Maustique

Du kan låne 80% af boligens værdi i realkreditlån og 15% som banklån. Dvs. det er forholdet mellem boligens værdi og gælden i boligen der afgør det hele - ikke hvor meget I har betalt af. Stiger priserne kan man forøge sit lån, også selvom man ikke har betalt af - og falder priserne kan man betale nok så meget af uden det hjælper. Det betyder dog også at hvis man laver noget der forøger boligens værdi (det kunne det f.eks. gøre at sætte nye vinduer i), så kan man typisk låne en del af det som et boliglån. Vær dog opmærksom på, at realkreditlån har forholdvis store etableringsomkostningen - så det skal typisk være +100.000 kr lån før det kan betale sig.

Jeg ville aldrig opkalde et barn efter en figur i en film eller en bog - eller andet hvor navnet var så let genkendeligt, at det øjeblikkeligt ville blive en rederence til en bestemt historie. Det kan da godt være, at forældrene synes det er sødt eller unikt - men forestille jer at barnet bliver voksent og har brug for at blive taget seriøst. Det kan være at det bliver politikker eller forretningsmand/kvinde. Måske bliver det selvstændigt og åbner en konsulentvirksomhed. Og så prøv at sætte navnet på personen nu.

Ja - det blev en lille Isabella. Af en eller anden grund var det det første navn vi kunne tænke på lige i minutterne efter fødslen begge to. Så det var vist meant to be...

Nåh jo - og så en babyindsats til trip trap..

Supplerende tøj i lyserødt og en voksi (hun kommer til at sove mere ude for at få fred)... Ellers nogle ting der er blevet slidte. Dyner og puder, flasker, puslepude - og så overvejer jeg stadig om jeg skulle investere i en vikle...

Man kan også se det på dr.dk hvis man var træt

Første gang 5 måneder/cyklusser, andet gang 4 måneder/cyklusser, tredje gang 7 måneder

Det tror jeg godt kan lade sig gøre. Ikke nødvendigvis nemt - men muligt. Jeg ville købe en god pumpe. De er altså guld værd også i mange andre henseender (siger hende der sidder med sår på vorterne og brystbetændelse ;-) ) Du skal nok have tålmodighed - og så ville jeg søge råd fra nogle ammerådgivere

Og i det tilfælde er et ægteskab ikke engang nok. Der skal faktisk et testamente til

Alexander har aldrig gidet den og vi har aldrig presset ham... Lillepigen er to dage gammel - og vi har faktisk ikke engang en sut til hende...

Jeg er en god kone idag fordi jeg sendte ham til Kbh en times kørsel væk for at få lukket noget arbejdsmæssigt jeg VED at han ellers ville stresse rigtig meget over i sin barsel... Og så er jeg en endnu bedre kone fordi jeg, da jeg imorges opdagede at min bristning fra fødslen var gået op og stingene bare hang i den ene side - selv tog på fødegangen med min store bonusdatter og fik det ordnet, så ikke min stakkels mand igen, igen, igen skulle stresse og trylle sig selv hjem på ingen tid...

Hej tøser Jeg har været længe om at skrive denne tråd - og ved ikke rigtigt hvad jeg vil med den. Andet end jeg har brug for lidt støtte og opbakning. Håber I har tålmodighed til at læse med. Alexander er født for tre år siden efter en ukompliceret graviditet ved en planlagt, rolig og fantastisk hjemmefødsel i vand. Jeg kunne ikke ønske mig en bedre fødsel. Jeg var endda ude og argumentere med sygehuset mod igangsættelse - fordi jeg følte vi havde overskud selvom han først meldte sin ankomst 41+5. Derfor var det også det mest naturlige i verden at lillesøster også skulle se dagens lys hjemme - og jeg havde fat i hjemmefødselsordningen så snart jeg blev gravid. Men denne graviditet har været anderledes hård - kulminerende inden for de sidste par uger. (37+6 idag). I 3. trimester holdt jeg op med at tage på (er spinkel og tog 25 kg på med Alexander uden det var et gram for meget). Det var grundet konstant sygdom, mange penicillinkure, alt for mange lægebesøg, tiltagende besvær med at få luft, mange opkastninger, og en generel utilpashed. For 14 dage siden var min jordemoder på besøg - og jeg brød sammen og fortalte hende hvordan jeg havde det. Hun sendte mig øjeblikkeligt videre til egen læge (modsat vagtlægen, vikarlæger og barselslæger som jeg havde set 5 gange indenfor den sidste måned). Min egen læge kunne konstatere at min blod% lå under seks (den lå på næsten 11 med Alexander), min hvilepuls lå på den anden side af 135 og mit blodtryk var meget lavt. Hun sendte mig videre på Næstved sygehus, som overførte mig til hjerte/lungeafd. på Slagelse sygehus. Her blev jeg indlagt (fredag til onsdag) til alverdens scanninger, blodprøver og overvågning fordi de var bange for en blodprop i lungen. Da de med rimelighed mente at de kunne udelukke det sendte de mig tilbage til svangreafdelingen på Næstved med besked om, at de ikke kunne undersøge mig videre, for f.eks. astma før jeg var færdig med graviditeten og anbefalede en afslutning hurtigst muligt. På svangre ville de helst sætte mig igang med det samme, men det var jeg ikke meget for, så jeg fik noget drop mod udmattelsen og noget koncentreret jern, og vi blev sendt hjem for at tænke på hvad vi ville. Nu er det så lørdag og vi har "tænkt" siden onsdag. Eller det er mest mig der har grædt, og min mand der har forsøgt at trøste mig. Hen over de sidste 2 uger har jeg fået det værre: - Jeg spiser stort set ikke fast føde og har tabt 5 kg på 4 uger. Hver gang jeg prøver kaster jeg det op i et hosteanfald. - Jeg har hedeture hvor hænder, fødder og ansigt brænder - Hosteanfaldene giver mig voldsomt ondt i lungerne, mellemgulvet og smertefulde plukveer - Det kommer som i "anfald" og varer mellem 15 og 30 min. Jeg bliver ekstremt stakåndet, kan dårligt holde mig på benene og har et par gange været væk med buler i hovedet som resultat. Jeg hoster voldsomt og kan ikke tale. Under hosteanfaldene kaster jeg voldsomt op, også selvom maven er tom. Jeg kan ikke holde på vandet under opkastene og sidder derfor på gulvet i badeværelset og tisser samtidigt med at jeg får næseblod, hoster og kaster op. Efterfølgende får jeg den ondeste hovedpine. - Jeg kan ikke sove om natten, og bare det at bevæge sig få skridt gør det værre. - Jeg er konstant træt og går med en følelse af at være udmattet og syg. For første gang er jeg bange for at føde. Jeg er bange for at det skal blive meget værre og jeg skal gå 4 uger endnu (som jeg jo skulle med Alexander). Jeg er bange for at jeg ikke kan håndtere veer når jeg af en eller anden grund ikke kan trække vejret. Jeg er rædselsslagen for en igangsættelse - som er alle de indgreb jeg så gerne ville undgå + en risiko for at det tager meget lang tid fordi kroppen ikke er klar. Og så stadig veer jeg slet ikke kan overskue uden en ordentlig vejrtrækning. Jeg føler mig simpelthen for udmattet til at føde - og går næsten i panik ved tanken. Min krop er bare smadret - af mangel på mad, af hoste, af mangel på søvn, af mangel på vitaminer, mangel på blod, mangel på det hele. Det eneste lyspunkt er at min baby har det godt - hun blev skønnet til mellem 2.500 og 2.700 gram forrige torsdag. Jeg har idag bedt om et kejsersnit. Mødte som forventet bestemt hverken opbakning fra min jordemoder eller fra fødselslægen. De synes at jeg, der jo var superføder burde i det mindste prøve en igangsættelse først. Jeg kan bare ikke mere. Min jordemoder sagde at kejsersnit jo havde livsfarlige mulige komplikationer - og lægen sagde at det ville være en professionel skam for hende at indstille sådan en som mig til et kejsersnit. Og begyndte så at spørge ind til om jeg havde ændringer eller stress i mit privatliv som kunne påvirke mig psykisk. På det tidspunkt var jeg allerede for stakåndet af gråd til at begynde at diskutere med hende hvor stor en fornærmelse jeg faktisk syntes det var. Nu venter jeg på at bagvagten ringer os op - og er nervøs for endnu en runde af "forklar mig" jeg ikke kan vinde. Jeg føler mig som en fiasko, jeg føler mig svag som kvinde, jeg er nervøs for et kejsersnit, for hvordan jeg vil have det bagefter og for om det vil have nogle negative konsekvenser for vores lille datter. For hver time der går uden jeg har det helt elendigt spørger jeg mig selv om jeg nu også er sikker på det her. Som sagt ved jeg ikke hvad jeg ville med den her tråd - men tak fordi I læste med så langt. I må gerne give mig jeres tanker/erfaringer bare lad være med at være for hård ved mig - jeg kører på pumperne og har rigelig skyldfølelse i forvejen...

Hvis du har taget en pæn snak med dem om de ikke kunne vende den "indad" - og du bagefter har forklaret dem at det generer en høreskade - så synes jeg faktisk at du er i din gode ret til at ringe ned til kommunen og spørge hvad reglerne er... Det eneste - I har ikke kat vel? Fordi man er forpligtet til at holde husdyr inde på egen grund. Også selv det er umuligt med katte. HVIS I selv ejer en kat ville jeg gå stille med dørene - for så kan de vende reglerne mod jer på et splitsekund

Jeg synes faktisk den er perfekt til et bryllup. Den korte ville jeg nok synes var for afslappet. Men jeg er også langt mere bange for at være underdressed en overdressed og især til et bryllup ville jeg benytte lejligheden til at hive de fine kjoler frem...

Jeg tror faktisk de lagde det oveni skatten med en lille rente. Det jeg blev mest vred over var at de skrev at jeg havde "gæld til det offentlige" - som om jeg var en gemen forbryder. De gjorde de i øvrigt også da Alexander gik fra dagpleje til børnehave. Jeg ringede ind til dem tre gange. Første gang for at gøre opmærksom på, at jeg havde meldt ham ud, anden gang for at gøre opmærksom på at jeg havde fået en regning som jeg altså ikke ville betale og sidste gange for at gøre dem opmærksom på at de nu havde trukket beløbet i vores børnepenge - og jeg STADIG ikke ville betale for dobbelt plads. Det tog rigtig lang tid at få pengene refunderet der også - endda selvom det begge gange er noget jeg selv har ringet ind og gjort dem opmærksomme på i god tid...

Det er udbetaling Danmark. Men forbered dig på at det kan tage tid. Vi fik en måned for meget - og det tog næsten et år inden vi fik mulighed for at betale tilbage.

Ok - så kan jeg godt se at vi er lidt over målet. Vi gav for 1.500 kr. til min lille niece - jeg stod fadder og det var et guldarmbånd, en sølvramme og en lille bamse...

Så lejer I

Du skal bede din læge om en henvisning - enten til hospitalet eller til en gynækolog. Jeg synes ikke det lyder som noget med arret. Jeg synes det lyder som om du har sammenvoksninger på indersiden - især i forbindelse med din blære. Det kan man operere for

Bare tag jer rigtig god tid og undgå alt for mange kompromisser. Det er jo en mindre katastrofe at købe noget for så bagefter at se noget man hellere ville have haft.

Nu ved jeg godt, at det ikke føles ens for alle mennesker - men der var absolut ingen tvivl hverken denne gang eller sidste gang. Den skal nærmest hives ud af en, og af flere omgange. Har konsistens som meget tyk æggehvide og så er den overhovedet ikke "vandig" dvs at den lægger sig på trusserne og kan faktisk samles op med fingrene.. Sidste gang gik der to døgn inden jeg gik i fødsel - så lad os se

Det var nu også bare et eksempel for at illustrere, at pension afhængigt af ens situation kan være noget kompleks noget fordi det der er godt for en ikke nødvendigvis er godt for en anden. Hvis jeg havde muligheden for at nedsætte min pensionsopsparing så ville jeg gøre det. Selvfølgelig er det idioti at lade den gå til forbrug - men investering i f.eks. at betale et hus ud man regner med at blive i til pensionen har jo samme effekt. Vi indbetaler ikke ekstra på mandens pension. Han indbetaler også 20% per tvang - han kan bare selv vælge sit udbetalingstidspunkt. Så hvis vi eksempelvis går sammen når han er 65 og jeg er 58 og den til den tid gældende pensionsalder er 70, så kan han begynde sin udbetaling med det samme og jeg må så "nasse" på ham i 7 år indtil min kommer til udbetaling. Mht deling ved skilsmisse så burde det optage mig mere - fordi det er fornuftigt. Det er bare så usandsynligt for mig at vi bliver skilt

Jeg sparer (tvunget) 20% af min løn op, hvoraf de 8% er arbejdsgiverbetalt og det har jeg gjort siden jeg var 24, så jeg tilslutter mig det der med "god-tid-fælden"... Jeg blev ansat på ledervilkår selvom jeg stadig læste på det tidspunkt. Altså jeg tror jeg ville undersøge muligheden for at få en pensionsrådgiver i snak fra selskabet. Der er MANGE aspekter i det - og jeg synes faktisk også det er forvirrende noget af det selvom jeg normalt er rimelig velbevandret i den slags. For os er den måde vi betaler til pension på nemlig ikke en ubetinget fordel. 1) Vi har haft muligheden for at fordele opsparingen selv mellem pension og visse forsikringer. Dvs at vi har kunne tegne nogle meget store livsforsikringer og forsikringer på kritisk sygdom og tabt erhvervsevne til en forholdsvis billig penge. Det er altså ret smart! 2) Hvis den forrentning vores pensionsselskab regner med holder - så er jeg i seriøs fare for at skulle betale topskat af min pension, hvis den udbetales over de ti år, den er sat til. 3) Derudover er vi løbet ind i andre udfordringer. Min mand er 8,5 år ældre end mig - og hvis jeg først skal gå på pension når jeg er 70-72 år så er han 80 og så er vores otium faktisk stort set væk. Derfor planlægger vi at blive pensionerede langt tidligere - eller ihvertfald have muligheden for det. Det kommer 100% til at være selvbetalt - faktisk er jeg ikke engang sikker på, at der vil være en folkepension til alle til den tid. Så hvis vi begge skal gå omkring de 60-65 år, så skal der spares nogle seriøse penge op. To problemer: Grundet ovenstående med topskat kan det ikke betale sig for mig at indbetale mere til pension overhovedet. Derudover kan min pension kun udbetales 5 år før den til den tid gældende pensionsalder. Hvis det er 70 kan jeg ikke få en krone før jeg er 65 - og vi vil derfor skulle leve af min mands pension. Det vi har planlagt at gøre for at råde bod på det er at bruge vores "overskud" til at betale huset ud. Vi er færdige om 15 år - og så er der ihvertfald en stor udgift mindre hver måned. Derudover har vi et lille privat selskab, hvor vi har mulighed for at lade indtægterne "blive stående" - og så hæve dem langsomt som løn, efterhånden som vi får brug for dem under eller før pensionen.

Vi må se, hvem af os der kommer først