mysen

Pyhaa, troede egentlig jeg var blevet udelukket grundet dårlig opførsel - selvom jeg nu ikke lige forstod det.

Og igen har jeg gjort min mand uret! Han kom faktisk hjem med en buket tulipaner samt 2 store nybagte chokolade muffins. Så nu skal vi kæreste hygge med kager i aften, når kræet er lagt i seng!

Efter at jeg det første år vi var kærester fik et tørrestativ til at hænge strømper på og jeg nogle år senere rigtig skulle være romantisk, og derfor skulle puste en hjerteballon op til min mand, men desværre endte ballonen med at springe og lave en rids i min hornhinde, hvorfor hele dagen blev tilbragt med tårene løbende ned af kinderne og endte på skadestuen og med sygemelding i en uge, så har vi faktisk ikke gjort så meget ud af det de senere år. Tror faktisk ikke han ved at det er valentines i dag, men da jeg er ret gravid og stort set ingenting kan, så laver han alting i øjeblikket, og det betragter jeg som en stor gave - så han er tilgivet.

Nu har jeg slet ikke fulgt særlig meget med i historien, men umiddelbart kan jeg slet ikke have at han går til medierne. Tænk hvis hun vitterlig ikke ønsker kontakt til ham? Så ville jeg også forsvinde fra jordens overflade. Vi har et ret godt søgningssystem i DK, så hvis hun ønskede kontakt, kunne hun gå på en hvilken som helst kommune og bede dem søge på hans navn og derved få hans adresse.

Vi servicerer alt for meget og vi ved det udemærket godt! Vi gør det fordi (tror jeg nok), at Laura er vores første barn og fordi vi nogle gange glemmer at sætte faste rammer op omkring hende og så tager hun rumpen på os. Hun kan nemlig godt! Hun finder selv tøj, kan sagtens selv tage tøj på (men vil gerne hjælpes). I børnehaven siger de hun er meget selvhjulpen, og vi kan jo sagtens se det, men jeg indrømmer gerne, at det vist egentlig ikke er så længe siden at jeg sidst bar hende fra børnehaven ud til bilen. Hun var træt og jeg var træt og kunne slet ikke overskue den kamp det ville være at få hende til at gå selv. Tro mig, jeg ved godt at vi gør hende en bjørnetjeneste og vi er blevet langt langt bedre til at sætte krav til hende, som er alderssvarende. Hun bærer også selv sin tallerken over, hjælper ofte med at dække bord, kan være med til at tømme opvaskeren og elsker at gøre rent. Og jeg tror helt klart din teori om, at flerebørns forældre er "bedre" til at lade børnene gøre det selv holder. Tror simpelthen at det bunder i, at os med et barn (endnu) har sat barnet på en piedestal og curler foran det hele tiden, istedet for at sætte krav. Men det er klart noget vi er obs på og noget som vi virkelig arbejder på skal blive bedre - for Lauras skyld og for vores skyld!

Vi var gennem det i september, hvor vi endte ud med en risiko på 1:16. Var til NF om torsdagen og fik foretaget moderkageprøven om mandagen. Fik at vide at de ville ringe hvis der var noget galt og ellers så ville vi få brev i postkassen efter 2-4 dage. Det var nogle af de værste dage i mit liv. Brød sammen flere gange, når telefonen ringede med ukendt nummer og stod hulkende over postkassen og afventede svar fra tirsdag af. Torsdag hvor vi stadig ikke havde hørt noget, brød jeg totalt sammen og min mand måtte vende om på vej hjem fra arbejde, da jeg simpelthen bare tudede og tudede. Vi blev enige om, at når posten havde været der og hvis vi stadig ikke havde noget svar, så ville vi selv ringe og opsøge et svar. Postmanden kørte forbi vores hus (starter altid i den anden ende af vejen) og vi styrtede efter ham i vores bil. FAndt postbilen på en gård længere nede af vejen, hvor vi nærmest overfaldt ham med spørgsmål om, hvorvidt han havde noget til nr 14. Han mente nu kun der var et brev, men AK det var også det rigtige brev, som blev flået op. Der stod at alting var normalt og at det var en pige og så stod vi der og tudede igen, mens den stakkels post var helt forvirret. Så ja, få noget konkret med hvornår svaret er parat. Ventetiden er decideret ulidelig. Og ja, vi havde gjort os tanker og var nået frem til en beslutning. Vi er begge så gamle, at vi mener det er uansvarligt at få et barn, som vil være så afhængig af os. Vores beslutning var klar inden resultatet, men om vi havde kunne leve den ud i livet, finder jeg heldigvis aldrig ud af. Her var nakkefolden også fin, så det var min alder (37) samtblodprøverne, som gav udslaget. JEg tænker på dig og håber du kommer gennem den næste lille uge og at resultatet bliver at I venter jer et raskt barn.

De enkelte kommuner bestemmer selv hvornår ejendomssskatten skal forfalde, så tjek din kommunes hjemmeside og se, hvornår der er betaling i din kommune :-)

Jeg er meget enig med Olding og det med terapi...... er det ikke noget som de fleste af os burde have en gang i mellem? Jeg tror nu ikke du behøver direkte terapi, men det hjælper ALTID at arbejde med sig selv og blive klogere på sin gode sider og ikke mindst de uhensigtsmæssige sider. Jeg kan sagtens forstå din baggrund for at sige det til din chef, så "han kan slippe for dig", men du må jo have haft nogle kvalifikationer da du blev ansat og jeg tror ikke de er blevet mindre, så et eller andet sted giver du ham ret til at fyre dig, fordi du er mor og en ansvarlig een af slagsen som bliver hjemme hos sine børn når de er syge. Jeg håber du finder en arbejdsplads hvor der er større forståelse for familielivet og at du ikke sætter dig selv så "lavt" næste gang.

Her er det farmor og farfar samt morfar og Besse. Min mor er død og selvom Laura aldrig lærer sin mormor at kende, så tror jeg af respekt for min mor og min fars følelser, at min fars kone "bare" mente at hun skulle være Kirsten. Min mand og jeg havde dog snakket om, at jeg for det første ikke havde et problem med at hun blev mormor, men at hun ellers kunne være Besse og den har de alle grebet med stor begejstring. Laura elsker sin Besse og mormor ligger oppe ved kirken.

Min erfaring er faktisk at rygerne selv tænker meget over, at der er en baby til stede. Vi var til fødselsdag hos min svigermor (ikke ryger), som faktisk var indstillet på at hvis nogle af rygerne ville ryge indendørs så skulle de have lov til det. Men der var ingen der sagde noget og alle rygerne trak selv udenfor og røg UDEN at der blev snakket om det. Jeg syntes at det var fedt at alle os ikke ryger, kunne sidde uden røg og spise HELE vores mad og var endnu mere glad over at jeg ikke behøvede at forlade selskabet, hvilket jeg havde gjort, hvis der havde været røg indenfor i nærheden af mit barn. Men nogle gange, så tror jeg at vi tager sorgerne lidt på forskud ellers så er jeg bare omgivet af en usædvanligt dejlig familie :-)

Da Láura gik i dagpleje fik jeg fra starten at vide, at jeg godt måtte strække med afhentningen til omkring kl 15:30, da alle ungerne så var stået op, var blevet skiftet og havde nået at få eftermiddagsmad. Ofte kunne jeg jo se når jeg kom, at de sad og spiste og hyggede sig, så jeg har som udganspunkt givet mig selv lov til at gøre mit arbejde færdigt og måske endda handle inden afhentningen og så have 100 % focus på Laura når vi så kom hjem.

HEr har jeg gemt alt og nu er vi så heldige at vi skal have en pige til. Jeg har gemt alt ukritisk, så når vi kommer over på den anden side af jul, skal jeg igang med at sortere. Alt det som "siger mig noget" og som er pænt uden pletter og lign. beholder jeg. Resten vurderer jeg...... Ligesom Ki syntes jeg også at det er noget "bøvl" at sælge, så jeg tror umiddelbart at det ryger ned på det lokale krisecenter. Når den næste øgleunge så er færdig med at bruge tøjet, tror jeg også vi er færdige med at få børn og så bliver der igen gemt det som siger mig noget og resten ryger ud. Det som jeg gemmer vil jeg uden at sige det, gemme hvis min lillebror får taget sig sammen og finder en kæreste og endnu bedre får et barn, men der skal ikke lægges pres på ham endnu, så han får det ikke at vide :-)