Jeg har lyst til at fortælle om første gang, jeg mødte Vitus, opholdet på barselsgangen og mine tanker - måske bliver det over flere omgange...
Lige nu ligger min lille søn, som i dag er 18 dage gammel, og sover sødeligt i sin seng. Min skønne, smukke lille dreng! :)
Torsdag aften d. 10. oktober tænkte jeg lige pludselig - hov, det der var sgu da en ve... Ikke? Der gik lidt tid - en til. Og en til. Og så nogle kraftige "jag" i skeden.. Hold da op! Vi begyndte at tage tid. Der var 8 minutter imellem. De var ikke vildt kraftige, men kunne klart mærkes, og de havde en pæn længde. Så vi besluttede at gå tidligt i seng, så vi var så udhvilede som muligt, når slaget skulle stå. Jeg blev vækket en del gange i løbet af natten pga. veer, tog tid, og pludselig var der kun 7 minutter imellem og de var også blevet kraftigere. Næste morgen stod vi op, mentalt forberedte på, at nu var det nu, spiste morgenmad, checkede tasken, oooooog så forsvandt veerne! Samtidig syntes jeg, at jeg ikke rigtig mærkede Grønærten særlig meget, så jeg ringede til sygehuset og fortalte at jeg havde haft veer fra i går aftes, men nu var de på vej væk, og jeg ikke mærkede ham så meget. Helt normalt fik jeg at vide - men hvis han ikke kommer på banen inden for de næste par timer, så ring igen. Men det gjorde han.Veerne var godt nok væk, men Grønærten futtede lige så fint rundt. Ok, fair nok.Var nok lidt skuffet, men måtte konstatere, at det bare var falsk opstart. Indtil det blev aften. Så kom veerne tilbage - nogenlunde samme tidsrum og lidt kraftigere. Ok, SÅ var det jo tydeligvis nu. I seng med os - de siger jo, det er vigtigt at være så udhvilet som muligt. Jeg sov så godt jeg kunne og anstrengte mig for at falde i søvn hurtigst muligt hver gang jeg vågnede af veer. Skønne spildte kræfter, for næste morgen - jo da, væk var de. Pænt anstrengende! Jeg havde haft termin d. 5. oktober og havde først tid til PLANLÆGNING af igangsættelse torsdag d. 18. Jeg synes, virkelig det var uretfærdigt, og samtidig begyndte jeg at blive nervøs for, om det var ok, at have veer on/off på denne måde i 36 timer, så lørdag formiddag ringede jeg til sygehuset igen, og fik i øvrigt fat i den sødeste JM, som sagde, at hun ikke synes, det lød bekymrende, men at jeg var velkommen derind, og at hun i øvrigt kunne give mig den undersøgelse med det samme, som jeg først havde tid til om torsdagen. Jaaaa! Hvor var det bare dejligt, at der endelig skete noget! Så et par timer senere kørte vi til Roskilde Sygehus og kom til med det samme. Hun kørte en strimmel - alt var fint. Og så undersøgte hun mig - 2½ cm åben (yes, baby!!) og hun lavede en hindeløsning på mig. Vi tog hjem og ventede. Åhr, jeg fik de VILDESTE ligamentssmerter i løbet af dagen, og om aftenen tog veerne til. Og søndag morgen - kan I gætte hvad der skete? Jo, jo, kom nu - de forsvandt nemlig igen! PIK ALTSÅ!! Søndag aften - veer. Efterhånden var jeg bare så sur og så træt og frustreret og ked af det, at jeg bare ikke gad det lort længere. Men hvem lytter til mig? Så bare for at genere var veerne fuldstændig uregelmæssige på alle måder - tiden mellem dem, styrken, hvor længe de varede.. Det kunne svinge med 6 minutter til 45 minutter. Helt ærlig!! Om natten - gad ikke gå specielt tidligt i seng - begyndte nogle af dem at bide for alvor.Vi var blevet enige om, at vi uanset hvad ville ringe til sygehuset næste morgen,mandag, kl. 8 og insistere på at blive undersøgt. Men ca. kl. 3 havde jeg en ve (ja, ja bare 1), som var så kraftigt, at jeg sagde, at nu ringede vi altså. Så som sagt så gjort, og vi fik, til min store overraskelse lov til at komme. Så jeg stod op og tog et bad, pakkede de sidste ting til tasken og og tog af sted. Veerne var selvfølgelig taget af, og da min mand har en nærmest fobisk angst for at køre bil, kørte jeg selv. Holdt lige ind til siden en enkelt gang og tog en ve ;) Men ellers nåede vi frem i fin stil!
Vi blev taget imod af JM Marie, som undersøgte mig, og jeg var sgu lige pludselig 4-5 cm åben, og lige pludselig havde jeg det der hospitalsarmbånd på, hvilket undrede mig vildt meget, for veerne var overhovedet ikke regelmæssige, og den eneste grund til vi overhovedet havde ringet var, at jeg var SÅ træt af at have ondt on and off på den der irriterende måde og nærmest bare trængte til at blive distraheret. Jeg var HELT sikker på, at vi bare skulle hjem igen. Men vi fik kørt en kurve og JM rynker panden og siger, hvis den kurve ikke retter sig, så er det aks, for han så kan han ikke stå en fødsel igennem! Der gik lidt tid og så rettede kurven sig rent faktisk. Jeg ved ikke, om jeg for alvor havde forstået, hvad der lige var blevet sagt, men trætheden overvældede mig bare. Jeg var helt udmattet. Jeg havde ikke sovet ordentligt i 4 døgn, jeg rystede af kulde. Jeg fik en varmepude for at lindre veerne, som sad i lænden, den røg fluks ned på mine isklumper af fødder. Vi blev enige om, at jeg skulle have en klyx, så det fik jeg mens veerne stille og roligt tog til. Pis, hvor føler man sig elendig, når man - nu rent ud sagt - sidder på toilettet og tisser og skider og kaster op i en pose og har en ve.Samtidig!! Og så blev der spurgt ind til mine ønsker for smertestillelse. Jeg sagde, som jeg havde planlagt, at jeg helst ikke ville have epidural, hvis jeg kunne undvære det, men hvis jeg ikke kunne, så var det sådan - og at de i øvrigt bare kunne blive mig fra livet med de der modbydelige bistik! Det grinede JM lidt af ;) Men det var nok meget godt, at vi havde den samtale på det tidspunkt, for 2 timer senere lå jeg i vestorm. Hvis jeg var heldig var der 2 minutter mellem veerne, men rigtig mange af dem hang bare sammen. Jeg kunne slet ikke følge med den intense smerte, jeg var så træt og så kold, og min krop gav bare op og rystede, mens jeg kæmpede for at styre min vejrtrækning, holde fokus - og ja, bare holde ud. Epi, tak! NU!!! Jamen, lægen kan komme om 25 minutter, de har lige 2 rigtig dårlige patienter. Jeg er faktisk ikke sikker på, at jeg for alvor troede, at der fandtes mennesker i verden, der lige der havde det værre end mig;) Men ok...fair nok - det gjorde der jo nok. Men tanken om, at jeg snildt kunne nå 50 veer endnu, den var bare virkelig uoverskuelig. Nå, men summa summarum præcis 40 minutter senere var jeg 100% smertestillet, og jeg kunne nu sige pænt goddag til JM Tina og stud. Maja, som jeg godt lige havde registreret havde prøvet at præsentere sig for mig på et eller andet tidspunkt i løbet af den forgangne halve time. AHHHH! I love drugs! Og så sov jeg!
Fortsættelse følger - for det her bliver tydeligvis langt!
