mamabear

.

Inden jeg fik mit første barn havde jeg helt klare meninger om hvad det vil sige at Være en god mor. Fx. man må aldrig mere fælde en tåre ISÆR ikke foran ens børn. Man må opgive ALLE ens egne behov og ofre sig fuldstændigt for ens børn. Når man er mor er man KUN mor. Altså helt og aldeles sindssyge forventninger man næsten skal Være et overmenneske for at opfylde. Men disse regler levede jeg efter, men måtte snart sande at jeg var en elendig dårlig mor - for jeg brød ofte sammen og råbte og skreg og græd. Og græd og græd. En mor er en der ALTID har overskud og tilsidesætter alt for sine børn. Inden mit tredje barn blev født lå jeg et halvt år med depression og kunne stort set intet. Og da Nr. 3 var født fik jeg endnu en depression fordi jeg ikke kunne leve op til at Være en god mor for de store (altså lege med dem, give dem fridage, Være fuld af overskud). Min depression sluttede da jeg overgang mig og erkendte at så er jeg nok bare en røvdårlig mor, og måske er det okay. Og det besluttede jeg mig så for at det var. Siden jeg fik mit første barn og indtil nu har jeg måttet sluge mange kameler og revidere mit syn ift. det at Være en god mor. Jeg ved ikke om jeg er en god mor, men jeg har besluttet at mine kriterier for en god mor er: Jeg Gør mit bedste og det er godt nok også når det ikke er. Jeg bekymrer mig om mine børn, deres nutid og fremtid, ergo jeg elsker dem. Jeg sørger for at de får mad nok, rent tøj, klæder sig efter vejret, at de får lavet lektier, Gør deres pligter, bidrager til fællesskabet, og jager dem i bad inden de lugter alt for meget af døde rotter. Jeg er en god mor når jeg beder bedsteforældrene tage dem en weekend, fordi jeg plejer mig selv - altså jeg får mere overskud -, og jeg sørger for at de for nogle tætte relationer til andre voksne. Det hedder ikke temperament men passion. Jeg er ikke temperamentsfuld, jeg er passioneret omkring mit familieliv og mine børns trivsel og deres fremtid, derfor råber jeg nogengange højt. En god mor behøver ikke smide ungerne i bad hver dag, spise udelukkende økologisk, give ungerne det nyeste nye legetøj og tøj, gå i fitness center og bage hjemmebagte klidboller hver morgen, behøver ikke have sat hår og dufte af blomster, have klinisk rent hjem, Være i diverse bestyrelser og forældreråd og deltage aktivt i alt hvad der er bare lidt hipt. Det er nogle af de få kameler jeg har måttet sluge. Selvfølgelig, hvis man kan overskue alt det, er man da også en god mor, men man er ikke udelukkende en god mor på de kriterier, der er mange måder at Være en god mor på. Det har jeg i hvert fald fundet ud af gennem min rejse. Den nyeste, efter Nr. 4 blev født er : man behøver ikke læse godnathistorier og synge vuggeviser HVER dag. Det er okay, det er okay. Hvad er jeres syn på "en god mor"? Og har I også måttet sluge kameler i lange baner? Jeg tvivler da ofte flere gange om dagen på om jeg er en god nok mor, så det kunne Være interessant at hører jeres bud :)

Ja jeg havde søskendesæde og den brugte vi fra start, altså da den store var 15mdr. Det lyder som en fornuftig rytme i har fået og godt at høøre i hjælpes ad :)

Og ja, jeg er også tilhænger af at gøre så meget som muligt klar dagen før. Og fordi vi har fire børn må vi køre efter reglen "hvis du kan selv, gør du selv", jeg kan ikke være der for alle hele tiden, så vi indover selvstændighed :-)

To store skal i skole til kl. 8 og nr. 3 i børnehave helst senest kl. 9. Og nr. 4 følger bare med. Vækkeuret ringer 6.45, jeg kommer selv i tøjet og bliver klar (ellers glemmer jeg mig selv, har før været på vej ud af døren i pyjamas og sutsko ). Jeg vækker de to store, de SKAL få tøj på INDEN de kommer ud. Den tredje vågner af sig selv eller jeg vækker ham senest kl. 7. Imens jeg vækker forhører jeg om morgenmadsønsker og går ud og gør det klar og smider madpakker og drikkedunke i takserne. Hvis de ikke vil have bløde cornflakes eller kolde toast så må de rubbe neglene ;-) Vi spiser morgenmad og den lille sidder ved den søskende der er først færdig med tøj eller morgenmad og går så på skift til jeg selv har spist (igen ellers glemmer jeg mig selv). Lille bliver skiftet men beholder nattøjet på. Nr 3 kommer i tøjet, de store børster tænder. 7.45 går de store og er den tredje klar går vi også med mindre det er længe siden den lille har spist, så venter vi til hun melder sig i løbet af max en halv time ellers lægger jeg hende bare til og bagefter putter hende i liften og så går vi. Da hun var op til 3 måneder blev hun alligevel træt efter max en time og hun sover i stuen så hun vågner af sig selv når de store kommer ind og lyset bliver tændt. Ellers ville jeg vække hende så det passede med at vi kunne komme afsted når hun igen ville være træt (her var det ca. En time).

Puhaa jeg husker det... Der er 15mdr mellem de største to af mine. Den lille var high need og jeg kunne ikke lægge hende fra mig for så skreg hun og den ældste havde altid krudt i røven. Det er hårdt. Min redning var også en vikle :-) Men ellers vil jeg virkelig virkelig påpege vigtigheden af at DU får en pause, for det lyder som om du er kvæstet, og det var jeg også og jeg overhørte mine egne signaler og knækkede helt til sidst. Hvis der er nogen der kan hjælpe dig lidt engang imellem så bed om hjælp. Vi er ikke skabt til at gøre det hele alene. Er den store i vs eller dp? Eller har du begge hjemme? Prøv om det kan lade sig gøre at synkronisere deres lure eller i hvert fald en om dagen så du kan få fred. Jeg kan ikke påpege det nok. Søvn er alt, hvile er alt, for det er hårdt arbejde at haave sådan to. Og så er det okay at droppe opvask, tøjvask, rengøring en dag eller to eller tre :-) prioritering ;-) Stille stunder med fingermaling og modellervoks brugte jeg meget. Vi fik indrettet et værelse til legeværelse hvor vi gik ind og jeg sad på gulvet og satte den ene igang og aktiverede den anden. Vær pragmatisk. Gør det der virker. Lige nu. Det du magter lige nu og laad resten ligge. Og hvis dine børn er i bad hver dag og det er en stress faktor, så nøjes med et bad om ugen. Det er rigeligt. Hårvask er måske heller ikke nødvendigt? Hciss det er en kamp? Alle mine tre store har været fire før det var nødvendigt at vaske deres hår med shampoo. Vælg praktiske løsninger fremfor idealet om det perfekte moderskab. Det findes kun i vores hoveder. Ingen er overmenneskelige perfekte selvom vi tror andre er. Det er de ikke. Drop den dårlige samvittighed nogle dage må bare erklæres film dage. Kom ud sid i sandkassen eller i græsset, gyng hvis der er en i nærheden. Frisk luft, søvn og pragmatik. Det er mit råd :-) Jeg lover dig det bliver bedre med tiden.

Haha ha, stof til eftertanke :-) Tak for alle jeres svar. Det har været meget spændende og interessant at læse alle jeres meninger. De er alle taget til efterretning :-) Jeg tror jeg er kommet lidt frem til, sådan overordnet set, at jeg personligt ikke selv ville føle mig generet af at nogen her i opgangen fødte hjemme, heller ikke om natten og heller ikke hvis det vækkede mine børn. Jeg ville se det som en rigtig god livslæring for dem, faktisk.. en mulighed for at forklare og lære dem om livet, hvad jeg Generalt synes der mangler i vores samfund... Men nu er det jo mig der skal føde, og fordi jeg er så irriterende behagesyg, er jeg nødt til at tænke på hvad andre ville synes om at jeg var til gene en nats tid. Vi har ikke besluttet om det bliver er hjemme eller på sygehus endnu, men hvis det bliver hjemme tager vi en runde og snakker med alle i opgangen om det først. Og den med en goodie bag, var vældig god, eller give kage efterfølgende eller noget i den dur. Jeg har her de sidste dage lyttet godt efter hvor lydt der er her. Fx. har jeg aldrig hørt et fjernsyn køre, og jeg ved de ser fjernsyn rundt omkring. Naboerne til den ene side kan vi ikke høre, det er en anden opgang, så måske er der bare ekstra mur imellem, eller også er det fordi vores stue ligger lige op til deres soveværelse. Og fødslen ville foregå i stuen hvis det var, så der skulle man jo så også en smut over. Naboerne til den anden side ligger min søns værelse imellem, så de ville ikke kunne høre meget, eller kun meget lidt, deres børn intet. Så underbo og overbo ville være de eneste der ville kunne blive udsat. Igen deres børn ville ikke kunne høre nok til at blive vækket af det. Umiddelbart.. vil jeg tro. I selve opgangen ville man kunne høre hvis man går forbi. Og der opholder børnene sig tit, men der kunne man måske aftale at de ikke var hvis det var om dagen. Alle børnene i opgangen har jeg et rimeligt godt forhold til, så måske det også kunne være en ide at snakke med dem om det hvis det blev aktuelt, som nogen også nævnte. Det var en god idé :-) og Mht. Eksamen, så kan jeg godt forstå der ville være konflikt i det, det er begge store ting og vigtige ting. Heldigvis er det ikke aktuelt for mit eller mine naboers vedkommende :-)

Nej, det tænker jeg også... for jeg ved også nu at jeg gerne vil tro at jeg i hvert fald vil vise hensyn og bide smerterne i mig... men når så smerterne kommer, ved jeg også godt at så bliver jeg ligeglad med det hensyn..det hele kommer an på hvordan det hele forløber - og det ved jeg jo ikke Før det er overstået...

Tak for dit svar :-) Det er også JM her der har anbefalet hjemmefødsel (faktisk blev jeg bare automatisk sendt til dem der havde med hjemmefødsler at gøre), og hun siger også at mange føder hjemme i lejlighed, så sætter de bare en seddel op og "så bliver naboerne så glade". Nu tænker jeg faktisk lige at det måske ikke er så meget anderledes end når nogen sætter en seddel op og siger de holder fest en nat. Der er vi jo også tvangsindlagte til at lytte til deres buldrende techno musik hele natten. Det er dog aldrig sket her endnu... så det er måske ligeså meget det at jeg så er den første der bryder natteroen. ... hvis det jo bliver om natten.. Men tak for dine tanker :-)

Tak for dit svar :-) Jeg tænker jo umiddelbart heller ikke jeg kommer til at larme super meget hvis det bliver her, fordi jeg nok ville prøve at dæmpe mig. De to andre fødsler har jeg ikke sagt en lyd, den første fordi jeg fik rygmarvsbedøvelse og den anden fordi det gik super let og hurtigt - hvilket jeg tror skyldes at jeg dyrkede yoga under graviditeten og faktisk også brugte det under fødslen og virkelig arbejdede med kroppen. Min tredje fødsel og graviditet var en svær oplevelse, jeg var deprimeret og kunne slet ikke arbejde med kroppen og havde ingen kræfter til sidst, så det at jeg skreg har måske ligeså meget have Været i frustration og afmagt. Det med yogaen og arbejde med kroppen og veerne har jeg så taget med denne gang igen, fordi den sidste fødsel var ulidelig og det ønsker jeg ikke igen. Det med naboerne, kender jeg dem lidt, vores børn leger sammen Osv. Jeg ved at to af familierne ville være forstående, dog den ene med små børn, som jeg helst ikke vil skræmme, et par vil være ligeglade og bare lukke af. Vores overbo har selv lige født, men på sygehuset, hendes børn vil jeg selvfølgelig helst heller ikke skræmme/vække om natten. Dog er lejlighederne delt i to "afdelinger" så børnenes soveværelser er i den anden del end hvor jeg ville skulle føde, så jeg skulle samtidig skrige meget højt for at de skulle blive vækket af det. Jeg har kun få gange hørt deres baby græde, så jeg tænker også at der måske ikke er så lydt igen... jeg kan selvfølgelig høre tramp og hop i gulvet og hvis nogen skændes meget højt... Men jeg kan jokke vide hvordan min fødsel bliver, så er nødvendigt til at tage alt med i overvejelserne.

Tak for svar :-) og ja, det er lige det, der bor mange børn i opgangen.og dem vil jeg jo gerne skåne.... samtidig mener jeg også at en fødsel er det mest naturlige i verden og at folk/børn ikke som sådan tager skade af at vide hvordan sådan en foregår... men det skal jo heller ikke ligefrem forceres ned over hovederne på dem...

Tak for dit svar. Det du skriver med at blive ufrivillig lytter til en fødsel er lige det jeg tænker også. Måske også specielt fordi der er mange børn i opgangen. Jeg tror dog at jeg ville bevidst dæmpe mig meget for at undgå at det kan høres vidt muligt, men ved ikke om det i sig selv kommer til at sætte en "dæmper" på hele oplevelsen, fordi så bliver det alligevel stressede at skulle det. Tak for din ærlighed :-)

Hej, Jeg fødte mit sidste barn (Nr. 3) hjemme og var rigtig glad for det. Synes det var meget bedre end de to gange jeg har født på sygehuset. Nu er jeg gravid med barn Nr. 4 og vil egentlig helst føde hjemme igen, men ved min sidste fødsel boede vi i hus og det var meget privat og ingen kunne høre noget. Nu bor vi i lejlighed og her er meget lydt, så jeg er bange for at alle kan høre alt under fødslen, hvilket jeg måske vil synes er lidt pinligt, fordi jeg ved sidste fødsel skreg ret højt og ret meget, og jeg føler at andre der kan høre det vil drømme mig som hysterisk, selv om jeg jo i bund og grund kan Være ligeglad.. Men vil høre om andre har født i lejlighed og hvordan naboerne har taget det? Hvordan har I haft det med det? Hvordan forberedte i naboerne på det? Osv....

Jeg har ikke læst alle svar, men vover at svare alligevel. For det første, jeg har intet imod unge mødre, jeg synes faktisk alt for mange får børn alt for sent, hvor deres liv er perfekte og et barn måske mere laver rod i den. Jeg blev selv mor som 19 årig, hvilket ikke var planlagt, men det var det som redede mig ud af alt det rod mit liv var dengang. Jeg har været anbragt som ung og haft depressioner. Det at jeg blev gravid gav mit liv mening, et holdepunkt, gav mig en rolle jeg kunne holde af, en identitet. Dermed ikke sagt at alle med rod i livet skal gå ud at få børn, nej, men at for nogle er det bare det rigtige. Man kan ikke sige at alle først skal have uddannelse og arbejde og lære dit og dat før man får børn, nogengange er det dem med et klart og ikke i forvejen indoktrineret sind der klare den bedst. For det andet, der er klart både fordele og ulemper ved at få børn som ung. Jeg havde venner jeg troede ville støtte mig og jeg ville komme til, men som graviditeten skred frem blev vores verdener for forskellige, nogle valgte mig fra fordi de ikke kunne forholde søg til det samtidig med at de gik op i fester, nogle valgte jeg fra fordi jeg ikke kunne forholde mig til deres verden længere, vi gled alt i alt bare fra hinanden. Men det betyder jo ikke at man så skal leve i ensomhed, det er derfor der er mødregrupper. En fordel er at man er fuld af energi, fuld af overskud, fuld af optimisme. Den svinder med tiden ligeså stille, har jeg mærket og set hos mange. Mht. uddannelse siges det at børn af studerende er privilegerede fordi deres forældre har mere tid i forhold til fuldtids arbejdende. Hvem søger man skal have to fuldtids indtægter, nyt tøj og nyt udstyr. Har I hørt om genbrug? Vi lever, familie på fem, for 700kr om ugen, og vi synes selv vi lever godt. Som studerende og/eller enlig er der mange tilskud at få. Man skal få børn når det føles rigtigt, ikke når det "passer bedst ind", man tilpasser sig sin situation, man lærer, og alting falder altid på plads hvis man virkelig vil det. Laf aldrig nogen fortælle dig at dine drømme er forkerte eller ufornuftige eller umulige, de har ikke levet dit liv, det har kun du og kun du ved hvad der er bedst for dig :) Men mærk efter, og mærk efter igen, og giv så slip :) Alt det bedste uanset hvordan dit liv former sig..