Pumpkins

Karla sover i voksi, men hun ligger helst med armene oppe. Hun får en tyk uld-striktrøje udover det alm. Tøj, vanter og elefanthue. På benene har hun gerne bløde bukser eller strømpebukser. :)

Vi får friplads, fordi vi begge er studerende. Man kan finde nogle takster på nettet, der giver en ide om hvormeget man skal af med, for det afhænger af, hvor dyr institutionen er i forvejen. Alt efter indkomst får man xx% friplads. Tror vores hedder 14 % i egenbetaling Vi skal give lidt over 3500 (tror jeg nok), men betaler lige lidt over 500 om måneden.

Jeg lavede en tynd en, hvor jeg polstrede med et par lag pladevat. Den kunne ikke stå selv, men var tyk nok til, at kun ikke slog sig på tremmerne :)

hehe, Hvorfor folk vælger unika-navne, skal jeg ikke kunne svare på, der kan være 1000 grunde. Men når navne som Peter, Jens, Kirsten og Hanne (som han nævner i artiklen) ikke er så populære, så læste jeg, at det hang sammen med, at nutidens forældregeneration ikke vælger de samme navne som vores forældres generation. Navnene bliver tit noget vi forbinder med kedelige-voksentyper, fordi dem vi kender med de navne, er dem, der var voksne og kedelige, da vi selv var børn. Når vi navngiver efter familiemedlemmer springer det tit en generation over, for så bliver det fjernt nok til at kunne passe på et barn igen.

Cdon.com har tilbud på tøj, blandt andet 40 % på bodyer fra petit bateau :)

Må jeg spørge om hvordan i så har ordnet det formelle? Så er det vel din kone, der står som mor? Og er du så mor igennem en stedbarnsadoption? Jeg kan ikke se, om I bor i Danmark eller ej. Jeg håber det er ok, at jeg spørger, jeg har en stor faglig nysgerrighed ;)

Jeg kondolerer :kram :kram hvor er det trist

Jeg synes helt klart man skal lave opfølgninger og kontrol, men fokus må bare ikke være "fejler du stadig xx eller ej", men for at se behov for støtte og medicin. Jeg er heller ikke ADHD, og i min hverdag er det ikke noget, der fylder så meget. Jeg skal bare huske at tage 2 piller om morgenen, og måske en om eftermiddagen, og så fungerer jeg på lige fod med andre, netop fordi jeg også har lært at leve efter det. I en ideel fantasiverden, ville der ikke være behov for at diagnostisere på samme måde - der ville man kunne imødekomme alle børn og voksnes behov for ro/ stabilitet/ forudsigelighed etc. Det kan godt ærge mig, at man først får den rette støtte, når man har en diagnose, og ikke på baggrund af et behov man har.

Den psykiater i 2008 har helt sikkert ikke gjort sit arbejde godt nok så! Det synes jeg er sjusket, men man kan desværre ikke gardere sig mod sjuskede læger - de findes desværre, men man må håbe på, at det er fåtallet. Selvfølgelig er der voksne og børn, der bliver fejldiagnostiseret, fordi der er en psykiater, der ikke gør sit arbejde godt nok, ligesom der findes mennesker, der oplever, at kræft ikke bliver opdaget i tide, medfødte skavanker ikke opdages på scanninger mm. Det sker i nok alle dele af sundhedsvæsnet, ikke kun psykiatere. Det vil være fint med mig, at løbende "gen-diagnostisere" de psykiske sygdomme, der er helbredelige. Men andre diagnoser (nu er jeg ikke uddannet psykiater, så taler kun ud fra den viden, jeg selv har skrabet sammen), såsom ADHD, er rent faktisk fysiske sygdomme, der viser sig som psykiske. Jo, jeg har svært ved at koncentrere mig og prioritere i mine indtryk, men det skyldes sådan set en medfødt fejl i den måde min hjerne er bygget op på - jeg kan simpelthen ikke modtage "signalerne" godt nok. Det vil ikke ændre sig over tid, min hjerne kan ikke reperere det selv. Jeg går løbende til kontrol hver 2./3. måned, og det skal jeg blive ved med, sålænge jeg får min medicin. Og det synes jeg er helt på sin plads. Vi snakker om udviklingen, og om jeg skal sættes op og ned i medicin. Men jeg ville synes det var helt hul i hovedet, at jeg skulle testes en gang til, må jeg indrømme. I stedet for at genevaluere om patienten rent faktisk stadig har sygdommen, burde man løbende følge op på udviklingen, og tilpasse behovet for støtte og medicin derefter. Hvis man begynder at indføre genevaluering, er jeg bange for, at det vil medføre en holdning om, at det kan kureres, og derfor give et indtryk af, at man ikke kan få hjælp før man har prøvet at blive helbredt, eller en holdning om, at man venter med at hjælpe, til man har set om næste års evaluering betyder, at man bliver erklæret rask. Men der skal heller ikke være en holdning om, at når først man har diagnosen, så er det ud af vagten, så må man klare sig selv!

Tillykke Ønskebebs! :loveshower :loveshower Sikke en fin størrelse han har!

Jeg ville godt nok blive ked af det, hvis kroniske psykiske diagnoser skulle revurderes hvert år. Det er jo kroniske sygdomme, og det er også et klart kriterie, at symptomerne har været der altid - hvis det bare er noget, du har oplevet inden for de sidste år, så får du slet ikke diagnosen. Hvorfor ikke bare stole på, at når vi har givet en diagnose på en kronisk sygdom, så er den altså kronisk. Min hjerne kan ikke helbrede sig selv her, og det kan den heller ikke om et år, Der er allerede regler om, at man en gang om året skal trappe børn ud af medicinen for at se, om deres behov for medicin har ændret sig. De fleste, der får stillet en diagnose gør der jo på baggrund af, at deres hverdag ikke fungerer, at der er "noget galt". Efter de får diagnosen får de fleste nogle værktøjer til at mestre det i hverdagen, lærer hensigtsmæssige rutiner, sådan at de klarer hverdagen bedre end før, også uden medicin. Betyder det så, at de er raske - nej, absolut ikke. Men de har lært at justere for det. Hvis jeg har dårligt syn, bliver jeg jo ikke kureret af at få briller, ligesom et høreapparat ikke gør min hørelse bedre. Jeg har ikke lyst til at være en del af et samfund, hvor der hvert år ville blive stillet spørgsmålstegn ved, om jeg nu stadig fejlede noget. Det ville da kun bidrage til, at vi får en holdning om at psykisk sygdom er "pseudosygdomme" Men vi skal være obs på, hvem vi giver diagnoserne til, og det må ikke være forhastet. Men det tror jeg bestemt heller ikke det er. Fejldiagnostisering er nu engang en del af den medicinske verden, og før jeg fik min diagnose, var jeg i udredning for epilepsi og flere hjerteundersøgelser, og havde flere samtaler med min læge om, hvordan jeg havde det - alt sammen uden, der var en, der tænkte at man kunne bede mig bruge 2 min på en screening for ADHD.

:ditto Tror alle forældre går gennem perioder, hvor det kun er den ene eller den anden der dur. Vi ha r lige haft en længere periode, hvor det kun var far, der måtte putte. Det er en del af pakken ;)

ork, ja. Jeg tror det er derfor det kan være så svært ved at skælne - fordi racister tit siger, at de ikke er racistiske, men bare nationalistiske. Det bliver desværre tit blandet sammen. Som jeg ser det handler nationalisme om lande, mens racisme handler om de mennesker, der bor der. Jeg synes ikke der er noget galt i at sige, at man holder af sit land, og jeg synes også det er fint at sige, at man fx. er glad for at bo i et land, der har demokrati, fordi ikke må være sjovt at leve i et land, der ikke har, eller hvis man siger, at man er glad for at bo i et land, der er så gode til vedvarende energi, fordi det må være ubehageligt at leve i et land med stor luftforurening. Men når man siger, at Danmark er for danskerne, og at muslimer, polakker, somalier, etc. ikke er velkomne, fordi de er dårligere mennesker end "os danske", så tager jeg stor afstand. Der er mange ting, jeg er glad for ved at bo i Danmark, og jeg føler selv, at jeg bor i det land i verden, jeg helst vil bo i - måske kunne det være interessant at prøve at bo i et andet land i en periode, men jeg er rigtig glad for den måde det danske samfund er bygget op på, med den sociale sikkerhed vi har mm. Jeg elsker dansk kultur, elsker at besøge gamle danske slotte, pynte op til dansk jul, se matador, og at spise sild til påskefrokost. Men jeg elsker også at høre om fremmede kulturer, og jeg synes det er interessant at høre hvordan andre gør det. Jeg drømmer om at rejse til fjerne verdensdele og opleve kulturen der, og når vi er på ferie, er det absolut højt prioriteret, at vi oplever lokalsamfundet og hvad der gør det særegent. En af mine fedeste ferieoplevelser var, da vi var på ferie i Italien, og tog til den nærmeste by om aftenen efter turisterne var taget hjem. Vi havnede midt i en stor byfest, med gamle traditioner og super stemning - og ingen omkring os kunne forklare, hvad der foregik, for vi snakkede ikke italiensk, og de kunne ikke forklare det på engelsk. Det var SÅ fedt! Jeg har en del i min omgangskreds, som har tilbragt lang tid i udlandet. Mine svigerforældre er lige kommet hjem i dag for et par måneder, før de forsætter den jordomrejse de har været igang med siden 2009. C har boet et år i New Zealand, og har derigennem mødt hans bedste ven. En af mine gode venner er Australier, der har boet her i nogle år, og vi snakker tit kultur - han har endda skrevet speciale om en historie, hvor han spiste julemiddag hos sin danske kæreste, og "kom til" at spørge, om han kunne få ketchup til sin and, uden at vide, at han havde overtrådt en uskrevet kulturregel. :D Jeg er selv nationalist, men tager virkelig stor afstand fra racisme.

Jeg synes det kommer an på situationen. Jeg har det helt fint med, at en forælder griber ind, hvis de ser eller hører noget, det vil jeg faktisk blive glad for. Hvis en forælder (eller anden person) ser mit barn mobbe eller lignende, så synes jeg det er helt i orden, hvis de siger "hey, synes du selv det er i orden, det du har gang i?". Det er en fin grænse, og de skal ikke gribe fat i mit barn, og skælde det ud, men de må godt gribe ind og sige stop, hvis det er helt uacceptabelt, og jeg ikke selv er der til at gøre noget. Eksempeltvis var vi til sommerfest i området, hvor nogle børn besluttede at kaste sten ned i en "rist", der skærmede for en trappe, hvor der af og til kom mennesker ud. Jeg tror ikke deres forældre var lige i nærheden, men C stod lige ved siden af, og bad dem om at stoppe, simpelthen fordi det var så farligt, at det ikke kunne vente på, at forældrene selv opdagede det. Jeg har også sagt fra overfor børn i vuggestuen, når jeg har hentet Karla, hvis de skulle til/ var ved at slå eller lignende. Også selv om det ikke var Karla det ville gå ud over. Så at afværge en farlig eller uacceptabel situation, synes jeg er helt fint. Men at komme efter børn for at få en forklaring, eller forklare dem om en bagudliggende episode synes jeg ikke er ok. Den må man tage voksne imellem. Jeg må også indrømme, at jeg har det lidt anstrengt med forældre, der ringer på vegne af deres børn, hvis der er konflikter mellem børnene. Det er i orden at ringe for lige at drøfte, hvad man kan gøre i fællesskab for at forbedre situationen, men jeg husker ret tydeligt fra folkeskolen, at der var 2 forældre, der altid ringede til de andre forældre og "sladrede", når deres børn havde været ude for noget, de ikke kunne lide. Den ene pige brugte helt bevidst "så siger jeg det til min mor, og så ringer hun til din mor" som en måde at presse hendes klassekammerater til at få sin vilje, og det er ikke ok i mine øjne. Hvis det foregår på skolen/ i børnehaven/ i sportsklubben etc., så synes jeg man bør snakke med stedet først, for det er ligesom deres domæne.

Det er svært at sætte et tidsinterval på, for det er meget forskelligt og vore leg er tit spontan - vi tager en dans, hvis der kommer en god sang, vi fjoller mens jeg laver mad, hun kommer og fanger mig og så løber jeg efter. Ofte sidder hun og laver puslespil eller tegner mens jeg lavet mad et par meter fra. Jeg er henne ved hende meget af tiden, men skal også røre i gryden en gang imellem, så det er ikke "rendyrket legetid". I hverdagen, når hun har været i VG, er hun ofte mættet af lege og indtryk, så der har hun mest bare behov for at side lidt med fjernsyn, bog eller iPaden for sig selv. Så der bliver det ikke til så meget. Men i weekenden prøver jeg at sætte gang i noget, fx bygge togbane eller bagning. Så der bliver det til lidt mere. Lige for tiden bruger hun dog weekenden på at indhente den søvn hun ikke gider tage i vuggestuen, så det er begrænset hvor meget vi får leget om eftermiddagen, når hun sover fra 12-16 :p

Man skal IMO altid være opmærkesom og kritisk, når man giver stærk medicin, særligt til børn. Det er jo ikke mintpastiller. Den medicin jeg tager kræver, kræver at jeg løbende for kontrolleret blodtryk og vægt, fordi det blandt andet kan påvirke hjertet og giver appetitnedsættelse. For børn kan det hæmme deres vækst og i værste fald give psykoser. Hvis jeg tager 5-10 af mine morgenpiller på en gang, ville jeg kunne opnå en rus, der minder om den man får ved amfetamin eller kokain. Og så kan det være afhængighedsskabende. Selv om jeg er glad for min medicin, skulle det seriøse overvejelser til, før jeg ville give det til mit barn, hvis det havde ADHD. Men man skal også have i baghovedet, at en stor del af stigningen af diagnoser og særlige behov(i Danmark) skyldes, at vi er bredre til at opdage det. Da jeg var barn var der ikke noget, der hed "særligt sensitiv" - der var man bare følsom og sart (og det var et dårligt karaktertræk, som man skulle vokse fra).

Mon ikke vi allesammen err enige om, at de forældre, der kaster om sig med diagnoser, uden at gøre noget ved det, er forkert på den? De forældre, der hævder at deres børn fejler det ene og det andet uden at have belæg for det, giver jo dem, der har (børn med) diagnoser/ særlige behov et dårligt ry. Jeg hader selv at høre folk sige "hun har sikkert DAMP, sådan som hun render rundt" eller når jeg hører historier om forældre, der "misbruger" en psykisk sygdom/ udfording. Det bliver lidt lige som Peter og ulven. Da jeg selv tog en snak med min læge, og sagde til ham, at jeg var ret sikker på, at jeg havde ADHD, fik jeg en måneds betænkningstid, fordi det nok gik over - det var jo en modesygdom, som mange mente de havde lige pludselig. Og så er det jo svært at tage mig seriøst, når jeg er den x. Der råber "ulven kommer" Jeg har også mennesker, jeg ikke har lyst til at dele min diagnose med, fordi jeg ved, at deres holdning er så præget af mediebilledet, at det vil kræve meget af mig, at vende den holdning, hvis det altså kan lykkes. Og det skyldes blandt andet, at holdningen bliver fordrejet at dem, der "misbruger det" Til det du er inde på Fister med der amerikanske, så er det IMO helt ved ude i hampen med det her. I Danmark er det blandt andet et krav, at symptomerne skal have været der før 7-årsalderen, før man kan stille diagnosen, det krav har de ikke i USA. Mange mennesker vil på et eller andet tidspunkt i deres liv opleve symptomer på ADHD, såsom glemsomhed, at man har svært ved at koncentrere sig, dårlig tidsfornemmelse, at man har svært ved at overskue en komplex opgave - alt sammen noget der passer på mange børn, der lige er startet i skole. Samtidig har man i USA også et system, hvor skolerne får ekstra bevillng, hvis de har diagnosebørn, så der er lige pludselig gode penge i, at få børnene diagnostiseret. Så galt er det heldigvis ikke i Danmark. Jeg synes det er en interessant artikel du har fundet Lise1979 :) Jeg tror dog det handler meget om, hvordan man bruger en diagnose/ særligt behov. Hvis man ser den som en forhindring eller en sovepude, så gør man helt sikkert sit barn eller sig selv en bjørnetjeneste. Jeg tror det er vigtigt at de her børn får en støtte til at klare hverdagen på lige fod med alle andre, så godt som det er muligt, og at man passer meget på med at begrænse barnet på grund af et særligt behov. Hvis ens barn har svært ved at læse, kan man på den ene side sige "nåh, så behøver du ikke øve dig, for du har det jo svært ved det" eller man kan sige "ok, du har sværere ved det, end forventet. Det er i orden, vi øver bare lidt mere".

Tak Maj85. Jeg er helt enig med dig :super (vil ikke lige quote, det bliver så langt ;) ) Jeg ser heller ikke holdningen luftet herinde (heldigvis), men ser den luftet mange andre steder, fx. i den artikel. Det er bare nemmere at se på folk, om de har brækket et ben, end at de har en kemisk ubalance i hjernen. Jeg kender mange med depression, der er blevet spist af med "jamen, kan du ikke bare tage dig sammen" eller nogle med stress, der får at vide, at "jeg har også travlt på arbejdet, men jeg brokker mig da ikke" - eller mennesker, der tager vigtig psykofarmika, og som får at vide, at medicinen bare er "Bigpharma"'s opspind for at tjene flere penge. Man ville jo aldrig sige til en person med brækket ben, at det bare skal gåes væk, eller sige til en med en kræft, at motion var meget bedre end medicin, der bare var onde menneskers måde at tjene penge på. Men på en eller anden måde er det blevet mere ok at sige til dem med psykisk sygdom. Måske ser jeg det mere, fordi jeg lægger mærke til det, når jeg møder det. Lidt lige som man ser barnevogne over alt, når man selv gerne vil være gravid, eller man synes at der er reklamer for alt det usunde, når man lige er gået på kur. Jeg synes heldgvis at flertalet er gode til at give plads og respektere, men det er ikke alle, desværre.

Vi oplevede præcis det samme med vores hund, som var en blanding mellem gravhund og jack russel. Han var herlig, men kunne slet ikke klare synet af andre hunde. Vi fik ham kastreret, dog uden at det hjalp. Vi prøvede at træne på samme måde som i gør, men det hjalp overhovedet ikke. Vi tog kontakt til hundeskolen i nærheden, og de ville ikke have ham, når han ikke kunne med andre hunde. Desværre oplevede vi, at det blev værre, da Karla blev så gammel, at hun kunne kravle rundt (vi havde haft ham i 2 år før vi fik hende), og da han begyndte at bide fra sig, når hun kom for tæt på, blev vi nød til at komme af med ham. Vi afleverede ham hos dyreværnet, og mens han var der havde vi løbende dialog med dem, fordi de skulle lave et par dyrelægeundersøgelser på ham. De var virkelig god til at læse ham, og selv om han kom ud et sted, hvor han var omgivet af hunde, var der ikke problemer med aggresivitet. De kunne fortælle, at det, der hjalp ham var dels, at han ikke længere havde os at forsvare - at hans aggression mod andre hunde handlede om, at han følte at han var nød til at forsvare os, og dels, at han havde et meget større behov for motion, end man lige skulle tro. Han var en doven hund, der bare gerne ville putte, men han fik nogle virkelig lange ture derude, og det tog hans anspændthed. Deruover fandt de ud af, at han havde begyndende slidgigt i den ene hofte, og at det godt kunne give smerter, som ikke ligefrem hjalp på aggressionen. Da vi fortalte, at vi havde fået aflag på træning, rystede hende, der modtog vores hund på hovedet, og sagde at det var noget pjat, at de ikke ville træne ham, for det var jo den slags hunde, der havde brug for træningen. Så jeg ville prøve at lede videre efter et andet sted, der ville træne ham, og være obs på, om han kan have ondt et sted, og om han får nok motion. :) Men det er skide svært :kram :kram :kram :kram

:kram2 det bliver nok hårdt, men også så godt - særligt når hun har mellemørebetændelse nu, det må da en stor lettelse for hende at få taget trykket :kiss

Jeg tror vi brugte knap 20.000, men det kan også være det kun var 15.000. Vi købte barnevogn fra ny, og det var en dyr post. Autostol og voksipose købte vi billigt brugt. Puslebord kostede vist 1500 kr Min søster gjorde det for under 10.000, og købte en rigtig lækker brugt Odder på x-dreamstel til 3000, og købte puslebord til 300 kr i Ikea, og fik en masse tøj brugt. Det koster det, I er villige til at give :) I kan nok ikke få det hele for 500 kr, men i behøver ikke bruge 30.000 kr ;)

Det hedder frakende. Men i praksis vil man sige, at man ophæver den fælles forældremyndighed, og tilkender den den ene part, jeg har aldrig læst om, at man brugte formulering, hvor man skrev "frakendte" Tilføjelse: hvis den ene har forældremyndighed alene, og den anden efterfølgende får den alene, så taler man om at overføre forældremyndigheden :)

Jeg læser det faktisk som om hun helt generelt er skeptisk overfor diagnoser. Hun skriver, "Det er ikke for at betvivle, at der findes børn, som gør sig fortjent til nogle af de mange etiketter, vi sætter på dem, for det gør der utvivlsomt. Og jeg vil heller ikke tage glæden fra de mange voksne behandlere (og pårørende), der henter livsmening og ro i at dele diagnoser ud til de små. Det ville jo være som at stjæle slik fra en femårig." Det læser jeg som om hun mener, at børnene (gennem den dårlige opdragelse) gør sig fortjent til etiketten - ikke at der findes børn, der reelt fejler noget eller hvor det er sagligt begrundet. Og at voksne de opnår en tilfredsstillelse i at stille diagoser, ikke at hun har sympati med dem forældrene eller forståelse for behandlerne. Men måske har jeg bare misforstået hende. Jeg er helt enig med jer i, at man ikke skal selvdiagnostisere sit barn bare sådan lige, og da slet ikke medicinere (hvordan kan man forresten det, det er ikke medicin man får i håndkøb, jeg kan ikke engang få det hos min egen læge? ). Man skal ikke gå og råbe op om, at ens barn fejler det ene og det andet, uden at det er fagligt begrundet. Men man kan godt tage hensyn til særlige behov, uden at have en lægelig diagnose på det. Jeg ved, at min datter har svært ved at håndtere situationer med mange mennesker og meget larm, og hun har ingen diagnoser eller etiketter. Men derfor har jeg stadig bedt vuggestuen om at tage hensyn til, at hun ikke trives i det miljø, og hjælpe hende til at reagere på en hensigstsmæssig måde, når hun er i det miljø. Jeg beder dem ikke om at omstrukturere deres hverdag eller sætte hende foran de andre, men bare være opmærksom på, at det altså er hendes udfordring. Jeg ville da blive ked af, hvis de sagde, at jeg skulle have dokumenteret af en læge, at hun havde det behov, for så får vi OGSÅ en overdiagnostisering. Selvfølgelig er det ikke det samme som at sige, at hun har en psykisk sygdom, men jeg synes ikke der er noget glat i at sige "mit barn har svært ved det her, er I søde at have det i baghovedet", så de også kan hjælpe barnet med at blive tryg ved situationen eller lære at håndtere det korrekt - så de netop ikke bliver uopdragne og uregerlige. Dårlig opførsel skal altid adresseres, og handles på, så børnene kan lære, at det ikke er hensigtsmæssigt. Men man må gøre det på en måde, hvor barnet lærer bedst af det.

Bare rolig, jeg slagter dig ikke ;) Jeg kan helt igennem godt forstå, at du har det som du har. Der er for mange, der googler en diagnose, og så trækker den ned over hovedet på deres barn, simpelthen fordi de ikke ser barnet som det, det er. Og det ødelægger det for mange, at de her mennesker fylder så meget. De giver en skævridning af folks opfattelser, og giver en masse unødige fordomme, som sådan en som mig skal mødes med. Jeg tror der er sket 2 ting i samfundet: - Man er blevet klogere på diagnoserne og er blevet bedre til at stille dem. - Og den øgede fokus har fået folk til at "hoppe med på vognen" uden at passe ind. For 10-20-30 år siden var der nok lige så mange mennesker med autisme, sensitivitet, etc., som der er i dag, men hvor de før ikke blev diagnostiseret fordi man ikke vidste at man kunnne, bliver de det i dag. Og så er der dem, der bare gerne vil have en undskyldning. Vi skal ikke mere end 10 år tilbage, før man kaldte ADHD DAMP, og troede at det var noget med drenge, der havde krudt i røven, og at de voksede fra det som voksne. I min indlægssedel til min medicin står der stadig under trafiksikkerhed, at jeg skal være forigtig, når jeg klarter i træer og cykler.

Jeg er bestemt ikke enig med hende, og kan mærke, at det virkelig trykker på mine knapper, når jeg læser indlæget. Hun ved tydeligvis ikke, hvad hun snakker om. Hun siger, at det er pudsigt, at det er de "dårligt opdragene" børn, der har diagnoser, og får det til at lyde som om, at det er raske børn, som bare er nogle møgunger, der får en diagnose, fordi man så har en undskyldning. Som om det er for forældrenes skyld, at man diagnostiserer et barn, fordi man så tænker, at "hvis jeg bare siger til folk, at min barn har en diagnose, så behøver jeg jo ikke at opdrage det". Der er helt sikkert en lille bitte del, som ser en diagnose som en undskyldning, og jeg har også mødt mennesker, som på en eller anden måde passiviseres af en diagnose - nu behøver de ikke længere gøre en indsats, fordi barnet jo er sygt, og det er sådan som det er, og det kan man ikke gøre noget vil. Og der er også nogle, der gør børnene mere syge end de er, og tager så meget hensyn, at de gør børnene en bjørnetjeneste. Men jeg tror det er fåtallet! Jeg kan faktisk ikke se problemet i, at vi giver vores børn en masse "diagnoser" - så længe vi er kritiske overfor medicin etc. Jeg vil hellere have et barn med flere diagnoser (som er fagligt opbakket), som jeg kan lære at håndtere, end jeg vil overse evt. problemer og udfordringer fordi jeg har et ideal om, at mit barn skal passe ned i en kasse jeg kalder "normale børn", også selv om den kasse måske ikke passer til mit barn. Jeg er stor tilhænger af at møde børn (og andre mennesker) der, hvor de er, og imødekomme de behov barnet har. Fremfor at skære alle børn over en kam. Jeg er nok ret farvet af det her, fordi jeg selv burde have været et "særligt uopdragent" barn - ikke fordi jeg var en møgunge, men fordi jeg selv har ADHD og er ret sensitiv på mange områder (i kræft af min ADHD), og det er først blevet opdaget som voksen. Jeg kunne helt sikkert have haft en nemmere barndom på mange punkter, hvis der var blevet taget hånd om det her, i stedet for at prøve at presse mig ind i en forestilling om, hvordan jeg burde være. Måske er problemet i virkeligheden, at dem, der er gode til at tilpasse sig udfordringer og diagnoser, sjældent er dem, der råber højest om det. Jeg har selv ikke et behov for at råbe op til højre og venstre om, at jeg har en diagnose, men jeg prøver at være åben om det, fordi jeg gerne vil vise, at man altså godt kan en masse ting, selv om man har en diagnose. Dem, der bruger det som en undskyldning, vil jo være hurtige til at sige "jeg kan ikke fordi jeg har xxx" - mens dem, der ikke bruger det som undskyldning, ikke har det samme behov for at undskylde sig. Hun har dog fat i noget omkring at bruge det som undskyldning. Jeg synes selv at det kan være svært at være åben omkring min egen diagnose, fordi den har fået et dårligt ry, og det synes jeg ikke passer på mig. Medierne er ikke gode til at vise solskinshistorierne, og jeg synes (det er min helt umiddelbare personlige mening) at foreninger som fx. ADHD-foreningen "stræber efter middelmådighed" og sendt et signal om, at man bør nedjustere ens drømme og forventninger, fordi man ikke kan ret meget med en diagnose - og det synes jeg er en ukonstruktiv holdning at give børn og unge. Jeg drømmer nok om et samfund, hvor alle - børn og voksne - bliver mødt der hvor de er, om de har 100 diagnoser eller ej, og får den støtte de har brug for, til at opnå det de gerne vil. At diagnoser og sensitivitet ikke bliver mødt med passivitet og set som en begrænsning, men en beskrivelse af, hvad der fungerer for det enkelte menneske, og hvad der ikke gør. De fleste mennesker - med diagnoser elle ej - kan meget mere, når man lærer sig selv bedre at kende, og lærer at leve efter det med de hensyn, der skal til.