LouiseB

Okay Det her er enormt hårdt, og jeg har lige haft en totalt nedsmeltning, hvor jeg græd i 1 time. Virkelig græd. Min mand og jeg prøver at blive gravide, og vi har kun prøvet siden januar. Jeg ved godt at vi lige er startet, og at jeg skal slå koldt vand i blodet, men min menstruation har været super stabil indtil sidste gang, hvor jeg gik 1½ uge over tid - alle tests sagde negativ, og min læge sagde at det nok er fordi jeg stresser over at blive gravid. Jeg fik menstruation efter mit besøg hos lægen, og jeg eg troede jeg var mere chill efter det. Det er hårdt at finde ud af at mit sind og min krop absolut ikke taler sammen - det har jeg aldrig oplevet før. Og nu er min menstruation udeblevet igen. Skulle have haft menstruation d. 14, men den er endnu ikke kommet, og jeg føler at jeg har haft et super langt PMS forløb. Jeg har altid prøvet at være i et med mig selv - undgå at lyve for mig selv, i hvert fald. Men nu er jeg overrasket over den selv-fornægtelse jeg må være i, hvis jeg kan stoppe min menstruation. Jeg kan ikke engang være rationel omkring det. Jeg tager en test, den er negativ, og så skal jeg få menstruation, så jeg kan komme videre. Sådan vil jeg gerne have det, i hvert fald. Vi har ligesom konkluderet at jeg ikke er gravid, så kom nu, menstruation. Lad os komme videre. Men det sker ikke. Jeg har aldrig haft så lidt kontrol over noget, og jeg kan intet gøre udover at vente, og hvad nu hvis min underbevidsthed fortsætter med at drille? Jeg har det som om at min underbevidsthed spænder ben for mig. OVENSTÅENDE er rimelig irrationelt, og jeg ved godt at jeg skal slappe af, men det er rimelig paradoxalt Det jeg vil have fra jer, er at høre jeres oplevelser: Jeg ved jeg ikke er alene med dette, og jeg tror jeg har brug for at høre hvordan i har klaret jer med det mentalt, og hvordan I har det, for lige nu føler jeg mig så alene (altså, min mand er der for mig, men der er ikke så meget han kan gøre).' Ærlig talt: jeg føler mig super magtesløs.

Det er rart at vide jeg ikke er alene i båden. Jeg synes ½ år, det er fint nok, men jeg tænker vi gør noget mere aktivt efter 1 år - evt. inseminering. Nu skal jeg til gynækolog, bare for at se om der er noget galt. Tænker der ikke er nogen grund til at prøve, og dermed blive skuffet, hvis der nu er noget galt med min krop Hellere tage det i opløbet. Jeg har været p p-piller stort set siden jeg var 15, så forventede faktisk denne reaktion fra min krop - altså, ustabil menstruation, men havde forventet det da jeg stoppede på p-piller, og ikke efter ½ års tid. LilleSøs: Må indrømme jeg ikke kan forestille mig at prøve i så lang tid. Vi har snakket let om andre muligheder - bare så vi er beredte, og jeg ville ikke have noget imod at få en anden persons æg sat op, hvis det viser sig at der er noget galt med mig. Eller en rugemor, hvis det virkelig er helt kaotisk. Min mands sæd er fin nok. I har nok ret i at jeg skal finde noget at distrahere mig selv. Jeg kan bare ikke lade været med at tænke hver gang jeg er tæt på ægløsning at nu SKAL vi have sex. Det bliver så presset, og hver gang vi laver andre ting end traditionel vaginal sex (uha, det lyder klinisk), så føler jeg at vi "spilder" hans sæd >.< Forhåbentlig bliver jeg træt af at stresse over det, og så kan jeg have et mere afslappet forhold til det I er absolut super. Tak for de opløftende ord.