Hakkeboef68

Nye medlemmer
  • Antal besvarelser

    4
  • Tilmeldt

  • Sidste besøg

Alle besvarelser af Hakkeboef68

  1. Det er også lidt det vi tænkte, at familien også vil få det af vide hvis noget ikke går som det skal. Det er også bare så stort, og idet at det var en overraskelse for os, bliver det en kæmpe overraskelse for dem. Vi kan næsten ikke vente med at fortælle det :) Nu arbejder jeg ikke (er studerende), men tror at jeg vil informere universitetet og de relevante offentlige instanser engang efter 12. uge, så jeg er "dækket ind" ift. barsel osv. ret tidligt i processen. Det er selvfølgelig langt svære når kollegaer er involveret, som man måske er venskabelige med, og af den grund har lyst til at fortælle det til. Ja, det var faktisk dejligt, snakkede kun med en lægesekretær, men hun gav mig et godt indblik i hvordan det hele kommer til at foregå (de næste par måneder hvertfald) :)
  2. Tusind tak for dit svar. Allerede nu kan jeg mærke at jeg er ved at blive mere rolig omkring det hele, frem for at være opslugt af alle de ting der kan gå galt. Og vigtigere endnu - jeg forstår at det er okay at være glad og spændt, på trods af at man ikke har nået 12. uge endnu :) Har også fået snakket med lægen igen, og fået den 1. svangerskabsundersøgelse, der ligger i starten af juni, når jeg er 9 uger henne. Jeg regner med at min læge nok skal sætte mig godt ind i hvad der derefter kommer til at ske. Vi overvejer allerede at få en tidlig tryghedsscanning om 1½-2 uger, mest så jeg får en følelse af sikkerhed, og at vi "med god samvittighed" kan fortælle det til familien. Det virker som alt for lang tid at vente til 12. uge. Hvad med jer, hvordan havde/har i det med at fortælle det til familie, og hvornår syntes du det er "bedst" at gøre det? :) Og tillykke til dig med jeres nr 2 :)
  3. Hej! Ved ikke hvorfor, men det føles grænseoverskridende at skrive her. Vi har fortalt hverken familie eller venner om graviditeten endnu (er 5+3). Fik først en stensikker bekræftelse i dag, efter 2 blodprøver, men vi har vidst det i en uges tid. Er vores første graviditet, og særdeles uplanlagt, men en enorm glæde alligevel. Det er en underlig følelse. Er rædselsslagen og frygter at ikke alt er som det skal være, eller at noget går galt. Føler lidt at vi er blevet alt for glade alt for tidligt. Er der andre der har det på samme måde? Desuden ved jeg intet om noget som helst, hvornår jeg skal scannes og undersøges, f.eks. Er der nogen der kan give mig en idé om hvornår jeg kan få lov til at få en ordenlig undersøgelse, og få at vide om alt er som det skal være? At jeg f.eks. ikke er gravid uden for livmoderen eller andet? Hilsen en bekymret, ung kvinde :)