Oprettet November 12, 2014 Se - denne beretning skulle jeg har lavet for et år siden, men jeg har bare aldrig rigtigt fået det gjort. Nu tager jeg mig sammen og deler beretningen med jer, primært fordi jeg stadig får spørgsmål til den måde jeg valgte at føde på. Måske kan det inspirere jer :kram Graviditet og fødselsvalg Dette skal ikke blive en debat om hjemmefødsel vs. hospitalsfødsel - men I får baggrunden for mit valg. Jeg havde på det tidspunkt lige rundet de 30 år og Alexander er mit første barn. Min mand på dengang 38, har to store piger på 12 og 16 år som bor hos os ca. halvdelen af tiden. Graviditeten var forløbet uden de store komplikationer og alt var faktisk standard. :stork Som de fleste andre førstegangsfødende, så fyldte tankerne om fødslen rigtig meget allerede tidligt i graviditeten. Jeg har aldrig været den store fan af hverken hospitaler eller for den sags skyld læger - og jeg havde flere veninder, der i forbindelse med deres fødsler havde oplevet forskellige ting, der kørte som skrækscenarier i mit hoved. Jeg nævner i flæng: flere af dem havde været igennem hele bygen af indgreb (igangsættelse, vedrop, rygmarvsbedøvelse, vestorm, kop, klip og bristninger), de havde kæmpet sig vej til hospitalet, kun for at blive sendt hjem igen med galoperende veer, havde ligget på stuer i meget lang tid uden jordemødre, og selvom der generelt var stor tilfredshed med de jordemødre, der havde hjulpet til slut, var det for mig et billede af en fortravlet hverdag uden ret meget tid og ro :unsure . Det skræmte - for at sige det mildt - livet af mig. :boo Jeg nåede to jordemødrebesøg på sygehuset - og de hjalp ikke ligefrem på hverken hormoner eller fødselsangst. Den første jordemoder ævlede bare en endeløs række af spørgsmål op fra et stykke papir (vi faktisk havde udfyldt i forvejen) uden på noget tidspunkt at kigge op på os. Vi var hverken narkomaner eller socialt udsatte - derfor ikke yderligere interessante. Jordemoder nr. 2 startede med at uddele en skideballe fordi vi havde misset et besøg, vi er rimelig enige om, vi aldrig er blevet indkaldt til, for derefter at kvide: "Neeeeiiiijjj - endNU en termin i beg. af juli. Nøøøøj hvor får vi travlt - det er slet ikke sikkert der er plads til jer her (I Næstved). Men når I ringer ind kan I få at vide, om I skal køre til Holbæk istedet. Hurra for 1,5 times kørsel i bil med veer?? :shooter eller "Fødsel i kar?? Jamen nu er det jo langt fra alle, der når at føde i kar her - I skal tænke på, vi har jo kun 4 kar". Gennem en veninde (som desværre havde født for tidligt, og derfor ikke kunne føde hjemme), blev jeg præsenteret for Hjemmefødselsordningen region Sjælland. Jeg ringede til dem kort efter jordemoderbesøg nr. to - og ved ikke helt hvad jeg håbede. Men hjem til os kom den sødeste jordemoder til en kop kaffe og en lang snak og halvanden time senere, var min fødselsangst næsten forsvundet og en ellers anelse skeptisk mand var fuldstændig overvundet. Vi skulle føde hjemme! :loveshower Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 12, 2014 Optakten Ved ikke om I kan huske sidste sommer? Men der var en periode i slutningen af juni/begyndelsen af juli, hvor temperaturerne røg pænt på den anden side af de 30 grader dagligt. Samtidigt boede vi på daværende tidspunkt i et nyere toetages rækkehus, som en sadistisk arkitekt havde udstyret med KÆMPE sydvendte vinduer og så malet sort (læs: vi boede i et sort drivhus!). Da vi nåede terminsdatoen mandag d. 8/7, havde jeg den ondeste halsbrand, vand i hele kroppen, galoperende søvnmangel og en lungekapacitet på 5-25% (5% umiddelbart efter et måltid :wacko ) Kort sagt - jeg var færdig med at være gravid! :D Fødekarret havde vi forhåbningsfuldt hentet 3 uger forinden og det udgjorde nu min store hobby - næst efter at læse fødselsberetninger på BK, af alle mine terminssøstre, der var i fuld gang med at føde. Hos os skete der bare INGENTING! Ingen veer, ingen slimprop, ingen vandafgang... Ingenting... Jeg forsøgte at være tålmodig, udfylde ventetiden og nyde tosomheden :rolleyes Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 12, 2014 41+0 løb tålmodigheden op... Jeg blev indkaldt på sygehuset ad flere omgange fordi de ville snakke igangsættelse - og jeg måtte ud i en byge af "Nej tak", "Vi vil gerne se tiden an" og "så længe han har det godt derinde, så venter vi". Det blev ikke altid mødt med den store forståelse fra personalet - men på det tidspunkt var jeg heldigvis så sikker på min beslutning og havde oparbejdet en god del rutine i at forklare mig, så det gik. Af tre omgange var vi til scanning derinde, hvor de tjekkede mængden af fostervand og undersøgte at moderkagen stadig fungerede 100%. Alexander havde det fantastisk og jeg blev aldrig træt af at høre hans hjerte :kuller Derhjemme var jeg i kontakt med min jordemoder dagligt. Enten over telefonen eller ved at hun kiggede forbi. Torsdag d.17/7 41+3 - 10 dage over tid. Vores søde jordemoder, Cille, var forbi ved middagstid. Jeg var begyndt at blive lidt bekymret for den udeblivende fødsel. Selvom slimproppen var gået om tirsdagen skete der stadig ingenting. Samtidigt havde jeg en truende deadline herover hovedet. Hjemmefødselsjordemødre tager ikke ansvar for fødsler, der ikke er gået igang af sig selv inden 42+0. Derfor begyndte det nu at lugte af igangsættelse, hospital og alt det, som jeg havde håbet at undgå. Cille er sådan en lille, spinkel midaldrende kvinde, med en personlighed der er for stor til hendes krop. Hun har en baggrund som jordemoder på Grønland, hvor det, som hun sagde "handlede om at kunne vurdere kvinderne korrekt INDEN de gik i fødsel, fordi der nogen gange var 1300 km til nærmeste hospital". Ukuelig i sin tro på, at kvindens krop kan selv - og udstrålende en behagelig ro. Hun trådte ind i entreen, satte hænderne i siden, tiltede hovedet med et smil og sagde: "Lad os så få den fødsel igang". :yiepie Hun mærkede på mig og sagde at hun havde en mistanke om, at hans hoved måske lå lidt skævt. (Jeg skal hilse og sige, at jeg faktisk havde rigtig ondt fordi han borede sit hoved ned i min bækken, så det nev i hele kroppen). Det forsøgte hun at rette på via rebozzo. Det er mig bekendt en teknik, det stammer fra Mexico, der går ud på at ryste og rokke barnet lidt tilbage i kroppen i håb om at det, når det glider frem igen, gør det korrekt. Det foregår i nogle rimelig spøjse stillinger med nogle lange tøjklæder om hofterne. Man føler sig lidt åndssvag, når man står der og sveder og puster mens man bliver rystet af et langt stykke stof med manden i den ene ende og jordemoderen i den anden :haha Derudover lavede hun en hindeløsning og fortalte mig, at jeg faktisk allerede var 4 cm åben (dog med livmoderhals) - så hun var sikker på, at vi nok skulle nå en fødsel inden "deadline". Om aftenen gik jeg tidligt i seng og da jeg lå og forsøgte at falde i søvn, gik det op for mig, at jeg faktisk havde menslignende smerte med ca. 5 min mellemrum. Jeg skrev en sms til Cille, at hun nok skulle gå tidligt i seng og så lykkedes det mig faktisk at falde i søvn... :7himmel Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 12, 2014 Fredag d. 19/7 41+4 - 11 dage over tid. Kl. 02.00 Jeg kan så konstatere, at jeg ikke er en af dem, hvor veerne tager langsomt til. Jeg vågner halvt ude af sengen, fordi jeg simpelthen flyver op i en ve! Min stakkels mand får et chok fordi jeg jamrer med det samme - og jeg er ikke det fjerneste i tvivl om, at nu er det nu! Jeg forsøger at bevare roen og vi bliver enige om, at jeg skal op og have et varmt bad og så skal vi tidsmåle veerne. Vi har jo sådan et fint skema med, hvordan det skal være, når man ringer til jordemoderen. Jeg får endnu en ve op ad trappen til 1. salen, og da ve nr. 3 rammer mig i brusekabinen må jeg holde fast i væggen. Jeg beder manden om at ringe efter Cille med det samme og køre vores yngste bonuspige hos hendes mor. Der går ca en time inden hun ankommer og den tid husker jeg som den eneste rigtig, rigtig slemme del af fødslen. Den første halve time er jeg alene, fordi manden skal vække den yngste af hans piger der tilfældigvis overnatter og køre hende hos hendes mor. Tiden bliver brug siddende - prustende og stønnende på toilettet (jeg følte konsekvent at jeg tissede hele tiden - og det kan have været fostervand, for jeg opdagede faktisk aldrig det gik). Jeg har svært ved at styre min vejrtrækning og er bange. Kl. ca. 3.30 Cille ankommer og straks bliver tingene bedre. Inden for ca. en halv time har hun fået sine ting ind og indrettet sig, hun har fået styr på min vejrtrækning og dermed hele min oplevelse af smerte, og samtidigt har hun fået sat manden fri til at ordne det praktiske. Sofaen bliver dækket over med tyk plastik og lagen/håndklæder ovenpå, karet bliver sat frem og de prøver begge to at få mig til at spise (det er dog fuldstændigt umuligt på dette tidspunkt). Så falder der ro på - faktisk så meget ro at både Cille OG min mand går i seng og sover (Cille låner et af tøsernes værelser). Jeg havde ALDRIG troet at min mand, som er så omsorgsfuld og bekymret for mig, faktisk kunne falde i søvn. Han sover normalt helt vildt let. Men det må være et udtryk for den ro, der sænkede sig. I mellemtiden sidder jeg stadig på toilettet og bruger min nyfundne vejrtrækning til at komme igennem veerne, og småsover/spacer lidt ud mellem dem... Jeg er tryg nok til at jeg ikke føler behov for at kalde på dem. Kl. ca. 06.30 Mit overskud er så småt ved at være brugt op, og det begynder igen at gøre seriøst ondt. Jeg kalder på Dejan og Cille kommer også ned. Cille sætter Dejan igang med at fylde karret op. Det tager faktisk ret lang tid, fordi der er langt mere vand i sådan et end en enkelt varmtvandsbeholder kan klare. Derfor skal der også tages elkedel og gryder i brug. Det er også ret vigtigt at det har den helt rettet temperatur - og herfra og resten af fødslen var det mere eller mindre konstant arbejde for min mand, at holde karet optimalt. (Hvis man havde haft mulighed for en fødselshjælper kunne det have været en oplagt opgave). Cille undersøger mig og fortæller mig, at jeg er 5 cm. åben uden livmoderhals - og jeg bliver TOTALT demotiveret. :( Jeg havde det inde i hovedet, at jeg var 4 cm dagen forinden og kan slet ikke forlige mig med, at det skal gå så langsomt og alligevel gøre så ondt. Hun prøver at opmuntre mig. Kl. ca. 07.00 Cille bruger de (begrænsede naturligvis) remedier, hun har til at lindre smerte. Ingefærklude har jeg ingen tålmodighed til - og fik kvalme bare ved tanken, akupunktur i hænderne gjorde ingen forskel - men da hun sætter nåle i lænden synes jeg at det hjælper lidt - og de nåle bliver i indtil efter fødslen. Har faktisk bagefter undret mig over, hvordan de kunne det også når jeg lå på ryggen - men de var på en eller anden måde tapet ind. Jeg for klyx og tilbringer noget mere tid på toilettet. Hun konstaterer også at jeg "tisser" noget ud under veerne - som jeg ikke kan afgøre om et fostervand eller urin... kl. ca. 07.30 Jeg kommer i karet. Væk var al blufærdighed og tanken om at jeg da godt kunne have en lang trøje på. :D Jeg afklæder mig fuldstændigt og hopper ned i det varme vand. Det er SÅ SÅ SÅ DEJLIGT!! Vægtløsheden og varmen rammer mig og aflaster mig og jeg finder lynhurtigt ud af at jeg skal om på alle fire og stå og rokke i karret. De prøver igen at få noget mad i mig, men jeg tager til takke med lidt kold saftevand. Der står en iskold cola i køleskabet på jordemoderens ordre til pressefasen - hun siger at hun har forløst flere børn på cola end noget andet. :D Så kommer en lang rolig periode, hvor jeg egentligt bare er mig selv og mine veer. Jeg finder en rytme ved at når jeg rykker frem i karet tager næse og mund under vand og puster ud - nærmest som ved brystsvømning - og så tæller i mit hoved. Ved gang nr. 6-8 topper veen og ved nr. 10 er den væk. Det virker rigtig godt - Cille kommenterer efterfølgende at hun ikke har set en fødende bruge den før, men at hun vil overveje om hun skal begynde at anbefale den. Ulempen er så at jeg dumper hovedet ind i karret på samme punkt 700 gange i løbet af timerne (det kan jeg mærke dagen efter :blink ) og at jeg placerer mig selv i den lidet flatterende stilling med røven åben og helt bar direkte ned i ansigtet på Cille mens hun sidder ved karret og lytter til lillemandens hjertelyd. Det er sjovt så ligeglad man kan være. Min mand går rundt ved karret med en si og "fisker" diverse slim/blod/andet godt op af vandet. Det opdager jeg slet ikke på det tidspunkt - men synes faktisk det er ganske sympatisk gjort efterfølgende. Cille og min mand får spist lidt morgenmad mens jeg arbejder med veerne - jeg kan høre dem pusle rundt i køkkenet, men registrerer ikke ret meget. Der er meget stille i huset. Min mand forsøger at lave en kop kaffe, men har i rent stress fået smidt holderen til kaffekapslen væk. Vi griner stadig lidt af det idag - den er ikke dukket op og var forholdsvis stor. Han må have smidt den ud. De er begge om mig hele tiden. Manden med væske, varme og kolde klude og generel omsorg. Cille med hjertelydsmåleren og hendes notater, hvor hun holder godt styr på, hvor den lille har det. Kl. ca. 10.00 Mine veer ændrer sig lige så pludselig som de begyndte - og jeg får pressetrang. Jeg bliver instrueret i ikke at presse med mindre jeg absolut ikke kan lade være - og det er umuligt at lade være. Jeg vender mig om på ryggen så jeg nærmest sidder i vandet og kroppen begynder helt af sig selv at presse. Jeg kan slet ikke styre det og det skræmmer mig rigtig meget. Jeg får manden om bag mig så han kan holde mig under armene - ellers tror jeg simpelthen at jeg var røget under vandet under veerne. Min krop var uden for min kontrol. Jeg får sagt til jordemoderen et par gange at DET HER, det kan jeg simpelthen ikke - og at hun skal fortælle mig PRÆCIS hvor mange veer, der er tilbage. :D :rolleyes Pludselig er hovedet ud - og jeg kan huske, at jeg i pausen sad og aede hans lange, mørke hår... Kun får at gå i panik over at kunne mærke at min skamlæbe var faldet af! Der gik lige et par sekunder inden det gik op for mig, at det var hans øre jeg kunne mærke :lol Alexander bliver født kl. 10.21 efter hele 11 min. presseveer. Han kommer op på min mave og ligger bare og kigger på mig med sine store mørke øjne. Far kommer ned i vandet til os og vi ligger bare allesammen og beundrer hinanden. Jeg kan huske at min mand hulker - men jeg ligger faktisk bare og kigger det her lille væsen i øjnene og kan ikke helt forstå, at jeg har født ham. Efter ca. 10 min, når navlesnoren er holdt op med at pulsere klipper far - og vi kommer op ad vandet. Jeg bløder lidt rigeligt, så Cille giver mig en sammentrækkende sprøjte i låret og hjælper mig med at tisse. Hun giver mig nogle sting fordi jeg er bristet en smule - men jeg kan faktisk dårligt huske det, fordi Alexander ligger på min mave og øver sig i at sutte - og jeg er helt forelsket i ham. Min mand laver stor frokost til mig (på Cilles ordre med masser af kød - hun mener ikke at man kan komme sig over en fødsel på toastbrød) og vi hviler. Alexander sutter fint fra starten. Dejan henter tøserne og min mor kommer på besøg. Jeg hopper i nogle af Dejans boksershorts og nyder at være hjemme. Vedhæftede billeder er ca. 1 time efter fødslen, et billede af Alexander dagen efter - og et billede på hans 1. års fødselsdag. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 12, 2014 Sikke en dejlig beretning af en hjemmefødsel! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 13, 2014 Skøn skøn beretning. Jeg håber meget på en hjemmefødsel næste gang. Ikke at jeg havde en dårlig oplevelse sidste gang. Men jeg følte mig mega heldig at få en god kendt jordemoder, som havde ok god tid, fordi jeg kom ind på et tidspunkt hvor det passede med hendes vagt. Jeg fik lov at føde i fødekar. Kom åbenbart ind på en af de dage hvor Næstveds 4 fødekar var ledigt. Men jeg kan jo ikke være sikker på at være så heldig igen. Derfor drømmen om en hjemmefødsel. Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 13, 2014 Sikke en skøn beretning! Tak fordi du ville dele den :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 26, 2014 Dejligt at læse din fødselsberetning. Jeg er selv tilknyttet hjemmefødselsordningen Sjælland og har Cille og Camilla som jordemødre, så det er rigtig dejligt at læse om en så positiv oplevelse Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret November 30, 2014 Fantastisk beretning!!! :loveshower Overvejer selv kraftigt hjemmefødsel, så det var super spændende læsning! Tak :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 16, 2014 Åh søde har først lige set din beretning nu, hvor er den helt igennem skøn!! :loveshower Imponerende du kan huske så godt og detaljeret så lang tid efter! Hvis jeg skal have flere børn, bliver jeg også nødt til at planlægge en hjemmefødsel. Med 1 time fra første ve til baby var ude ved min sidste fødsel, så vil det være næsten umuligt for mig at nå ind på hospitalet. Men dejligt at læse det kan være så god en oplevelse! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret December 26, 2014 Hvor er det dog en fantastisk beretning :biglove Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 9, 2015 Fantastisk og meget levende beretning :loveshower Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret January 9, 2015 Sikke dog en skøn beretning :) Kom til at grine lidt over din bemærkning omkring skamlæben og øret :D Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret June 21, 2016 Virkelig dejlig beretning :) er sådan itvivl om det skal være hjemmefødsel :) men din beretning gør det noget mindre skræmmende :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret June 21, 2016 Virkelig dejlig beretning :) er sådan itvivl om det skal være hjemmefødsel :) men din beretning gør det noget mindre skræmmende :)Kan kun anbefale en hjemmefødsel. Min beretning om min hjemmefødsel ligger også herinde hvis du har lyst Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret June 21, 2016 Kan kun anbefale en hjemmefødsel. Min beretning om min hjemmefødsel ligger også herinde hvis du har lyst Jeg har faktisk søgt efter din beretning, (så du havde skrevet du havde en, i et andet indlæg) men kunne ikke finde den, prøver lige igen :) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret June 26, 2016 Virkelig dejlig beretning :) er sådan itvivl om det skal være hjemmefødsel :) men din beretning gør det noget mindre skræmmende :) Det er ikke skræmmende - du skal ikke være bange. Du slipper for transport, har din helt egen jordemoder hos dig hele tiden, er hjemme i vante omgivelser og HVIS der bliver det mindste så bliver du overflyttet. De tager ingen chancer ;-) Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret June 26, 2016 Det er ikke skræmmende - du skal ikke være bange. Du slipper for transport, har din helt egen jordemoder hos dig hele tiden, er hjemme i vante omgivelser og HVIS der bliver det mindste så bliver du overflyttet. De tager ingen chancer ;-) Det giver en tryghed, at man har sin helt egen jordmoder :) overvejer det virkelig! Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret June 26, 2016 Det giver en tryghed, at man har sin helt egen jordmoder :) overvejer det virkelig! Hvor i landet bor du? Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret June 26, 2016 Fødte du egentlig med Hjemmefødselsordning Sjælland Maustique? Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret June 26, 2016 Fødte du egentlig med Hjemmefødselsordning Sjælland Maustique? Ja - jeg fødte sammen med Cille og håber at komme til det igen om en måneds tid Del dette indlæg Link to post Share on other sites
Besvaret June 27, 2016 Ja - jeg fødte sammen med Cille og håber at komme til det igen om en måneds tid Del dette indlæg Link to post Share on other sites
.thumb.jpg.7c59ad97db19e2bac31958d8049b520c.jpg)