Maustique

Og så rammer vi ned i et af de absolut nederen ting ved bonusbørn. Vi kan nemlig synes at den måde moderen vælger at opdrage på er nok så forkert eller urimelig - men så længe der ikke er tale om decideret forsømmelse af barnet (og der skal MEGET til) så er det eneste I kan gøre at appellere til moderen, eller evt. spæde lidt ekstra til når børnene er hos jer.

Åhr - kram til dig...! Jeg kan godt forstå, at det er demotiverende, men jeg er 100% sikker på, at du nok skal stå med dig eget barn i favnen en dag... Fertilitetsbehandling er opslidende - det er fyldt med en masse ventetid, en masse bristede drømme og en masse frygt, men sandheden er jo, at det lykkedes for langt, langt de fleste. Især når I er så unge.

Helt enig i ovenstående! Og så må jeg lige tilføje at børn nogle gang er en del dyrere end vi lige regner med. 1.500 kr. (eller noget i den dur) per barn per måned plus børnefamilieydelse rækker ikke så langt. Een ting er tøj (en 16 årig kan snildt bruge det alene på tøj) og telefoni - men der er mange andre ting man glemmer. Barnets forsikringer, fritidsaktiviteter, SFO, kontingenter, udflugter, buskort, gaver til venner, konfirmation og alle de ting, som der oftest ikke er to af i skilsmissebørns liv (og som hele tiden går i stykker alligevel): Computere, cykler, skoletasker osv. Og så er der alle de ting vi SLET ikke tænker på: ekstraomkostninger til de lange varme bade, "mor jeg mangler en ny natcreme", strøm, mad og transport af børnene. Vi har i øvrigt også haft en teenager i huset på 16 år, som på et tidspunkt mente at hun da betalte sit tøj selv. Hun "glemte" bare lige at basistingene bare dukkede magisk op når hun manglede det (og vi alligevel var i centret) - og at hun med jævne mellemrum fik en 1.000 kr. at shoppe for. Når jeg sådan begynder at regne det sammen, så tror jeg faktisk ikke på at et børnebidrag kommer i nærheden af at dække 50% af udgifterne til et barn. Det dækker måske blot det helt basale...

Jeg er finansiel chef-controller i et stort dansk sikkerhedsfirma. Jeg startede som deltid mens jeg læste og har siden arbejdet mig op. Det er et tid tider lidt stressende kontorjob - men jeg har flex og hjemmearbejdsplads og min mand arbejder i samme virksomhed, så vi prøver at indrette os bedst muligt..

Krydser fingre for, at alt er som det skal være...

Øv sødeste! Håber du er ok...

Velkommen herinde - glæder mig til at følges med jer allesammen :loveshower

Jeg synes de første tre uger var MEGET hårde. Men det var nok ikke pga. Alexander, men simpelthen fordi jeg skulle finde mig til rette i en ny rolle, med amning og en masse tanker. Ellers så synes jeg at lige omkring 5. måned var hård. På det tidspunkt var jeg ved at skulle på arbejde igen (delte den sidste del af barslen med min mand) - og Alexander kunne pludselig ikke blive ordentlig mæt hos mig og ville samtidigt ikke spise grød. Det betød af han i en periode på ca. 3 uger spiste ca. 1 gang i timen - og jeg derfor på intet tidspunkt fik mere end 40 min sammenhængende søvn. Det er simpelthen tortur..

Det er det, jeg har kunnet læse mig til. Der produceres væsentligt mere HCG ved tvillinger end ved enkeltgraviditet - og det er jo både det, der måles ved en positiv test og det der giver symptomerne... Jeg glæder mig bare til den scanning. Tanken om 3 børn under 2,5 år var lige nok til at feje benene væk under både min mand og jeg, da vi første gang snakkede om muligheden i sidste uge...

Ej - jeg vil faktisk godt lige tilføje noget... Jeg synes, at vi danser lidt om den varme grød her - så nu vil jeg gerne melde mig frivilligt som politisk ukorrekt. Jeg er TILHÆNGER af disciplin. Jeg vil have orden, ro og forudsigelighed - og jeg forlanger respekt i huset. Jeg synes IKKE, det er skidt at hæve stemmen af sine børn, og jeg gør det selv dagligt! Der er i min verden forskel på at hæve stemmen og råbe - hvoraf råben i min verden er at miste kontrollen. Jeg kan aflede så mange gange jeg vil - men når Alexander kører bilen hen af skabslågen for 10. gang, selvom han VED at bilerne skal være på gulvet, slår ud efter hunden eller piller alt jorden op af potteplanterne - så er det altså min opgave som forælder, at gøre det klart at nu stopper festen, tage bilerne fra ham, hive ham op af urtepotten, tage et fast greb i ham, kigge ham i øjnene og sige SLUT! Jeg vil gøre ham og os en bjørnetjeneste, hvis jeg ikke fik lært ham fra en tidlig alder, at der er ting man ikke må gøre "bare fordi". Så skal han nok få den lange, fornuftige forklaring, når han bliver ældre. Til gengæld så vil jeg IKKE tabe kontrollen med mig selv eller eksplodere uden varsel - mine unger skal vide hvor jeg står, så de er klar over, hvornår de har gjort noget skidt, og at reaktionen på noget skidt er den samme hver gang og ikke lige afhængig af, om jeg er stresset/træt/hvad storebror har gjort minuttet forinden. Jeg vil aldrig slå dem og jeg vil overøse mine unger med al den kærlighed, tid og engagement i deres liv, som jeg bobler over af. Jeg er selv opvokset i noget, der tilnærmelsesvist kunne betegnes som en hippiefamilie. Jeg måtte mere eller mindre gøre, hvad jeg ville - og ligesådan sejlede jeg lidt i min egen sø fordi jeg manglede nogen til at hive mig op, når jeg var skoletræt og til at vise engagement i de udfordringer jeg mødte. Det førte ikke altid, til de heldigste beslutninger, fordi jeg var alene og simpelthen ikke var moden nok til at tage dem for mig selv. Jeg ønsker at gøre det modsat. Jeg er bonusmor til de to dejligste teenagepiger (nu 14 og 18), som er opdraget "strengt". Selvfølgelig har de lavet småting, der var mindre heldige i løbet af årene - men der er en grundlæggende respekt omkring forældrene og et engagement og en kærlighed af den en anden verden den anden vej. Det ønsker jeg faktisk at spejle vores opdragelse af "næste" kuld i.

P-piller er næsten 100% sikre, hvis du tager dem rigtigt (dvs. ikke glemmer nogen, ikke kaster nogen op osv.) Har du fået din mens som forventet? Gå ned og køb en test i den nærmeste butik og tag den. Den vil højest sandsynligt være negativ, og så kan du slappe af igen. De test de laver hos lægen er af samme type :) Kroppen kan lave alle mulige mærkelige krumspring fordi man får tænkt over tingene. Kvinder der f.eks. GERNE vil være gravide er indendørs verdensmestre i at over-analysere deres krop og kan faktisk få alle slags symptomer kun for så at få mens alligevel bagefter.

Jeg sætter dig på den 25. Velkommen til :loveshower

Også her... Jeg er begyndt på mine middagslure igen - de dage, hvor det kan lade sig gøre. Ellers er det faktisk begrænset hvad jeg har af symptomer. En smule ømme bryster, murren i underlivet og nogle gange lige en snert af kvalme..

Og så blev vi 10 nygravide :kiss Dejligt at vi er så mange - glæder mig til at se, hvor mange vi når op på inden for de næste uger.

Og så blev vi 8... Glæder mig til at følge jer allesammen det næste lange stykke tid :) Jeg har fået en tid til en TS d. 2/3. Glæder mig til at se hjerteblink :)

Må jeg spørge om, hvad grunden er til det? Min mave var øm og jeg havde i forvejen lidt udfordringer med min afføring - jeg kunne forestille mig et mavebælte ville være decideret ubehageligt?

Synes jeres historier om, hvordan folk har overtrådt jeres grænser er helt vilde - har folk ingen pli?? Jeg fødte Alexander hjemme - og havde brugt MEGET af tiden på at tænke over, hvordan det skulle forløbe. Jeg kunne nemlig heller ikke magte at skulle give ham fra mig. Hos os havde vi så to tøser på daværende tidspunkt 12 og 16 år som glææææædede sig til lillebror. Så det er var på den ene side en balancegang hvor de ikke skulle føle sig oversete, men at jeg samtidigt fik den ro, jeg så inderligt havde brug for. Min mand tog mig heldigvis alvorligt efter et par dybe samtale og clearede både med pigerne og med deres mor, at det var en lidt følsom tid, og at jeg havde behov for ro. Dvs. ingen veninder og ingen lange perioder hos os. Det gav mig ro - og da Alexander var født kom de forbi et par timer og fik også lov til at holde ham. De var så forsigtige og så stolte, at jeg simpelthen smeltede af stolthed bare ved at se på det. De var der et par timer ad gangen evt. en hel dag, de første 14 dage, og det var skønt. Så havde jeg fundet min rolle og så kunne de komme igen, som de plejede. Min mor ringede jeg selv til kort tid efter fødslen og inviterede - hun kørte med det samme. Jeg ville så gerne vise hende det første barnebarn og hun blev kun en times tid. Efterfølgende havde vi et par barselsbesøg af den allernærmeste familie i ugerne efter - men hovedparten så faktisk først Alexander, da han var blevet en måneds tid og vi begyndte at tage ham med til arrangementer. På det tidspunkt var jeg blevet så selvsikker som mor, at jeg kunne sige fra. Der har også været et par stykker, der MÆGTIG gerne har villet se lidt på ham mens han sov - eller holde ham selvom han havde behov for sin mor. Men der har jeg skåret igennem på en venlig men bestemt måde - og decideret sagt "Jeg vil ikke have at I", "Han har brug for..." eller decideret bare taget ham og gået ind i et tilstødende rum en times tid, for at give ham ro. Det kan godt være at nogen har kommenteret det efterfølgende, men det er jeg ærligt talt ligeglad med. I dag har jeg en tryg dreng som kan færdes blandt mange fremmede mennesker i små doser - og en familie, der respekterer at vi (hans far og jeg) suverænt bestemmer alt omhandlende Alexander.

Lige en lille tanke. Min mand kunne HØRE sparkene laaang tid før han kunne mærke dem. Han lagde simpelthen øret på den bare mave og så lød det som om nogen klappede meget forsigtigt under vand... Jeg var kun 12 uger henne med Alexander, da jeg mærkede ham første gang - men der gik laaaaaang tid (måneder) før det var dagligt og før det kunne mærkes på ydersiden af maven. (Jeg havde også moderkagen gemt helt af vejen :))

Øj - hold da op :) Jeg vidste også at vi skulle have flere.. Men jeg fordybede mig meget i Alexander og traf forholdsvis hurtigt beslutningen om, at han ihvertfald skulle have sin mor "for sig selv" indtil han blev to år - og at han helst skulle op og gå inden jeg blev gravid igen (det er TUNGT at bære!) Det fungerede helt fint - og nu venter vi så nr. 2 med ankomst når Alexander er 2 år og 3 måneder.

Låner lige lidt af tråden - meget specifikt - er der nogen af jer, der har prøvet at lade baby sove i storebror/storesøsters værelse helt fra da de skulle ud af forældresoveværelset? Jeg tænker i den forbindelse på omkring 5 måneder gammel. Gav natteroderi problemer for den store?

Med så lange cyklusser så synes jeg bestemt at du skal ringe til lægen. Jeg tænker også PCO...

Altså både min bror og jeg og min mands og hans bror har delt værelse hele barndommen. Vores to store piger har altid haft hver deres værelse - men har valgt at sove i samme værelse frem til de var godt inde i teenageårene (og gør det faktisk af og til stadig selvom de nu er 14 og 18 år. Lillemyr kommer til at dele værelse med Alexander. Vi er simpelthen løbet tør for værelser frem til den største flytter hjemmefra og det passer mig egentligt helt fint. Det eneste jeg tænker på er, om mindstemyr kommer til at vække Alexander om natten...

Jeg synes opdragelsen begynder dér, hvor barnet begynder at få en forståelse af valg og konsekvenser. Et spædbarn KAN jo ikke gøre noget af ond vilje - ergo kan man på ingen måde blive "sur" på et spædbarn. Et barn på 1-1½ begynder at få en forståelse af, at der er nogle ting der er forkerte at gøre - og der starter opdragelsen efter min bog. Alexander VED at han ikke må tage fjernbetjeningen og han VED at mor bliver sur, hvis han piller jord op af potteplanterne - derfor er hans opdragelse lige så stille begyndt.

Prøv at lave et skema over din mens - og så ring til lægen og spørg ad... Det kan godt være at de vil tage dig ind lidt hvis din cyklus er helt til rotterne :-)

Så er vi oppe på 7 tøser :)