Frida83

Jeg har også fået taget en masse æg ud hver gang, mange af dem blev også befrugtet og alt var godt, indtil 4-5 dagen, hvor udviklingen gik i stå. Vi har dog været “heldig” at få et enkelt 6.dags Blastocyst ud af stort set hvert forsøg. Jeg har opnået graviditet med mine egne æg igennem behandling 4 gange, men mistet hver gang (vi har ingen børn i forvejen). Vi blev rådet til først at prøve splitdonor, dvs at befrugte halvdelen med mandens sæd og den anden halvdel med donors sæd, for at se hvad det gjorde ved udviklingen. Her “vandt” min mands med endnu et enkelt 6.dags Blastocyst, da alle æg befrugtet med donors, gik til. Altså tydede det på, at mine æg bare ikke er gode nok og vi er nu gået over på ægdonation. Udviklingen af æggene fra donor er meget bedre og vi har nu været igennem 2 donorforsøg. (Mistede desværre igen ved første forsøg, men klinikken har efterfølgende fundet ud af jeg er utrolig dårlig til at producere og holde på progesteronen, så tror det er derfor jeg mistede i det forsøg) Her i andet forsøg er jeg nu over halvvejs i første Trimester og scanninger viser alt ser fint ud. Vi har været i non stop behandling i 4 år, både offentligt og privat, og jeg er ked af det først var efter et par forsøg i det private, de bragte donor op, som næste skridt. Havde de gjordt det i det offentlige, havde vi evt sparet at købe en pakke med alm forsøg, og i stedet købt en pakke med ægdonation. Så mit råd er, at prøve splitdonor i jeres offentlige forsøg og gør donor ingen forskel, så er det her du gør op med dig selv, om du har kræfterne til flere forsøg med egne æg, eller om du vil være ok med at gå direkte til ægdonation. For det er kun dig, der kan mærke efter på det punkt. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan min graviditet ender denne gang, men indtil nu, tyder alt på at ægdonation var det rette at gøre for vores vedkomne. Jeg håber jeres vej i behandlingsverden bliver kort og ender godt!

@tsecret Tak, og jeg vil bestemt høre klinikken om det, nu efter I alle nævner det. Det skal dog siges jeg selv har tænkt tanken flere gange, men har simpelthen ikke turde, da man netop får færre æg, og når vi kun lige med nød og næppe kan få et æg ud af 11+ æg, så synes jeg det er svært.... Men nu er vi vist nået dertil, at vi ikke har noget at tabe... @Katrinemus Åh, det glæder mig du er nået dertil, at graviditeten kan nydes mere end bekymringerne fylder, virkelig! Føler selv, at hvis det endelig lykkes, så vil det være svært at give sig hen af lykke, så kan godt forstå du var rigtig nervøs. Det kommer jeg selv til at være, ingen tvivl om det

@louisevibe Dine svar har bestemt givet fornyet tro, men endnu mere ro og mod på at fastholde ikke at give op! Tak for dit svar, @Katrinemus Og hvor er jeg glad for det lykkedes for jer Kan man lære at nyde graviditeten, når I har været igennem alt det I har været igennem? Jeg håber det er ok jeg spørger - det var en tanke der lige slog mig, og jeg tænker det er svært... Må indrømme jeg bliver en smule misundelig over andre får "ekstra" forsøg i form af flere æg på frys. Det er for mig en ekstra bekymring, at vi aldrig har fået mere end et æg. Jeg har det heldigvis ok under ÆU, men kæmper mere og mere for at komme ovenpå efter ÆU, og et eller andet sted, er jeg glad for klinikken vælger totalfrys idet jeg derved får længere tid til at komme ovenpå. Det lyder til du har haft samme tanke/begrundelse i forhold til at give op/smide håndklædet i ringen eller ej. (Jeg hader sætningen "give op" eller lign. for gør man egentlig det, når man har været det igennem som vi har. Det gør man jo reelt, men alligevel. Det er jo de færreste der kan holde til det?) Jeg har nemlig også flere gange her på det sidste sagt nok er nok, sådan for alvor, men så kommer tanken jeg har jo for fanden været gravid og jeg VIL ikke leve resten af mit liv med altid at blive mindet om det ikke lykkedes, for det kommer vi til... Men ja, er jo samtidig som nævnt også bange for at gå for langt -krop og psyke har vel en grænse... Igen, tusind tak fordi I har taget jer tid til at svare og ikke mindst trøste - det hjalp!

Tusind tak fordi du tager dig tid til at svare mig, det sætter jeg stor pris på Jeg kan mærke jeg heller ikke er klar til at give op, netop fordi jeg har været gravid og måske også fordi ingen læge endnu har sagt vi ikke vil lykkes! Men med den generelle påvirkning både fysisk og psykisk, bliver jeg også mere og mere bange for, at gå for langt i forhold til, hvad jeg kan holde til (giver det mening). Det er også en af grundene til vi nu forsøgte med splitdonor og ja, nu overvejer ægdonation. Klinikken har altid noget i ærmet, man kan prøve, så måske jeg også bare maler fanden på væggen og med det samme tror, at ægdonation nu kun er den eneste løsning. Dog vil jeg nævne nogle af de tiltag du har været igennem og få deres syn på det i forhold til vores situation.

Ja, så har I da også været igennem en del forsøg! Og hvor er det dejligt det lykkedes for jer og så igen med nr. 2. Det giver da en som mig lidt fornyet håb Hvad gjorde, at I ikke "gav op", hvis jeg må spørge? Jeg har BMI på omkring 21-22, så det er normalt, og hverken drikker eller ryger. Alle klinikker vi har været på, siger enstemmigt, at de tror på det nok skal lykkes, og at vi indtil nu "bare" har været uheldig. Og ja, hvorfor skulle det ikke lykkes, når nu jeg har været gravid? Hvad de siger efter seneste forsøg, ved jeg ikke, andet end at de var overrasket over vi igen kun fik et Blastocyst, men jeg har ikke fået snakket med dem ordentligt. Det vil jeg gøre ved scanning op til fryseforsøget. Det er også lidt derfor jeg skrev mit indlæg. Måske jeg kunne få noget info jeg kunne vende med Klinikken, Fx det med lav stimulering Vi har ikke prøvet priming, da der ikke er noget der tyder på det vil gøre nogen forskel heller.

Tusind tak, Ki, din hilsen varmer

Tak for kram og endnu mere for dit svar! Vi runder 3 års dagen i behandlingverden om et par mdr og det gør ondt Jeg synes derfor vores historie er lang, men jeg skal prøve at gøre den kort: Vi har været igennem 6 ÆU, alle forsøg har været lang protokol. På privatklinik har vi tilkøbt special dyrkningsvæske og de har givet mig menupur istedet for Puregon, som jeg fik i det offentlige, ekstra ovitrelle efter ÆO + dobbelt Crinone. Ved totalfrys får jeg også østradiol. Vi har fået AHA en enkelt gang i det offentlige som led i et forsøg, hvilket ikke gjorde nogen forskel. Akupunktur har jeg prøvet i forbindelse med noget andet, som ingen effekt havde, så har ikke fået det i forbindelse med barnløshed. Her har jeg i stedet forsøgt mig med zoneterapi. Det skal siges at jeg har haft 3 MA, 2 gange når vi at se hjerteblink.. Ud over det har jeg haft mindst 2 bio.. Så jeg kan blive gravid.... Jeg er glad for at gå på den klinik vi går på, de er SÅ søde og jeg vil også fortsætter der, hvis det giver mening og vi har råd, men jeg synes måske det er "underligt", i mangel af bedre ord, at vælge ægdonation, hvis ikke der kan gives en mere præcis forklaring, altså at det ER det der er problemet. Mistanken kommer jo reelt først nu, hvor andet sæd ikke gav et bedre resultat. Omvendt synes jeg også bare vi træder vande, ved at gøre som vi plejer.....

Hej, Vi kæmper og kæmper for at blive en familie og med alt hvad vi snart har prøvet, er der derfor snart kun tilbage at tro det er mine æg, der er problemet:( Jeg vil derfor høre om der er nogen iblandt jer, der har stået i lidt samme situation, altså at det muligvis var/er æggene der er problemet, uden lægerne kan sige det med sikkerhed? Hvad valgte/vælger I at gøre? Ægdonation eller hænge i og fortsatte med egne æg? Og lykkedes det tilsidst? Og mere generelt, kan det mon virkelig passe, at ens æg ikke kan blive testet på en måde, så man i det mindste kan blive sikker i sin sag, OM det er æggene der er "defekte"?

Du har helt ret, vi kunne ha' skrevet hinandens indlæg og måske endda mere nu, hvor det er 3 mdr siden jeg skrev mit indlæg. På de 3 mdr er det kun gået tilbage og jeg frygter selv, at jeg ikke længere bliver mig selv igen, ihvertfald ikke på samme niveau som før og frygter derfor endnu mere end før, hvordan jeg på noget tidspunkt vil kunne varetaget et job og hvis jeg kan, hvilket.. Endnu et mislykket Fertilitetsforsøg har sparket mig tilbage til start, føler jeg, og vi er nu samtidig sat i udsigt at overveje sæddoner. Ikke fordi manden ikke kan levere, men fordi alle vores befrugtede æg går i stå efter 3-4 dage og får vi et blastocyst, bliver det enten ikke til en graviditet eller også mister jeg efter uge 8-9 stk. Min mand er heldigvis ok med, at prøve sæddoner. Jeg selv har det også overordnet ok med det, men omvendt føler jeg mig svag ikke bare at kunne blive ved forsøg efter forsøg med mandens sæd. Men jeg kan ikke mere, virkelig, omvendt kan jeg heller ikke overskue og acceptere en fremtid uden børn og det at vi konstant i hverdag og blandt venner vil blive mindet om det vi ikke selv kan få/fik. Det gør bare ondt uanset hvad... Samtidig er mit ansættelsesforhold ophørt grundet reelle omstrukturering, så jeg havde mistet mit job uanset hvad og manden er jobsøgende, men overvejer nu at omskole sig. Vores økonomi er nu rigtig usikker og det stresser mig. Hukommelsen og tinitussen driller mig derfor for fuld blus og der dukker igen søvnløse nætter op, samtidig har jeg måtte erfare at selv julegaveindkøb bringer mig i en situation, hvor tårerne presser sig på. Nå, det kom til at handle lidt for meget om mig, undskyld trådstarter, men det sidste indlæg ramte mig bare, at det skulle ud. Samtidig føler jeg mig nu med denne tråd, det mindre alene mht at have virkelig svær stress, at jeg håber det gør det samme for jer andre og trådstarter.

Hej, Jeg vil blot fortælle at du ikke er alene. Jeg er selv sygemeldt med svær stress, også på 11. mdr og ved endnu ikke hvornår jeg kan forvente at blive raskmeldt. Hele situationen er bare ikke sjov og det cirkus man trækkes igennem af kommunen hjælper bestemt ikke, tvært imod kommer alle mine stress symptomer tilbage med 110 km i timen, så snart der tikker en besked ind i Eboks. Jeg er som dig også ramt på hukommelsen, koncentrationen og generelt manglende overblik, men har derud over også forstyrrende tinitus og er generelt blevet ekstrem sensitiv. Jeg kan pt heller ikke "fjerne" den ene udløsende stressfaktor og prøver som dig at bearbejde min stress med konstant påvirkning fra det der udløste det. Jobbet, som var den anden udløsende faktor, har jeg brugt indtil nu på at bearbejde og endelig fået en afslutning på mit eksisterende job (de har beholdt mig på lønningslisten indtil nu) Det giver selvfølgelig de samme bekymringer som du har. Altså hvad med fremtiden, hvilket job kan jeg så håndtere og kommer jeg overhovedet tilbage på fuldtid. Men jeg er bare ikke rask nok til at tænke på min jobsituation lige nu, så når de negative tanker kommer, øver jeg mig i at lukke ned for dem igen. Nogle dage går selvfølgelig bedre end andre dage. Det har også hjulpet mig at begynde at strikke/hækle, ligge puzzelspil eller lign. Det gør at jeg kun har én ting af forholde mig til og det giver mig ro. Samtidig "træner" jeg også hukommelsen og koncentration. Så måske det også kunne hjælpe dig? Da jeg selv er i det, kan jeg ikke komme med så meget, men jeg mærker selv at RO er nøgleordet, derefter TID. Svær stress tager bare rigtig lang tid at komme over og når vi ikke kan "fjerne" den udløsende faktor tager det endnu længere tid. Og jeg kan mærke jeg stille og roligt får det bedre og jeg kan flere ting i forhold til i starten og det i sig selv giver mig troen på jeg nok skal komme igennem det. Men jeg har brug for min psykolog til at hjælpe mig over mine bump på vejen, bekræfte mig i om mine reaktioner er ok og lige efter bogen fx, så det er nok min største anbefaling at begynde hos sådan en. Jeg håber du får glæden af den coach du er blevet tilbudt og hvis ikke, så håber jeg at kommunen vil gi' dig lidt mere ro, da det med garanti er det du har mest brug for.

Velbekomme, og det skal nok gå alt sammen

Jo, det er nok ikke meget galt at sammenligne smertegraden med det. Altså at det føles som slem mens-smerte/murren

Jeg er helt enig her og tænkte det samme. Og hvis det gør ondt, får du sikkert et lille skud morfin mere

Dejligt I har fået en tid så hurtigt! Min erfaring i det offentlige har faktisk været positivt, og jeg har været på både Skejby og Horsens. Jeg mindes det gik ret hurtigt fra samtale til 1.forsøg, men der havde jeg så også været igennem inseminering i det private (på henvisning), så alle prøver osv var på plads. Forundersøgelsen afhænger vist af, hvilket forløb I skal starte på, så der må I viste vente til mødet med at se hvad der skal ske.. Om I skal igennem kort eller lang, kommer an på så meget, men det er vist mest normalt at starte med lang protokol, så rent mentalt, synes jeg du skal forberede dig på det. Så kan det være du reagere på en måde, at de efterfølgende går over til kort protokol, men om du skal igennem det ene eller andet er individuelt. Mht friske og frys, siges det vist at når først et fryseæg overlever optøning har det lige så gode chancer for at blive til noget som et frisk. Jeg selv har desværre endnu ikke haft Blastocyster nok til både frisk og fryseforsøg, så selvom man, synes jeg, primær hører om andre får 1-4 eller måske flere æg til frys, så er vi også nogen der aldrig er så heldig og derfor skal starte forfra med nyt forsøg hver gang, hvis ikke der er bid, så det er meget individuelt om man ender et forsøg, hvor der er æg nok til frys. Mht bivirkning så har jeg ikke mærket det store, ud over lidt hovedpine og træthed. Eller jo, når man er godt og grundig nedreguleret, begynder man at glæde sig til hormonerne, så man kan være mere sig selv igen. Synes ikke det er "ubehageligt" men man kan godt fornemme man er lidt i ubalance, hvis det giver mening. Min mand siger jeg bliver mere irritabel/kort for hovedet i slutningen af nedreguleringen, men det stemmer jo meget godt overens med at jeg selv kan mærke lidt ubalance. Skive skal nok forklare hvor mange antal forsøg osv, men som udgangspunkt har I 3 gennemførte forsøg. Dvs et forsøg tæller kun hvis et frisk æg lægges retur. Bliver du gravid på et forsøg, men mister, får du vist også et ekstra forsøg. Dog giver de vist max 5 forsøg i alt, således at man ikke bare kan fortsætte i det uendelige.. Men spørg evt til jeres møde med Skive, så du får korrekt info. Skulle du have æg på frys efter en vellykket graviditet, gemmer de fryseæggene i op til 5 år (mener jeg det er) og dem kan I så vælge at bruge til en lillebrøster inden for de år. Jeg håber mit svar kan bruges, men mest af alt håber jeg for jer det bliver en ultra kort rejse i behandlingsverden! Held og lykke

Måske jeg er den eneste, men jeg læser den som ironisk, og ikke en liste man skal tage bogstavlig, idet den slutter med en, synes jeg, fornuftig bonus info: slap af, ta' en dag ad gangen...Du har resten af livet til at leve!