Pumpkins

kom hjem med en hel kasse legetøj for 250 kr - herunder 3 julegaver til Karla. Hurra for lagersalg med 70 % på legetøj. :yay Og så er det i dag præcist 3 år siden jeg testede positivt. Det er jo et øjeblik siden, og så alligevel 3 år!

Karla havde også en periode, hvor hun reagerede på tomat. Jeg snakkede med lægen, som ikke mente vi burde gøre noget ved det, andet end at holde udslættet rent, men vi skar alligevel ned på det, og efter noget tid gik det i sig selv.

Burde sidde og skrive eksamensopgave nu, men tiden går i stedet med at printe dåbsinvitationer for min søster, for 2. gang. Sendte alle invitationerne til hende for over en uge siden, printede og skåret, så de var klar til at blive sendt. Efter en uge fik hun en konvelut, med 1 enkelt ønskeliste, og et fint "lukket af post danmark"-klistermærke. Da hun ringede til dem var deres undskyldning, at brevet nok har siddet fast i deres maskine, så alle invitationerne er røget ud. Men de kan ikke finde dem, og der er ingen former for erstatning eller kompensation, når det er brev. Og så er printeren tilmed ved at løbe tør for blæk, og jeg kan ikke få købt det før i næste uge, hvor jeg har eksamner fra mandag til fredag. :shooter

Når jeg har hørt scanninger omtalt som farlige, så er det ikke selve ultralyden, det har været talt om, men moderen/ faderens reaktion. Jeg har fx et familiemedlem, der er læge, og samtidig ikke er stor fan af at man scanner så meget. Dels fordi man kommer til at sætte forældrene i dilemmaer - forældre, der bliver enormt bange over et dårligt tal til NF, selv om barnet viser sig at være rask, og så snakker han også om, at det i hans øjne er forkert, at man lavere moderkagebiopsi ved risiko der hedder 1:350 (eller er det 250?), når abortrisikoen ved moderkagebiopsi er 1:100 - altså er der en større risiko for at abortere et rask barn, end at have et barn med kromosomfejl. Derudover mener han også, at det er etisk forkert, at få abort pga kromosomfejl. (Det er hans holdning, ikke min) Derudover kan man argumentere for, om en masse tryghedscanninger skaber mere nervøsitet, end det giver tryghed. Det er jo "bare" et øjebliksbillede, og skulle man være igang med at abortere, er det alligevel ikke meget at gøre (igen, ikke min egen holdning, men bare en forklaring af hvorfor nogle mener, at det kan være farligt)

Karla har pandehår, og jeg klipper det selv, når det bliver for langt. Det samme med resten af håret. Når hun har lyst til spænder og pynt, så kan hun godt få længere hår og vi kan droppe pandehåret, men jeg synes det er mere praktisk end alt muligt hårpynt :)

Han kan ikke skelne mellem hvem der er rigtige og forkerte at kysse - for ham er det bare en leg eller en måde at vise kærlighed/ omsorg, og så kan han se, at dem han kysser bliver glade for det. Jeg ville ikke prøve at lære ham, hvem man må kysse og hvem man ikke må, det tror jeg ikke han er gammelt nok til at forstå. Hvis det er et problem for jer, så ville jeg tage den med DP eller hvem der nu ellers beder om kys, for de kan bedre forstå det. Selv om det er positivt, at han er så glad for at være der, at han ikke er bange for at udtrykke det, kan det godt være grænseoverskridende, at hun beder om kys fra ham. Jeg synes sagtens i kan sige til hende, at han er i en periode, hvis han kysser alle han godt kan lide, men at i gerne så, at det blev begrænset til kun at være jer, eller i hvert fald sådan, at andre ikke opfordrede til det. Med tiden skal han nok lære, at der er forskel på hvad man gør med mor og far, og hvad man gør med andre :)

Jeg har bare stukket hånden i, og mærket om det føltes rigtigt. I starten brugte jeg albuen, men det var lidt bøvlet, og det fungerer fint med hånden. Nu bor vi er sted, hvor der er termostat på, så det er sjældent et problem. Men mærker altid efter.

Som louisevibe siger, er det meget forskelligt. Min datter er også fra august, og hun sover i strikket tyk uldsweater, strikvanter og hue. Men hun vil også gerne have hænderne frie. Da hun var helt lille sov hun ofte i fleecedragt med ombuk på ærmer og fødder. Vi bruger forsat vores voki, og er glade for den. Til næste barn skal den i hvert fald have nyt betræk, da den er ved at være godt slidt (den er købt brugt)

At du skal køre hjem, eller at du er på en eller anden form for medicin, hvor man ikke må drikke. Kender nogle, der har sagt, at de fik penicilin for blærebetændelse. Er det en mulighed at sige, at du bare ikke har lyst til at drikke?

Vi havde spisning, hvor folk snakkede lidt med hinanden, og børnene rendte ud og legede. Der var nogle, der havde skrevet sange, og så bød vi selv velkommen, men ikke som en større tale. Jeg havde lavet en "få-snakket-med-din-sidemakker"leg, som var en kryds og tværs, der handlede om vores datter, hvem hendes gudmor og gudfar var, hvem hun var opkaldt efter etc. Det var en fin måde at bryde isen på og folk faldt hurtigt i snak (de havde nok snakket sammen alligevel, men det fungerede nu godt). På børnebordet havde vi dækket med papirsdug og små krukker med tusher, så de havde noget at give sig til.

Jeg ville have svært ved at tilgive det. Måske kunne jeg godt tilgive det på den måde, at jeg ikke var vred over det, men jeg tror ikke jeg bare ville kunne lægge det bag mig. Vi er begge enige om, at man ikke "kommer til" at være utro - man kan altså godt nå at stoppe op, og tænke "det her skal jeg ikke" inden. Sex er ikke noget, der bare lige sker - altså man falder ikke lige ovenpå en anden, og så har man haft sex. Jeg har faktisk mere respekt for de situationer, hvor den ene finder en anden, og så har været utro inden de gik fra hinanden, vel og mærket hvis det ikke er noget der har stået på i lang tid, og den utro selv står frem med det, end tilfældige engangsknald. Jeg ville ikke kunne forsætte i det forhold, men jeg vil måske have det nemmere bagefter, hvis det var fordi C havde forelsket sig i en anden, og ikke bare var fordi, han ikke kunne holde den i bukserne på en eller anden bytur. Jeg tror også det ville kræve rigtig meget hårdt arbejde før vi fandt tilliden igen. Og hvis prisen er, at jeg altid vil være mistroisk og utryg overfor hvor han var og hvad han lavede, så kan det godt være, at det ville være bedre for os ikke at være sammen. Men jeg ved det ikke, for jeg har ikke prøvet det.

Nu er der ikke så længe igen til jeg skal forsvare min bacheloropgave, og jeg har aldrig prøvet at blive eksamineret på den måde. Så jeg tænkte, at der måske ville være nogle herinde, der har nogle gode tips. Opgaven er skrevet på baggrund af et bredt emne, hvor jeg så har snævret ind til det område, jeg ville skrive om. Jeg har under eksamen 30 min, hvor jeg gerne skal bruge de første minutter på at redegøre for opgaven og derefter vil det være en diskussion med censorerne. Jeg er ret meget i tvivl om det vil være en god eller skidt ide, at fremhæve de fejl, jeg er klar over findes i opgaven. Fx har der sneget sig en stavefejl ind, så jeg fik skrevet "uskyldig" i stedet for "skyldig", hvilket nok godt kan give lidt forvirring. Derudover har jeg efter afleveringen opdaget, at jeg på en af de første sider nok er kommet til at slette et "enter", sådan at der kom en linie for lidt, hvilket har forskudt hele layoutet, sådan at flere overskrifter er kommet til at stå sidst på en side i stedet for først på siden efter, og at min literaturliste er delt over 2 sider i stedet for 1. Vil det være dumt eller klogt at printe 2 eksemplarer ud, som jeg kunne give til censorerne under eksamen, for på den måde at "rette fejlen" Håber I kan hjælpe :)

Det er helt ok, der er nok nogle andre, der kan bruge det :)

Jeg synes sagtens du kan skrive til de andre forældre. Det er jo ikke hævn du er ude på. Jeg ville som forælder gerne vide sådan noget! Jeg kan ikke forstå, at hun for lov til at forsætte som dagplejemor! :shooter

Sidste år holdt vi nytår med et vennepar i et sommerhus langt væk fra fester og fyrværkeri. Vi lavede selv 3-retters med moulefrittes, lækre bøffer og en dessert jeg ikke kan huske. Karla var 1 1/2 år, og spise med af det hun kunne lide. Forresten var hun vild med, og til hovedretten fik spiste ikke så meget kød, men sovs, kartofler og grønt spiste hun masser af. Hun kom i seng til sædvanlig tid, og der var heldigvis ikke noget larm til at vække hende. Jeg er lidt nervøs for i år. Vi har igen planer endnu, og bor på kollegie, så jeg tror der er en del fester. Det er godt nok familiekollegie, men et kollegie any ways.

Enig. Man må lære sine børn, at begå sig i verden, ikke lære verden at håndtere barnet, i situationer som denne. Det giver god mening, at man beder folk tage hensyn til små børns behov, for de han ikke bare lære at "rette ind" - men børnehavebørn kan man altså godt lære gode trafikvaner.

Vi har brugt en cykellås de gange, det har været nødvendigt. Sådan en lang en, som vi viklede om stellet, og låste barnevognen fast til fx. cykelstativ. Man skal dog lige huske at tænke over, hvad man låser fast - hjulene er jo nemme at tage af ;) Hvis det var muligt, snoede jeg låsen om stellet, hanken på kassen, og så fast til noget.

Ej, det er da heller ikke ok :blink Så lad være med at lave en pakkekalender, hvis man ikke gider.

Hvor er det ærgerligt, at I har fået sådan en hård start. :kram2 jeg kan godt forstå i tænker som i gør, det er bare hårdt at blive forældre, nok især, når man har et barn, der græder så meget. Kærligheden skal nok komme, jeg tror det tog mig 3 uger, før jeg kunne mærke den rigtigt. Jeg har mange tænkt "så hold dog k*ft møgunge!", når hun græd og græd, og har helt sikkert sagt/råbt det et par gange. Hendes babysutter havde en ring til at holde dem i, og vi havde nogle til pænt brug og til hjemmebrug. Dem til hjemmebrug havde ret mange bidmærker i ringen, fordi jeg tit måtte holde sutten med tænderne, fordi hun var så gal, at hun sputtede sutten ud hele tiden. Og når jeg måtte bide tænderne sammen for ikke at råbe/ ruske/ smide hende fra mig, så var def altså sutten det gik ud over. Og jeg havde ikke et grædebarn. Går I begge hjemme? Vi indførte "vagtskifte" efter en periode, hvor ingen af os sov særligt godt om natten. Jeg gik tidligt i seng (så tidligt som jeg kunne) og så blev min mand oppe til hun vågnede første gang, ordnede ble og gav flaske, smuttede i seng, når hun sov, og såmtog jeg hende om morgenen. Måske kan I indføre noget lignende, sige "de næste 2 time har du hende, så får jeg sovet, og så bytter vi"? Det er selvfølgelig svært, hvis han ikke vil holde hende, men så kan han måske gå en tur med hende i barnevognen eller tage hende sammen med en I kender. Ellers så lad nullermænd være nullermænd, fyld fryseren med frysepizza, skabene med hurtige snacks, sig nej til gæster, der bare gerne vil se hende, hvad end der gør det nemmere for jer.

Jeg synes også den med at nægte aftensmad er for hård. Der er mange måder at sanktionere på, men at afstraffe med ingen mad eller lignende får det til at sitre på mig. Mine børn skal ikke gå tidligt i seng, og de skal heller ikke straffes ved at blive udelukket fra det sociale i familien. Det er for meget synes jeg. Jeg er bestemt tilhænger af, at man lærer sine børn at hjælpe til. Nu er Karla stadig så lille, at jeg ikke forlanger, at hun hjælper til, men jeg spørger næsten altid om hun vil dække bord, og det vil hun som regel gerne - og så fortæller jeg hende bag efter, at jeg er glad for at hun hjælper til. Hvis hun ikke vil, så er det i orden. Det er fedt at se, hvor stolt hun er, og hun elsker fx at vise C, når hun har dækket bord. Jeg kan godt sige til hende, at vi skal rydde legetøjet op, før vi kan lege en ny leg. Jeg håber, at jeg på den måde lærer hende, at afslutte den første leg på en god måde, og at det bliver til en vane, at rydde op efter sig selv. Jeg hjælper hende, nogle gange er hende selv, der tager det hele, andre gange er det mig der tager 90 %. Jeg tror på, at man kommer lægere med at motivere og rose/ anerkende/ vise taknemmelighed etc., end at være striks og sige "hvis ikke du dækket bord, så er det på hovedet i seng, og det uden aftensmad!" Når hun bliver lidt ældre, skal der nok komme lidt mere pligt ind over. Hvordan vi gør det, må vi finde ud af med tiden. Det ideelle ville jo være, at det blev så naturligt for hende, at jeg ikke behøvede at sanktionere (drømme er der nok af ;) ) Selvfølgelig skal man ikke kravle efter barnet og hele tiden sige "søde, rare, skattemus, vil du ikke nok være rar at hjælpe mor, så er du sød." Det kan barnet ikke bruge til noget. Jeg er nok ikke den store tilhænger af, at mine børn skal se mig som en "autoritet". Jeg vil ikke være diktator - men det betyder så sandelig ikke, at de skal være det. Vi skal respektere hinanden, ligesom vi skal respektere dem omkring os. Mine børn må gerne give mig modspil. Jeg har sat et mål om, at jeg vil forsøge at undgå vendinger som "fordi jeg siger det" eller "Fordi det er mig, det bestemmer" - hvis ikke jeg kan forklare min holdning, er den så overhovedet god? En (i mine øjne) god forklaring kan sagtens være "fordi jeg ikke er tryg ved, at du gør det" eller "fordi jeg ikke synes det lyder som en god ide". Det andet er så tomt og "du skal gøre som jeg befaler, også selv om der ikke er nogen grund"-agtigt, og det er super frustrerende at blive mødt med. En grund kan man forholde sig til og arbejde med. Hvis mine børn har nogle gode modargumenter, så vil jeg da gerne høre dem. I sidste ende er det mig, der tager beslutningen, men jeg vil gerne lytte til dem, og tage det med i betragtningen. Jeg vil hellere have børn, der "adlyder" fordi det jeg siger giver mening for dem, at de regler/ grænser jeg sætter kommer af en grund, og ikke er uforklarligt princip. Jeg vil gerne have, at de vokser op, og er kritiske - bliver de bedt om at gøre noget, de ikke har lyst til, eller bliver de mødt med krav og regler, der ikke giver mening, må de endelig stile spørgsmål til det. Det kan jeg fortælle dem 1000 gange, men jeg er også nødt til at vise dem det, ved at give plads til det herhjemme. Det er godt for dem at lære at udtrykke deres holdninger og at argumentere for deres sag. Jeg er selv vokset op med at man ikke stiller spørgsmål til beslutnigerne, for det er mor og far der bestemmer, og sådan er det. I dag er jeg ret dårlig til at udtrykke utilfredshed og sige fra, og jeg er ret dårlig til at sige, hvis jeg er utilfreds med noget. Det sidder dybt i mig, det der med ikke at kunne rokke folks holdninger og ændre beslutninger, så jeg giver nærmest op på forhånd. C er opdraget med mere rum til modspil, og han er ret skarp til at sige fra fx overfor en tarvelig chef eller en urimelig lærer. Hvis han bliver trådt over tæerne, så siger han fra. Og det synes jeg er en positiv evne! Den bedste måde jeg kan lære mine børn det, tror jeg, er ved at give plads til det.

Vi bruger også stadig voksiposen. Dog vil hun gerne sove med hænderne oppe, så den fungerer nok mest som dyne nu. Vi havde ikke lift, og det var jeg ret træt af. Jeg savnede at have et sted at putte hende, når vi var ude, og manglede fleksibiliteten i, at kunne gå en aftentur, og tage hende med ind uden at vække hende. Hendes vugge en smule klodset (en gammel familievugge) så jeg savnede et sted, hun kunne putte, som vi kunne flytte fra fx. soveværelset til stue etc. Vi skal helt klart have en lift næste gang!

Savle, savle. Du kan få odderen, så tager jeg pindsvinet :D

Vinterjakke til bilen, flyverdragt, tyk elefanthue, vanter (de tynde er ved at være for kolde til Karla, så vi skal have fundet de varme frem), og vinterstøvler til længere tid udendørs. :)

The Hemsworth Brothers (der er altså nogle gode gener i den familie): Hvis jeg skulle vælge en anden at dele sutsko med resten af livet, må jeg indrømme at Martin Freeman er et godt bud. Han virker bare så rar - sådan lidt som den type mand, der altid vil behandle dig godt, lave morgenmad på sengen (selvfølgelig en english breakfast med en god kop the), og stå op om natten og synge den lille i søvn. :D :lol (skal nok stoppe nu :blush :p )

Jeg har ikke 2 børn endnu, men jeg kan 100% følge dig. Jeg har det selv lidt svært ved at finde det helt rigtige udtryk for det næste barn vi skal have. Jeg synes det klinger forkert at sige "2'er", for det lyder så 2.rangs på en eller anden måde. Vi har også snakket om vi vil kende kønnet denne gang. Og selv. Om det er praktisk og nok nemmere for Karla at forholde sig til, så er jeg også bange for, at det bliver "lillebror" eller "lillesøster" før "baby", "den lille" etc. Vi er dog enige om, at vente til efter fødslen med at give et navn, hvilket nok forstærker "lillebror"/"lillesøster". Men på den anden side, så tror jeg, at lige så snart den lille har fået et navn, så kommer det først. Og så længe vi bruger "lillebror"/ "lillesøster" lige så meget som "storesøster", så går det nok lige op. Det vigtige for mig er bare, at den lille ikke vokser op med en følelse af, at h*n bare er lillebror/lillesøster, men sin egen. Hvis man bruger det på en positiv måde, og ikke bare som en mere upersonlig betegnelse (ligesom det eksempel du brugte med den 4. Årige og lillebror) :)