke unvære hinanden.
Vi er mere en soulmates. men du kan ikke se det på os når man er sammen med os. Vi har noget helt intimt sammen, helt unikt, som kun VI kan se og mærke. Vi kan skændte så det brager, og skride fra det hele og hinanden, men vi ender ALTID i samme seng om aftenen.
JEg er stadig strid til tider, og jeg har ham stadig kun akkurat så lang fra mig, at jeg stadig kan stramme hans snor. Men han kan færdes som han har lyst, han kan gå i byen med vennerne(Det har han så selv valgt fra), han kan gøre præcis som han ved, så længe tilliden ikke bliver brugt. Så er han på kort snor et stykke tid igen.
Han har en gang i mellem tendens til, at panikke (f.eks. over forandringer).. Men vi kan nu snakke sammen om alt.
Er det for hårdt..?? Sry.
Det er gået op for mig, det er sådan han har det bedst.. Ligeså snart jeg giver ham for meget plads, så vakler han psykisk. Jeg er overbevist om, at det er hans barndom, der har "ødelagt" ham. Men han er nu istand til, at have rigtige SUNDE venskaber. Han er en FANTASTISK far. Jeg vi elsker hinanden VIRKELIGT højt.
Ejj, hvor jeg syntes det lyder hårdt nu når jeg får skrevet alt det her ned.. Suk.. Men det syntes virkeligheden er nogle helt andre følelser. nu når jeg sidder og læser det har jeg helt lyst til at græde.. Det lyder jo helt sygt. Hvor er jeg glad for, jeg VED hvor vi er i vores forhold nu, og at vi har det SÅ skønt.
Undskyld hvis jeg fornærme nogen af Jer. I stedetfor og brænde inde med en kommentar så skriv det endeligt. Jeg kan godt se hvordan det lyder, og hvordan folk omkring os har opfattet det. Men jeg ved vi har stået med følelserne i det, og hvordan der er ;D
Håber i kan forstå bare en smule af det :D
