Pumpkins

Lige præcist! Når man er nået til det punkt, hvor man ikke føler, at man har andre muligheder end flasken, kan det være ret provokerende, når folk mener, at man har VALGT at gå over på flasken. Hvis "valget" stod mellem en baby, der fik INTET at spise, eller en baby på flaske, så synes jeg ikke at der er noget valg. Havde vi ikke haft flasken, så var hun lyn hurtigt blevet underernæret og dehydreret, og det kan godt provokere mig, at ammefortalere mener, at jeg bare skulle have givet det mere tid, slappet mere af, etc. Havde jeg gjort det, havde jeg sat mit barn i fare for hendes sunhed, men måske var amningen lykkedes senere? Men til hvilken pris? At hun skulle mangle næring de første uger af sit liv?

Jeg tror at der hvor problemet ligger er, at brystet ikke er ulækkert, men at det for dem er noget, man bare ikke viser frem. De ville ikke blotte deres bryster på et offentligt sted, så hvorfor er det ok, at andre gør det? -Det tror jeg er tanken. Jeg tror også for mange er brystmælk en kropsvæske, som de ikke har lyst til at konfronteres med, og det er noget uappetitligt noget. Jeg synes da også, at det var noget freaky noget, at der kom noget ud af mine bryster, men det var ikke ulækkert. Jeg tror bare ikke, at det er alle, der tænker sådan.

Jeg er 100 % sikker på, at jeg ville have fået en bedre ammestart, hvis der havde været mere ro omkring det. Hvis jeg ikke havde sygeplejersker, sundhedsplejersker og generelt mennesker omkring mig, der hele tiden kom med det ene gode råd efter det andet. Jeg følte ofte, at jeg havde gang i ufatteligt mange "få amningen igang"-projekter, og jeg var desperat efter at få det til at virke. Først prøvede man det ene, virkede ikke, så det andet, virkede heller ikke, men da det 3., 4., 5., osv råd ikke virkede blev presset større og større, for hver gang var det en lille fiasko, en lille kamp man tabte. Og efter at have tabt en del kampe, røg min "ammeselvtillid" helt ned i kulkælderen. Jeg vil enormt gerne amme næste gang, og jeg vil gerne give det et ihærdigt forsøg. Men jeg vil ikke stresse over at skulle drikke fæl hvidtøl eller om det ene eller andet nu vil virke. Jeg vil gøre mit bedste for at slappe helt af, nyde min baby, og ikke tænke på omgivelsernes kommentarer omkring amningen, som jo helt sikkert har været ment på den bedste måde. Meget af den information, der endte med at forvirre mig, var noget jeg selv havde opsøgt. Jeg var desperat og spurgte om gode råd i øst og i vest. Alle gode tricks blev afprøvet, men jeg fik aldrig rigtig tid og rum til bare at slappe af helt ned i maven. Jeg ved ikke, om det ville have gjort en forskel i sidste ende, om det ville have fået min mælk til at løbe til, for jeg prøvede da at slappe af, dog uden det store held. Når det er sagt, synes jeg dog at kommentarer som "LANGT de fleste KAN amme" og "der ER en vej til amning for de fleste" rammer ret hårdt, selv om jeg godt ved, at det ikke er meningen. Jeg er klar over, at hvis der ikke fandtes et alternativ som flasken, ville mange flere amme, men jeg synes lidt, at det lugter lidt af "normale mødre kan amme" eller "de fleste kan amme - hvis de kæmper hårdt nok" - og så føler jeg mig lidt stemplet som at jeg har givet op for tidligt, på bekostning af mit barn. Jeg føler ikke selv, at jeg har givet op for tidligt, når jeg tænker over det rationelt, men det at være mor hænger ikke altid sammen med det at tænke rationelt. Og når amningen var sådan en indre kamp for mit vedkommende, er det lidt som at hælde benzin på en næsten slukket ild. Jeg fortæller mig selv, at mit valg var det rigtige, men sådan nogle kommentarer får mig til at føle, at andre ikke er enige i mit valg, og i det skjulte dømmer mig.

fJeg har, i den korte tid jeg ammede, måtte droppe en offentlig amning og give flaske i stedet. Jeg sad på en cafe uden for, og havde en løs bluse på, som jeg ville dække hende med. Men da folk så, at jeg lagde hende i amme-position, vendte de sig om og gloede, og der var enda en midaldrende mand, der stirrede intenst på mig, selv om hans kone/kæreste sad overfor ham og prøvede at få hans opmærksomhed. Han stoppede ikke med at stirre, før jeg stoppede mit forsøg på at amme. Det var SÅ krænkende, den måde jeg bare blev stirret ned på - selv folk der gik forbi vente hoveder af mig, og det var nok til at jeg virkelig ikke havde lyst til at lægge hende til. Set i bagklogskabens lys skulle jeg have ignoreret alle blikkene og ladet det prelle af mig og have været komplet ligeglad. Jeg gjorde jo ikke noget forkert, og der var intet af hverken mit bryst eller min mave for den sags skyld der var blottet, men jeg følte mig alligevel yders afklædt. Og på det tidspunkt var amningen i forvejen kørt næsten helt af sporet, så der skulle ikke meget til at prikke til min usikkerhed og blufærdighed. Jeg kender ikke til nogle kvinder, der har fået at vide, at de ikke må amme et offentligt sted, og det er nu engang ikke ulovligt. Billedet er til for at illustrere den holdning, der er om at amning er noget, der bør foregå i det private hjem og ikke hvor andre kan se ens halv-blottede bryst, hvor det på samme side er helt i orden, at der kører busser rundt med reklamer for brystoperationer, der viser et helt bart brystparti. Og at det er helt ok med lingeri-reklamer alle vegne. Jeg siger ikke, at reklamerne er usmagelige eller krænkende eller noget i den stil, men et bryst er da et bryst, om det sidder på en ammende mor eller en lingerimodel.

Synes den passer meget godt til debatten her. For når man tænker over det, skal man ikke befinde sig i centrum af en dansk storby ret længe, før man støder ind i halv-bar bryster et eller andet sted.

Hun ELSKER at hænge med hovedet ned af :D

Gav Karla en halv majskolbe til aften og hun sidder stadig og gumler på den her en halv time senere. Den er næsten tom, men den er åbenbart fantastisk :D

øj, hvor ville jeg ønske, at der var en mere neutral tilgang til det med amning vs. flaske. At enhver kunne tage en beslutning, og at det ene ikke var bedre end det andet. Da jeg var gravid var det da en selvfølge, at jeg skulle amme. Min krop var jo indrettet til det, og det var helt naturligt. Flasker var til udpumpet mælk, og jeg havde købt et lille lager af ammeindlæg og flere amme-bh'er. Men så kom Karla, og min opfattelse ændrede sig. Hun suttede først ikke ordentligt, hun suttede for hårdt, og der var intet mælk at komme efter. På barselsgangen blev jeg straks sat til at malke ud efter hvert måltid, og jeg husker så tydeligt den skuffelse, der sad som en knude i maven, de gange sygeplejersken kom ind med en 1 ml sprøjte og sugede 0,3 ml. fra begge bryster. Jeg var ved at tude den nat kl. 5, hvor jeg havde siddet, fuldstændigt udmattet, og pumpet løs, og så kom sygeplejersken ind og sagde, at der ikke engang var nok til at kunne få det op med sprøjten. Ikke engang 0,1 ml. Da jeg endelig bag om at hun kunne få en lille smule erstatning, var det med en formaning om, at det KUN måtte være til min mælk løb til, og KUN som et supplement. Så efter hvert måltid fik hun 1/2 snapseglas erstatning. Vi kom hjem, og jeg fortsatte med at malke. SP kom, og hun støttede op om amningen, jeg skulle fortsætte, så skulle amningen nok komme op at køre. Efter en lille uge var snapseglas ikke nok, og hun skreg efter mere. Jeg var oppe på at pumpe 5 ml. ud. C gav hende en flaske, og hun faldt i søvn, stop mæt. Efter 4 uger med daglig kamp, med en pige der begyndte at vride sig og græde, når hun blev lagt til mit bryst gik vi helt over på flasken. Og hold nu op, hvor var det en tung beslutning. For hele tiden hørte jeg, at "alle kan amme" "du skal bare drikke hvidtøl" "Du skal bare slappe af" "du skal bare ligge hende til oftere" "du skal bare lade hende vente mellem måltiderne, så du kan bygge mælk op" osv. Alle de historier kom fra kvinder der havde haft ammeforløb, hvor mælken strømmede til, og barnet blev mæt uden at de nogen sinde havde haft problemer. Og dem, der ikke havde fået børn, kunne ikke sætte sig ind i, hvor meget jeg havde kæmpet, så de forstod ikke, hvor svært det var. Da jeg gik over på flasken fik jeg hele tiden at vide at "en baby på flaske er bedre end en sulten baby" eller "en god mor sidder ikke i brysterne", men jeg var stadig ked af, at min krop ikke kunne finde ud af det mest naturlige i verden. Samtidig følte jeg, at der var et vist pres på at jeg gjorde ALT hvad jeg kunne for at få amningen til at fungere før flasken var et acceptabelt valg. Jeg blev på intet tidspunkt i min graviditet informeret om, at amning ville blive svært. Min JM sagde, at det godt kunne tage et par dage at få amningen helt op at køre, men trods samtaler om ammestrategi, fødselsforberedelse og flere graviditetsbøger, var jeg helt uforberedt på, at det var en mulighed, at jeg ikke selv kunne amme. Og jeg fik ikke på noget tidspunkt i min graviditet at vide, at det ville være ok med flaske, tvært imod advarede min JM om at bruge flaske med min egen mælk, da det ville forvirre hende. Jeg tror at det store ammepres kom dels fra sundhedsvæsnet, dels fra mine egne forventninger og dels fra uvidende omgivelser. Og jeg tror bestemt, at jeg ville have haft nogle bedre første uger med min datter, hvis jeg var blevet mødt med en indstilling, der sagde, at nu hvor amningen var min 1. prioritet, så ville de støtte op om det, men at flaske også var et godt valg. Hvis jeg var informeret om, at det for nogle bliver nødvendigt med flaske, og det er helt OK. I så fald tror jeg jeg ville være meget mere afslappet omkring amningen, og ikke så presset for at få det til at fungere. Det kan være, at det ville betyde, at flasken blev introduceret tidligere, men det kan også være, at det pres gjorde, at jeg følte, at jeg var nød til at præstere, og derfor ikke kunne slappe nok af til at få det hele til at fungere. Jeg følte hele tiden, at det at jeg havde givet flasken et forsøg var det samme som at jeg havde opgivet amningen. Folk omkring mig var empatiske og nærmest trøstende og de prøvede alle sammen at "muntre" mig op, når jeg fortalte, at hun fik flaske. Det bekræftede bare min følelse af, at amningen var en kamp jeg havde tabt, og at jeg havde "givet op". Jeg ville ønske, at holdningen havde været anderledes, at det ikke var "synd" at hun skulle på flasken, at amningen ikke var noget man kunne vinde eller tabe. Men at amning/ flaske var et reelt valg, hvor det ene ikke var bedre end det andet nødvendigvis. Når jeg ønsker mig en mere neutral holdning, ville det betød at alle kunne tage deres valg, og være fri for fordomme og pres udefra. Jeg synes amning i det offentlige skal være et valg, der er op til moderen, men ligesom i andre tilfælde, må man tage hensyn til sine omgivelser. Et ammende barn skal have mad, det er klart, men man kan godt dække sig lidt til. Var engang på en cafe, hvor en kvinde ammede, og derefter lod sine bryster lufttørre. Det overskred mine grænser, men det var ikke selve amningen, der overskred min grænse, men det at hun lod sine bryster hænge frit. Men jeg kan virkelig ikke se, hvordan en kvinde der dækker sig til, kan være krænkende på nogen måde.

At vi droppede morgenmaden herhjemme, og tog ned i byen, hvor vi spiste lækker frokost i første række til slotssøen og fredensborg slot. En kæmpe skål blåmuslinger i safran-hvidvinssovs :sandie At vi knap nåede hjem før svigerforældrene ringede og spurgte om vi ikke kom forbi til aftensmad. Så hyggeligt at nyde solen i haven og god aftensmad på grillen. Karla hyggede sig så godt hos farmor og farfar. :7himmel At far bare ER mesterputteren herhjemme. Når han putter hende lægger hun sig bare til at sove med det samme, når jeg putter hende gør hun alt for at holde sig vågen :rolleyes Det er så fedt at C er kommet på banen, og at der er noget han er den bedste til i forhold til Karla :wub

Synes der er givet nogle gode råd, så vil bare tilføje, at de behøver ikke nødvendigvis spise 1/6 af kropsvægten for at trives. Det kom Karla aldrig op på, og hun har fulgt kurven ufatteligt præcist.

At internatet har fundet en familie til vores hund nu :yay Så nu får han det gode liv han har fortjent :) At det snart er weekend og vi skal planlægge ferie i aften :)

Stort tillykke!! :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower :loveshower Glæder mig til at finde ud af, hvem du er :D

Jeg er ved at være temmeligt frustreret, og har brug for nogle indput. Karla er stadig ikke der, hvor vi kan ligge hende når hun bliver træt, sige godnat, og gå ud af rummet. Vi har en skøn datter i løbet af dagen, men lige så snart det bliver aften og hun bliver træt, skal vi tage kampen. Det eneste der virker nogenlunde er, at lade hende falde i søvn i vores arme, og bære hende i seng, og krydse fingre for at det holder. Nogle gange går det, andre gange vågner hun og er ked. Jeg kunne enormt godt tænke mig, at vi kunne putte hende i hendes egen seng, og at hun lærte at falde i søvn der. Men jeg ved virkeligt ikke, hvordan jeg skal gribe situationen an. I går begyndte vi putningen omkring kl. 7, da hun viste træthedstegn. Hun legede på gulvet, men kom selv hen og puttede sig ind til mig, og var tydeligvis træt. Hun fik nattøj på, børstet tænder, og vi sagde godnat til far, og gik ind og puttede. Hun fik flaske mens jeg sang og talte helt stille og roligt. Hun faldt næsten i søvn, men da flasken var tom, vågnede hun helt op igen. Jeg gav hende sutten, men lige så hurtigt som hun havde fået sutten havde hun vendt sig og sat sig op. Jeg lagde hende ned igen mens jeg sagde "godnat skat, kan du sove godt", men før jeg havde givet hende dynen på, var hun oppe igen. Jeg gjorde det et par gange, men besluttede at gå ud af rummet et øjeblik. Efter 1 minuts tid gik jeg ind til hende igen, puttede hende igen, men lige så hurtigt som jeg havde lagt hende, var hun oppe igen. Hver gang jeg puttede hende var det med blid stemme og nusserier, men det ændrede ikke ved, at hun var oppe lige så hurtigt som jeg havde lagt hende. Hver gang hun rejste sig gik jeg ud af rummet. Da klokken blev ca. halv 9 begyndte hun at blive rigtig træt, og blev ked af det, hver gang jeg gik. Kl. 9 var hun så ked af det, at jeg var nødt til at tage hende op, og der gik ikke længe, før hun faldt i søvn i C's arme. Jeg lagde hende i seng, og efter ca 45 minutter vågnede hun igen, og eg lagde hende og nussede, men som en fjeder var hun oppe med det samme. Dette gentog sig et stykke tid, men så blev hun igen ked af det, og jeg besluttede at blive i rummet. ved 11-tiden var hun så træt, at hun opgav at blive ved med at rejse sig, men det ændrede dog ikke på, at hun hvert 2. minut ca vågnede og var ked, også selv om jeg sad ved hende, nussede, sang og talte stille og roligt og fik hende til at sove igen. En halv time i midnat gav jeg op og tog hende med ind i sengen, hvor hun sov med det samme hele natten. Når jeg vælger at gå ud af rummet i stedet for at blive hos hende er det fordi det er enormt frustrerende, når hun hele tiden rejser sig. Jeg når knap at lægge hende, før hun sidder oppe igen, og det bliver svært for mig at blive ved med at være beroligende og positiv ved putningen, hvis jeg skal blive ved med at lægge hende uden pause. Det er vigtigt for mig at putningen bliver så positiv som muligt, og det betyder, at jeg er nødt til at gå ud, når hun rejser sig. Jeg er ikke ude i mere end 1-2 minutter, og ikke hvis hun er ked af det. Men hun må godt brokke sig lidt. Jeg gør alt hvad jeg kan for at gøre det hyggeligt, og vi putter hende først, når hun bliver så træt, at hun putter sig ind til os, gnidder sig i øjene, gaber og generelt viser træthedstegn. Det er ikke standart at hun kommer ind i vores seng og sover, men når klokken nærmer sig midnat og hun stadig ikke sover, og bare virkelig har brug for søvn, tager vi hende med ind. Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at vi kunne putte hende på en rigtig hyggelig måde, og at hun ville falde i søvn af sig selv. Men jeg kan ikke se, hvordan vi skal komme herfra og dertil. Er der nogle af jer, der har nogle gode råd? Jeg er helt på bar bund.

Jeg ville købe en gammel Odder til de lange lure. De ligger bare bedre ergonomisk og i forhold til vind og vejr, og i vil kunne få en god madras i. Alternativt kan i vist nok bruge en liftmadras i klapvognen.

Tak for opbakningen. Vi snakkede om vores "strategi" i formiddags, og blev enige om, at det at sove skal bare være en tryg ting, og ikke noget man skal være bange for. Så kan det godt være, at hun ville lære at falde i søvn selv på en uge, hvis vi bare kørte benhårdt på, og lod hende græde sig selv i søvn, men det bliver ikke i det her hjem. Puttestunden skal være en hyggelig stund, og så må hun selv give tegn til det, når hun er klar til at falde i søvn alene. C har overtaget putningen i aften, og vi er enige om, at han skal være der for hende, starte med en godnatsang, evt have hånden på hende, hvis hun har brug for det, men ellers være passiv. Han har taget telefonen med derind, så han har noget at underholde sig med. Det lyder til at have været en succes. Hun græd kun lidt ved putningen, men det handlede helt klart kun om, at hun var træt og ville have flasken. Der gik ikke mere end 1 minut før hun var stille, og jeg har ikke hørt noget siden. Vi lod hende være oppe til hun var ret træt, så vi vidste at putningen ville blive så kort som muligt. På den måde tænker vi, at så lærer hun hvordan det føles at blive puttet træt i seng, og hvor rart det er, at blive puttet i dynen, når man bare gerne vil sove. Håbet er, at hun oplever at føle den der "aaah"-følelse, vi andre får, når vi går i seng smadder trætte, at kende, og lærer at det at "få lov" til at putte sig og sove er noget rart og forløsende. Jeg har det rigtig godt med vores beslutning, og jeg kan mærke, at det er den rigtige. Hun er helt sikkert i en tryghedsperiode (hun er også midt i et tigerspring, som hun ellers normalt ikke mærkes så meget af), og det behov er bare SÅ vigtigt at få opfyldt. Det har samtidigt også været rart at læse, at andre også har haft de helt samme problemer som os, og at det ikke er os, der har "ødelagt" hende, og nu skal rette op på vores fejl, men at det er en naturlig del af deres udvikling. Tusinde tak for opbakningen, det har været altafgørende for vores vej ud af "puttehelvede" - selv om turen ikke er slut endnu ;)

Jeg synes, at du skal lytte til din mavefornemmelse. Hvis den siger, at du skal have bulen tjekket, så skal du have den tjekket! Om ikke andet, så for at få ro i sjælen. Er der mulighed for, at du selv kan bestemme, hvem du snakker med i lægehuset? Så du ikke snakker med den samme læge igen i morgen? Umiddelbart vil jeg mene, at det er et godt tegn, at han er pylret. Hvis den havde været helt gal, ville han have været slap og ligeglad med omgivelserne. Men jeg er ikke læge. Velkommen til forresten :)

Jeg har også været rigtig glad for hendes blog, og har en veninde, der er gået helt over på LCHF-kuren med stor effekt! Synes der er nogle rigtig gode opskrifter derinde :)

De første par uger er der ikke den samme deling af blod, så alkohol vil ikke gå til barnet. Derfor sker der ikke noget, hvis du en enkelt gang hr været fuld, inden du vidste du var gravid. Tænk på alle dem, der bliver uplanlagte gravide, hvor mange af dem, der har drukket inden de testede positivt. Og i langt de fleste tilfælde kommer der sunde raske børn ud af det :)

Uh, jeg vil jo så gerne give hende al den tryghed hun beder om, men det er bare svært at finde grænsen mellem hvornår hendes basale tryghedsbehov bliver opfyldt, contra at vi giver efter og hun lærer, at hvis hun kan få sin vilje, hvis hun bare er sur længe nok. En ting, der ikke lige frem hjælper er, at gulvet på hendes værelse knirker helt forfærdeligt, og der er alligevel et par skridt fra hendes seng til døren <_<

Tak :kiss

Tryghed er helt klar også en kæmpe prioritet i vores hverdag. Og hun er bare ikke der, hvor det er ok at være alene ved sovetid. Efter jeg skrev sidste indlæg vågnede hun, og var rigtig ked. Jeg puttede hende igen, fik hende til at slappe af, men lige så snart jeg rykkede mig i stolen vågnede hun og skreg. Så kunne jeg putte hende igen, men uanset om jeg lod der gå kort eller lang tid inden jeg rykkede mig, vågnede hun hver gang grædende op, når jeg rykkede mig det mindste. Efter 4 timers putning gav jeg op. Nu sover hun på mig. Årh, hvor er det frustrerende!

Hihi, det kan godt være manden bliver lidt muggen, hvis jeg bytter ham ud med en Arne Jacobsen-stol :D

update på nat 2: Metoden med at putte og gå og lade hende græde i 3 minutter alene gav bagslag i dag. Da jeg skulle putte hende, panikkede hun fuldstændigt, da jeg satte hende i sengen, og hun var bare bund ulykkelig. Men fik givet hende natflasken, læst lidt historie, sagt godnat, og så gik jeg. Med det samme jeg rejste mig begyndte hun at græde rigtig meget. Men jeg holdt fast ved rutinen, og gik ud, og ventede 3 minutter, selv om hun bare grad og grad. Efter 1/2 time, hvor jeg hver gang kom ind til en pige, der var helt ved siden af sig selv og havde grædt så meget at hendes tøj var blevet vådt, blev jeg hos hende. Satte mig ved siden af hende, lagde en hård på hendes mave, og da hun havde fundet ud af, at jeg ikke gik, stoppede hun med at græde og slappede helt af, hvorefter hun ret hurtigt faldt i søvn. Metoden med at vente 3 minutter synes jeg er rigtig god til børn, der har behov for at tumle lidt rund eller være lidt alene, men Karlas tryghedsbehov er alt for stort, og der er forskel på om hun græder, fordi hun kalder på os og er sur, eller om hun græder helt ulykkeligt fordi hun føler sig forladt. Og at skulle vente uden for hendes dør, med tårer i øjnene, mens jeg venter på at tiden er gået, så jeg kan trøste mit meget grædende barn, for derefter at forlade hende igen og gøre hende helt ulykkelig igen, 20 gange i træk, går bare helt imod mit moderinstinkt. Jeg tror det eneste, der hjælper er at give hende den tryghed, hun har brug for. At være hos hende, når hun skal sove, men at forholde mig passivt til at hun står op eller tumler rundt. Det må blive en metode ala Jo Frost vi følger, for 3-minutters-metoden fungerer bare ikke...

Så putter vi igen. Denne aften er jeg alene om det, da manden er til koncert. Tror på, at det bliver bedre!

:ditto