Så fik jeg endelig tid til at skrive lidt om min fødsel, som var en helt igennem fantastisk oplevelse,
selvom den kom lidt før forventet, men here it goes:
Onsdag d. 19.01.2012 kl. ca. 21.30
Min kæreste og jeg sidder og ser film og hygger os i sofaen, efter en dag hvor vi var blevet stort set færdige
med prinsessens værelse. Min kæreste Daniel skulle starte på uddannelse om mandagen, så det var meget rart at blive færdige med de ting som jeg ikke selv kunne klare. Lige pudselig mærker jeg at det bliver meget vådt mellem benene. Til at starte med tænker jeg, at jeg nok bare "lægger" lidt, hvilket jeg havde gjort en del de sidste par uger. Jeg er kun 37+0 så jeg tænker ikke lige med det samme at det er vandet der gået. Men da jeg vil rejse mig for alligevel at gå ud og tjekke er der ingen tvivl da der kommer en ordenlig skylle. Til at starte med bliver jeg lidt nervøs for inde i mit hoved havde jeg ikke regnet med at fødslen lige skulle være nu, der var jo stadig en del småting som vi manglede at få på plads, så jeg ringer til min mor som iøvrigt er læge for at høre om det kunne være rigtigt, hun griner lidt af mig og siger at der selvfølgelig ikke er nogen tvivl udfra det jeg forklare hende, og at jeg bare skal ringe til fødegangen og høre hvad jeg skal. Da jeg kommer igennem forklare den søde jordmoder at da fostervandet er gennemsigtigt og ikke lugter, og jeg iøvrigt ikke har nogen veer, så er der ingen grund til at jeg kommer derud med det samme. Jeg får i stedet en tid næste dag 9.30, hvor de vil tjekke op på det hele, men at jeg selvfølgelig skal ringe og komme ud med det samme hvis jeg får regelmæssige veer eller hvis fostervandet bliver grønt.
Torsdag d. 20.01.2012 kl. 09.30
Natten er forløbet uden problemer, selvom det var lidt klamt at sove på håndklæder der hele tiden bliver gennemblødt og føle man tisser i bukserne konstant. Jeg har stadig ikke fået regelmæssige veer, men jeg kan godt mærke at der er noget mere murren og niven igang, men overhovedet ikke noget der gør ondt. På sygehuset kører de en CTG på mig, jeg har åbnet mig ca. 3-4cm og alt ser fint ud. Så jeg bliver sendt hjem igen med besked på at ringe igen inden kl. 15.00 hvis jeg stadig ikke har fået regelmæssige veer eller fostervandet skifter farve.
Klokken ca. 14.45er der stadig ingen regelmæssige veer, selvom jagene og nivene er blevet en del kraftigtigere. Så jeg ringer som jeg har fået besked på tidligere, og får fat på en meget sur og stresset jordmoder, der siger at de desværre ikke har plads på fødegangen, men at hun nok skulle ringe når der var en ledlig stue. Ok, tænker jeg, men så længe det er som nu, så er det da til og holde ud. Det skulle vise sig ikke at vare ret længe, for i løbet af de næste 3 kvarter kommer veerne med 200 km i timen, og nu begynder jeg at blive virkelig bange for at jeg skal føde hjemme da jordmoderen stadig ikke har ringet tilbage. Klokken ca. 15.45 ringer min mor for at høre hvordan det går, jeg kan næsten ikke snakke da veerne kommer hele tiden nu, min mor bliver foraget over den behandling vi indtil videre har fået, og siger at jeg da bare skal ringe igen og ellers bare tage derud. Daniel er på nuværende tidspunkt også godt gal i skralden og siger at jeg skal ringe igen, og hvis jeg bliver afvist skal han nok overtage røret. Klokken ca. 16.00får jeg så ringet derud igen, hvor jeg får fat i den samme sure jordmoder, der nærmest skældte mig ud for at ringe igen. Hun skulle nok ringe når der var en stue ledig, og jeg skulle bare tage det roligt fordi man som førstegangs fødende jo ikke åbnede sig så hurtigt, men hvis det var så slemt så måtte jeg jo komme derud, men jeg kunne risikere at ligge på gangen!!! På det tidspunkt vil jeg bare gerne afsted. Så klokken ca. 17.00ankommer vi til fødeafdelingen, hvor vi heldigvis bliver taget imod af en sød sygeplejerske og jordmoder, og der går ikke 5min før vi har vores egen fødestue, så hende den sure jordmoder må virkelig have haft en dårlig dag. Nå, men jeg kommer i noget sexet hospitalstøj, og der bliver endnu engang kørt en CTG på mig, og jordmoderen kan så konstatere at jeg er ca. 5cm åben. Så det var nok alligevel meget heldigt at vi valgte at tage på fødegangen alligevel!! De næste par timer går med at mine veer tager til og bliver kraftigere og kraftigere, jeg bliver gentagene gange spurgt om noget smertestillende men indtil videre kan jeg holde det ud. Min kæreste jeg prøver at få tiden til at gå med at se håndbold herrene spille, men det var sgu ikke noget kønt syn, og jeg opgiver til sidst i kampen fordi jeg kun kan koncentrere mig om veerne. Omkring klokken 21.30 får jeg lagt et drop hvor jeg skal have antibiotika, fordi vandet er gået så længe før jeg fik veer, så det er simplethen for at undgå at jeg eller prinsessen får infektioner nu når fostervandet ikke har været der til at holde bakterier væk. På omkring samme tidspunkt, er jeg mega forpint og træt, og vi bliver enige om at jeg skal starte med at prøve akupunktur. Men det virker ikke en brik på mig, så jeg får bedt sundhedsplejersken hurtigst muligt om at få fjernet de nåle, tror jeg fik sagt noget i retning af: at det var det mest åndsvage jeg har prøvet, og min kæreste fik sig vist en god griner, hvilket ikke bliver hans eneste, for jo mere ondt jeg får jo hidsigere bliver jeg. Omkring klokken 21.55 vælger jeg så at få lagt en epiduralblokade, jeg er på det tidspunkt 7cm åben, og det går ikke så stærkt synes jeg. Det var ligesom at blive født på ny, og endelig kunne jeg slappe lidt af.
Klokken 23.20overtager en ny jordmoder og en jordmoderstuderende. Meget søde mennesker begge to, bare træls at alting skulle gøres to gange og ekstra langsomt pga den jordmoderstuderende. På det her tidspunkt er pressetrangen for alvor sat igang. Prinsessen vil ikke rigtig komme helt frem i bækkenet, så det vare (føler jeg) en milliard år før jeg må få lov at presse med veerne. Så undervejs lykkedes det mig også at rive min kærestes skjorte i stykker, og næsten give ham tinitus, for nu er det svært ikke at skrige når veerne topper, og jeg er godt sur på jordmødrerne over at jeg ikke må presse. Klokken 01.00kommer jeg over på fødelejet, og det er en helt befrielse endelig at få lov og presse med veerne, jeg er rimelig træt og udmattet og bruger vist lidt for mange kræfter på at gøre opmærksom på at jeg ikke kan mere. Det passede bestemt ikke min kæreste for da han kunne se hovedet forneden, griber han fast i begge mine hænder og råber: "Nu holder du altså kæft og presser !!!" Og klokken 01.45er vores lille prinsesse Melina født !!!!!!!!!!!
Far klipper selvfølgelig navlestrengen, og mor kan slet ikke få øjnene væk fra sit lille vidunder. Jeg fik en grad 2 bristning og skulle syes. Det var ret træls når man bare ikke gider mere smerte. Men efter en lille times tid er det overstået. Efter 2 timer alene på stuen med vores lille guldklump der for iøvrigt bare tog brystet så flot med det samme, blev vi kørt over på OUH's patienthotel. Hvor vi i de følgende 3 dage skulle være pga. det for tidlige vandafgang. Her skulle både jeg og Melina overvåges med måling af temperaturer hver 3. og senere hver 8. time for at se om vi havde fået infektioner. Heldigvis var vi sunde og raske hele vejen igennem. Dog havde Melina en lille bitte snert af gulsot, men ikke noget farligt, og helt normalt for et barn der er født i uge 37+1.
Dagene på patienthotellet ville jeg ikke have været foruden, det var rigtig dejligt at have nogen at spørge til råds om alt lige fra afføring til amning, det blev som en helt lille miniferie for os tre. Men det var også bare super skønt at komme hjem søndagmiddag og vide at nu er man en dejlig lille familie.
Tja.. jeg ville have vedhæftet nogle billeder, men det sys min computer altså ikke at jeg skal..så de må komme på et andet tidspunkt.
Knus fra Stine
