Pumpkins

Karla startede i VG da hun var 7,5 måned, og selv om de lyttede til hendes behøv, så rettede hun hurtigt ind efter rutinerne. Så godt 8 måneder :) Men hun var lidt ældre før hun droppede formiddagsluren når hun var hjemme.

Han har heller ikke adresse eller nummer. Uanset hvad, så er det for vidtgående..

Jo, det tjekkede jeg lige, og det var skam offentligt. Men jeg synes ikke det er sådan lige til at finde frem til. En ting er, hvis de har mit nummer fordi jeg har giver dem det, eller de tilfældigvis ringer til mig ud fra en liste af tilfældige numre. Men følelsen af, at de har snaget på den måde er jeg ikke ret glad for!

Nej fik ikke spurgt. Det var først bagefter jeg fik tænkt over det. Man kan godt slå mig op i Krak, men jeg er ikke den eneste med mit fulde navn, så de må have mere end bare navn at gå efter, hvis de skulle være sikker på at det var mig og ikke en anden med samme navn de fik fat i. :unsure Synes virkelig det er mærkeligt, har aldrig givet mit nummer til dem eller facebook. :unsure

...

Er lige blevet ringet op af en fundraiser, der lagde ud med at sige "hej, jeg ringet fordi jeg kan se du har liket os på facebook" (basicly). Hvordan f*nden har de fået mit telefonnummer ud af det - jeg har ikke mit nummer på facebook, og er meget bevidst om hvad jeg skriver og oplyser. Føler mig ret krænket :unsure Og så synes jeg det er ret dårlig stil, at jeg hjælper dem med at sprede et budskab jeg syntes var godt, og så udnytter de det for at få penge. Så har jeg da ikke lyst til at "like" noget fra dem igen. :(

Umiddelbart tænker jeg, om i kan købe en halv-høj seng til Maliva, og så sætte hjul under Logans tremmeseng. Om dagen kan tremmesengen trilles ind under sengen, og om natten kan den tages ud - der skal de alligevel ikke bruge pladsen til at lege på. Hjul kan købes forholdsvist billigt. Ellers kan man købe køjesenge, der har sengehest i den nederste seng. Så kan J's ven måske lave et forlængerstykke, der kan lukke det helt til, så der er "tremmer" hele vejen rundt:

Haha, godt at læse at det ikke bare er Karla der er utålmodig. :D Jeg tror i har meget ret i, at hun har svært ved at forstå at behovudsætte - det må også være ret svært at forstå. Men rart at høre, at det bare er en (halvlang) fase. Vi forklarerer også, når hun skal vente på noget, og gør en del ud af at lære hende at løse problemerne selv stille og roligt i stedet for at blive hidsig, fx hvis hun skal tage tøj på og det er svært. Men jeg glæder mig nu til hun kan bede om hjælp og ikke bliver stik tosset med det samme det bliver svært - ikke mindst for hendes egen skyld :)

Du behøver da ikke sprætte det op? Hvis du ligger det helt fladt ud, og så tegner uden om det, og så tillægger sømrum. Så skal du bare have 2 ;) På indersiden skal du lave en åbning til dynen, men det ret simpelt (du man markere linien på mønsteret, dele det ved linien og tillægge nogle cm på hver side af linien, så du har til overlappet) Bare husk at kigge efter hvor hullerne og snorene er, og så markere dem på tegningen eller stoffet

Har sagt farvel til Karla for sidste gang i vuggestuen. I morgen starter hun det nye sted. Fik tilbud om at kigge deres iPad igennem for billeder, og hold da op hvor er der altså sket meget på det år hun har gået der. Fik sendt mig selv 12 mails med billeder :biglove C henter i dag, så jeg skal aldrig mere forbi vuggestuen. Det et lidt vemodigt alligevel.

Du kan jo lave en hel overraskelsesdag ud af det. Til vores bryllupsdag havde jeg planlagt en hel dag for os og havde et budget på 500 kr. Vi startede med at indløse en smartbox (han fik lov at lege F16-pilot i simulator), så tog vi på nationalmuseet - det er jo gratis - så ud at spise på en lille italiensk restaurent og så i biffen bagefter. Morgenen efter lavede jeg lidt brunch og satte en film på, mens vi puttede med dyner i stuen. Hvis man kigger sig lidt for, er der masser af steder i de store byer hvor man kan få kulturoplavelser uden at skulle give en formue for det. I København er der en del museer, men også steder som operaen har gratis koncerter i foyeren en gang i mellem, Christiansborg har rundvisninger og sådan noget. :)

Jeg tror alle kommer ud for at skade deres barn på en eller anden måde, helt utilsigtet. Jeg har også prøvet at slå min datters hovede mod kanten af puslebordet fordi jeg fejlbedømte afstanden, jeg har på lignende måde slået hendes hovede ind i en dørkarm og så sent som i lørdags havde jeg fat i giftlinien fordi hun havde spist vaskepulver, som jeg havde glemt at stille væk. Så det sker for alle ;) Det vigtigste er at se om deres almentilstand er god. Gråd er som regel et godt tegn, stilhed eller slaphed er mere alarmerende. Hvis gråden forsætter for længe, er det selvfølgelig ikke godt. Men lyt til din mavefornemmelse, den har som regel ret. Hvis dit barn virker til at have det fint, reagerer på lyde, holder øjenkontakt etc, så ville jeg ikke være bekymret. Men hvis du fornemmer at noget er galt, så ring hellere en gang for meget end en gang for lidt til lægen. :)

Enig med de andre, husk solcremen! Min tante fik sol da hun ventede min kusine for snart 18 år siden, og endte med store plamager i ansigtet med pigmentpletter. Hendes hud er helt lys nogle steder og kan ikke tage farve, mens den er normal andre steder. Det koster hende en ny pudder/ foundation om måneden.

Jeg havde 2 brikker liggende til nødstilfælde. De holder sig længe og fylder jo ikke :) Vi fik dem også brugt, men jeg havde ingen mælk at give af, så det var ikke bare en nat, hvor mælken ikke kunne gendanne. Jeg tror det er vigtigt at du gør op med dig selv hvor vigtigt amning er for dig. Betyder det rigtig meget for dig, så kan det være en "farlig fristelse" at have mme liggende, men hvis det ene er lige så godt som det andet, så er det en fin løsning. Hvis jeres helt lille barn ikke får nok mælk, og du vil supplere med mme, så husk at supplere med små mægder, ikke en hel flaske, hvis du vil holde amningen igang. Kun lige nok til at barnet ikke er sultent til du er klar til at amme igen. Da vores datter var 3-4 dage og vi supplerede var det kun med et halvt "snapseglas" hver gang og kun efter amning, så jeg stadig kunne give amningen en chance.

Har i overvejet at få noget gældrådgivning? Jeg ved ikke hvor du bor, men prøv at undersøg om der er en retshjælp med økonomisk rådgivning i jeres område. De er som regel rigtig gode til at gennemskue hvordan i kan indfrie jeres gæld bedst muligt eller hvordan i kan snakke med jeres kreditorer. Og det koster jer ikke en krone og I kan være anonyme :) Hvis jeres økonomi er der, hvor i mangler overblikket, så er det en rigtig god ide at se på om der er noget mere aktivt I kan gøre, fx ændre aftalerne med kreditorerne, få henstand på nogle lån mens i sætter afbetalingen op på andre etc. Det er nemt nok at være forelskede og lykkelige, når alt er godt, men det er en helt anden historie, når økonomien strammer.

Tænkte, at vi kunne have en tråd med det forårsovertøj vi har købt. Jeg er lidt på bar bund i forhold til hvad jeg skal købe af regntøj, gummistøvler, overgangssko, termotøj eller om jeg skal købe softshell frem for jakke, snøreebånd frem for velcro osv. Hvad har I købt (og gerne hvorfor og hvorhenne ;) )

Der er et eller anden morgenmadsprodukt (kan ikke huske hvilket) der har eller har haft voksenbiletter med. Bare vær ops på at man ikke kan blande tilbudene, så man fx ikke kan skaffe 2 voksenbiletter og 2 børnebilletter og så alle komme ind gratis. Jeg tror muligvis at børnebilletterne hedder, at børnene skal ledsages af betalende voksen. :)

Barpamama og millivanilli: Jeg er ikke ekspert men bare en, der oplever det. Så jeg ved ikke så meget af det faglige. Men jeg ved at adhd er en ret ny sygdom, og der er stadig mange usikre områder og åbne spørgsmål. Det bliver rart når de bliver besvaret (nok særligt det om hvornår og hvorfor det opstår, herunder det med arveligheden). Men jeg fornemmer vi er ret enige, eller i hvert fald ikke rygende uenige :) Men det er rart at høre nogle mere uforbeholdne holdninger og svar, så tak for det :super :) GND: Jeg tror mere eller mindre vi har afsluttet snakken, så jeg ser ingen grund til at flytte snakken (hvis en anden har lyst er de selvfølgelig velkomne ;))

Jeg er enig med dig i de fleste punkter. Jeg så for lidt siden en hjerneforsker snakke om børn med afhd og autisme. I USA er kravene ikke så skrappe, blandt andet har de ikke kravet om at symptomerne skal have været til stede hele livet, så der er mange flere børn der får diagnosen der over. Hun lavede nogle undersøgelser på de her børn, hvor hun fandt ud af at en del af børnene havde en form for epilepsi, hvor anfaldene ramte nogle steder i hjernen, der ikke var forbundet med motorikken, men kom til udtryk som symptomer på hhv adhd og autisme. Disse børn fik den rigtige behandling, og deres symptomer forsvandt. Så der findes helt sikker mennesker med adhdsymtomer som ikke reelt har adhd (men jeg er blevet testet for epilepsi før, så jeg ved at det ikke gælder mig :p ) Jeg ved ikke hvornår man indførte "før 7års-alderen kravet", men det er i hvert fald mere end et år siden. Dermed ikke sagt at der kan have været sket noget andet inden barnet blev 7, der kan have tricket symptomerne, men de færreste kan huske hvordan de følte da de var 3. Jeg tror heller ikke at det er gavnligt at sænke alderen, selv om sygdommen er medfødt, da de fleste små børn ikke har lært sådan noget som koncentration endnu, og adhd først kommer til udtryk, når barnet begynder at "skille sig ud" senere, ofte i skolealderen. Men da jeg fik min diagnose blev der rigtigt nok ikke stillet mange spørgsmål til min barndom og tidlige trivsel. Eller der var en del om det i det spørgeskema jeg udfyldte, og så må det have opfyldt det krav. Selvfølgelig er det vigtigt at udelukke at det kan være noget andet, men det er også ret træls at blive mødt med "tror du ikke at det er noget andet?" eller "er du nu også sikker på at det er det du har?". Min egen læge ville først ikke give mig en henvisning fordi adhd jo var en "modesygdom" som alle havde symptomer på en gang i mellem. Det var "nok bare stress", selv om han godt kunne se at det ikke hang sammen med at jeg kom midt i min sommerferie og slet ikke var stresset. Først da jeg bankede i bordet fik jeg en henvisning. Efter 23 år med skolepsykolg, mistrivsel, "begyndende fødselsdepression", mulig epilepsi, mindre hjertefejl med uforklarlige symptomer, og en række andre halve misplacerede diagnoser der alle har prøvet at forklare hvad en screening på 5 min. Kunne have svaret på. Så jeg bliver nok bare lidt træt i hovedet, når folk sætter spørgsmålstegn ved om det nu også er rigtigt. :) Men jeg er bestemt enig med dig i at der skal tages mere hensyn til at folk - også dem med adhd - er forskellige og skal behandles forskelligt. Jeg er en af dem, der klarer mig fint på trods af det, men der er mange der har brug for meget mere og helt anden hjælp end jeg har. Det er vigtigt for mig at jeg netop ikke bliver behandlet som en syg, men jeg har samtidig også brug for mere hjælp end "raske mennesker" - det er en fin og svær balance. Håber jeg har gjort mig forståelig (det er morgen og min medicin virker ikke endnu :p )

Jeg har et par gange haft Karla på hoften i mei tai'en og det fungerer fint. Hun sidder ikke lige på hoften men mere ude i siden af maven, for ellers kan jeg ikke bruge min arm, men effekten er det samme, og jeg har da kunne lave mad med hende sådan. Jeg tror faktisk ikke, at der er nogle slynger, hvor du ikke kan have hoftebæring. Du kan i hvert fald også med en ringslynge - det er nemmere at sætte hende deri, men ikke lige så komfortabelt i det lange løb, da du kun har vægt på en skulder. Men hvis det kun er relativt kort tid af gangen, tror jeg jeg ville vælge ringslyngen, fordi den er så nem :)

ADHD er teknisk set ikke en psykisk sygdom, men en hjernefejl, der gør at dopaminreceptorerne ikke virker som de skal - jeg skal ikke gå i detaljer. Man KAN rent faktisk lad undersøgelser af hjernen, der kan konstatere om man har ADHD eller ej, på en helt lægevidenskabelig (måle, scanne, tælle etc) måde, men det bliver ikke brugt i Danmark (endnu) Så det findes, og det er i den grad en "rigtig ting" Til den med sydgomsbilledet vil jeg give dig delvist ret - for mange ting kan skjule sig som ADHD uden at være det, men det bliver altså stillet krav om at man har haft symptomerne hele livet - også når man tager det store indledende sprøgeskema. Det er altså ikke muligt at komme ud for en traumatisk oplevelse som 8 årig og få eb ADHD-diagnose bagefter. Men (meget)tidlig omsorgssvigt kan godt ødelægge den ikke udviklede hjerne hos helt små børn, sådan at de får den hjerneskade ADHD er. Men man kan ikke behandle ADHD ret godt ud fra et "du får denne medicin og så er du fint behandlet", fordi den kommer til udtryk i psyken og udspiller sig her. Derfor er man nødt til at blande felterne, så man giver den medicinske behandling, men samtidig lærer patienterne at håndtere at leve med ADHD. Man kan ikke behandle den psykologisk, men man kan lære folk at leve med det. Jeg har ikke fortalt ret mange at jeg har ADHD, ikke fordi jeg føler at det er forkert eller skamfuldt at have, men fordi jeg ikke vil ses som "hende med ADHD" og fordi der er rigtig mange fordomme og mange mennesker der ikke ved hvad det indebærer. Karlas vuggestue ved det ikke, og kommer nok heller ikke til det. Jeg vil gerne have at de ser Karla som et helt menneske, og ikke "ser spøgelser". Jeg er bange for at de vil se på Karla som et potentielt ADHD-barn, og jeg vil gerne undgå at de tænker "hun er godt nok urolig, er det mon fordi hun har ADHD. Hun har trods alt generne til det". Måske tænker de ikke sådan, men måske ligger det i deres underbevidsthed. Jeg kan heller ikke se hvad de skulle få ud af den viden. Jeg har ikke brug for en undskyldning ala "ej undskyld vi kommer for sent, men det er bare fordi at min ADHD giver mig en dårlig tidsfornemmelse", og jeg vil heller ikke have at de forskelsbehandler mig, om det så er ved at slække på kravene fordi "jeg jo har det hårdt" eller om det er ved at holde øje med om jeg nu gør det godt nok, fordi jeg er psykisk syg og fordommene så siger at jeg måske ikke er så god en mor som ikke-psykisk syge. Jeg håber en dag at jeg kan sige "jeg har adhd" og at det bliver taget imod på samme måde som hvis jeg sagde "jeg kan godt lide rock" eller "jeg hader ederkopper". Altså at det bare var en del af mig som så meget andet er :)

Vi var rigtig glade for remas sidste år (tror den hedder Sun circle). Den var svanemærket mm, nem at smøre på og så var prisen rigtig god. Vi prøvede også dermas, men den var ikke til at mase på <_< Jeg har læst, at solcreme sjældent behøver st være mere end faktor 30 - det er nemlig ikke sådan at en faktor 20 beskytter dobbelt så godt som en faktor 10, men forskellen mellem effekten er så lille, at de fleste voksne kan nøjes med 15 og børn 30. Dessudden skal der jo mere kemi i for at blokere mere for strålerne. Så vi holder os til faktor 30 :)

Vi kører ikke 100 % efter klokkeslet herhjemme, hvor faste rutinerne er varierer. Fx spiser vi morgenmad når Karla selv beder om det. Nogle morgener vågner hun tidligt og vil gerne have morgenmad med det samme, andre morgener vågner hun senere og vil gerne vente etc. Hun er god til at bede om det selv, men jeg synes det er på tide spørger jeg hende, og så er hun som regel klar. Så nogle dage spiser hun halv 7, andre halv 9. Frokost og middagslur er rimeligt faste, uanset om vi er ude eller hjemme. Frokost kl. 11-12.30 og så gør vi klar til lur og putter hende ud. Aftensmaden er gerne klokken 5, men den kan også blive halv 6, nogle gange 6. Hvis vi er ude og aftensmaden trækker ud, får hun noget andet at spise inden kl. 6. Hun elsker havregryn eller havregrød, så det er sjældent et problem. Er vi ikke hjemme hos nogle køber vi noget til hende. Putningen starter kl. 19, hvis vi overnatter et sted sover hun enten imellem os eller i sin barnevognskasse på gulvet. Vi kan som regel putte hende i midten af en dobbeltseng og så bliver hun der, men er den for høj, så hun kan slå sig hvis hun skulle falde ud, så kommer hun i barnevognskassen. Det eneste tidspunkt hvor det er bøvlet er, at hun stort set altid falder i søvn i bilen, så vi skal gerne time en ankomst med at hun enten lige har sovet eller kan sove i bilen og blive puttet over i barnevognen og sove videre når vi kommer frem. Er hun først rigtig vågen, så har hun bestemt sovet til middag, og vil ikke falde i søvn i barnevognen senere, også selv om hun kun har sovet 20 min. Så hvis vi skal køre 20-40 min kræver det at vi lige tænker os om i forhold til at time det med hendes middagslur.

Jeg er enig med jer, der er for mange - særligt børn - der får diagnoser for let. Og det er brand ærgerligt. Både for den, der bliver fejldiagnostiseret, men også for dem, der reelt har en diagnose, og må se og mærke hvordan det bliver udvandet og taget mindre seriøst. Jeg har selv været en af dem, der tænkte at sådan noget som ADHD var lidt en gummidiagnose, som hvis man strækker den nok, kan passe langt de fleste. Jeg har selv været skeptisk. Altså indtil jeg selv fik diagnosen Det "tricky" ved mange psykiske sygdomme, nok især ADHD, er at de er så skjulte. Man kan ikke tage en blodprøve og måle værdier, det er i hvert fald ikke udbredt at gøre sådan. Det eneste fagfolk reelt kan gøre er at komme med et kvalificeret gæt - og der kommer de nok til at skyde forkert engang imellem. Langt de fleste vil kunne genkende symptomer på ADHD - glemsomhed, manglende overskud, tankemylder, manglende koncentration etc, men for mig er det altså hver dag, hele dagen og hele mit liv. Det bliver værre i stressede perioder, men det går aldrig væk. Selv om mange kan have dage hvor de kommer hjem og er helt mentalt udmattede, har jeg det hver dag - og det er heri forskellen ligger. Når man får stillet diagnosen ADHD skal man først gennem en indledende spørgeskemaundersøgelse med ca. 200 spørgsmål om alt lige fra om man tit glemte skolebøger som barn til om man har svært ved at huske navne - de ting du snakker om JustMe, men de nok vigtigste spørgsmål er, om symptomerne har eksisteret fra før skoletiden, og om symptomerne er hæmmende for ens hverdag. Kan man ikke svare ja til de sidste 2 spørgsmål har man ikke ADHD. For mig har det været både godt og skidt at blive diagnostiseret. I starten var det ret overvældende, og der var mange ting der skulle falde på plads for mig, mange minder og oplevelser der skulle ses i et andet lys. Jeg var vred og skuffet over at det ikke var blevet opdaget noget før. Jeg har været til skolepsykolog som barn, var generelt utilpasset som barn og ung, og for under et år siden havde jeg været til egen læge og fortalt hende om de klokkeklare ADHDsymptomer jeg havde, som jeg troede skyldtes en fødselsdepression. Ingen kunne fortælle hvorfor jeg havde det sådan, og det blev fejet af bordet med "begyndende depression", "lavt selvværd" eller "du er nok bare stresset". Men mest af alt var jeg lettet. For diagnosen var samtidig en forklaring, en håndteringsplan og en behandlingsmulighed. Jeg har et helt klart billede af mine udfordringer og problemer, og jeg kan arbejde med det. Når jeg er helt overvældet ved jeg at det er en dårlig dag og i morgen bliver bedre, når jeg er helt forvirret kan jeg takle det, og jeg kan styre sygdommen i stedet for at lade mig styre af den. Det har også forbedret mit selvværd og mit forhold til andre. Jeg ved godt, at jeg ikke er doven når jeg ikke kan overskue en huslig opgave, at jeg ikke er dum når jeg ikke kan følge med i undervisningen - jeg skal bare ændre min læringsstrategi. Mit gennemsnit er gået 2,3 op, mit engagement i skolen er steget gevaldigt, C er ikke længere roden til alt ondt i vores forhold og er en klart bedre mor. Jeg har tabt 12 kg mest fordi jeg ikke længere spiser med følelserne eller fordi jeg er rastløs og skal have et eller andet at foretage mig. Jeg er mere tolerant overfor andre mennesker, hvor jeg før kunne blive rasende inden i hvis folk aflyste aftaler i sidste øjeblik eller blive voldsomt irriteret over folk der taster hårdt på tastaturet når de skriver i undervisningslokalet. Men jeg har også bekymringer i forhold til at det er en permanent tilstand, noget der ikke kan kureres. Jeg kan medicinere en stor del af generne væk og jeg kan lære at håndtere resten, men det vil altid være det, og jeg vil altid være på røven, hvis jeg glemmer min medicin en morgen og kommer afsted uden back-up. Derudover er det ret arveligt - så når vi skal have flere børn ved jeg at der er en god risiko for at jeg giver det videre. Puha sikke en smørre :D (der var nok nogle ting der skulle luftes :p)

Jeg delte værelse med min søster til jeg var 6 og hun var knap 4. Det eneste jeg rigtig husker om det er, at jeg ikke kunne have mit legetøj i fred - fordi vi skulle dele alt - og at jeg var den store, så det var mig der skulle rydde op, også når det var min søster der havde rodet - hun var "den lille" og var ikke gammel nok til at kunne rydde op. Derudover måtte jeg ikke lege derinde efter hun blev puttet, og jeg måtte ikke vække hende. Så for min søster og jeg fungerede det ikke. Jeg kan ikke vide hvordan det havde fungeret, hvis der havde været nogle andre rammer, men jeg tror at det kræver den rette indstilling fra forældrenes side, at man skal være obs på de udfordringer der kommer, og støtte dem i at være fælles om tingene og samarbejde. Selvfølgelig med hensyn til deres alder :) Det vigtigste er nok, at det ikke må være en byrde for børnene, men at man gør hvad man kan for at gøre det til en god ting :) Jeg kan sagtens se mine børn have et fælles soveværelse, men det skal være på nogle andre præmisser end dem vi havde.