Pumpkins

Jeg ville nok tage den med sundhedsplejersken eller lægen - ikke fordi jeg tror der er noget galt, men bare for at afkræfte, at det ikke er noget fysiologisk. Da jeg arbejdede i vuggestue, var der en dreng, der altid gik på tæer (han havde vist korte ledbånd eller sådan noget). Vi trænede/legede med ham ved at gå på line, gå op og ned af trapper etc. Jeg har selv korte ledbånd i læggene, og det hjælper mig at vippe med foden, gerne ved at stå på en forhøjning (som en kantsten eller et trin på en trappe) med hælen ud over kanten, og så vippe op og ned. Måske kan i prøve at lege med hende, og så vippe hendes fødder lidt opad? Det er slet ikke sikkert, at det er der skoen trykker, men det er let at afprøve. :) 16 måneder er vist heller ikke sent at begynde at gå, så vidt jeg ved :)

I får lige 2 fra os :D Lige efter en god middagslur - der skal hun helst lige putte mens hun vågner :wub Og den dag hun fandt ud af, at vi havde 2 (stort set) ens bluser. Det var et hit! :D (og det er klistermærker også :P )

Tager lige alle 3 på en gang ;) 1) For mig ville det være mega grænseoverskridende at høre på en fødsel, som jeg ikke var blevet "inviteret" med ind på. Det er så privat og intim en ting. Jeg ville selv synes det var grænseoverskridende, hvis det var mig, der havde født, og naboerne bagefter kommenterede at "det gik ikke stille for sig" eller lignende. En fødsel er for mig et tidspunkt, hvor kontrol og etik erstattes af urinstinkter. Kroppen tager over og gør sit arbejde, og skider på alt der hedder hensyn og god opførsel - og det er ikke en dårlig ting, det er nok noget af det smukke ved fødsler. Men det er samtidig også noget meget intimt, og for mig ville det være grænseoverskridende at lade andre ind i de, hvor jeg var allermest "filterløs". Jeg har ikke super meget lyst til at mine naboer møder "urmennesket" i mig. Og omvendt vil det være grænseoverskridende for mig at høre på. jeg ville også synes det var ret grænseoverskridende at skulle fortælle min datter, hvad det var, der skete inde ved siden af. Hun er stor nok til at forstå, at det ikke er en god ting, når nogen skriger, men ikke stor nok til at forstå, at der kan komme noget godt ud af den smerte. Jeg vil have svært ved at forklare hende, at det er ok, hvis naboen skriget i 6 timer, og at vi ikke skal eller kan hjælpe. I hendes verden hører skrig og brøl sammen med noget ubehageligt. Og jeg ville ikke have lyst til at sidde oppe med hende hele natten, fordi hun vågnede af skrig og skrål hvert andet minut. Det ville i så fald nok komme til at koste os alle 3 en fridag, fordi ingen af os ville være friske nok til at gennemføre en skole/arbejdsdag, og fordi jeg ikke ville sende min datter afsted i vuggestue, hvis hun ikke havde sovet hele dagen. Lige for tiden læser jeg til eksamen, så en dag, hvor jeg ikke fungerer, ville betyde, at jeg blev endnu mere presset i forhold til at nå igennem pensum på en ordentlig måde 2) Jeg ville ikke overlade det 100 % til naboerne, men jeg ville lytte til deres behov og prøve at imødekomme dem. Lige som barpamama ville jeg ikke lytte til en sur gammel mand, der bare smækker døren i hovedet på mig, men hvis der boede en småbørnsfamilie, der virkelig gav udtryk for at det ville være uhensigtsmæssigt, ville jeg prøve at snakke med dem for at finde en løsning. Jeg tror ikke jeg ville sige "okay, så skal jeg nok lade være", men jeg ville nok spørge ind til, om vi kan finde en løsning, der ville gøre det nemmere for dem. Any ways så tror jeg, at det bliver en meget bedre oplevelse for naboerne, hvis man lige snakker med dem om det først. Det ville jeg selv være meget mere overbærende med. 3) Jeg synes, at der er kæmpe forskel på, om det er alm. børnefamilielarm eller en fødsel. Børn der leger er ikke noget, der generer mig ret meget, aller højest er det bare irriterende. Der er ikke noget grænseoverskridende ved et barn der tramper på gulvet, og det er meget nemmere at forklare min datter, hvis nabobørn larmer, end det er at forklare en fødsel med tilhørende lyde til hende. Vi snakker jævnligt med vores naboer om blandt andet larm, og vi tager hensyn til dem, så godt vi kan, blandt andet ved at fortælle hende, at hun ikke skal skrige, hamre på vægge og radiatorer, og andet. Det er en helt alm del af hendes opdragelse, at hun tager hensyn til andre. Vores nabo er gravid, og væggene her er ret tynde. Jeg har ingen dårlige tanker om, at de får et barn, og hvis de får et barn med kolik, så tager vi den med - det kan de ikke gøre hverken fra aller til for. De kan ikke vælge at være et andet sted, mens barnet har kolik. Men nu kan man vælge at føde et andet sted end der hjemme. Det skal lige siges, at jeg er for hjemmefødsler, og hvis min nabo kom og sagde, at hun skulle føde hjemme, ville jeg ikke gøre noget for at bremse hende. Hvis hun kom og sagde det i god tid ville jeg have mulighed for at forberede mig på, at der måske vil være en nat, hvor vi ikke fik så meget søvn, og hvordan det skulle håndteres i forhold til fx. eksamenslæsning eller lignende, ligesom jeg ville have tid til at forberede mig på, hvordan jeg skulle håndtere det overfor min datter.

Vi har en Kay Boyesen sangfugl, den der hedder "Sunshine" - den er i ret drengede farver, så den kunne være rigtig fin synes jeg. Har hørt, at det skulle være svært at få fat i Aben fortiden, fordi de ikke kan følge med efterspørgslen.

Jeg er egentlig ret enig i holdningen om, at man må tage hensyn til sine naboer, når man har valgt at bo så tæt. Argumentet med "vores underboere har alligevel højlydt sex"/ "naboernes børn larmer alligevel også hele tiden" etc. synes jeg ikke helt holder. Det er lidt ligesom at sige, at fordi er generende, så må man også selv være det. Vi bor også tæt med naboerne her, og jeg synes det er ret irriterende, når de larmer - især om natten, når man skal sove. Det kan godt være, at hvis min datter vågner af larm kl. sent om natten, at jeg vil kunne sætte en tegnefilm på, men det ville stadig ødelægge vores søvn og efterfølgende dag, og det vil nok skræmme hende en hel del, at der var en, der skreg af smerte måske over længere tid. Prøv lige at forklare en 2-3 årige, at ja, naboen skriger, og ja, det er fordi det gør ondt, men det er helt naturligt, så derfor er det ok. Jeg tror nu ikke hun ville få livslange traumer, men jeg ville ikke have lyst til at stå i det alligevel. Ja, fødsler er det mest naturlige i verden, og ja, der skal være plads til hjemmefødsler. Men hvis det virkelig er til gene for naboerne, ville jeg ikke gøre det. Er der mulighed for at afklare det med naboerne - lige spørge hvordan de ville have det med det? De fleste ville nok sige ja, især hvis du sådan lige banker på og "tager dem på sengen", men hvis der virkelig er nogen, der ikke ville kunne lide det, ville jeg slet ikke gøre det. Kunne et andet kompromis være, at hvis du føder om natten, så tager i på hospitalet, men midt om dagen, så bliver i hjemme? Jeg er godt klar over, at en fødsel godt kan strække sig over lang tid, og hvis det starter om dagen og forsætter til natten, så er det dumt at tage afsted. Men det er slet ikke lige så generende med larm om dagen - og kan lettere overdøves med fjernsyn etc. Og hvis det forsætter til om natten, er der trods alt ingen der bliver vækket af det, og skal tage den derfra, men man vil have mulighed for at lægge sig til at sove med ørepropper i fx. Hvis du vælger at gøre det hjemme, ville jeg helt sikkert snakke med naboerne face-to-face inden. En seddel er lidt fesent, og sender lidt et signal om "jeg har tænkt mig at larme, og der er ikke en fis du kan gøre ved det" - fair nok med en fest, men en fødsel er trods alt lidt mere grænseoverskridende. Måske lave en "goodie-bag" med et par ørepropper, lidt slik/ hjemmebag, en forklaring om, at du kommer til at larme lidt, og du håber det er ok, eller hvad du nu lige føler for?

Kæmpe, kæmpe stort tillykke! :loveshower :loveshower

Herhjemme hedder giraffer "giraffengumle" - efter sangen. Kan det være der, hun har det fra? :D Karla er ret glad for prinsesse Sofia for tiden, men det lyder bare helt forkert, når hun vil se afsnittet "den generte prinsesse", og beder om at se "negerprinsesse" :blink :lol

I vores vuggestue er det en regel, at de små skal have været feberfrie i 24 timer før de må komme i institution, netop fordi den godt kan stige om formiddagen. Tit, når Karla er syg, er hun frisk om morgenen, men brændvarm efter lur. Det kan hun godt være flere gange, så når tit at tænke, at nu kan hun komme i vuggestue i morgen, og så kan hun alligevel ikke. god bedring til ham! Helt enig. Dessuden skader det nok mere samfundet, at man sender et sygt barn i vuggestue, hvor det kan smitte andre børn, hvor forældrene til de andre børn så er nødt til at blive hjemme med deres børn. Jeg tror, hvis alle var super obs på ikke at sende syge eller halvsløje børn i institution, ville det samlede børn-syg-fravær i danmark været meget mindre. Desværre er systemet og samfundet ikke indrettet til at tænke sådan, og man kan ikke lige sige til sin arbejdsgiver, at man tager en dag "for samfundets skyld". :D

At bo på et familiekollegie, med søde mennesker. Igår på vej hjem fra vuggestue, blev jeg stoppet af en mor, der spurgte, om jeg ikke ville have noget tøj med hjem og se, om der var noget kunne bruge - hvorefter hun kom med 2 fyldte sække. Det blev til 2 kjoler, en hyggedragt, 2 par bukser, 5 bluser og 4 t-shirts til den nette sum af 100 kr. Det er sgu i orden :D

Karla havde også en del apps på min iphone, og det er ikke alle, jeg har kunne få med android. Til gengæld har de en børnetilstand, hvor der ligger nogle programmer (tegne, optage lyde og forvræng dem sjovt, tage billeder med sjove effekter, få krododillen til at sige sjove lyde og klæd den sjovt ud) som hun er ret vild med. Man kan ligge børneapps derind, så hun selv kan skifte mellem apps, uden at kunne forlade tilstanden - så jeg skal ikke være bange for, at hun laver alt muligt andet med min telefon.

Sådan noget l*rt! :kram :kram :kram

Den sidder fast med en stop rundt om sædet også, som bliver spændt ind der hvor sædet og ryglænet mødes. Ellers sidder man på den, ja, og der er så igen en strop med noget elastik, der holder selen nede. Vi snakker selvfølgelig ikke isofix og alt muligt avanceret, men den bliver nede :)

Ih, spændende. Kunne være hyggeligt at følges ad (selv om du selvfølgelig gerne må komme først :p)

Haha, fantastisk :super

Tak.. :kiss Det virker ikke helt "lige om lidt" hvis du spørger mig :lol men rationelt set, så er det vel tæt på :p

2 måneder til pb. De må godt gå hurtigt! I Karlas vuggestue er der overflod af højgravide og nyfødte. Alene i weekenden var der 2 af dem, hun leger mest med, der har fået en lillebror eller lillesøster. Den 3. Har en søster på et par uger, den 4. En på et par måneder og i hvert fald 3 andre er ret højgravide. På hendes stue er der klart flere med helt små søskende eller snart på vej, end det modsatte. Jeg kan ikke hente hende uden at møde i hvert fald 2 maver og et par helt små babyer. Det hjælper bestemt ikke på skrukheden :rolleyes

Jeg ville ikke havde undværet en. Hørte om en, der kørte galt i 8. Måned og mistede barnet, fordi selen klemte maven. Hun havde ellers taget selen under maven, men den røg åbenbart op under ulykken. Det er så lille en ting, men den kan gøre en stor forskel. Jeg ville ikke spare den væk. :)

Hvad siger jeres kontrakt?

Det er et rigtig godt spørgsmål. En del af mig tror ikke på at lære mine børn, at alle fremmede er onde mennesker, mens en anden del af mig helst vil have, at hvis der kommer en klammo fyr hen til Karla og vil have hende med, at hun så har modet til at give ham et los over skindebenet og løbe skrigende væk. Jeg har selv stået i en situation, hvor jeg var på koloni med fritidshjemmet, så har nok været omkring 10 år, hvor vi har på tur til en helt fremmet by. Vi var på en legeplads, og jeg skulle tisse, så jeg sagde det til en voksen, og gik ind på toilettet. Da jeg kom ud igen var de gået og havde glemt mig. Jeg var helt lost, og virkelig ked af det. Der kom en virkelig sød dame og snakkede med mig, og tilbød, at jeg kunne komme med hende hjem og låne en telefon, for hun boede lige i nærheden. Inden jeg nåede at svare hende kom en pædagog løbende tilbage og undskyldte meget for, at de havde glemt mig. Men hvad dælen havde lige været det rigtige at gøre - hun var jo fremmet, og jeg vidste godt, at jeg ikke måtte snakke med fremmede, og da slet ikke følge med dem hjem. Men jeg var i den anden ende af landet, et helt fremmet sted. Det havde måske været ok, at jeg gik med hende hjem - men hvad hvis det var en mand? I stedet for at lære mine børn, at alle fremmede er onde, så tror jeg nok mere på en mellemvej, der hedder, at de skal spørge mig, deres far eller hvem der nu er ansvarlig for dem inden de går nogle steder hen - om det så er til en legekammerat eller en helt fremmed. Jeg synes også, at det er en god ide, at lære dem et "safe word", aftale, at hvis jeg får brug for at en fremmed henter dem, så aftaler jeg et ord med dem, som mine børn kan spørge ind til. På den måde falder de forhåbentligt ikke for "din mor har sagt, at jeg skal hente dig- tricket". Men hånden på hjertet - hvor mange af den slags børnebortførelser sker der i Danmark. Altså af en helt fremmed. Jeg tror jeg kan tælle det på en hånd, hvor mange man har hørt om i medierne, som jeg kan huske. Så at plante en "alt, der er fremmed er også farligt"-frygt i mine børn, for at forhindre noget forfærdeligt, men ikke særligt sandsynligt, virker lidt som en overreaktion. Så hellere lære dem sund fornuft, og at de skal huske at fortælle, hvor de går hen :) Men den er svær.

Jeg skiftede til en samsung galaxy s5mini i februar efter at have haft iphones i mange år. Og jeg har ikke fortrudt. Det eneste jeg savner er, at kunne bede Siri om at sætte en timer, men det er virkelig så lidt vigtigt, at jeg ikke engang har sat mig ind i, om android også har den funktion. Jeg har kun oplevet en app, jeg ikke kunne få, men den kom efter en måned. Til gengæld er udbudet af apps mindre kontrolleret, så der er noget skrammel ind i mellem, som man lige skal styre uden om. Kameraet er meget bedre end iphones, og så er holder den batteri meget bedre - især fordi man kan styre strømforbruget meget mere, blandt andet med en widget, der slukker alle programmer med et klik, så de ikke bruger strøm i baggrunden. Jeg er især vild med at kunne have widgets, så jeg ikke skal ind i min kalender for at se, om jeg skal noget i dag, eller åbne mailprogrammet for at se, hvad der er kommet - det er virkelig et first world problem, men jeg overser ikke noget, fordi jeg glemmer at se i kalenderen etc. Og så virker den mere holdbar. Min første iphone døde efter at have ligget i min lomme under et regnskyl, og min anden iphone flækkede skærmen 2 gange - den ene gang helt spontant fra den ene dag til den anden. Samsung galaxy s5 mini er helt vandtæt, og jeg har endnu ikke flækket skærmen på den :D Dog kan man ikke købe covers og tilbehør så nemt - men så er der jo internettet ;)

Det er virkelig et kompliceret spørgsmål, men også ret interessant. Jeg tror ikke på, at vi ville have haft en verden, hvor alle marcherede i takt og heilede til hinanden, når vi mødtes på gaden, ligesom jeg heller ikke tror, at alle ikke-racerene, ikke-jødiske, ikke-homoseksuele, kommunistiske (etc.) mennesker ville have været udrydet, og vi alle ville være stolte af vores blå øjne og blonde hår. Jeg tror ikke på, at et samfund vil kunne bære det - før eller siden ville revolution, en ny alliance med en ny krig til følge eller måske bare tidens gang have sat en stopper for det. Jeg så for et stykke tid siden en dokumentar om EU på godt og ondt, og der var en historie, der fangede mig. Det var en ældre tysk kvinde, som havde en samling medaljer liggende foran sig. Den ene havde tilhørt hendes far, den anden hendes farfar, den tredje hendes oldefar. Alle vundet i store krige. Men efter 2. verdenskrig havde folk fået nok, og EU, Nato og FN var blevet dannet. Siden da havde ingen drenge i hendes familie vundet medalje, for ingen af dem havde været tvunget i krig. Og det var hun virkelig taknemmelig for. Før 2. verdenskrig var Europa ofte i krig, og det var store krige med store tab. Efter 2. verdenskrig gjorde man en indsats for at forhindre endnu en stor international krig, og det er lykkedes. I danmark har vi i 70 år ikke skulle leve i frygt for at vores huse blev bombet om natten, eller at vores børns skole blev angrebet. Der er meget snak om en ny kold krig for tiden, og det virker til at spidse til. Alligevel har vi, i kraft af Nato, en så stor alliance, at chancen for, at nogen ville slippe godt afsted ved at erklære krig mod os, er ret lille. Måske er jeg naiv, men jeg tror ikke på, at jeg kommer til at opleve krig i Danmark, i hvert fald ikke som det ser ud nu. Ud over faren for krig, så er jeg ret glad for, at man efter 2. verdenskrig begyndte at få øjnene op for, at mennesker var værd at behandle ordentligt. Vi fik menneskerettighedskonventionen kort tid efter, som en reaktion på de umenneskelige ting der var sket under krigen, alene fordi folk var anderledes, og vi fik sat gang i en holdningsændring omkring race, køn, handicap, tro osv, som et resultat af, at 2. verdenskrig var slut, og alle var enig om, at det, der skete ikke skulle ske igen. Hvis Hitlers ide om racerenhed og alt det andet sludder havde vundet og var blevet den nye norm, så tror jeg vi havde levet i en verden, hvor det at være anderledes, og havde været at være forbudt.

Endnu et afslag, slået af konkurrenter med mere erfaring :shooter Jeg havde eller alt der skulle til, har målrettet mit studie efter den slags stillinger, topkarakterer i de relevante fag, har skrevet en super relevant bacheloropgave og har planer om at skrive speciale inden for lige præcis deres område. 11 til samtale, 4 stillinger, hvoraf den ene var på 6 måneder, hvilket passede perfekt med sommerferie og efterfølgende speciale. Alligevel blev jeg valgt fra på grund af manglende erhvervserfaring! Hvordan dælen skal jeg få et studiejob, når jeg bliver overhalet af nogle med erfaring hver eneste gang. Jeg kan for dælen ikke få erfaring før jeg får et job. Det virker bare så håbløst. Bliver færdig til februar, så løber er snart kørt, og jeg er bange for, at det bliver virkelig op af bakke at få job bagefter, hvis jeg ingen erhvervserfaring har fra studietid en :(

Hvis du skal have hende foran, så vær 110% sikker på, at airbag'en rent faktisk er slået fra. Nogle biler har en ekstra sikring, så man ikke kommer til at slå den fra ved et uheld, så selv om du tror den er slået fra, kan det godt være den ikke er det alligevel. Jeg ville altid have barnet på bagsædet. Jo, det er nemmere at få kontakt til barnet foran, men jeg ville selv have svært ved ikke at kigge til hende ofte. Hvis du ikke kan få øjenkontakt med hende, så er du ikke fristet. Det er nok forskelligt fra bil til bil, men jeg kunne sagtens nå med en sut eller ae på hovedet. Sikkerheden ved et uheld er meget sikrere på bagsædet - mange ulykker sker fordi man kører ind i noget, og så er der meget sikrere på bagsædet, hvor passagersædet også fungerer som et skjold. Hvis hun bliver utilfreds, så det forstyrrer din koncentration, så hellere køre ind til siden, end at have hende foran, og så køre ukoncentreret.

Vi bar selv, det føltes mest rigtigt. Vi har valgt gudmor og gudfar, som ikke er en del af familien, fordi de så på den måde får en "titel". Karlas gudforældre bor begge i den anden ende af Danmark, og hun ser dem ikke ret tit. Men der er ingen tvivl om, at de har en særlig rolle for hende, og at de betyder meget for dem at være en del af hendes familie på den måde :7himmel

Du skal bare sætte ham til at se "frost", så vi han forstå at Anna og Hans ikke lige duer. Og hvis han så bliver ved, så siger du bare til ham, at han skal "let it go" :D Sorry, kunne ikke lade være :p Jeg synes Hans er et fint navn, det siger mig ikke rigtig noget, men er heller ikke et navn, jeg rynker på næsen af. Men det er jo ikke mig (eller os) der skal elske navnet, men jer begge 2. Nu foreslog han Johannes som en afledning af Hans, men er i mine øjne indeholder Jonathan også noget af navnet (jonat-han(s)). Måske er det ikke den almindelige /historiske afledning, men der vil da stadig være en forbindelse, i hvert fald, hvis I knytter den?