Liva Silja født 15.03.2011 klokken 14.18 - Kolding sygehus.
Lidt forhistorie: Danny havde været hjemme på weekend fra militæret og skulle tilbage mandag aften. Vi havde snakket lidt om hvornår det mon ville ske. Men syntes ikke der var tegn på noget, så jeg var helt overbevist om at der ville gå lang tid endnu. Klokken nærmede sig tidspunktet for hvornår Danny skulle tilbage til Slagelse. Øv øv, ville hellere have ham hjemme. Da han var kommet godt derover, skrev vi lidt frem og tilbage. Tror jeg skrev til ham jeg ville gå i seng fordi jeg havde ondt i maven. Hvortil han svarede noget i retning af "Jeg tror det sker i nat" Og ganske rigtigt! Han fik ret
Jeg vågnede om natten den 15 marts kl 01.30 og havde ondt i maven, en smerte jeg ikkefør havde oplevet, men tænkte ikke videre over det. Men da smerten stoppede ogkom igen efter et kvarters tid begyndte jeg at tænke på om det mon var veer.Jeg kunne ikke sove, for det gjorde virkelig ondt. Gik ind og vækkede min mor ogsagde til hende at jeg troede der var gang i noget, hun sagde jeg skulle læggemig ned og prøve at sove, eller i det mindste slappe lidt af. Lå ned i omkring 10 minutter så rejste jeg mig. Var ikke længere i tvivl om at det var veer.Gik lidt rundt og prøvede at slappe af, men smerten tog til & kunne ikke finde ro.Men gik alligevel ind i min egen seng, puttede mig under dynen & tændte fjernsynet.Håbede jeg ville kunne sove lidt, for at samle kræfter til det for alvor gik i gang.Fik aldrig sovet, veerne tog til og begyndte virkelig at bide!
klokken 03.30 skrev jeg en sms til Danny (som var i militæret i Slagelse) om at jeg havde veer, men at han bare skulle tage den med ro, da der med garanti ville gå rigtig mange timer før der ville ske mere. Vi skrev lidt frem og tilbage og til sidst blev vi enige om at han skulle tage det første tog hjem. Mest fordi jeg var lidt utryg over hvad det var jeg gik i møde. Så fra jeg skrev til ham og han kom hjem kl 7om morgenen der husker jeg ikke andet end jeg lå i min seng og rullede rundt af smerte,en enkelt gang var jeg ude og kaste op.
Da Danny endelig trådte ind af døren var jeg lettet, fotr havde virkelig manglet hamhele natten. Der var virkelig godt gang i veerne kl 7, men havde ingen fornemmelse afhvor lang tid der var imellem, for havde ikke haft overskud til at tage tid i løbet afnatten. Nå, men Danny gik i gang med at tage tid. Og puha, mellem 4 & 5 min. imellem.Kl ca 7.20 stod min mor op, og foreslog at jeg fik noget at spise og så i et varmt badbagefter. Det syntes jeg lød som en god ide, så prøvede at få et rundstykke ned, men min appetit var forsvundet og kunne ikke overskue at skulle spise samtidig med veernerullede ind over mig. Jeg fandt i stedet noget rent tøj frem, og gik i bad. Danny gikmed ud på badeværelset, da jeg var meget utryg. Han tog stadig tid på veerne.
Klokken ca 9.30 var der 3½ min. imellem ca og kunne slet ikke holde det ud længere, ognævnte flere gange at jeg gerne ville ringe til fødegangen så de vidste vi snart villekomme. Klokken ca 10 ringede vi derind, og fik besked på at komme derind stille ogroligt. Vi fik pakket en taske og fik ringet efter en taxa, da vi ikke havde kørelejighedlige på det tidspunkt. Nå, taxaen kom & chafføren spurgte om det skulle gå stærkt,JA TAK svarede Danny/ Og afsted det gik, under et kvarter senere var vi på sygehuset.
Vi blev sat af ved skadestuen, da der er kortest derfra til fødegangen. Langsomt, mensikkert fik jeg bevæget mig ind gennem skadestuen hvor der sad mange mennesker som kiggede underligt da jeg kom prustende gående, med Danny ved siden af til at støtte mig op af når der kom en ve.
Syntes turen ned af gangen til fødegangen virkede enormt lang, og følte mange gange at jeg slet ikke kom fremad. Men det gjorde jeg. Halvvejs nede ved fødegangen kom der nogle personer gående som straks så jeg havde veer og den ene nærmest råbte "neeej er du ved at føde for tidligt, find en stol til hende". Og en af de andre der var kommet gående fandt en stol, og jeg blev hjulpet til rette i den. Skønt at sidde ned. Men kunne kun sidde helt ude på kanten så Danny havde svært ved at styre både stolen OG den store taske vi havde med, så han spurgte om ikke jeg kunne holde tasken! "nej jeg kan sgu ikke, jeg har veer!!!"
Nå, men vi trillede ned af gangen og inden jeg så mig om var vi der. Vi blev modtaget af en jordemoder, der viste os ind i et undersøgelsesrum. Jeg fik hjælp til at komme op på briksen. tror jeg var ved at trille ud over kanten flere gange, for hold kæft jeg havde ondt. Aldrig i mit liv havde jeg følt sådan en smerte.
Et par minutter senere kom en jordemoder & en jordemoder studerende ind, jeg blev undersøgt og de fortalte mig at jeg var 5 cm åben og at jeg var i fødsel og at de ville gøre en fødestue klar til mig. danny hjalp mig ned af briksen og vi gik hen til fødestuen, som jeg følte lå ALT for langt væk. Veerne væltede ind over mig, og måtte stoppe op hver gang de ramte. Vi kom ind på stue 5. En stor og flot stue, men det virkede alligevel koldt derinde.
Jeg kom i noget andet tøj og fik klyx. Og så var det ellers afsted på toilet. Sad derude ityve minutter tror jeg, eller jeg prøvede at sidde, men veerne gjorde så modbydeligt ondt, så rykkede rundt på toiletbrættet. Endelig færdig på toilettet. Jeg vraltede tilbage på denstenhårde briks. Umuligt at slappe af på den!!! Jeg syntes veerne blev værre og værre!Og en hel del gange fik jeg sagt "nu vil jeg fandme ikke mere, få hende ud" Men den sødejordemoder studerende sagde blot "du klare det rigtig godt " Jeg spurgte efter smertestillende og fik tilbudt "bistik" som de sagde ville tage toppenaf smerten. Fedt, lad mig få det tænkte jeg. Men AV for en i helved hvor gjorde det nasat få lagt. Og det hjalp ikke, overhovedet. det var lige ved jeg syntes de bistik gjorde mere ondt end veerne, og det siger ikke så lidt.
Jeg blev tilbudt at komme i vand, hvilket jeg sagde ja tak til. badekaret blev fyldt, jeg kom i & endelig kunne jeg for første gang i mange timer slappe bare en lille smule af. Det var skønt, og det tog en del af smerten. Kan ikke huske hvor længe jeg havde lagt i vandet før det begyndte at blive koldt, og jeg tænkte "åh nej, skal jeg op nu" - Men de lukkede noget af vandet ud og fyldte karret igen. Eller de prøvede. For en af mine hårnåle havde sat sig fast i afløet, så alt vandet løb ud. Til sidst var der ikke længere noget vand i karret og jeg lå der og frøs og havde det elendigt. Mig op, og ud på badeværelset, ud under den varme bruser. Ahh det var skønt.
Jordemoderen hentede en stykke kæmpe plastic og lagde det i karret, og så blev det fyldt opigen. YES, så kunne jeg slappe af igen. På det her tidspunkt kom veerne nu med 2 minuttersmellemrum og varede ca 1½ min & jeg begyndte at kaste op Så jeg kæmpede virkelig for at finde energi. Jeg bad Danny om at ringe til min mor og sige hun skulle komme. Tiden føltes virkelig lang, men lige pludselig da jeg kiggede over mod døren efter at have spurgt Danny om hvor langt min mor var nået, så jeg hende i døråbningen, klokken var der 12.30. Hun havde mine to brødre med, men det var en voldsom oplevelse for dem at se mig ligge der og have så ondt, så kort efter de var kommet sagde de til min mor at de kørte igen. kan huske de sagde "vi ses", men havde ikke overskud til at svare.
Min mor holdt mig i hånden & Danny nussede mine fødder. DET var lykken.
Tror jeg har lagt 1½ time i badekarret da de sagde jeg skulle op og ligge på briksen igen.jeg spurgte efter smertestillende og fik tilbudt "bistik" som de sagde ville tage toppenaf smerten. Fedt, lad mig få det tænkte jeg. Men AV for en i helved hvor gjorde det nasat få lagt. Og det hjalp ikke, overhovedet. det var lige ved jeg syntes de bistik gjorde mere ondt end veerne, og det siger ikke så lidt. kan ikke huske hvor længe jeg lå der, før jeg bad om mere smertestillende. heidi, jordemoder studerende sagde jeg kunne få enepidural, hvilket jeg gerne ville. Så der blev ringet efter en læge der kunne komme og lægge den. De sagde til mig at når den virkede så ville jeg kunne mærke barnets hovede ståhelt nede på bækkenbunden. Okay okay tænkte jeg. Og SÅ virkede den, kunne mærke Livas hovedehelt nede, som de havde sagt & jeg sagde til dem: Nu presser jeg, hun vil ud.
Men fik besked på ikke at presse da jeg ikke var 10 cm åben endnu. Men måtte sige til dem at jeg ikke kunne holde igen. Hun ville ud, og det var NU. Da en af dem endelig fik kigget ned,fik de travlt for da kunne de se hendes hovede. Danny blev bedt om at trække i den røde snor,og kort efter kom en jordemoder mere ind. Jeg ænsede hverken mor eller Danny, men kunne se demså vidste godt de var der. presse veerne var en lettelse. Men var slet ikke forberedt på hvorhurtigt det gik, så jeg pressede bare, også da de sagde jeg skulle gispe.
Havde igennem graviditeten sagt at det skulle filmes, så min mor var i gang med at filme. Og så kom der en pres ve mere, jeg råbte "MOOOOR". Hun kom nærmest løbende. Haha. Jeg tog rundt om hendes hals, viskede i hendes øre "jeg kan ikke mere nu. Hun sagde til mig "jo, du kan så, du klare det rigtig godt" Og DER fandt jeg energi frem og så pressede jeg en sidste gang med hænderne om mors hals og klokken 14.18 kom Liva til verden. Danny klippede stolt nalvestrengen over. Havde presseveer i 25 minutter og så var hun ude.
Fra første ve til Liva var ude gik der 12½ time. Hun blev født 2 dage før termin.
Der sad nogle rester i min livmoder, som ikke ville ud og blev derfor meget dårlig og fik infektion i kroppen.
her 14 dage efter har jeg stadig lidt problemer, men det går den rigtige vej <3
Tak fordi i læste med :)
