Annedorthe1983

Hos min læge er det uge 10 de gerne vil se dig første gang (jeg har set at det svinger fra uge 6-10) , så en tid i slut februar lyder umiddelbart fint. Tillykke og jeg håber du kan finde rundt i det amerikanske system.

Jeg tror helt klart han er panisk over den omvæltning det vil medføre ...ikke så meget ift om han kan magte det praktiske i det. At få et barn har altid været mit ønske og ikke hans, men der er forskel på som mand ikke at føle trangen forinden og ligefrem se barnet som uønsket! Og under behandlingen har han været deltagende og støttende også da jeg endelig blev gravid og kastede op i 4 mdr var han sød til at varte mig op, pg når vi har snakket navne har han også været aktiv, men alt det praktiske med indkøb og forberedelse har han slet ikke kunnet være med til....men det er som om hans frygt vokser i takt med maven og kæft hvor er det surrealistisk at mærke den lill sparke et ribben til plukfisk samtidig med at faderen siger han ikke ønsker det. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre, gå fra ham er slet ikke i mine tanker fordi jeg elsker ham for højt, men parterapeut er måske værd at prøve, idet jeg også kan frygte at hans risiko for en fødselsdepression må forstørres med denne tilgang om vores kommende barn. ....min største frygt er at vi bare blive to voksne mennesker under samme tag, men uden kærlighed

Sidder her rødøjet og snøftende og behov for luft for mine tanker...så jeg håber I vil lægge skulder til ;-) Jeg er gravid i 7. Mdr med vores første barn og min mand bliver mere og mere afstandtagen overfor mig - da jeg så her til aften får presset ham op i en krog, fortæller han at det er det fordi han i bund og grund ikke ønsker sig barnet og ser sit liv ødelagt ( han er en mand der har behov for ro og forudsigelighed). Siger at det er mit projekt og han regner med at jeg tager mig af barnet de første år - han har bildt sig selv ind at evt følelser for barnet først kommer til ham efter flere år.... Jeg kan slet ikke overskue hvordan vores parforhold overhovedet kan overleve dette og jeg bliver så bange for at miste min bedste ven og store kærlighed. Han er en god og sød mand g vi har været sammen i næsten 2 årtier og gift halvdelen af tiden, så det er ikke fordi vi ikke kender hinanden eller det er en upser, ide vi gså har været i behandling....hans svar til at han ikke har sagt nej for længe siden er at han gør det for mig, men hva fanden gør han af godt for mig hvis det ender med at splitte os ad? Jeg kan simpelhen ikke klare tanken om at den lille guldklump inde i maven måske ikke var en god ide! Puha en masse ord og sikkert manglende sammenhæng, men jeg er bare så ufattelig ked af hans reaktion at jeg må ud med mine tanker. Tak fordi I vil lægge ører til

Ja man føler sig virkelig ynkelig med al den opkast mv....i sidste uge kastede jeg så meget op at der kom små blodsprængninger under øjnene, det er bare ikke særlig attraktivt,men heldigvis er de gået lidt i sig selv igen. Jeg er 8+1 og har haft det tiltagende slemt med kvalme siden 5+?. Ja jeg håber virkelig også at det stopper senest ved de 12, men der er altså 4 uger til! Endnu en øv ting er at al kvalmen og trætheden gør at jeg ikke kan træne (laver en del yoga derhjemme) og synes allerede at kroppen "slasker" efter de alt for mange timer i sengen....det var jo en helt anden form for sengesjov :hump der førte til denne ubehagelige men glædelige tilstand

Så er drømmen om den lille bebs et skridt nærmere :-D Vi var til scanning i går og der var fint hjerteblink og lyd - kæft det er vildt! og en lille blob på 1,7 cm. Sådan en oplevelse er fint at have i bagagen når man desværre skal udholde konstant kvalme og opkast....mon man kan lave et lille barn på knækbrød med smør :unsure :wacko nøj hvor jeg savner min appetit og evne til at lave mad - jeg kan slet ikke lave andet pt end at smøre brød og koge pasta - alt det andet stinker så forfærdeligt og tanken om løg og grøntsager er uoverskuelig. Det er meget mærkeligt når man tænker på at madlavning er min store hobby :mam :sandie . Jeg håber ikke I andre lider så meget som undertegnede :boo

Så er jeg også med på banen. Det bliver spændende at følges ad på denne rejse :-) Dette er min første graviditet, så der er jo myriader af nye oplevelser og erfaringer at gøre sig, men nøj hvor synes jeg det er hårdt at komme igennem en arbejdsdag og 37 timers arbejdsuge :-o....jeg er så træt :zzz at den daglige husholdning ikke er helt med på beatet , det tog mig f.eks. hele mandag at få støvsuget huset (og trods en hel dag lykkedes det ikke helt fordi jeg hele tiden skulle hen og ligge/eller kaste op!)....Men hvad man ikke vil kæmpe sig igennem for at få sin egen lille viking :-D Held og lykke til jer alle sammen :loveshower RIGTIGE NAVN: Anne-Dorthe BOPÆL: Skovby ved Galten ALDER: 32 TERMIN: 18/10 - og det er faktisk også min hunds fødselsdag, det er da lidt sjovt :-D CIVILSTAND: Gift JOB: Ergoterapeut FØDESTED: Endnu ikke besluttet, men sandsynligvis Silkeborg SCANNINGER: Jeg har ikke tænkt mig at få tryghedsscanning - jeg venter til uge 12. JM-KONSULTATIONER: Skal først til EL 21/3 og forventer at JM og scanninger aftales efterfølgende VENTER PIGE/DRENG/TVILLINGER: Uhh det ved jeg ikke men der bliver spændende og jeg skal helt klart vide det ved kønsscanningen i uge 14. MULGIE NAVNE: Da der jo er lang tid til vi kender kønnet er det svært, men vi er begge til de nordiske navne og hvis det bliver en dreng er jeg lidt forelsket i Thor. Pigenavne er evt Linn, Le, Lilja STØRRE SØSKENDE: Nej desværre - men hund og høns TAGET PÅ I KILO: Jeg vejer mig ikke, men tror ikke at jeg har taget på endnu (og med den manglende appetit og kvalme er det heller ikke så svært!) GENER: Kvalme, opkast , :puke svimmelhed og ekstrem træthed SÅDAN VIL JEG FØDE: Det har vi ikke besluttet endnu, men jeg tror ganske traditionelt på sygehus og helt sikkert med meditation/mindfullness HVEM SKAL MED TIL FØDSLEN: Min søde mand ANDET: VI har forsøgt at blive gravide i 1½ år og startede med hormoner og inseminering i november 2015.....men jeg blev faktisk gravid uden hjælp mens vi ventede på at skulle i gang igen efter jul og ferie :-) Så man skal ikke altid stole på dem der siger at det slet ikke kan lade sig gøre når først man har prøvet så og så lang tid...jeg tror at roen og mindsket forventningspres har gjort udslaget (det skal nævnes at vi ikke fejler noget, så der ikke objektivt var noget til hinder for graviditet)

God ide med en terminsliste...er der en bestemt måde du tænker den skal laves på? Jeg har termin 18. Oktober

Hej AS2014 Ja spørgsmålet er jo om man vil kunne tilgive sig selv at blive ved med at ride hvis nu noget skulle gå galt...har nu besluttet at prøve det af på mandag og se om jeg føler mig tryg nok. Ift behandling så nåede vi skam at være gennem møllen med hormoner og inseminering én gang i november/december....men pga julen og ferie skulle vi først i gang her i februar igen, men heldigvis udeblev menstruationen jeg tror simpelthen det er lykkedes fordi jeg ikke forventede mig noget, men bare ventede på at komme i gang med næste behandling. Sjældent har jeg været så glad for kvalme og svimmelhed

Hej AS2014 Ja spørgsmålet er jo om man vil kunne tilgive sig selv at blive ved med at ride hvis nu noget skulle gå galt...har nu besluttet at prøve det af på mandag og se om jeg føler mig tryg nok. Ift behandling så nåede vi skam at være gennem møllen med hormoner og inseminering én gang i november/december....men pga julen og ferie skulle vi først i gang her i februar igen, men heldigvis udeblev menstruationen jeg tror simpelthen det er lykkedes fordi jeg ikke forventede mig noget, men bare ventede på at komme i gang med næste behandling. Sjældent har jeg været så glad for kvalme og svimmelhed

Jeg håber også jeg kan melde mig på banen til en termin i oktober - er kun 4+5 så der er jo fortsat mange risici! Men jeg håber virkelig inderligt at jeg endelig efter flere års babyhungren kan se frem til en lille bebs i oktober Jeg har heldigvis ikke symptomer endnu (7-9-13) - altså udover de hormonelle udsving der af og til rammer min stakkels mand ...jeg forsøger at kompensere med kage og chokolade i stride strømme ;-) Jeg synes det er så uvirkeligt at blive gravid...specielt fordi vi på fertilitetsklinikken fik at vide at det ikke ville ske naturligt når vi havde prøvet så lang tid....der tog de så fejl, så håber jeg den lille ært vil vokse sig til en stor og stærk viking de næste 9 måneder. Jeg synes det er svært at der allerede skal tages fravalg - alkohol er en selfølgelighed (men svært at holde hemmeligt, når nu andre ved hvor stor en vin nørd jeg er!) og så er der ridningen?? jeg er simpelthen så meget i tvivl om det er ok at fortsætte, hvad ville I gøre? Håber vi alle komme til at følges ad de næste mange mange måneder

Hej, Min mand og jeg står også i den situation at vi prøver at blive gravide...dette er dog ikke så let og vi har været igennem første inseminationsforsøg....dog uden gevinst. Jeg har valgt kun at fortælle det til mine nærmeste veninder, da det for mig også er vigtigt at kunne snakke med nogen om det, og der er manden ikke altid den, man kan få vendt alle de sære tanker der er i et kvindeho'ed med ;-) Vi har bevidst ikke fortalt det til familien, fordi jeg ville føle mig for sårbar (læs: grådlabil) ift. det evige "nå hvordan går?", "endelig skal I have børn!".....for hvad nu hvis det ikke lykkes! Veninder har lettere ved at være afslappede omkring en evt familieforøgelse - jeg tvivler på at vores forældre ville være afslappede og ikke ALT nysgerrige. Man skal jo gøre det man har det bedst med - så jeg håber for dig at der snart er gevinst så du ikke skal tænke over om de skal vide at I prøver ;-) Glædelig bagjul

Vi har været i gang med PB siden november, nu synes jeg så tålmodigheden er brugt op og tog derfor her til morgen en FSH fertilitetstest, for så var jeg da hvertfald sikker på at dette ikke var problemet......men bum testen var positiv, dvs et forhøjet FSH niveau! Ikke lige den start på en skøn forårsdag jeg havde drømt om

Stoppede med P-piller 3/10 og ved jeg er klar til at blive gravid når.... ...jeg lader som om at græsslåmaskinen er en barnevogn ...jeg er mere end normalt opmærksom på "skedeslim" ...køber en sød børnebog og mens jeg læser den selv, tænker over hvordan den skal læses op Lille smule skruk....ja det tror jeg nok