Maustique

Vi havde de to store med til kønsscanning i uge 14 (det var en hyggescanning - og vi følte os rimeligt sikre, fordi vi lige havde været til nakkefold) og så havde vi mormor med i en senere uge. VI købte en del scanninger og hyggede os med at køre ud og kigge på den lille i frokostpausen... Til dem på sygehuset var der kun os - og det var jo også de samtaler, der potentielt kunne have været lidt ubehagelige, så det er også helt fint...

Vi har fjernet tunge ting, han kunne rage ned over sig selv - bl.a. en masse vin i en vinreol. Så har vi sat et gitter på, så vi kan adskille hund og baby, når vi ikke lige er i nærheden. Så havde vi nogle "hejse-snore" til vores gardiner som vi har flyttet fra gulvhøjde. Derudover selvfølgelig sele i barnevogn. Men ellers holder vi øje med ham og bruger vores sunde fornuft.

Nu er den jo "kun" let til moderat nedsat. Det behøver da ikke at være en hindring. Synes I skal tage et møde med behandlingsverdenen - og det kan jo være det ender med at kunne afkræfte nogle af de ting I frygter.

Hun må gerne tage en snak - og havde det været mit barn havde jeg 100% sikkert gjort det. Men hun må naturligvis ikke på nogen være udadfarende overfor barnet/børnene og huske på, at hun ikke på samme måde som en skolelærer, de kender, er en person, de har tillid til.

Jeg tror det er fordi du har født :kiss Jeg fældede også som sindssyg ca. 3-4 måneder efter Alexanders fødsel. Jeg har et langt, tykt hår og efter badet kunne jeg faktisk samle så meget hår op fra gulvet og fra børsten at jeg kunne stoppe afløbet i toilettet. Det var så vildt at selv min mand begyndte at blive nervøs for, om jeg var ved at blive skaldet. Det varede dog (gudskelov) kun ca. 14 dage, så var det overstået. Jeg fældede stort set ikke under graviditeten. I dag kan jeg stadig "se" hårtabet - forstået på den måde, at en stor del af mit hår er de der ca. 15 cm langt - en hestehale ser f.eks. ganske sjov ud, med mindre jeg mere eller mindre dypper hovedet i hårspray. Det er naturligt og der er intet du kan gøre ved det andet end at trøste dig selv med, at det vokser ud igen :7himmel

Jeg er først ved at være mentalt klar nu - Alexander er 16 måneder

Nu er Alexander blevet 16 måneder og han er begyndt at blive rigtig god til at gå. Det betyder at vi begynde begynder at kigge lidt på verden udenfor klapvognen. Idag benyttede vi lørdagen, solskinnet og en times tid inden luren på en legeplads. Han synes det var ok at gynge og en tur ned at rutschebanen blev det da også til. Men mest af alt vi han bare gerne tumle rundt - og det er også helt fint. MEN han går bare - begynder at gå i en retning og fortsætter så bare. Frygtløs og uden så meget som at kigge tilbage efter mor (stort set). Jeg prøver at kalde (ingen respons), jeg prøver at sidde stille og vente på han vender om (det gør han ikke) og til sidst bliver jeg nødt til at gå efter ham. Når jeg så kommer over til ham (gudskelov har han ikke fået den idé at det kunne være en leg at stikke af fra mor - endnu), så kan jeg prøve forskellige ting. Hvis jeg tager ham op og går i anden retning stikker han i et hyl, hvis jeg prøver at tage ham i hånden stritter han imod og hvis jeg trækker ham i dem modsatte retning bliver han sur. Nogle gange har jeg held til at vende ham om, og få ham til at gå i den anden retning. Hvad pokker gør I? Hvordan lærer man sådan en lille størrelse at han skal BLIVE i nærheden af mor!?

Det lyder som en god idé - hvordan lærer man dem lige det, når de ikke har lyst til at holde i noget samtidigt med de går?

Vi skal lige have et par definitioner på plads. :kiss Racisme er at negativt diskriminere folk ud fra deres race. Det har INTET med spisevaner at gøre og intet med nationalret at gøre. Om så samtlige offentlige institutioner fra imorgen kun serverede svinekød ville det stadig ikke være racisme, så længe alle racer havde lov til at spise af buffeten. Det vi taler om her er HENSYN til andre religioner og et forsøg på at navigere vores overgang til et multikulturelt samfund - og det er noget helt andet. Så kan man diskutere, hvor langt det er rimeligt det hensyn trækkes. Et multikulturelt samfund skal efter min mening være lige akkurat dét - multikulturelt. Der var mulighed for at stemme om nationalretter og en ret med svin vandt fordi, ja, det er en af vores største eksportvarer og indgår i de fleste husholdninger. Hvis vi lod grønlænderne eller Færøerne stemme ville de sikkert vælge noget med hval eller andet den almindelige dansker ikke spiser. Skulle vi så føle os krænkede over det??

Jeg ville ihvertfald ikke servere tapas til et hold mænd. Jeg tror der er rigtig mange mænd, der ikke mener at det er "rigtig" mad... Jeg ville hoppe over i en ordenlig omgang lasagne med en salat til. Nemt, billigt og til at forberede i forvejen, så du ikke skal stå for meget i køkkenet.

Øj - med fare for at blive slagtet... ..... jeg er helt enig i artiklen... :unsure Selvfølgelig er der børn med diagnoser og særlige behov. Men jeg nægter simpelthen bare at tro på, at så stor en del af en årgang som jeg oplever, skal have en eller anden diagnose med på ærmet! Hovedparten af diagnoserne er nogle folk læser sig til på nettet og aldrig bliver stillet officielt af læge. Eksempler: Et barn i vores dagpleje har en mor, der siger at drengen har autistiske træk - og slæber ham med til speciallæger. Og er en læge ikke enig, så tager hun bare til en ny. Drengen er som jeg oplever det blot lidt stille og en smule indadvendt (stor kontrast til hans mor) og han har fint sprog og leger fint med andre. Andet eksempel: Min mands bror har to teenagere, som begge forældre har påstået har ADHD i årevis og eksperimenteret med forskellig medicin. De to unger er dybskønne - men mangler TOTALT opdragelse og respekt for autoriteter og bærer præg af, at være vokset op i et hjem, hvor alkohol, råben og skrigen og generel aggressivitet har været en del af hverdagen. Det sekund de er hos er der INTET galt med dem - min mand er bare en helt anden end sin bror.

Jeg synes faktisk, at man generelt skal tænke sig rigtig godt om, når det kommer både til at vælge forsikringstyper, dækninger og risici. Forsikringsselskaberne tjener jo penge ved, at vi betaler mere i forsikring end vores risiko reelt er. Derfor synes jeg, at man skal spørge sig selv, hvad man har råd til IKKE at have. Vi har IKKE råde til at få en husskade eller få stor varig skade på vores indbo. Vi har heller ikke råd til at opdage en skjult konstruktionsfejl på et nykøbt, nybygget hus. Derfor har vi både husforsikring, indboforsikring og en hundedyr ejerskifteforsikring. Til gengæld HAR vi råd til mindre indboskader og selv dække glas, amatur og lignende. Derfor er vores husforsikring uden glas og selvrisikoen på både den og indboen er kørt højt op (det er totalsummen dog også). Vi har heller ikke en eneste elektronikforsikring. Der er med andre ord luft i budgettet til at dække en 10-50.000 kr. selv i omkostninger akut, hvis vi skulle være uheldige. Hvis vi kommer til at skulle bruge de forsikringer bliver det til skader i 100.000 klassen eller derover. Vi har IKKE råd til at den ene af os bliver invalideret eller dør. Derfor har vi store forsikringer på tabt erhvervsevne, ulykkes og livsforsikringer. Derimod HAR vi råd til at en af os bliver midlertidigt arbejdsløs - derfor har vi fravalgt arbejdsløshedsforsikringer. Bilerne er firmabiler forsikret gennem arbejdet - ellers kunne der også blive gamblet med dem. Derudover har vi en fuld sygeforsikring på vores hund - men den stammer helt tilbage fra da jeg var enlig studerende og en 2-cifret dyrlægeregning ville kunne vælte budgettet. Den har aldrig været i brug - og vi har flere gange talt om at sige den op. Men den er livslang for hunden og kan ikke gentegnes til samme pris. Og nu er hun ved at være så gammel, at risikoen for, at hun får brug for den stiger, så den får nok lov til at være. På en ny hund, ville der aldrig blive tegnet andet end den lovpligtige - igen fordi vi har råd til at bære risikoen selv.

Vi putter Alexander i sengen med sin flaske - og så falder han selv i søvn efter varierende tid. Han vågnede også en laaang årgang om natten og ville have tryghed/en flaske mere. Der måtte vi også tage en kold tyrker på samme måde som der er beskrevet her. Jeg tror I bliver nødt til at være lidt stædige og holde fast :)

Hej Alle Nu er vores søn 16 måneder og vi besluttede i sidste måned officielt at skyde pb2 igang efter et par måneder, hvor vi (læs: jeg) havde sløset lidt med præventionen. Sidste gang tog det os 5 måneder at blive gravide og teknisk set er der ingen grund til at jeg allerede nu - hvor vi kun lige er ved at gå igang med cyklus to - er ved at overbevise mig selv om, at det bliver svært det her. Men fuldstændig irrationelt har jeg bare fornemmelsen af, at det aldrig kommer til at ske :huug Jeg havde i forbindelse med fødslen af vores søn en voldsom underlivsbetændelse som krævede indlæggelse i 4 døgn - det må jo så i mit hoved betyde, at min livmoder nu er et stort ar, hvor intet levende kan gro. Derudover fik jeg hørt en radioudsendelse den anden dag, hvor de påpegede, hvor hurtigt kvinders fertilitet falder. 33% chance per cyklus som 20 årig, 17% chance for dem over 30 og kun 7% chance for kvinder over 35 per cyklus. Nu er jeg så rundet de 31 år - og det må jo så betyde i mit hoved, at det er dobbelt så svært. Samtidigt stresser jeg helt vildt over, at jeg ikke ønsker, at der skal være alt for meget mere end 2 år mellem dem, og nu begynder jeg at tælle måneder. Går nogle af jer andre også med de samme tanker - og hvordan bærer man sig lige ad, med at få ens hjerne til at opføre sig ordentligt? :klap

Sikke en fantastisk artikel! :lovebk

Det havde en teenager ikke fået lov at bruge på en jakke hos os - og så er det faktisk ligegyldigt, hvad jeg bruger på en jakke, om vi har råd eller hvad de andre går i. Du har en gylden mulighed for at lære hende, at ting koster penge - og at penge er en prioritetssag. Det er den vi benytter til fulde hjemme hos os :bunny Dvs. vi har en idé om hvad der er rimeligt. Jeg ville nok forestille mig et sted mellem 400 og 800 kr. for en god vinterjakke. HVIS de unge damer så ønsker sig Canada Goose eller Tommy Hilfiger eller noget andet i den dur er de velkomne til selv at lægge pengene oveni :) Nogle gange gør de det (det er især sko og tasker der er dyre her i huset) - andre gange holder de det, de får op imod hvad de må undvære, og så slutter forelskelsen lige så brat som den begyndte. Ligegyldigt hvad så "vandt" vi fordi der blev taget kritisk stilling til pris kontra værdi for dem - og fordi de lærte lidt af den helt kritiske livsfilosofi at man godt kan få lidt "lækkert" men det altid er på bekostning af at man enten må undvære noget andet eller bruge yderligere 5 timer på arbejdet. Det er helt essentielt, at de har det helt på plads inden de når 18 år og hele verden står på spring for at låne dem penge til ublu renter... :kiss

Jeg er stjerneligeglad... Var ikke klar over at nogle kunne finde på at flippe ud over buræg og har aldrig købt en graviditetstest i et supermarked... På apoteket derimod sender jeg gerne manden - og har også givet ungerne skyld for fodvorterne..

Fredag d. 19/7 41+4 - 11 dage over tid. Kl. 02.00 Jeg kan så konstatere, at jeg ikke er en af dem, hvor veerne tager langsomt til. Jeg vågner halvt ude af sengen, fordi jeg simpelthen flyver op i en ve! Min stakkels mand får et chok fordi jeg jamrer med det samme - og jeg er ikke det fjerneste i tvivl om, at nu er det nu! Jeg forsøger at bevare roen og vi bliver enige om, at jeg skal op og have et varmt bad og så skal vi tidsmåle veerne. Vi har jo sådan et fint skema med, hvordan det skal være, når man ringer til jordemoderen. Jeg får endnu en ve op ad trappen til 1. salen, og da ve nr. 3 rammer mig i brusekabinen må jeg holde fast i væggen. Jeg beder manden om at ringe efter Cille med det samme og køre vores yngste bonuspige hos hendes mor. Der går ca en time inden hun ankommer og den tid husker jeg som den eneste rigtig, rigtig slemme del af fødslen. Den første halve time er jeg alene, fordi manden skal vække den yngste af hans piger der tilfældigvis overnatter og køre hende hos hendes mor. Tiden bliver brug siddende - prustende og stønnende på toilettet (jeg følte konsekvent at jeg tissede hele tiden - og det kan have været fostervand, for jeg opdagede faktisk aldrig det gik). Jeg har svært ved at styre min vejrtrækning og er bange. Kl. ca. 3.30 Cille ankommer og straks bliver tingene bedre. Inden for ca. en halv time har hun fået sine ting ind og indrettet sig, hun har fået styr på min vejrtrækning og dermed hele min oplevelse af smerte, og samtidigt har hun fået sat manden fri til at ordne det praktiske. Sofaen bliver dækket over med tyk plastik og lagen/håndklæder ovenpå, karet bliver sat frem og de prøver begge to at få mig til at spise (det er dog fuldstændigt umuligt på dette tidspunkt). Så falder der ro på - faktisk så meget ro at både Cille OG min mand går i seng og sover (Cille låner et af tøsernes værelser). Jeg havde ALDRIG troet at min mand, som er så omsorgsfuld og bekymret for mig, faktisk kunne falde i søvn. Han sover normalt helt vildt let. Men det må være et udtryk for den ro, der sænkede sig. I mellemtiden sidder jeg stadig på toilettet og bruger min nyfundne vejrtrækning til at komme igennem veerne, og småsover/spacer lidt ud mellem dem... Jeg er tryg nok til at jeg ikke føler behov for at kalde på dem. Kl. ca. 06.30 Mit overskud er så småt ved at være brugt op, og det begynder igen at gøre seriøst ondt. Jeg kalder på Dejan og Cille kommer også ned. Cille sætter Dejan igang med at fylde karret op. Det tager faktisk ret lang tid, fordi der er langt mere vand i sådan et end en enkelt varmtvandsbeholder kan klare. Derfor skal der også tages elkedel og gryder i brug. Det er også ret vigtigt at det har den helt rettet temperatur - og herfra og resten af fødslen var det mere eller mindre konstant arbejde for min mand, at holde karet optimalt. (Hvis man havde haft mulighed for en fødselshjælper kunne det have været en oplagt opgave). Cille undersøger mig og fortæller mig, at jeg er 5 cm. åben uden livmoderhals - og jeg bliver TOTALT demotiveret. :( Jeg havde det inde i hovedet, at jeg var 4 cm dagen forinden og kan slet ikke forlige mig med, at det skal gå så langsomt og alligevel gøre så ondt. Hun prøver at opmuntre mig. Kl. ca. 07.00 Cille bruger de (begrænsede naturligvis) remedier, hun har til at lindre smerte. Ingefærklude har jeg ingen tålmodighed til - og fik kvalme bare ved tanken, akupunktur i hænderne gjorde ingen forskel - men da hun sætter nåle i lænden synes jeg at det hjælper lidt - og de nåle bliver i indtil efter fødslen. Har faktisk bagefter undret mig over, hvordan de kunne det også når jeg lå på ryggen - men de var på en eller anden måde tapet ind. Jeg for klyx og tilbringer noget mere tid på toilettet. Hun konstaterer også at jeg "tisser" noget ud under veerne - som jeg ikke kan afgøre om et fostervand eller urin... kl. ca. 07.30 Jeg kommer i karet. Væk var al blufærdighed og tanken om at jeg da godt kunne have en lang trøje på. :D Jeg afklæder mig fuldstændigt og hopper ned i det varme vand. Det er SÅ SÅ SÅ DEJLIGT!! Vægtløsheden og varmen rammer mig og aflaster mig og jeg finder lynhurtigt ud af at jeg skal om på alle fire og stå og rokke i karret. De prøver igen at få noget mad i mig, men jeg tager til takke med lidt kold saftevand. Der står en iskold cola i køleskabet på jordemoderens ordre til pressefasen - hun siger at hun har forløst flere børn på cola end noget andet. :D Så kommer en lang rolig periode, hvor jeg egentligt bare er mig selv og mine veer. Jeg finder en rytme ved at når jeg rykker frem i karet tager næse og mund under vand og puster ud - nærmest som ved brystsvømning - og så tæller i mit hoved. Ved gang nr. 6-8 topper veen og ved nr. 10 er den væk. Det virker rigtig godt - Cille kommenterer efterfølgende at hun ikke har set en fødende bruge den før, men at hun vil overveje om hun skal begynde at anbefale den. Ulempen er så at jeg dumper hovedet ind i karret på samme punkt 700 gange i løbet af timerne (det kan jeg mærke dagen efter :blink ) og at jeg placerer mig selv i den lidet flatterende stilling med røven åben og helt bar direkte ned i ansigtet på Cille mens hun sidder ved karret og lytter til lillemandens hjertelyd. Det er sjovt så ligeglad man kan være. Min mand går rundt ved karret med en si og "fisker" diverse slim/blod/andet godt op af vandet. Det opdager jeg slet ikke på det tidspunkt - men synes faktisk det er ganske sympatisk gjort efterfølgende. Cille og min mand får spist lidt morgenmad mens jeg arbejder med veerne - jeg kan høre dem pusle rundt i køkkenet, men registrerer ikke ret meget. Der er meget stille i huset. Min mand forsøger at lave en kop kaffe, men har i rent stress fået smidt holderen til kaffekapslen væk. Vi griner stadig lidt af det idag - den er ikke dukket op og var forholdsvis stor. Han må have smidt den ud. De er begge om mig hele tiden. Manden med væske, varme og kolde klude og generel omsorg. Cille med hjertelydsmåleren og hendes notater, hvor hun holder godt styr på, hvor den lille har det. Kl. ca. 10.00 Mine veer ændrer sig lige så pludselig som de begyndte - og jeg får pressetrang. Jeg bliver instrueret i ikke at presse med mindre jeg absolut ikke kan lade være - og det er umuligt at lade være. Jeg vender mig om på ryggen så jeg nærmest sidder i vandet og kroppen begynder helt af sig selv at presse. Jeg kan slet ikke styre det og det skræmmer mig rigtig meget. Jeg får manden om bag mig så han kan holde mig under armene - ellers tror jeg simpelthen at jeg var røget under vandet under veerne. Min krop var uden for min kontrol. Jeg får sagt til jordemoderen et par gange at DET HER, det kan jeg simpelthen ikke - og at hun skal fortælle mig PRÆCIS hvor mange veer, der er tilbage. :D :rolleyes Pludselig er hovedet ud - og jeg kan huske, at jeg i pausen sad og aede hans lange, mørke hår... Kun får at gå i panik over at kunne mærke at min skamlæbe var faldet af! Der gik lige et par sekunder inden det gik op for mig, at det var hans øre jeg kunne mærke :lol Alexander bliver født kl. 10.21 efter hele 11 min. presseveer. Han kommer op på min mave og ligger bare og kigger på mig med sine store mørke øjne. Far kommer ned i vandet til os og vi ligger bare allesammen og beundrer hinanden. Jeg kan huske at min mand hulker - men jeg ligger faktisk bare og kigger det her lille væsen i øjnene og kan ikke helt forstå, at jeg har født ham. Efter ca. 10 min, når navlesnoren er holdt op med at pulsere klipper far - og vi kommer op ad vandet. Jeg bløder lidt rigeligt, så Cille giver mig en sammentrækkende sprøjte i låret og hjælper mig med at tisse. Hun giver mig nogle sting fordi jeg er bristet en smule - men jeg kan faktisk dårligt huske det, fordi Alexander ligger på min mave og øver sig i at sutte - og jeg er helt forelsket i ham. Min mand laver stor frokost til mig (på Cilles ordre med masser af kød - hun mener ikke at man kan komme sig over en fødsel på toastbrød) og vi hviler. Alexander sutter fint fra starten. Dejan henter tøserne og min mor kommer på besøg. Jeg hopper i nogle af Dejans boksershorts og nyder at være hjemme. Vedhæftede billeder er ca. 1 time efter fødslen, et billede af Alexander dagen efter - og et billede på hans 1. års fødselsdag.

41+0 løb tålmodigheden op... Jeg blev indkaldt på sygehuset ad flere omgange fordi de ville snakke igangsættelse - og jeg måtte ud i en byge af "Nej tak", "Vi vil gerne se tiden an" og "så længe han har det godt derinde, så venter vi". Det blev ikke altid mødt med den store forståelse fra personalet - men på det tidspunkt var jeg heldigvis så sikker på min beslutning og havde oparbejdet en god del rutine i at forklare mig, så det gik. Af tre omgange var vi til scanning derinde, hvor de tjekkede mængden af fostervand og undersøgte at moderkagen stadig fungerede 100%. Alexander havde det fantastisk og jeg blev aldrig træt af at høre hans hjerte :kuller Derhjemme var jeg i kontakt med min jordemoder dagligt. Enten over telefonen eller ved at hun kiggede forbi. Torsdag d.17/7 41+3 - 10 dage over tid. Vores søde jordemoder, Cille, var forbi ved middagstid. Jeg var begyndt at blive lidt bekymret for den udeblivende fødsel. Selvom slimproppen var gået om tirsdagen skete der stadig ingenting. Samtidigt havde jeg en truende deadline herover hovedet. Hjemmefødselsjordemødre tager ikke ansvar for fødsler, der ikke er gået igang af sig selv inden 42+0. Derfor begyndte det nu at lugte af igangsættelse, hospital og alt det, som jeg havde håbet at undgå. Cille er sådan en lille, spinkel midaldrende kvinde, med en personlighed der er for stor til hendes krop. Hun har en baggrund som jordemoder på Grønland, hvor det, som hun sagde "handlede om at kunne vurdere kvinderne korrekt INDEN de gik i fødsel, fordi der nogen gange var 1300 km til nærmeste hospital". Ukuelig i sin tro på, at kvindens krop kan selv - og udstrålende en behagelig ro. Hun trådte ind i entreen, satte hænderne i siden, tiltede hovedet med et smil og sagde: "Lad os så få den fødsel igang". :yiepie Hun mærkede på mig og sagde at hun havde en mistanke om, at hans hoved måske lå lidt skævt. (Jeg skal hilse og sige, at jeg faktisk havde rigtig ondt fordi han borede sit hoved ned i min bækken, så det nev i hele kroppen). Det forsøgte hun at rette på via rebozzo. Det er mig bekendt en teknik, det stammer fra Mexico, der går ud på at ryste og rokke barnet lidt tilbage i kroppen i håb om at det, når det glider frem igen, gør det korrekt. Det foregår i nogle rimelig spøjse stillinger med nogle lange tøjklæder om hofterne. Man føler sig lidt åndssvag, når man står der og sveder og puster mens man bliver rystet af et langt stykke stof med manden i den ene ende og jordemoderen i den anden :haha Derudover lavede hun en hindeløsning og fortalte mig, at jeg faktisk allerede var 4 cm åben (dog med livmoderhals) - så hun var sikker på, at vi nok skulle nå en fødsel inden "deadline". Om aftenen gik jeg tidligt i seng og da jeg lå og forsøgte at falde i søvn, gik det op for mig, at jeg faktisk havde menslignende smerte med ca. 5 min mellemrum. Jeg skrev en sms til Cille, at hun nok skulle gå tidligt i seng og så lykkedes det mig faktisk at falde i søvn... :7himmel

Optakten Ved ikke om I kan huske sidste sommer? Men der var en periode i slutningen af juni/begyndelsen af juli, hvor temperaturerne røg pænt på den anden side af de 30 grader dagligt. Samtidigt boede vi på daværende tidspunkt i et nyere toetages rækkehus, som en sadistisk arkitekt havde udstyret med KÆMPE sydvendte vinduer og så malet sort (læs: vi boede i et sort drivhus!). Da vi nåede terminsdatoen mandag d. 8/7, havde jeg den ondeste halsbrand, vand i hele kroppen, galoperende søvnmangel og en lungekapacitet på 5-25% (5% umiddelbart efter et måltid :wacko ) Kort sagt - jeg var færdig med at være gravid! :D Fødekarret havde vi forhåbningsfuldt hentet 3 uger forinden og det udgjorde nu min store hobby - næst efter at læse fødselsberetninger på BK, af alle mine terminssøstre, der var i fuld gang med at føde. Hos os skete der bare INGENTING! Ingen veer, ingen slimprop, ingen vandafgang... Ingenting... Jeg forsøgte at være tålmodig, udfylde ventetiden og nyde tosomheden :rolleyes

Det er det samme her... Han vil engang imellem gerne hænge på arm - men når han f.eks. slår sig, så stritter han ofte imod og bliver endnu mere sur hvis man tager ham op.. Jeg håber også det ændrer sig..

Jeg er så også meget slank - det kan have noget med det at gøre

Uha - det var MEGET tidligt! Jeg vil skyde på omkring uge 7-8 stykker, hvor jeg kunne mærke at den var hårdere end normalt. I øvrigt også ganske kort tid før jeg faktisk skiftede til graviditetsbukser, fordi trykket fra bukserne, når jeg sad ned, var meget ubehageligt.

Vi har vel omkring 25.000 om måneden - og der er bilerne og brændstof betalt (det er firmabiler) Hvis vi tager overskuddet i mandens lille bijob (hans firma) så er der vel yderligere 10.000 kr. På trods af det lever vi faktisk forholdvis skrabet. Vi blev ramt hårdt af finanskrisen fordi min mand måtte sælge et hus med stort tab. Så vi vænnede os til at leve for ca 7.000 kr om måneden - hvilket er meget skrabet for en stor familie. Nu et vi færdige med gælden og har købt drømmehuset - efter nytår bliver alt vi kan undvære efter boliglånet som vi så håber at kunne dræbe i løbet af et par år. Vi er to voksne, to teenagere, en baby og en cockerspaniel

HUSK en ting - en forelskelse er en betagelse af en anden person. Det giver dig ikke noget retvisende billede at måle din "gamle" partner op imod en du har forelsket dig i. Du ser simpelthen ikke klart! Hvis jeg var dig ville jeg lægge afstand til din crush - MEGET afstand. Forklare personen, at du bliver nødt til at få ryddet op i dit liv og dine følelser og ikke kan det, når du spiller på to heste. Så ville jeg tage et ærligt blik på din mand - er han den du ønsker at være sammen med? (Uden sammenligning til ham den anden!) Hvad var det du forelskede dig i - og kan du genfinde det? HVIS du beslutter dig for at der er noget at kæmpe for med din mand (især hvis I har børn sammen) - så giver du der 100%. Dvs. at du smider ham den anden HELT ud af din tilværelse. Tag på en god lang ferie med din mand uden børn og fokuser på ham og på jer. Hvis ikke - så bryder du med din mand ordentligt inden du begynder at kigge over hækken. En skilsmisse er hård! Og hvis I har børn sammen bliver den ekstra hård! Min bedstemor fortalte mig altid, med et lille smil på læben: "Græsset er aldrig grønnere hos naboen - græsset er grønnest dér, hvor det bliver vandet".