Forunderligt

Jeg har lige addet nogle af jer BK damer jeg ku finde på Facebook, hvis nogen føler sig overset kan I tilføje Ena Sofie Lund - jeg er meget lidt aktiv men hvem ved en dag fanger det mig måske lige pludselig, og lidt mere sandsynligt hvis jeg må følge med jeres små basse børn og andet sjov. Kan ikke huske om vi har haft en facebook tråd mon ikke engang? :rolleyes :balloons

At passe min 11 mdr gamle nevø mens min bror og co har Mathilde med i cirkus. Han er såååår sød ❤️

Min bostøtte vikar har været her i dag og jeg tror virkelig ikke jeg magter flere besøg. Hun er sød nok, men hendes parfume er rædselsfuld, og meget meget voldsom, den fylder hele rummet og selv om jeg har luftet ud siden hun gik for 5 timer siden lugter her stadig ubehageligt. :( Er der noget man kan gøre? Jeg kan ikke rigtig finde ud af at sige noget til hende, hun er trods alt også bare vikar, og det er sikkert ikke alle der har det som mig. Sidder og tænker at jeg nok bare ikke forstår parfume... men for mig skal der nok ikke ret meget til før det er alt for meget.

Der er godt nok nogle sjove imellem :lol elsker amme situationerne

Tillykke med dagen! :hurra håber også der blir fejring på hjemmefronten, ellers må du jo tage sagen i egen hånd og bare holde en fest, så kan din mand lære det! :balloon

Melissa tog afsted kl 3.30 og skal flyve fra Kbh til Washington DC om et par timer. Jeg er helt ulogisk bekymret, hun er jo "voksen", 18 år... Men min lille pige helt på den anden side af kloden sådan et stort sted, det skræmmer mig lidt. Er sikker på det blir en fantastisk tur og jeg glæder mig på alle måder til at få hende hjem i næste uge.

Kys mm

Min nye mini blender og smoothies :P

Håber det blir til noget, det trænger du vist til :kram

Haha godt sagt :D Han er sku ikke populær med de æg, her til aften stillede han en skål af dem ind på stuebordet... hvad fanen :wacko de kigger på mig!!! Det er ikke fordi han ikke trænger til at tabe lidt, han har skiftet buksestørrelse siden sit rygestop, men det tør jeg ikke blande mig for meget i. Jeg nikker bare når han siger det, stiller sund mad på bordet og ja, han er voksen og fylder sin egen tallerken og æder sine påskeæg. Jeg har prøvet at sige til mig selv at de faktisk ikke smager så godt... not true :lol men i stedet kan jeg være stolt over jeg kun har spist 2 små bitte påskeæg i dag og skålen stadig står der. Håber virkelig jeg holder ud...

Jaaa det er jo et ømt punkt, jeg foreslog faktisk at vi kunne lade Mathilde dele lidt ud i klassen eller lignende, og min kæreste blev rasende, for det er jo en gave fra hans MOR!! Og hende skal vi ikke sige noget ondt om nej, hun er en dejlig mor/svigermor/farmor osv. Han lovede dog at sige pænt til hende om hun ikke vil være sød at sende nogle små slikposer næste gang. Men altså... sidste år sendte hun 1 kg påskeæg og han sagde til hende at det var for meget, og så i år 2 kg, så... realistisk set må jeg på en eller anden måde lære at håndtere mine tanker om påskeæg som ligger i skabet og rasler.

Vægten står stille. Jeg har været flink til at træne men ikke helt flink nok (3-4 dage om ugen, målet er mindst 5 dage!) og jeg har været opmærksom på maden men slet ikke flink nok til at styre udenom alle de slemme ting. Så nu skruer jeg op for kampen igen. Indtil videre har jeg trænet hver dag denne uge :yay og ja så tar jeg kampen mod sulten. Vores hollandske familie har sendt den store påskepakke i år, bl.a 2 kg ( TO !!) chokolade påskeæg, sådan nogle små massive mørke- mælke og hvid chokolade æg i farvet staniol. Jeg har smagt 1 lille æg, resten ligger i skabet og jeg ved det... jeg ved det hele tiden. Jeg tænker meget på de der æg. Hele tiden. Åh! altså hvordan får jeg glemt alt om de dumme æg som jeg jo slet ikke har lyst til at spise fordi jeg meget hellere vil tabe mig? What to do... Det er altså en lidt stor mængde at hælde ud over mine stakkels børn, de blir jo også usunde af for meget. Jeg bruger seriøst for meget af min tankevirksomhed på de åndssvage påskeæg...

Vores boligforening har inviteret til en endagstur til Ree Park Safari ved Ebeltoft, det er et rigtig godt tilbud med bustur og entre inkluderet. Det ku jeg sådan set rigtig godt tænke mig at gøre sammen med min kæreste, Lilly og Mathilde. De bus tider som er givet betyder at vi skal være i parken ca 6 timer. Jeg kender den ikke, så jeg ved ikke om man er godt underholdt i så lang tid, men for mig lyder det bare af meget lang tid. Så, er her nogle som kender Ree Park og ved at man sagtens kan få 6 timer til at gå der? Er der nogen steder man kan trække sig lidt væk fra andre mennesker på en lørdag i maj, eller er der bare proppet og højlydt alle steder? Er der noget sted man kan gå indendørs hvis det nu skulle være lidt kedeligt vejr den dag? Jeg havde meget lyst til at tilmelde os og tage turen og entreen, og så meddele at vi selv finder ud af at komme hjem. Problemet er bare at det åbenbart ligger helt udenfor rækkevidde af offentlig transport, vi skal gå enten 3,5 km eller 6,8 km til nærmeste bus samt at turen til Århus, som iflg en kortrute burde kunne køres på 45 min, kommer til at vare mindst 3 timer i alt. Så det er desværre ikke nogen mulighed for os.

FEDT at høre, tak piger! Lyder som om jeg skal pakke reservationerne væk og få os tilmeldt.

Det er rart at høre. Det lyder også som om det kunne være en rigtig fin tur, det er bare det med ikke at kunne komme hjem hvis vi har fået nok jeg er lidt betænkelig ved.

Kig kritisk på sålen, det er meget vigtigt at den ikke er slidt. Jeg smider dem ud hvis der er den mindste skæve slid (det er oftest i siden eller på hælen man kan se det)

Jeg så (noget af) et afsnit af et Ramasjang program der vist hedder Nysgerrige Nille. Hun stiller rigtig gode spørgsmål, og det hun stillede forleden var: Hvor var jeg henne inden jeg var inde i min mors mave?! De er vidt omkring forskellige teorier, om at være "ingenting", at være støv, at være reinkarneret myre eller ko mm. Men i slutningen spørger Nille og hendes søster deres mor, og hun siger: Inden I var i min mave så var I et ønske i mit hjerte. Det ramte mig lidt den dag da jeg var skruk og pms... jeg har også sådan et barne ønske i mit hjerte. :kuller Håber jeg får lov at møde det en dag

Tak søde. Det var bare en pms dag (1½ faktisk) fra helvede der lige dumpede ind i min uge, men jeg er heldigvis "normal" igen. Nej min kære mand er ikke helt afvisende, han orker bare ikke de der månedlige tudeture og mit behov for at snakke om babyplaner, som sådan set ikke har ændret sig. Han VED godt jeg har det sådan, og han er endda rimelig rummelig overfor at jeg ikke kan gøre for at jeg blir ked af det osv. Lige nu sætter jeg fokus på vægttab så jeg forhåbentlig har et resultat at "vise frem" næste gang den røde dame kommer på besøg. Jeg har desværre "kun" holdt vægten de sidste mdr, jeg kæmper med sukkertrang (og taber af og til), og jeg har nok kun fået trænet 3-4 dage om ugen, hvor mit mål er mindst 5 dage. Det er meget bedre end ingenting, og jeg ved også jeg tit skal bruge lidt "tilløb" som det her inden et vægttab, men kan godt banke mig selv lidt i hovedet over at jeg ikke er kommet ind i spurten endnu selv om jeg ved det betyder meget for sundhed, fertilitet, overskud og ikke mindst for at overbevise min kæreste om at jeg er babyklar.

Lilly er styrtet af gyngen i vug i dag og har fået flotte mærker på hage og kind

Åh pisse pms hormonbombe... Ligger i min seng og kan ikke sove og tuder fordi jeg slet ikke kan overskue at min kæreste ikke syns vi er klar til at prøve at få en baby, samtidig med alt i mig skriger og længes. Hver gang jeg ser dejlige, men store, Lilly, og når jeg ser min kæreste dybt i øjnene så bølger den her voldsomme trang og lyst til en ny lille op. Det er det samme tåre cirkus hver måned på denne tid lige før mensen, som melder sig på klokkeslæt... Skal det overhovedet blive til noget, og hvordan skal jeg kunne blive ved at vente :boo Jeg har en drøm om et barn mere i mit hjerte og jeg savner det bare så ubeskriveligt meget!

Stort tillykke

Jeg fryser! Hvorfor skal det være så koldt, jeg syns jo det er forår!? Brrrr

Virkelig godt skrevet, jeg er helt enig. Trådstarter: Du kan stadig blive "ung mor" selv om du venter til du er 20+. Der sker meget for dig i de kommende år, også selv om du føler dig "voksen" og moden allerede. Jeg er i hvert fald glad for jeg ventede til jeg var 20 med at blive gravid med min første, selv om jeg som 18 årig selv følte mig klar, og selv om det også havde været fornuftigt for mig at vente lidt endnu, kan jeg se nu. Du beder jo om råd her, og ud fra hvad du skriver så tænker jeg, som de fleste skriver, vent lidt, prøv at bo for dig selv og få dig en uddannelse og nyd dit parforhold og find ud af om I virkelig kan stole på hinanden i tykt og tyndt, inden der kommer en baby ind i billedet. Jeg forstår virkelig dit ønske, jeg har altid selv haft det, men af hensyn til dit kommende barn, for at give det den bedst mulige og mest stabile start på livet, så vent lidt. Held og lykke

Jeg syns tit jeg har hørt/læst historier om kvinder, som ikke følte det store for børn, som ikke så sig selv som mor osv. Men som fik barn/børn og opdagede nye sider af sig selv og oplevede den der overvældende store kærlighed til deres baby/barn alligevel. Jeg syns faktisk aldrig jeg har hørt om kvinder (eller mænd, med mindre altså de holdt sig på lang afstand af mor og barn) som har fået et barn de egentlig ikke ønskede, og som ikke alligevel er kommet til at ønske og elske deres barn helhjertet. Er det mon fordi det er et eller andet stort tabu? Findes det virkelig, mennesker som ikke reagerer på deres eget barn med kærlighed, beskyttertrang, omsorg, glæde osv? Mennesker som ser deres barn og tænker pyh, jeg burde ikke have fået det barn? Med mindre der er tale om alvorlig fødselspsykose eller lignende har jeg virkelig svært ved at forestille mig det. Tager jeg helt fejl? Jeg hører så slet ikke til kategorien af tvivlere, så jeg har svært ved overhovedet at svare på trådstarterens spørgsmål. Jeg kommer fra en familie med en stor spredning af søskende alder, så der har sådan set altid været nogen der har (haft) børn i min nære familie. Min ene moster er fx 16 år ældre end mig, mine søskende er hhv 8 og 11 år yngre end mig og mine fætre og kusiner på min mors side er 6-16 år yngre end mig. Da jeg fik mit første barn tidligt er der 16 år mellem min lillesøster og min søn. Min pointe er at jeg tror der er større chance for man har den lyst til at få børn når man selv er vokset op med yngre børn man har elsket. Jeg "legede" min søster var min da jeg var 11-12 år og hun var lillebitte, og jeg har altid glædet mig til jeg skulle have mine egne børn engang. Allerede som 18 årig med min første kæreste begyndte jeg at forestille mig hvordan det ville være at blive mor, jeg var opmærksom/tiltrukket (lagde mine veninder mærke til) hver gang der var en gravid eller baby i nærheden osv. Da jeg mødte min første mand ønskede jeg mig mange børn, og snart, og da vi var forelskede og han også gerne ville så blev det med det samme, jeg var 21 da jeg fik min første og det eneste i mit liv jeg fortryder er at jeg ikke havde bedre styr på mit kærlighedsliv, så jeg kunne have fået flere børn med den samme mand. Havde jeg stået i en anden situation ville jeg nok ikke have stoppet ved 4 (eller 5 hvem ved...). Så hvorfor børn? For mig, fordi det bare altid har været et stort ønske, fordi jeg elsker dem så højt og fordi jeg syns det giver mit liv enorm meget mening at være mor til dem.

Hverdag. Jeg er helt alene med min kæreste. Her er stille. :7himmel