Pumpkins

Jeg var en af dem, der tog til NF, selv om det var alt for tidligt, og jeg godt vidste det. Men det var absolut ikke for at udnytte noget eller nogle, jeg kunne kun bestille tid til NF udfra min 1 mensdag, også selv om jeg havde en lang cyklus. Jeg snakkede med min læge om det, som sagde at det var den eneste mulighed. Så vi tog den seneste tid vi kunne, og blev scannet da jeg var 10+0 - og fik en tid senere. Så det er absolut ikke alle, der gør det for at "snyde" eller fordi de kun tænker på sig selv. For os var det (muligvis) 2 NF'er eller ingen. Og selvom jeg godt kan forstå at det er træls ikke at kunne komme til og få en tid, når man har brug for det, så er jeg glad for at vi fik den ekstra scanning. Det vil jo næsten altid være folk der har mere brug for ens tid, men det betyder jo heller ikke at man ikke skal tage på skadestuen med en brækket finger, fordi man kan tage tiden fra en med en brækket hånd. Og så længe man ikke snyder bevidst, så ser jeg altså ikke noget galt i, at man takker ja til en ekstra scanning, hvis den bliver tilbudt :)

En billedserie med 43 af verdens gladeste børn: http://www.buzzfeed.com/mrloganrhoades/43-of-the-happiest-little-kids-in-the-whole-wide-world

Vi har også pusleplads på værelset, selv om mange skiftninger foregår stående på badeværelset efterhånden. Men jeg gidder ikke skifte en lorteble på gulvet/sofaen/sengen etc, hvor det er nemt for hende lige at vende sig og stikke af. For det ville hun gøre, hvis hun kunne ;)

Man kan godt have 2 mellemnavne :)

:wub :wub :wub Hvor er det smukt skrevet! Sikke en omgang, men hvor er det bare det hele værd :wub Tak fordi du delte!

Fra navneloven: Kapitel 2 Mellemnavne § 11. Som mellemnavn kan tages: 1) Et navn, der tidligere har været ansøgerens mellemnavn. 2) Et navn, som den pågældende kan tage som efternavn. 3) Et navn, der bæres eller har været båret som mellemnavn af ansøgerens forældre, bedsteforældre, oldeforældre eller tipoldeforældre. 4) Et navn, der kan tages som fornavn efter § 13, stk. 1, uanset hvilket køn det pågældende navn betegner. 5) Et navn, der bæres som mellemnavn af ansøgerens mors eller fars nuværende eller tidligere ægtefælle, når den pågældende stedfar eller stedmor samtykker. Med en ægtefælle sidestilles en samlever, såfremt betingelserne i § 5, stk. 2, er opfyldt. 6) Et navn, der bæres som mellemnavn af ansøgerens nuværende eller tidligere plejemor eller plejefar, når den pågældende samtykker. 7) Et navn, som den pågældendes ægtefælle bærer som mellemnavn eller efternavn, når ægtefællen samtykker. Med en ægtefælle sidestilles en samlever, såfremt betingelserne i § 5, stk. 2, er opfyldt. § 13. Som fornavn kan tages et navn, der er optaget på den liste, der er nævnt i § 14, stk. 1, eller som er godkendt efter § 14, stk. 3. Altså: Hvis det er et godkendt navn, kan man få det som mellemnavn - får I en pige, kan hun sagtens hedde Lillian til mellemnavn ;) (Sorry jeg lige nørder din tråd ;) )

Jeg har selv mellemnavn efter min farmor, og det synes jeg kun er en hyggelig tanke. Det er dog ikke noget jeg bruger, og er meget sjældent blevet kaldt begge navne - så har folk i hvert fald fået at vide, at jeg kun vil kaldes ved mit fornavn. Min lillebror har også mellemnavn efter en i familien, men det blev ved en fejl til 2 fornavne på dåbsattesten. Mine forældre gad ikke ændre det, og den eneste der har kaldt ham begge navne er min farmor, der inisterede på at det lød bedre :rolleyes :D Jeg ville gerne have haft, at Karla havde et mellemnavn, men C var imod, så hun blev mellemnavns-løs :)

Ole og mie er tvillinger ;) Vi havde diskussionen om det herhjemme for nyligt, så vi blev nødt til at slå det op :D Er Per blevet nævnt? :lol

Måske kunne I lave en fortolkning på navnet? Jeg har altid været ret vild med Lilly, og det ligger jo ret tæt op ad, så tæt at I måske ville kunne argumentere for, at det var i hyldes til hende?

hmm.. Jeg tænker at lige "Lillian" er bøvlet at lave til dobbeltnavn, fordi det jo allerede er et dobbeltnavn (Lilli/ Lilly og Ann(e)) - så det ville for mig komme til at virke som et trippelnavn. Jeg ville ikke lave det som et "marie-Lillian", men kunne sagtens finde på at bruge det som mellemnavn. :)

Haha, jeg har det lige omvendt. Jeg har lige stem ja (eller nærmere undladt at stemme nej) til madordning. Jeg synes det er et plus at Karla får afvekslende mad - suppe om mandagen, fisk en gang om ugen, varm mad, masser af friskskåret frugt og grønt etc. Og så er jeg ret glad for at jeg ikke skal tænke på at smørre madpakker hver dag. I Hillerød elskede jeg, at de havde en fastansat "madmor", der selv bagte rugbrød, lavede maden fra bunden etc. Der duftede tit af mad dernede :7himmel. Det nye sted er det fjernkøkken, hvor der bliver lavet til en håndfuld institutioner. Mit indtryk er, at det er god frisk mad de får der, som er lavet fra bunden, og som bliver færdigtilberedt i institutionen. Det giver en bedre normering på stuerne, fordi der ikke skal bruges personaletimer på en i køkkenet. Men hvis det var liegesom jeres, med få leveringer, mad der ligger i flere dage etc., så ville jeg også have det bedst med selv at stå for det. :)

Vi har valgt vuggestue, fordi jeg ikke er helt tryg ved tanken om DP. Jeg har selv arbejdet i vuggestue, hvor der engang var en dreng, der fik noget galt i halsen og skulle på hospitalet med det samme. Det var ikke noget problem, fordi de jo var flere til stede. Drengen var meget tæt på at blive kvalt og overlevede faktisk kun fordi han kunne komme så hurtigt på hospitalet. Hvis det havde været en DP - hvad så? Skulle hun sende drengen afsted i en ambulance alene, tage alle børnene med, eller vente på at der var en, der kunne komme og tage over, før hun kunne tage afsted? Jeg ved godt, at det er skrækeksemplet, men det gør bare, at jeg ikke ville være tryg ved det. Når det kommer til DP så handler det ret meget om kemi. Nogle DPmødre er fantastiske andre er ikke. Og en dårlig DPmor kan godt være en god skuespiller. I VG kan der selvfølgelig også være brådne kar, men de er flere om det. Så der vil altid være en anden jeg kan snakke med eller Karla kan knytte sig til, plus at der vil være en kollega til at "holde øje", og kan se og hjælpe hvis en af de voksne har en dårlig dag. Men vuggestue kan omvendt også være meget kaotisk. Vi har haft 2 vuggestuer, hvor der var mærkbar forskel i hvordan de fordelte timerne. De første sted var der kun 1 på stuen efter 15.30, hvor de fleste børn stadig ikke var hentet, og det var alt for uoverskueligt og kaotisk. Det havde jeg det bestemt ikke godt med. Det nye sted er de bedre til at fordele timerne, så der oplever jeg ikke "fri leg" eller børn der bare løber rundt og skriger. Så det er også forskelligt fra VG til VG. Havde Karla været et mere sensitivt barn, der havde brug for mere ro og nære rammer, så havde vi valgt DP. Men hun kan godt lide at der er fart på, er ikke genert, og er god til at sige fra. Så hun er "robust" nok til VG, og det er klart det der passer bedst til hende.

Vi har en Odder på x-Dream stel og en Hyundai i20. Barnevognen kan sagtens være der - vi klikker hjulene af, lægger dem nederst, så stellet klappet sammen ovenpå og så kassen. Så kan der heller ikke være meget mere, men hvis vi fc har været på ferie, har vi lagt taskerne ned i barnevognskassen. Barnevognen kan være i langt de fleste biler - endda i mine forældres mikrolille Suzuki swift (stellet kan stå mellem førersædet og bagsædet skulle det gå helt galt)

Jeg er helt enig med dig. Vi snakkede faktisk om det herhjemme forleden, fordi vi så nogle i fjernsynet, der skulle til at spise mere grønt, og skulle "lære" deres dreng på 2-3 år at spise grønt. Men samme holdning "han kan sikkert ikke lide det" "vi spiser det fordi vi skal" "han får da kartofler, det er da en grøntsag" :rolleyes Herhjemme er det ikke en pligt at spise grønt og det er mad på helt samme niveau som kød, pasta, ris, sovs etc. Ikke noget der "skal" spises fordi "det er sundt". Jeg tror det er der forskellen ligger, for mange er det med det grønne en kedelig (og måske dyr) pligt, og det opfatter børnene jo. Når de får at vide at "du skal spise dine grøntsager" (med tryg på skal), så bliver det hurtigt en unaturlig og kunstig ting. Men hvis det er mad som alt andet, så lærer børnene at spise det fordi de kan lide det, og så tror jeg de er mere modtagelige overfor at undersøge maden, smage den og nyde den. Jeg ville da heller ikke nyde noget lækkert chokolade, hvis der var en, der pressede mig til enhver bid. Karla elsker broccoli, rodfrugter, agurk, tomat, ja faktisk det meste grønt. Hun spiser det glædeligt, og hvis hun ikke har lyst, så har hun ikke lyst, og det er helt ok. Jeg hader, når folk opgiver et problem, der ikke engang er et problem endnu - børn kan ikke lide grøntsager, jeg kan lige så godt lade være med at prøve etc..

Karla har også en tendens til at slå, ofte hænger det stæt sammen at hendes grænser bliver overskredet. Fx hvis hun slår andre børn, har det i alle de tilfælde jeg har set, handlet om at de er kommet for tæt på. Hun er ret bevidst om hendes "personal space" og kan ikke lide hvis folk hun ikke kender så godt, kommer for tæt på, fx hvis et andet barn vil kramme hende, og hun ikke har lyst. Så kan hun godt finde på at slå. Vi kan godt opleve at blive slået eller revet etc. Hvis vi gør noget hun ikke vil, fx børster hendes tænder når hun ikke vil, eller siger nej til at hun må få noget, hun gerne vil have. Vi har været meget bestemte overfor at vi ikke vil have det. Men samtidig har vi (og vuggestuen når hun er der) lært hende at håndtere situationen anderledes. Fx med bestemt at sige "nej! Jeg vil ikke have at du slår!" Og så forklaret hende, at hun skal sige "stop" og vise med hånden, at hun ikke vil have det. Det har faktisk virket liiidt for godt - nu får jeg tit "hånden" og en bestemt ordre, når jeg fx gerne vil give hende ble på, og hun selv vil :D Min pointe er at vi har været bestemte, men også givet hende et alternativ til at slå, så hun lærer at det er forkert at slå, men samtidig lærer hvordan man skal gøre i stedet :)

Helt nyfødte har ikke så godt syn, og ser faktisk bedst på ca. 30 cm's afstand - eller den afstand der er mellem jer, når du ammer. Hvis hun kommer tættere på end det, vil hun ikke kunne se dig tydeligt. Jeg ved ikke hvornår deres syn forbedres, det er vel noget der kommer gradvist. Men mon ikke hun kigger væk, fordi du kommer for tæt på, og hun så ikke kan se dig tydeligt?

Hvis hun har det godt, så ser jeg ingen skam i at sende hende afsted. Slet ikke når hun kun er der 3 vågne timer, og ikke fra 7-17. Herhjemme er vi begge studerende, så det bliver til nogle fridage engang i mellem. Især her i sommeren. Nogle dage holder vi Karla hjemme, andre dage kommer hun i vuggestue. Hun elsker det, og har ligesom Camille kun ca 3 vågne timer dernede. Imens kan vi få mand og kone tid. Jeg glæder mig til vi skal på formiddagsdate på mandag :p

Kommer nu, kommer nu. :D Well, min datter var 17 dage, da jeg havde min første undervisningstime. Hendes far tullede rundt med hende i barnevogn imens, gav hende flaske, skiftede hende etc. Når jeg var færdig med timen ventede de uden for, så vi kunne tage hjem sammen. Det virkede de første par gange. Det gik dog hurtigt op for os, at det slet ikke var på hendes præmisser at skulle med hver gang. Nogle gange sov hun, når vi skulle afsted, andre gange blev hun sulten på vej ind etc. Hun havde bedre af at være i trygge rammer hvor hun ikke skulle vækkes i tide og utide og kunne få mad, når hun var sulten. Og helt ærligt, så var det skide hårdt at være mor og studerende samtidig. Jeg græd flere gange i bilen på vej ind, fordi jeg havde så dårlig samvittighed over at miste værdifuld tid med hende. Og samtidig havde jeg dårlig samvittighed, når jeg blev hjemme og ikke passede studierne. Amningen fungerede aldrig - det var mere kompliceret end jeg havde forventet, og man kan ikke "bare" amme, når man er hjemme og så malke ud til flaske, når man er væk. Så min datter blev fuldt flaskebarn da hun var 4 uger. Måske havde det fungeret, hvis jeg kunne slappe af og ikke skulle stresse over studiet, måske ikke. Og så er der det med søvnen. Når man er oppe 3-4 gange om natten, så er det temmelig svært at holde sig vågen i en forelæsningssal. Jeg måtte flere gange tage hjem før tid, fordi jeg var ved at falde i søvn i timen, eller rent faktisk var faldet i søvn. Jeg fik ikke læst hjemmefra, for når jeg var hjemme var der en baby, der krævede opmærksomhed, og når hun sov gjorde jeg for der meste også. Der var ikke tid til "mig" - jeg var mor eller studerende. Jeg kunne knap være kone, for slet ikke tale om bare at være mig selv, gøre noget for mig selv. Min datter er fra august, og i november sygemeldte min læge mig og bad mig udskyde mine studier. Jeg rykkede 2 eksamner og min bachelor et halvt år - de fag jeg havde hendes første halve år. Så hvis jeg i stedet havde taget et halvt års barsel, var jeg alligevel blev færdig til samme tid, men jeg havde fået lov til at være mor det første halve år. I dag føler jeg stadig at jeg gik glip af rigtig meget af hendes første tid, og jeg husker ikke ret meget fra babytiden, nok fordi jeg aldrig rigtig kunne slappe af og nyde det. Det skal dog lige siges, at min mand gik hjemme i 9 måneder og gjorde er fantastisk arbejde. Så hvis jeg havde haft "nosserne" til det havde det måske fungeret - altså mænd kan jo godt passe et studie/ arbejde efter 14 dage. Jeg kunne bare slet ikke, og jeg næste gang SKAL jeg have barsel!

Jeg var glad for ikke-faste ammebh'er i starten. De var i størrelse medium, large etc. så jeg skulle ikke tænke over hvor meget mine bryster kom til at fylde. Så kan man altid købe de mere sexede, når man begynder at føle sig lidt mere som et fungerende menneske igen :D

Stort tillykke! Fedt med 10-tal! Og den nye titel! :yay :yay :yay

Tillykke, hvor er det fedt!! :yay

Kan I sætte en krog på, så højt at han ikke kan nå den?

Jeg kan godt se det fra begge sider. Det er rart at vide, at der er noget i maven, der mætter mere end fx agurk gør, men på den anden side er jeg modstander af at "tvinge" børn til at spise. Når jeg laver frokost til Karla, så får hun gerne rugbrød og grønt på samme tid. Det er forskelligt hvad hun spiser først, men hvis hun går helt amok i grønt, får hun at vide, at hun også skal huske at spise brødet. Men deter kun en "venlig påmindelse" så at sige. Jeg synes det er fint at holde lidt øje med at børnene husker at spise lidt brød også, men jeg synes det er for vidtgående at være så striks med det. Det tror jeg ikke gavner, slet ikke hvis også måltider skal være en social begivenhed, som man hygger om. Jeg elskede da vi fik læst bøger mens vi spiste madpakker i folkeskolen :wub

Jeg havde også købt nogle billige mormortrusser i bilka, der var et par størrelser for store. De var guld værd lige efter fødslen, god plads til de store bind, og jeg skulle ikke tænke 1 sekund over at smide dem ud, hvis der kom noget på dem. Joggingbukser kunne jeg også leve i. Graviditetsbukserne var dog også gode det første stykke tid, hvor maven endnu ikke var helt på plads.

Vi havde en hund på 1 1/2 år, da vi fik vores datter, og vi endte med at måtte finde nye ejere til ham. Han havde ikke noget problem med større børn, og da vores datter var helt lille og bare lå eller var hos os, var det ikke noget problem. Men da hun begyndte at kravle blev han utryg ved hende, særligt da hun begyndte at kravle efter ham eller hans legetøj. Vi kunne ikke forklare en 9-10 måneder gammel baby, at hun skulle lade hundens legetøj være, eller at hun ikke måtte hive ham i skægget eller at hun skulle lade ham være, når han sov. Selv om vi gjorde hvad vi kunne for at forbedre situationen, blev han mere og mere utryg ved hende, og til sidst knurrede han af hende hver gang hun kom i nærheden. Da han 2 gange havde bidt efter hende måtte vi sige stop. Så jeg ville enten vente til den lille var stor nok til at forstå at en hund også har brug for ro, eller få en hund, der var vant til helt små børn. (Fra et organiseret sted, hvor du ved at fagfolk har vurderet hundens temperament etc. ;) )