Dorita

Leos faldt af efter fire dage, så jeg er ikke til meget hjælp. Men hold da op hvor det stank lige inden :-S

Jeg blev også gravid i første cyklus. Rigtig meget held og lykke med det :-)

God idé med sådan en tråd :-) Jeg er kæmpe fan af Steinbeck, så stemmer for de førnævnte bøger. Dog skal det siges at Vredens druer er utrolig hård. Måske ikke noget for hormonelle gravide (jeg ville ihvertfald ikke kunne læse den da jeg var gravid). Øst for paradis er min ynglingsbog, jeg har læst den maaange gange. Den kan varmt anbefales. Han har også e noget lettere og lystigere del at sit forfatterskab, som man f.eks. finder i Mus og mænd og Dagdriverbanden. Ellers har jeg lige læst en masse Jussi Adler-Olsen bøger. Hvis man er til krimier er de gode, men meget barske.

Hold da op, alle de fødsler der er gået min næse forbi. Stort tillykke til jer alle

Det er på 2. sal, den side mod tagensvej/panum -og kommer man kl 3 om natten ser der lukket ud, det skal man ikke tage sig af :-)

Så er det ved at være tid til jeg får lavet en fødselsberetning. I dag er han 3 uger :hurra Jeg var gået 12 dage over og skulle sættes i gang onsdag aften kl 19.30. Inden vi skulle på hospitalet, gik jeg op af trapperne til 4. sal og fik en meget voldsom plukve, der blev ved. Jeg begyndte også at pletpløde, så tænker det var lidt i gang. Vi tog på hospitalet og fik kørt strimmeltest, hvor der var småveer, men jordemoderen syntes alligevel jeg skulle have en stikpille. Vi fik en tid til næste formiddag og skulle gå hjem og sove -somom det var muligt <_< Jeg havde noget der mindede om meget kraftige menstruationssmerter. Vi besluttede at gå tidligt i seng, i håb om at få lidt søvn. Men allerede da jeg lå og prøvede at sove, begyndte smerterne at blive værre og komme i bølger. Jeg lå og vendte og drejede mig og gik ind i stuen for at se lidt fjernsyn. Kl. 1 vækkede jeg min mand, nu syntes jeg der skulle tages tid på de efterhånden ret kraftige veer. Jeg blødte også i klumper, hvilket bekymrede mig lidt. Veerne var desværre ikke regelmæssige, men der var 3-5 minutter imellem. Så efter en time ringede vi til fødegangen, der foreslog at jeg skulle tage noget smertestillende og prøve at sove. Men da jeg fortalte om klumpblødningen, ville hun alligevel gerne se mig, for en sikkerheds skyld. Vi var derinde ca 2.30 og kom ind på en undersøgelsesstue. Der ville lige gå lidt tid, inden en jordemoder kom, så jeg var velkommen til at tage et bad. Det var utroligt dejligt og smertelindrende. Da hun kom og så til mig, var hun slet ikke bekymret for blødningen, det var helt normalt, men jeg var tilgengæld i fødsel, så vi blev flyttet ind på en fødselsstue. Ifølge papirerne er min fødsel gået i gang kl 3. Jeg har altid været god til at håndtere smerter. Men veer, det er altså bare noget helt andet. Jeg syntes de var slemme, men det var nok også fordi jeg var så udmattet. Mellem hver ve, lå jeg og tænkte, gid der ikke kommer flere, så jeg kan sove. Inden, havde jeg tænkt jeg ikke skulle have epidural. Jeg er simpelthen lidt bange for det med at pille ved rygsøjlen. Men som jeg lå der, var det mit højeste ønske. JM mente dog, at jeg skulle prøve at komme i vand i stedet. Så kunne vi se på det lidt senere. Det var helt fantastisk at komme i badekar. Utroligt lindrende. Veeren var stadig slemme, men imellem, havde jeg pludselig overskud til at snakke og endda joke lidt med JM og min mand. Det var helt hyggeligt. Samtidig kunne man høre hvad der foregik på stuen ved siden af. Der var meget høje kvindeskrig og pludselig var der også barnegråd. Det var ret utroligt og rørende at høre. Jeg blev også helt misundelig :rolleyes Kvindeskrigene begyndte dog igen og JM kiggede på os og sagde, arh, tvillinger. Puha, den tanke kunne jeg slet ikke overskue. Smertelindringen varede selvfølgelig ikke ved. Veerne blev jo værre og værre. Jeg kunne ikke holde til at ligge der i vandet længere. JM syntes så vi skulle prøve med lattergas. Det syntes jeg overhovedet ikke virkede. Det var meget rart, at kunne koncentrere sig om at ånde i masken, men derudover tror jeg ikke det havde nogen virkning. Det var blevet tid til vagtskifte, så JM lovede, at den næste JM ville tjekke hvor åben jeg var, og enten ville jeg få epi, eller også var jeg helt åben. Hun gik for at briefe den næste og jeg lå der med mine veer, der bare var slemme. Jeg fik nogle, hvor jeg ikke kunne lade være med at presse. Det panikkede jeg over, mit kendskab til fødsler er mest fra film og der må de jo aldrig presse når de har lyst. Vi ringede efter JM, og det føltes som en evighed inden de kom. Endelig kom de, der var to, en studerende og en JM. Jeg var slet ikke i stand til at hilse høfligt på dem. De målte mig og jeg var helt åben. Jeg skulle endelig bare følge kroppen, hvis den sagde press, skulle jeg bare gøre det. Var ikke klar over, at babyen skal presses ned i bækkenet. Ned kom han og kl 8 tog de vandet. Det var lysegrønt, så de satte elektroder på hans hoved. Så var der ellers gang i presseveer. Hold da op, en smerte. Mellem hver ve faldt den lilles hjerterytme, så jeg skulle have en masse ilt. Det hjalp heldigvis og der var gode pauser imellem, så både han og jeg kunne nå at hvile ud. Så kom den ve, hvor jeg skulle lytte ekstra godt efter JM og gispe, trække vejret og presse på hendes kommando. Det gik godt og så var hans hoved ude! De stimulerede mig, så den næste ve kom hurtigere og så var han pludselig oppe på min mave og alle smerter var væk :kuller Det er godt nok det mest surrealistiske øjeblik i mit liv, at der lå sådan en lille bitte lilla dreng på min mave. Jeg begyndte at græde, det samme gjorde min mand. Nøj, hvor vi bare syntes han var sød (og stadig gør). Det var utroligt at opleve, hvor hurtigt han gik fra at se nyfødt ud, til at ligne en baby. Altså skiftede farve og var knap så sammentrykket. I starten måtte jeg hele tiden lige kigge på hans mave/bryst, som var det første der skiftede farve. Jeg var heldigvis ikke revnet, så skulle ikke sys. Tilgængæld blødte min livmoderhals, så vi skulle vente på, at en læge kom og kiggede på den. Efter lang ventetid og en masse skubben rundt mens de kiggede på den, fandt de ud af, den bare var lidt flosset og det ville gå over af sig selv. Så vi kunne endelig få lidt morgen mad (ristet brød og saftevand på et bord med flag og flagservietter, meget sødt) og alenetid. Det var skræmmende og fantastisk at sidde der med vores lille baby.

Stort tillykke med ham :loveshower Hvor er han bare nuser (var lige inde i din tråd og lure ;-))

Det kan jeg selvfølgelig ikke huske (ammehjerne :whistling ) Men spørger lige min mand, når han kommer hjem...

Jeg fødte på riget og var ikke til rundvisning. Vi havde fået fortalt, at man kunne gå op og på en tur rundt i forbindelse med en af scanningerne, men det lykkedes desværre ikke. Faktisk kunne vi ikke finde det rigtige sted, da vi kom og jeg havde slemme veer. Vi var taget med den rigtige elevator, til den rigtige etage, men der så så lukket ud. Så vi måtte lige ringe igen, så kom de ud og hentede os <_< Men hvis man ikke lader sig gå på af at der ser lukket ud, synes jeg egentlig ikke der er nogen grund til en rundvisning. Resten giver jo sig selv.

Hvor skønt. Stort tillykke med det :-)

Min mand er 5 år yngre end mig. Jeg er meget ungdommelig, så det mærker man ikke :-p

Jeg var til JM i uge 36, hvor det var ved at sætte sig fast og i uge 38 havde det sat sig. Så mon ikke det var omkring uge 37?

Jeg beregnede det til 7,5, men ifølge papirene var det 5,5. Syntes bestemt det var hårdt i længere tid :-p

Jeg er også generelt dårlig til at falde i søvn -undtaget foran tv'et om aftenen :-P Et trick der som regel virker for mig, er en slags meditation. Jeg ligger og koncentrerer mig om at slappe af i hver enkelt muskel. Starter med storetåen og tager den op gennem kroppen. Hvis jeg bevæger noget af det, der er slappet af, skal jeg starte forfra. Så sover jeg som regel inden jeg når til hovedet. Håber du får noget hvile, held og lykke med det, ved hvor hårdt det er, at gå og være træt ;)

Jeg synes det er en super god tråd. Jeg har ofte hørt folk fortælle, hvor stolte de er, af at have født uden smertelindring. Og altså ikke direkte adspurgte, som i denne tråd. Jeg må nok også indrømme, at jeg et eller andet sted også synes det er det sejeste. Jeg ved ikke helt hvorfor, måske det er et eller andet med "som naturen havde bestemt" som Winnie skriver. Det lykkedes så ikke for mig. Jeg fik lattergas og det var bestemt ikke med min gode vilje at jeg ikke fik epi (JM blev ved med at sige "lige om lidt" indtil det var for sent). Inden fødslen var jeg helt sikker på, at jeg IKKE skulle have epi. Men som jeg lå der, var det det eneste jeg kunne tænke på. Jeg er ellers ikke dårlig til smerter, jeg formår som regel at skjule dem, har sågar spildt kogende olie ned af mig selv uden at pive. Så jeg tænkte, en fødsel kan jeg da godt klare. Men det er altså bare noget andet, når man ligger der med smerterne og endnu værre, udmattelsen. Så jeg ved ikke helt hvad mit svar er. Udefra set, folk skal da gøre hvad de har lyst til. Men alligevel, ville jeg ønske jeg havde klaret den uden smertelindring :rolleyes

Uh, har slet ikke set du har skrevet beretning. Hvor lyder det dog bare til at have været nemt, skønt :loveshower Rigtig god ide med sådan en bog. Min mor anbefalede mig faktisk også at lave et eller andet, eller ihvertfald hvis man fik en datter, da jeg har spurgt så meget og hun ikke kan huske det hele.

Tillykke. Hvor dejligt :glad

Rikke, jeg er godt nok imponeret over der er overskud til at opdatere her også :glad Leo blev født d 23 juni og han vejede 3904 gram og var 53 cm. Hvor hyggeligt, vi har en fødselsliste :loveshower Hov, og han blev født 41+6.

Så er det sket, det mest fantastiske i verden :loveshower Det gik super hurtigt efter igangsættelse, fik stikpille kl 20 og 8.30 næste morgen, var han født. Den mest surrealistiske og fantastiske ting jeg har prøvet. De sidste dage er fløjet afsted og vi er nu hjemme. Det var så skønt at køre den første tur i barnevognen, lægge ham i vuggen første gang, osv. Det hele er fantastisk og mega hårdt :kuller Det er ikke nemt at finde tid til at sove.

Tak skal i have alle sammen. Det er stadig bare så skønt, utroligt sådan en lille baby kan være så dejlig :loveshower Og nu vågner han...

Jeg var til strimmeltest + forsøg på hindeløsning i går. Den lille havde det heldigvis godt, men JM mente ikke jeg på nogen måde er på vej i fødsel. Så har fået en tid til igangsættelse onsdag aften. Det er sgi lidt trist at få at vide :( Jeg prøver virkelig at tænke positivt. Når først vi er blevet forældre, er det jo nok lige gyldigt. Det lykkedes at blive gravid, vi er jo heldige. I løbet af denne uge, er jeg helt sikkert mor :wub Men lige nu, har jeg bare en lidt trist fornemmelse i kroppen :huug

Tak skal I have. Nu skal jeg lige straks afsted, weeeee :loveshower

Nu er det slet ikke øv mere :) Jeg glæder mig helt vildt :loveshower Det er dejligt at høre jer sætte ord på de tanker, jeg jo egentlig havde. Og skøøønt med alle de oplevelser omkring igangsættelse :7: Nu vil jeg bare nyde, at i dag er sidste dag jeg kan hygge mig med spark i maven. Går ud fra, det bliver med murren, rumlen og måske lidt smerter fra i aften. Og så i morgen eller i overmorgen. Uuuuuh..... :kuller

Tillykke med det :glad Og det er da kun dejligt, at det er gået så hurtigt :loveshower

Hvor er I gode :glad Jeg satser på snart at være med...