Jeg er stedmor til to søde og store drenge på 11 og 15 år. Jeg har været sammen med min kæreste i snart 2 år, og vi har det rigtig godt sammen til trods for alle smådiskusioner og konflikter. Jeg synes at det er rigtig svært at være stedmor, selvom jeg rigtig godt kan lide børnene. Jeg har ingen børn selv endnu, og jeg forestiller mig, at det gør det sværere for mig. Jeg elsker børn og jeg glæder mig til at få børn. Min kæreste og jeg har næsten aldrigt tid alene sammen. Men vi var endelig på vores første parferie, hvor vi blev genforelskede i hinanden.
Mit problem ligger nok i at jeg ikke kan slappe af i min rolle som stedmor, for jeg vil så gerne have at alle har det godt, og så tager jeg for meget ansvar. Min kæreste forstår mig ikke rigtig selvom vi har prøvet at snakke om det, for han synes bare vi skal slappe af. Han er rigtig afslappet som person og det er jeg glad for. Jeg har visse forventninger til særligt vores weekender, f.eks. med hvornår vi skal stå op og hvordan vi skal klare måltiderne, hvor han synes at man skal sove det man har brug for og lyst til og spise det man har brug for og lyst til og så samles vi om aftensmaden sammen. På den ene side synes jeg at det er rigtig rart med friheden at vi bare gør det som vi har lyst til, men på den anden side så stresser jeg over om det er det rigtige at gøre - og i virkeligheden stresser jeg nok over at jeg vil have det på en bestemt måde når vi får børn sammen. Vi har snakket igen om det i morges, og han sagde at han var indforstået med at vi kom til at gøre tingene anderledes når vi får børn sammen.
Er der andre der kender til at stresse over at være stedmor, selvom man holder rigtig meget af børnene?
Jeg er så bange for at svigte min kærestes børn, at jeg bliver helt stiv i det og ikke kan slappe af. Jeg er vokset op med helt andre normer end min kæreste. Mine forældre har vægtet det sociale omkring måltiderne, hvor min kæreste mere har passet sig selv, når han er blevet gammel nok til at smøre sin egen mad. Mit sociale liv var min familie, hvor hans sociale liv var hans venner. Og jeg tror at det er her vores kerneproblem ligger. Giver det mening? Jeg vil ikke skifte min kæreste ud, jeg elsker ham og det gør mig godt at han er så afslappet. Jeg har nok brug for bekræftelse på at hans levemåde også er normal, selvom jeg ønsker noget andet for den familie som vi kommer til at skabe sammen uh, det her blev langt
Tror I at det bliver mere afslappet for mig når jeg får mine egne børn?
