Tornfalk

Hej, Indimellem har jeg en del smerter i lysken/hofterne - specielt i højre side. Hvis jeg er aktiv (vi er i gang med en mindre ombygning herhjemme) eller jeg går en lang tur med hundene, så mærkes det nærmest, som en overbelastning (hvilket det ikke normalt gær), og smerterne bliver stærkere. Det er også som om, jeg bliver mere stiv i leddene/begrænset bevægelighed. Jeg er normalt ikke pivet, er vant til stærke smerter pga diverse håndboldskader. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvad årsagen er. Er det blot de gamle håndboldskader, som kommer frem fordi leddene bliver lidt mere løse. Eller bær jeg være bekymret, og søge læge? Jeg er i dag 23+0. Nogen der har prøvet noget lignende?

Ligamentsmerter er det ikke. Dem har jeg også, men de sidder højere oppe, og føles helt anderledes.

Hej, For 42 dage siden stoppede jeg med p-piller, men har stadig ikke fået min menstruation. Hvor lang tid gik der før i fik første menstruation efter p-pille stop? En lille rettelse, det er 42 dage siden sidste mens dag efter p-pille stop.

Hej i dejlige mødre og kommende mødre! Ja et kort og direkte spørgsmål; Hvordan ved man, at man er klar til at få børn? Jeg kan ikke helt finde ud af, hvordan jeg føler. Jeg er 28 år og kæresten 30, vi har været sammen i 6 år, så er sikker på, at det er ham, jeg skal dele resten af livet med. MEN jeg ved ikke, om jeg har lyst til at få børn. Jeg er glad for det liv vi har nu, og det er ikke fordi, det ikke må ændres. For alle vores venner har efterhånden børn, og det gør jo sammenkomsterne noget anderledes, men jeg synes det er super hyggeligt. Men vil jeg have mine egne? Jeg ved det ikke.... Samtidig kan jeg godt se det smarte i, at få børn nu samtidig med vores venner. Aldersmæssigt, er vi også klar til det, boligmæssigt er vi klar, økonomien bliver nok heller ikke bedre... Jeg er forvirret. Hvordan vidste I, at tiden var inde? På forhånd tak!

Det kommer vel også an på, hvor gammel man er, når man møder hinanden. Personligt synes jeg, at man skal have været sammen nogle år. Men hvis nu man er 32, når man møder drømmemanden, skal man så også vente nogle år? Hvis man bare ved, at det er os to, og vi skal have børn, skal man så også vente nogle år? Så mit svar må være, at det er meget individuelt :)

Miss-Mette: Vi har samme prioritering som dig, og er nået dertil, at familien er det eneste som mangler :) Vi sidder i forvejen hjemme fredag, lørdag aften - altså forstået på den måde, at vi ikke tager i byen :) Kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været i byen. Tror det er to år siden, så det er bestemt ikke sådanne ting, som får mig til at tvivle. Jeg går meget op i vores hunde, og går en del til træning, med tiden er det også meningen, at vi skal en mere til konkurrencer. Vi er i forvejen en del afsted med dem. Jeg frygter lidt, at det ikke vil kunne fortsætte, for det ønsker jeg ikke at ligge på hylden. Men omvendt, så kan det jo lade sig gøre for mange andre, med hunde og børn. Det er vel bare et spørgsmål om, at barnet må med :)

Mange tak for alle Jeres svar. Tror aldig jeg bliver direkte skruk. Men som en nævner, så er jeg bange for at fortryde ikke at få børn, hvis man om 30 år tænker tilbage. Og jeg er heller ikke interesseret i at vente 3-5 år endnu inden vi går igang med projektet, for så er vi for gamle - efter min mening... Men omvendt er det heller ikke en drøm for mig. Åhh det er svært... Jeg må se tiden an... :)

Hej, Jeg er ny herinde, og ny i hele denne tankegang omkring at udvide familien. Jeg er derfor i gang med at undersøge en masse praktiske ting omkring det. Jeg arbejder i en branche, som ikke er overenskomst bestemt. Hvilket betyder barselsdagpenge fra dag 1. Men har efterhånden styr på, hvordan man skal forholde sig til det, for at få mest muligt ud af det, når nu jeg ikke vil få min løn. Men hvordan fortæller man sin arbejdsgiver det? Giver man det på skrift, og får dem til at underskrive, at de er informeret? Jeg har en veninde, som blev fyret. Jobbet påstod de ikke vidste hun var gravid, skønt hun havde fortalt dem det, men hun kunne ikke bevise det... Det er jo en situation, man helst vil undgå... Håber på svar :)

Min veninde var faktisk inden for pædagog verden, for at det ikke skal være løgn. Selv om vi ikke har nogen overenskomst, så er jeg stadig medlem af fagforening. Og de vil selvfølgelig kunne hjælpe, hvis det skulle komme så vidt. Men da det netop er en usikker branche, da der ikke er noget til at kontrollere, så synes jeg, at jeg måske er lidt udsat... Ikke nok med, at jeg ikke kan få løn under barsel, men har da ikke råd til at miste arbejdet...

TS Jeg har det på nøjagtig samme måde som dig. Jeg er 28 år, min mand fylder 30 lige om lidt. Vi er begge uddannet, gode job, hus der næsten er færdig renoveret, to små hunde og har været sammen i godt 6 år.... Så egentlig bør alt være klart til et barn. Men jeg føler ikke jeg er klar - har lysten til det endnu. Vi er enige om, at hvis vi skal have børn, skal vi kune have et. Alle vennerne er godt på vej til børnefamilier, vi har vidst efterhånden kun et vennepar tilbage, som ikke har børn eller venter sig. Men stadig sidder jeg med den følelse af, at jeg ikke rigtig ved, om jeg vil have børn. Jeg har aldrig haft lysten til at få børn, skønt jeg elsker børn. Men nu står jeg sådan lidt, vil jo gerne, men synes ikke vi er klar til det...

Ved ikke helt, om det er det korrekte forum, at smide dette her ind i. Men vi er endnu ikke nået til at starte projekt baby op. Men vi er nået til overvejelserne omkring det. Derfor har vi været inde og kigge på det økonomiske mht. barsel (er ansat uden overenskomst), og det økonomiske i det hele taget. Jeg er nok lidt af en analytiker, og når jeg regner på det, så kan jeg slet ikke se, at vi skulle få råd til at få et barn. Bare en institutionsplads er omkring kr. 3.000,- oveni de andre udgifter, der også vil komme. Jeg er kommet lidt frem til den konklussion, at jeg nok tænker for meget over det. Og måske skal jeg bare lade være med det, også tage det, som det kommer. Hvad gjorde i andre på dette stadium?

Miss Mathilde: Forstår udemærket dit indlæg... Og ja, jeg har slet ikke tænkt i de baner. Jeg har ikke skænket en tanke, at det kunne ende i, at det ikke er så lige til at få et barn. Så tak for indlægget :) Og til alle Jer andre: Tak for Jeres svar. Jeg tænker for meget. Vil lade det ligge og tage det, når det kommer. Til gengæld vil jeg begynde, at arbejde på en god barselsordning med min arbejdsgiver, så jeg ikke skal på dagpenge under barsel :)

Ja, det er også lidt det, jeg er kommet frem til. For som sådan har vi nemlig alt i orden. Vi havde det også sådan, først uddannelser, hus osv. alt det er på plads. Vi har begge fuldtidsarbejde osv... Men alligevel synes jeg det lyder som en økonomisk belastning... Men det er jo nok også et spørgsmål om, at man prioritere anderledes, når det er. Ikke at vi bruger vores penge på byture, tøj og lignende. Men vi bruger dem på renovering af huset. Hvilket dybest set ikke er need to, men nice to... Og det vil man jo lade vær med... Tænker nok for meget :)