Amedea

Det er faktisk præcis det samme med mig. Jeg spurgte selv til, om der var noget tidspunkt det var bedst at tage Eltroxin'en på, og så sagde endokrinologen, at der ganske vist stod i indlægssedlen, at man skulle gøre det om morgenen og på tom mave - men at han anbefalede at man gjorde det om aftenen. Og han er efter sigende ekspert på området, så jeg stillede ikke spørgsmålstegn ved det. Men han sagde bl.a., at denne løsning især var god, hvis man var vant til at spise morgenmad, når man stod op. Hvis ikke det var tilfældet, kunne man jo sagtens bare gøre det om morgenen....

Jeg vil helt sikkert være på udkig efter hjertebanken og svimmelhed - indtil videre har der dog heldigvis ikke været noget at mærke. Men mine symptomer på lavt stofskifte har også været meget begrænsede. Har faktisk mest døjet med træthed og kuldskærhed, så hvis ikke det var for fertilitetsudredningen, ville jeg nok aldrig have spekuleret over, om der var noget "galt" med mig som sådan. Men ja, jeg håber da, at et velreguleret stofskifte kan få bugt med problemerne med at undfange, for du har da helt ret - når først vi er klar til at udvide familien, så vil vi helst ikke vente på noget som helst :) Og forresten kan jeg helt sikkert bruge din lange smøre til noget - det er så utrolig befriende at høre, hvad andre har af erfaringer i forhold til denne "sygdom". Så du skal have tusind tak :)

Her sidst lå den på 4,09 - så den lå jo kun lige akkurat over normalværdien. Men gennem de sidste 6 måneder har den været temmelig høj, og er så løbende faldet - og steget - og faldet af sig selv. Var også selv lidt overrasket over, at jeg skulle starte på 100 mikrogram - og undrede mig især over det, fordi det var en helt ung reservelæge, som faktisk ikke rigtig vidste så meget om lavt stofskifte - men han tjekkede med overlægen, som gav grønt lys, og så protesterer man jo ikke. Jeg skal have taget blodprøver midt i marts, og skal så til endokrinolog sidst i marts. Er meget spændt på, hvad tallet viser. Jeg var slet ikke klar over, at man helst skulle ligg epå de 2,5, når man gerne vil være gravid. Har du selv været igennem et lignende forløb?

Hej alle sammen... Jeg faldt lige over jeres tråd, og vil meget gerne både bidrage til snakken og være med på en lytter. Jeg har selv lige fået konstateret for lavt stofskifte. Det har været en lang proces synes jeg. Min kæreste og jeg besluttede for 1½ år siden, at vi nu var klar til at blive forældre. Jeg smed p-pillerne i oktober 2010, og tænkte nok - som de fleste - at det sikkert ikke ville tage så lang tid. Men alle vegne omkring mig blev alle andre gravide - inklusive min svigerinde, som har PCO i slem grad - og vi nåede stadig ingen vegne. Min kæreste var, som mænd er flest, sikker på, at det nok skulle komme, og at vi bare skulle give det tid. Efter 3/4 år var jeg træt af at vente og fik tid hos en gynækolog til fertilitetsudredning. Der var selvfølgelig ventetid på to måneder. Så nu skriver vi altså august 2011. Fertilitetsudredningen stod på noget tid med scanning, blodprøver, gennemskylning af æggeledere etc. Alt var fint - det vil sige lige med undtagelse af en lidt forhøjet TSH-værdi. Blodprøver igen. Stadig mærkelige tal. Henvisning til endokrinolgisk afdeling. I mellemtiden måtte jeg nærmest sparke og tigge min kæreste for at få ham til at få tjekket sin sæd. Han mente jo selvfølgelig, at der ikke kunne være nogt galt med ham... han har jo sin søn fra et tidligere forhold. Men afsted kom han. Og resultatet var, at kvaliteten ikke var supergod, men der skulle én til prøve til for at bekræfte. Den tog det lige et par måneder at få gennemført. Men så smed hospitalet prøven væk. Det var i slut-november. Han har ikke været afsted for at få lavet en ny endnu!!!! (ARGH!) Slut januar skulle jeg endelig på hospitalet, hvor jeg jo så fik at vide, at jeg ganske rigtigt har for lavt stofskifte. Er blevet startet på 100 mikrogram eltroxin pr. dag, og glæder mig sådan til at min krop bliver lidt mere normal igen. Og så håber jeg naturligvis især, at denne ekstra hjælp kan hjælpe os på vej mod at blive forældre i en nær fremtid. For trods min kærestes langsommelige adfærd, er det virkelig noget, vi begge ønsker. Men piger - hvad er jeres erfaringer? Ved godt I allerede har skrevet en masse, men har alligevel brug for at vende det med jer. Hvor længe gik der for jer? Hvordan holdt I modet oppe?